Historien kort
Delta Green får et tip fra en friendly, Stephen Anderson, der tidligere har assisteret DG i kraft af hans evner som retsmediciner, som er stødt på en sag med et mystisk dødsfald. Dg aktiverer Celle S (agenterne Simon, Sharp og Sherlock), som tager til Blue Dell, Pennsylvania for at mødes med retsmedicineren og følge op på sagen. De tre agenter optræder som FBI-agenter ifølge en civil konsulent, idet Agent Sherlock til hverdag er en FBI-agent.
Sagen drejer sig om en ung mand, James Clark, der er det lokale håb som batter for skolens baseball-team. Han er fundet død på bagsædet i sin bil. Han var nærmest ristet op indefra af en voldsom varme uden nogen kendt varmekilde. På indersiden af bilruden var ridset ”Bens”, men døren smuldrede, da den blev forsøgt åbnet af den deputy, som fandt afdøde.
Sagen blev henlagt som en tragisk ulykke, hvor afdøde blev dræbt af et lynnedslag. Sagens omstændigheder vækkede Stephen Andersons opmærksomhed, og han kontaktede ”Agent Olson”, som lod sagen gå ned gennem DG-systemet, hvor Celle S blev sat på sagen.
Ved ankomsten til Blue Dell, indlogerer de sig på motellet The Blue Fox, og de tager derefter kontakt til Stephen Anderson, der præsenterer sine indledende opdagelser for gruppen. Dagen efter tager de op til den lokale politistation for at overtage sagen. Under påskud om, at der er en lignende sag i en anden stat, erklærer de sagen for værende under FBI’s jurisdiktion. Sherif Mark Holden er stærkt utilfreds med dette, da han ikke kan se, at der er nogen sag, og han ønsker at lade forældrene begrave deres søn. Ikke desto mindre overtager agenterne sagen. Der foretages en undersøgelse af bilen og af afdøde, mens agenterne besøger den lokale diner, skolens baseball-træner og nogle af afdødes venner og dennes kæreste.
De render hurtigt ind i en mur af hindringer, da den lokale sherif ikke er videre samarbejdsvillig, og da de tre agenter med deres væsensforskellige baggrunde og deres friendly – som ikke aner at han arbejder for DG, men tror at han assisterer FBI – har hver deres tilgang til sagen skaber det en serie af gnidninger. Forhørene af de unge er ikke videre vellykkede, dog afslører afdødes kæreste, Kimberley Ashville, at de to skulle mødes et sted ude i skoven – og agenterne bemærker en sær duft af ozon i hendes hjem. Samtidig med bemærker Dr. Anderson en duft af ozon omkring afdøde og afdødes bil.
Ved aftenstide tager de fire ud for at finde mødestedet i skoven, da agenterne mistænker Kimberley for at have myrdet sin kæreste – om end årsag er ukendt, så er motivet simpelt: jalousi. Ude i skoven finder de en forsænkning, der synes at være et hemmeligt mødested for unge mennesker – der er masser af fodspor, en bålplads, cigaretskodder, sammenkrøllede øldåser og tomme vinflasker. Dog passer det ikke med stedet, hvor Kimberley og James skulle mødes, og de søger videre i området, da de snubler over en ældgammel hytte. På skiltet uden for hytten står T.B. Det begynder at regne. Stemningen omkring hytten er sær – det som om stedet er en emotionel afgrund, et følelsesmæssigt sort hul, og det føles som om at man passerer en energi-barrierer markeret med ozon, når man nærmer sig den tomme hytte.
Inde i hytten finder de liget af gammel mand. Hans hoved er slået ind, og ved siden af ham ligger en tom vinflaske. Indholdet er fyldt ud, og rødvinen har blandet sig med blodet fra såret. Hytten er fyldt med gulnede avisudklip, rapporter, noter og en stor stabel VHS-bånd, samt en VHS-afspiller. Da de indsamler alt materialet, bemærker de en avisnotits, der handler om CIA’s MKULTRA-projekter, som en serie Mind Control-eksperimenter, og de bemærker et avisudklip fra 1976, der handler om to studentermedhjælpere, Jonah Bensington og Thomas Caddle, som er involveret i et nyt spændende forskningsprogram. Den døde mand er Jonah Bensington, og agenterne gætter på, at ordet ”Bens” skrevet på indersiden af bilruden var et forsøg på at skrive ”Bensington”.
