[kommende projekter] W40k-scenariet

genestealer_cult.jpgMit mål til næste Fastaval er sammen med tera-logen at skrive et 40k-scenarie. Mit skal være med marinere og med genestealere, da jeg er så glad for både Aliens, Bughunters og Space Hulk, hvilket jeg har fablet løs om tidligere.

Derfor skal 40k-scenariet ikke være helt magen til. Det skal faktisk være en del anderledes. Så jeg har siddet og læst op på Beowulfkvadet, Historien om Sigurd Fafnersbane og Legenden om Sankt Jørgen. Det næste bliver The Hero with a Thousand Faces.

Det bliver legenden om en gruppe marinere og deres kamp mod en genestealerkult. Ikke helt ulig den, der er i Deathwing-supplementet til Space Hulk.

Fantasy og eventyr

Noget science fiction er slet ikke science fiction, men er eventyr anbragt i en futuristisk eller eventyrlig teknologisk kulisse, som f.eks. Star Wars – hvor George Lucas havde læst grundigt op på Joseph Cambells tusindfjæsede helt.

En science fiction-fan fortalte mig en gang, at sci-fi og science fiction ikke er det samme. Sci-fi er pop, og ting, der betegnes sci-fi, er derfor ikke nær så gode som de ting, som fansne betegner science fiction. Sidenhen lånte Clara mig Bimbos of the Death Sun – der handler om en ingeniørs gæsteoptræden ved en science fiction-kongres, hvor han undervejs opklarer et mord (det var rollespilleren – men det vidste vi godt, for vi har jo læst Mazes and Monsters) – og efter at have læst den, forstod jeg polemiken meget bedre; nej, jeg forstod bedre fanmiljøet, ikke den sære skelnen mellem sci-fi og science fiction. Faktisk havde jeg samme oplevelse med Galaxy Quest, hvor man også får et indblik i fanmiljøet. Det var heldigvis genkendeligt, idet jeg havde set hemmelige piratoptagelser fra en gruppe trekkies ophold på et tysk Star Trek-konvent. I mangel af bedre kan jeg anbefale, at man ser trekkies. Egentlig burde man skrive et scenarie om fanmiljøet – og morderen er naturligvis rollespilleren.

Efter denne digression vil jeg atter vende opmærksomheden mod Fantasy og Eventyr: Som jeg oplever det, så dækker eventyr de klassiske folkeeventyr, som vi kender så godt fra brødrene Grimms undgivelser, og kunsteventyr, som H.C. Andersen forfattede dem.

Herefter kommer en kategori af historier, som Ringenes Herre, Prydain krønikerne, Narnia-historierne, Fionavar Gobelinen, Troldmanden fra Jordhavet og Brødrene Løvehjerte som foregår i eventyrlige verdner, der typisk eksisterer i en udefinerbar førmoderne verden, der ofte kaldes middelalderlig. I den ene halvdel af historierne eksisterer denne eventyrverden parallelt med vores egen, og protagonisterne kommer fra vores verden. Måske skal jeg føje Den uendelige historie, Harry Potter og Det gyldne kompas til disse historier?

Så er der selve Sword and Sorcery-genren, som er helt sin egen form for fantasy. Du har ikke oplevet den, før du har læst en rigtig Conan-historie (dvs. den skal være skrevet af Robert E. Howard – film. og tegneserietolkninger og andre forfattere tæller ikke), Elric af Melniboné eller Fafhrd & Grey Mouser historie.

Alle de her former for fantasy adskiller sig fra “Rollespilsfantasy” – som vi bedst kender det fra D&D, men også fra en masse andre ordrollespil, levende rollespil, computerrollespil, og alle de medieformer, som det er flydt over i med f.eks. D&D the Movie, læssevis af paperback-trilogier og en stribe tegneserier, der enten foregår fuldt ud seriøst i spilverdenen (f.eks. de gl. Forgotten Realms-tegneserier), tager udgangspunkt i hvor fjollet samme verden kan være (Yamara er den evige klassiker her), handler om dem, der spiller rollespillet (Knights of the Dinner Table), om både dem, der spiller, og dem, der bliver spillet (The Noob), og så om dem, der lever i verden, hvor man har indsigt i spillereglerne (Order of the Stick, Goblins) – men det oplevede vi langt hen ad vejen allerede i filmen Tron og Corbens Den, så det er ikke så nyt endda.

