Memoratoriet – den mobile afdeling rykker ud igen

På Fastaval bliver Memoratoriet sat op igen som rerun om søndagen. Det bliver så sjette gang, at det bliver spillet, hvis ikke Matthijs når at sætte Memoratoriet op inden da på Holmcon. Det håber jeg, at han gør (jeg er meget beæret).

I efteråret blev Memoratoriet opsat to gange mere. Den ene gang på Viking-Con, og den anden på Hyggecon. Lige siden spillernes meget intense reaktioner på Fastaval over scenariet, har jeg været interesseret i at indhente beskrivelser af spiloplevelsen.

Jeg tog derfor kontakt til Anne G., der var den ene af de to spilledere på Memoratoriet på Østerskov Efterskole. I det følgende vil blive gengivet dele af vores korrespondance.

Anne G. om rammerne for spillet:

Vi var nødt til at gøre lokalet lidt småt (4,75×3,75) fordi vi ikke kunne bruge gangareal eller et af de store trippellokaler. Det var lidt trængt, men det gik. Vi endte med at være en 10 spillere, da en måtte gå.

Her blev jeg vældigt nysgerrig. Memoratoriet handler om følelser og om mennesker, som bærer på ubehagelige minder, og i spillet er det konkrete minde for spilpersonen op til spilleren selv, og derfor er mange af disse minder meget jordnære. F.eks. den om kvinden, der ikke kunne være der for sin kræftsyge vendinde, eller familiefaren, der nær havde mistet sit barn i en ulykke, han selv kunne have afværget, havde han ikke været for optaget af sit arbejde selv, når han havde fri. Fordi følelserne er en vigtig del af spillets design, kan en spiller til hver en tid legitimt forlade spillet (helt uden at det forstyrrer de andre spillere), og det er med vilje – i modsætning til visse andre følelsesscenarier, er kilden til oplevelsen ikke, at spilledere eller spillere presser medspillerne til en følelsesmæssig oplevelse. På Østerskov var der en deltager, der havde fået den oplevelse i Memoratoriet, som han ønskede efter de to første dele af spillet, og han kunne derefter træde ud af spillet uden at det forstyrrede. Tilbage til korrespondancen med Anne G.

Anne G.:

Han kom til at vække nogle ikke så gode barndomsminder, så han gik frivilligt

Og uddybet:

Ja, og ham der måtte gå, jeg snakkede kun med ham om det bagefter fordi han gav udtryk for at han ikke havde lyst til at gå i dybden med det. Men det lød på ham som om at rolleoplægget (følelsesmæssige situation pt.) prikkede til noget i hans barndom og det satte ham ud af spil – om det blev til at han spillede sig selv eller ej ved jeg så ikke. Jeg tror det allerede var i starten af fase 2 han kom og sagde at han ikke kunne holde til det. Han gav dog udtryk for at koncept og alt det han indtil da havde oplevet var rigtig godt, men at det bare satte gang i nogle tanker han helst ikke ville køre rundt i.
Det respekterede vi jo, og han blev ført ud, uden problem eller at de forstyrrede de andre spillere.

Og så er der samspillet mellem spillerne, som vi har hørt mange kommentarer om, da der er nogle særlige restriktioner for samspil. Ikke desto mindre kommer der en hel del samspil ud af det.

Men bortset fra det, så var der nogle rigtigt fine historier i blandt og et par fik nogle rigtigt fine samarbejder.

…

Og NN lød til at have haft rigtig fint spil. Hun spillede det ret voldsomt, med et vredes udbrud og sådan. Men nu er hun jo en god spiller, så hun gjorde det med hensyn til de andre spillere, så det bare gav de andre noget at køre lidt videre på.

…

Ja, det er faktisk ret sjovt hvordan det får folk til at hoppe op og alligevel ikke ødelægge noget. Men det kan jeg også huske fra da jeg spillede Mem. på Fastaval. På et tidspunkt var der en der skreg og det udløste en mindre reaktion af skrig rundt. Men det generede ikke, det bidrog bare til stemningen.

Anne G. og hendes med-spilleder, Oliver, er nemlig begge tidligere patienter i Memoratoriet. Spillet er designet til at blive kørt med eksterne spilledere, hvorfor ud af de seks gange scenariet er blevet kør, og har involveret 12 spilledere, har Monica og jeg til sammen været én af de tolv spilledere (eller med andre ord, så har Monica stadig oplevelsen til gode).

Og Anne G. om spillernes reaktion:

Folk var meget overraskede over hvor hårdt scenariet egentlig er – og hvordan det hele går op på et større plan. Med musik, virkemidler og udviklingsplan. De fortalte hvor fedt det var, at musikken fulgte ens historier der kørte i hovedet.

F.eks. er musikken ikke tilfældigt valgt, men bygget op over et helt bestemt lydbillede baseret på postrock, og der er musik til hele scenariet, som samtidig er designet til at følge selve spillets spændingskurve, så intensiteten i musikken følger oplevelsen.

Skulle du have lyst til at vide mere om synestesi, som er det fænomen, som Memoratoriet er blandt andet er inspireret af, så kan du læse mere her.

Jeg har samlet en række links til andre spillere og spillederes oplevelser med Memoratoriet.