Dinner and a scenario: Inkatemplets hemmelighed

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i Nis’ Dinner and a Scenario (nu også på Fjæsbog), som er en helaftensoplevelse med middag og rollespil altsammen fermt tilrettelagt af Nis.

På programmet var Inkatemplets hemmelighed, hvilket er meget passende, nu hvor Indiana Jones rør på sig igen. Jeg foreslog scenariet dels på grund af den seneste Indiana Jones-film, og dels fordi jeg husker, da scenariet kom op på Fastaval, at der var en fantastisk gimmick med en liste på 100 negerslaver/-bærere, som løbende vill gå tabt i løbet af scenariet, og som spillerne derfor skulle krydse af listen. Meget i stil med alle de negere, der går tabt under ekspeditionerne i de klassiske Tarzanfilm med Johnny Weissmüller.

Rollespil fra gamle dage

Jeg vil ikke gennemgå selve scenariet, men snarere opsummere nogle af de ting, som jeg observerede undervejs. Scenariet er et klassisk midthalvfemser-scenarie, og det har en række af den periodes svagheder – men der er også interessante elementer i scenariet.

De gode gimmicks

Listen over de 100 bærere med fjollede navne og to karakteristiske træk. Det er fortsat en god ide, og den er værd at anvende i andre situationer. Det er en ide, som skal stjæles og anvendes noget mere.

Udstyrstegningen. Hver spilperson har en fin lille udstyrsliste, men ikke nok med det. Udstyret er også tegnet på spilpersonsarket. Man har simpelthen en illustration af en sæk eller en rygsæk, hvor de enkelte ting i sækken kan ses. Udstyret får en visuel side. Spændende ide, også værd at bruge noget mere.

Illustrationer af alskens bipersoner des lige. Den slags skader sjældent.

De knap så gode ting

Baggrundsinformationer, som kun spilleder nyder godt af

Inkatemplets hemmelihed er en fjollekomedie, og derfor er der en masse fjollerier i scenariet. Historien hænger ikke sammen, handlingen følger stereotyperne og alle personer og bipersoner er sære. Men en del af humoren ligger ikke i det spillede, men derimod i det læste. Læseren af scenariet får en masse spøjse vittigheder at læse, men det er ikke ting, som egentlig kommer ind i scenariet. Hvor morsomt det end er at læse, hvis det ikke kommer ind i scenariet, er det ikke en del af rollespilsoplevelsen, og det er derfor overflødigt.

Heldigvis har forfatterne ikke en skrevet en alenlang baggrundshistorie, som aldrig kommer med i rollespilsoplevelsen. Det er en god ting.

Spillerne oplever historien (eller Scenariet kan spilles af en spilleder og nul spillere)

Halvdelen af Inkatemplets historie udspiller sig gennem cut-scener, som skal bruges til at give spillerne en fornemmelse for, at der er en større historie uden om … eller noget i den dur.

Som spiller har man en fornemmelse af, at der er en eller anden historie i scenariet, men den kommer aldrig frem. Samtidig med er det en historie, der fortælles helt uafhængigt af spillerne – og faktisk kan scenariet spilles helt uden spillerne! Scenariet veksler mellem cut-scener og scener, som hvor spilpersonerne er til stede, men i begge tilfælde drives scenen alene frem af spilleder, og hvad spillerne måtte gøre er ligegyldigt – dog er de en plage for spilleder, kan han straffe spilleren ved at lemlæste spilpersonen eller smide spilleren ud af spillet.

Rollespiller om kap

Dette er jeg stødt på i adskillelige “humor”-scenarier, nemlig at scenariets form er så låst, at det er ligegyldigt hvad spillerne gør i forhold til historien, og at “rollespillet” derfor udspiller sig mellem spillerne, der i værste systemløse stil snakker i munden på hinanden, indtil de kaotisk råber i munden på hinanden. Det stadie keder mig. Det er spillernes eneste opgave, og det er det eneste de kan gøre. En sådan spiloplevelse har sine højdepunkter, når to eller flere spillere klikker og får spillet en scene til alles moro. Den har også mange lavpunkter for det er ikke altid at man klikker, og spillet hakker en del.

Spillederen som entertainer

Det fremgår flere steder i vejledningen til at spilleder skal piske en stemning op, og lade spillerne sidde forpustede tilbage. Dette er en klassisk ting fra mange con-scenarier. Spilleder skal fortælle spillerne en historie, og han skal entertainer dem med Stand-Up-Rollespil, så de ikke bemærker, at de ikke har noget at foretage sig i scenariet.

Scenariet rummer derfor adskillelige forslag til at skabe en stemning – dette er altid rart at få i scenarier, så gerne tips til at skabe stemning og ramme scenariets tema – men når det gøres for at skjule handlefriheden, er det et problem. I stemningsbeskrivelserne bliver scenariet også problematisk, da scenariet på den ene side gerne vil opfylde alle stereotyperne og samtidig have den helt rigtige stemning af dybe jungler, hed fugtighed, sveden der pibler ned, menneskekroppe heftigt oplsugt af hinanden. Det er også et fjollescenarie, der prøver at være en komedie gennem en fjollet historie. Den intense stemning kontra den fjollede historie skaber en brudflade, der ikke fungerer optimalt.

Konklusion

Er det et skidt scenarie? Er det noget værre ikke-indie-rollespil?

Det er et klassisk midthalvfemser-scenarie, der på bedste vis udnytter de teknikker, vi besad på det tidspunkt, og det udnytter dem godt. Men det giver en oplevelse af at se en 80’er kampsportsfilm, hvor vi kan sammenligne actionscenerne med The Matrix og Tiger på spring, Drage i skjul – det ser ikke kønt ud, men det kan stadig være underholdende, og man kan sagtens have en god aften med det. Jeg morede mig, mens jeg spillede scenariet, men jeg havde også en god spilleder (Nis) og gode medspillere (Niels, Signe, Sidsel, Lars og en arbejdskollega til Nis, hvis navn jeg har glemt, men som spillede en fantastisk pseudo-nazist) – og så måtte jeg lukke øjnene for, hvor træls oplevescenariet kan være.