Et scenarie, der er fantasy

En kriger, en troldmand, en præst, en tyv, en elver, en dværg og en halving. Og det skal være en trilogi. Og det skal være i et førmoderne, middelalderagtigt samfund. Jeg føler, at jeg har beskrevet de fleste ikke-vampyr live-rollespilskampagner og ikke så få bordrollespilskampagner, foruden en frygtelig masse romaner og computerspil.

Med alle disse krumspring vil jeg frem til noget helt bestemt. Enormt meget rollespil udspiller sig i samme generiske fantasy-kontekst – og det er en fin kontekst til gå på opdagelse i. Den virker fint den første søndag i skoven og i World of Warcraft, men den er så begravet i sine egne troper, at det er lige ud ad landevejen at foretage opgør med den eller lave særdeles humoristiske versioner (Paladins lampe), eller anvende den som staffage for persondramaer. Sikkert er det, at man kan genkende fantasy-scenarier i foromtalen, da hvert afsnit introducerer et nyt medlem af partyet.

Et scenarie, der er eventyr

Rollespil, der tager sit udgangspunkt i folkeeventyr, findes også. Nogle scenarier foretager spændende moderne tolkninger, som f.eks. Prinsen, mens andre gør som Shrek og anvender alle de genkendelige elementer til at skabe en moderne fortælling, såsom Grimme ællinger.

Men selve det at skrive et kunsteventyr-scenarie eller et folkeeventyr-scenarie eller et regelsystem, der direkte understøtter disse ting, er sjældent. Der findes dog spil som f.eks. A Thousand and One Nights og scenariet Den brændende vinds ild, der leger med denne genre.

Et scenarie, der er myte

Der, hvor jeg vil hen, er det mytiske stof. Jeg er på jagt efter kernen i myten. En kerne, som Joseph Cambell gravede frem The Hero with a Thousand Faces, Mircea Eliade arbejdede med i The Eternal Return og som Frazer beskrev i The Golden Bough. Disse tre tilgange er langt fra nye, og de har hver især modtaget væsentlig og relevant faglig kritik, og det er i virkeligheden ikke så meget deres opfattelser af myten, som det er ideen om at bruge myten som struktur i et scenarie, jeg er ude efter. Altså at skrive et myte-scenarie eller et myte-rollespil.

Derfor er W40k en fantastisk ramme at anbringe scenariet i. Dels er rammen genkendelig for mange spillere, og dels er den ikke underlagt de forventninger, der er til fantasyrollespil og eventyrinspirerede rollespil, som ville kunne spænde ben for mytestrukturen. Eller med andre ord, hvis Lucas kunne gøre det i film, så må det også kunne lade sig gøre i rollespil.

Men hvordan transformerer man dette over i rollespillet? Medmindre gruppen optræder som en “6-i-en-helt”, som Munkholt betegner det i Laaste døre, så må en anden løsning findes. Jeg vil ikke en “6-i-en-helt”. En løsning er, at lade en spilperson være helten, og de andre spilpersoner udfylde de funktioner, som helten er omgivet af (som vi kender dem fra folkeeventyrerne), eller også kan man skabe en decentral fortælling, hvor spillerne skiftes til at være i centrum. Det virker i Polaris, hvor hver spiller har sin episke, tragiske ridder, der er centrum i sin egen fortælling, og det virker i Shock, hvor hver protagonist stræber efter sin egen forløsning.

Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg vil løse denne problemstilling. Sikkert er det, at det skal være et myte-scenarie med terminatorer i strid med genestealere.spacehulk.jpg

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Fastaval, Rollespil, Science fiction. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.