Her slutter aftenens spilgang.
Format
Seriens intro er en dobbeltepisode, og det kommer mange af episoderne nok til at være. Det var sjovt at spille investigation igen. Det har jeg ikke gjort i flere år, og sidst var før indie-bølgen slog igennem. Refleksen med at bede spillerne rulle diverse sanse-rul for at samle stemningsspor op (”I bemærker en duft af ozon”) lå lige for, men jeg holdt den i ave.
Vi indledte spillet med tre relationsscener. Efter at agenterne havde fået beskeden om missionen, udspillede vi scenerne – f.eks. Agent Simon, der skal have sin ekskone til at passe deres delebarn, mens han skal överarbejde’, agent Sharp, som besøger sin gamle mentor, og agent Sherlock, som render ind i sin venskabelige nabo, da hun er ved at pakke kufferter og tage af sted. Hver stemningsscene gav et menneskelighedspoint til agenten. En af tingene ved scenen, som jeg er glad for, er, at vi får tid til at beskæftige sig med rollerne fra en helt, helt anden vinkel, end den der hedder plot, intriger og tomgangssnak med de andre spilpersoner.
Efterforskning
Efterforskningen havde jeg både åben og lukket. Kasper, der spillede Dr. Anderson, havde fået et oplæg på forhånd at bygge sin rolle op over, og han havde noget plot-info, men der var også en række detaljer, som enten han eller jeg skulle fylde ud, og der lod jeg ham improvisere. Jeg stak kun hovedet frem, når jeg havde nogle detaljer, som jeg gerne ville holde fast på – så fik Kasper et hurtigt stikord, og så kørte vi videre. Jeg havde bygget efterforskningen op over, at de væsentlige udfordringer kom fra at omgås folk og myndigheder, end fra at finde sporene, og hytten ude i skoven bliver fundet, inden at hele rækken af vidner er blevet forhørt.
Hjem til Tvende Tinder
Historien udspiller sig en lille by omgivet af store, smukke skove farvet i efteråret kulører. Gaderne er fugtige af regn, og vissent løv fejes af den kolde vind ned langs gaderne. Hver morgen varsler rimfrosten vinterens komme.
Bevidst og ubevidst trak vi på topoi fra X-files og Twin Peaks. Det var enormt fedt, charmerende og stemningsfyldt med den konstante genkendelse af temaer, emner, folk og steder. Vi havde konflikter med sheriffen, der var den flinke, men nørdede receptionist på motellet, den pokkers gode kaffe og lokalt berømte blåbærtærte, den middelmådige lokale retsmediciner, som den udefrakommende ekspert kunne overgå i sine undersøgelser, der var coachen, der støttede op om sine yndlinge, om det så skulle gå ud over deres almindelige skolegang, der var det lokale sportsholds håb, som hele byen var stolt af, og hans cheerleader-kæreste. Og så var der det mystiske dødsfald, som lige akkurat var mystisk nok til, at det begrundede en sag.
Legitim sag – illegitime efterforskere
Et andet interessant element var selve efterforskningen. Der er en reel sag at efterforske, selvom de lokale myndigheder har valgt at erklære sagen for lukket, og spilpersonerne er reelle agenter for myndighederne (FBI, CIA, DEA), men selve bemyndigelsen til efterforskningen er illegitim, da den foregår i Delta Greens regi.
Det påvirkede efterforskningen en del for i modsætning til Mulder, Scully og Coopers efterforskning, så var der et element af bedrag involveret, og rigtig mange interviews og forhør byggedes op over løgne, skjulte trusler og manipulation af sandheden. Det giver et ekstra niveau i selve efterforskningen, at den er i modsætning til meget Call of Cthulhu-efterforskningen, hvor benarbejdet som ofte er legitimt men manglende bemyndigelse (privatpersoner, der efterforsker en mordsag), så er efterforskningen illegitim, men foretaget af folk med bemyndigelse udi efterforskning. Pludselig blev sheriffens trussel med at ringe og beklage sig til agenternes overordnede en langt mere alvorlig trussel end sheriffen selv anede – og det blev naturligvis ikke spor bedre af, at friendlien støttede op over, at man fik agenternes overordnede til at sætte sheriffen på plads. Som nævnt ovenfor gjorde det, at konflikterne i efterforskningen vægtede det sociale omkring efterforskningen end det tekniske med at finde sporene.




Skriv, skriv, skriv