[Delta Green] Manden i hytten

Historien kort

Delta Green får et tip fra en friendly, Stephen Anderson, der tidligere har assisteret DG i kraft af hans evner som retsmediciner, som er stødt på en sag med et mystisk dødsfald. Dg aktiverer Celle S (agenterne Simon, Sharp og Sherlock), som tager til Blue Dell, Pennsylvania for at mødes med retsmedicineren og følge op på sagen. De tre agenter optræder som FBI-agenter ifølge en civil konsulent, idet Agent Sherlock til hverdag er en FBI-agent.

Sagen drejer sig om en ung mand, James Clark, der er det lokale håb som batter for skolens baseball-team. Han er fundet død på bagsædet i sin bil. Han var nærmest ristet op indefra af en voldsom varme uden nogen kendt varmekilde. På indersiden af bilruden var ridset ”Bens”, men døren smuldrede, da den blev forsøgt åbnet af den deputy, som fandt afdøde.

Sagen blev henlagt som en tragisk ulykke, hvor afdøde blev dræbt af et lynnedslag. Sagens omstændigheder vækkede Stephen Andersons opmærksomhed, og han kontaktede ”Agent Olson”, som lod sagen gå ned gennem DG-systemet, hvor Celle S blev sat på sagen.

Ved ankomsten til Blue Dell, indlogerer de sig på motellet The Blue Fox, og de tager derefter kontakt til Stephen Anderson, der præsenterer sine indledende opdagelser for gruppen. Dagen efter tager de op til den lokale politistation for at overtage sagen. Under påskud om, at der er en lignende sag i en anden stat, erklærer de sagen for værende under FBI’s jurisdiktion. Sherif Mark Holden er stærkt utilfreds med dette, da han ikke kan se, at der er nogen sag, og han ønsker at lade forældrene begrave deres søn. Ikke desto mindre overtager agenterne sagen. Der foretages en undersøgelse af bilen og af afdøde, mens agenterne besøger den lokale diner, skolens baseball-træner og nogle af afdødes venner og dennes kæreste.

De render hurtigt ind i en mur af hindringer, da den lokale sherif ikke er videre samarbejdsvillig, og da de tre agenter med deres væsensforskellige baggrunde og deres friendly – som ikke aner at han arbejder for DG, men tror at han assisterer FBI – har hver deres tilgang til sagen skaber det en serie af gnidninger. Forhørene af de unge er ikke videre vellykkede, dog afslører afdødes kæreste, Kimberley Ashville, at de to skulle mødes et sted ude i skoven – og agenterne bemærker en sær duft af ozon i hendes hjem. Samtidig med bemærker Dr. Anderson en duft af ozon omkring afdøde og afdødes bil.

Ved aftenstide tager de fire ud for at finde mødestedet i skoven, da agenterne mistænker Kimberley for at have myrdet sin kæreste – om end årsag er ukendt, så er motivet simpelt: jalousi. Ude i skoven finder de en forsænkning, der synes at være et hemmeligt mødested for unge mennesker – der er masser af fodspor, en bålplads, cigaretskodder, sammenkrøllede øldåser og tomme vinflasker. Dog passer det ikke med stedet, hvor Kimberley og James skulle mødes, og de søger videre i området, da de snubler over en ældgammel hytte. På skiltet uden for hytten står T.B. Det begynder at regne. Stemningen omkring hytten er sær – det som om stedet er en emotionel afgrund, et følelsesmæssigt sort hul, og det føles som om at man passerer en energi-barrierer markeret med ozon, når man nærmer sig den tomme hytte.

Inde i hytten finder de liget af gammel mand. Hans hoved er slået ind, og ved siden af ham ligger en tom vinflaske. Indholdet er fyldt ud, og rødvinen har blandet sig med blodet fra såret. Hytten er fyldt med gulnede avisudklip, rapporter, noter og en stor stabel VHS-bånd, samt en VHS-afspiller. Da de indsamler alt materialet, bemærker de en avisnotits, der handler om CIA’s MKULTRA-projekter, som en serie Mind Control-eksperimenter, og de bemærker et avisudklip fra 1976, der handler om to studentermedhjælpere, Jonah Bensington og Thomas Caddle, som er involveret i et nyt spændende forskningsprogram. Den døde mand er Jonah Bensington, og agenterne gætter på, at ordet ”Bens” skrevet på indersiden af bilruden var et forsøg på at skrive ”Bensington”.

Her slutter aftenens spilgang.

Format

Seriens intro er en dobbeltepisode, og det kommer mange af episoderne nok til at være. Det var sjovt at spille investigation igen. Det har jeg ikke gjort i flere år, og sidst var før indie-bølgen slog igennem. Refleksen med at bede spillerne rulle diverse sanse-rul for at samle stemningsspor op (”I bemærker en duft af ozon”) lå lige for, men jeg holdt den i ave.

Vi indledte spillet med tre relationsscener. Efter at agenterne havde fået beskeden om missionen, udspillede vi scenerne – f.eks. Agent Simon, der skal have sin ekskone til at passe deres delebarn, mens han skal överarbejde’, agent Sharp, som besøger sin gamle mentor, og agent Sherlock, som render ind i sin venskabelige nabo, da hun er ved at pakke kufferter og tage af sted. Hver stemningsscene gav et menneskelighedspoint til agenten. En af tingene ved scenen, som jeg er glad for, er, at vi får tid til at beskæftige sig med rollerne fra en helt, helt anden vinkel, end den der hedder plot, intriger og tomgangssnak med de andre spilpersoner.

Efterforskning

Efterforskningen havde jeg både åben og lukket. Kasper, der spillede Dr. Anderson, havde fået et oplæg på forhånd at bygge sin rolle op over, og han havde noget plot-info, men der var også en række detaljer, som enten han eller jeg skulle fylde ud, og der lod jeg ham improvisere. Jeg stak kun hovedet frem, når jeg havde nogle detaljer, som jeg gerne ville holde fast på – så fik Kasper et hurtigt stikord, og så kørte vi videre. Jeg havde bygget efterforskningen op over, at de væsentlige udfordringer kom fra at omgås folk og myndigheder, end fra at finde sporene, og hytten ude i skoven bliver fundet, inden at hele rækken af vidner er blevet forhørt.

Hjem til Tvende Tinder

Historien udspiller sig en lille by omgivet af store, smukke skove farvet i efteråret kulører. Gaderne er fugtige af regn, og vissent løv fejes af den kolde vind ned langs gaderne. Hver morgen varsler rimfrosten vinterens komme.

Bevidst og ubevidst trak vi på topoi fra X-files og Twin Peaks. Det var enormt fedt, charmerende og stemningsfyldt med den konstante genkendelse af temaer, emner, folk  og steder. Vi havde konflikter med sheriffen, der var den flinke, men nørdede receptionist på motellet, den pokkers gode kaffe og lokalt berømte blåbærtærte, den middelmådige lokale retsmediciner, som den udefrakommende ekspert kunne overgå i sine undersøgelser, der var coachen, der støttede op om sine yndlinge, om det så skulle gå ud over deres almindelige skolegang, der var det lokale sportsholds håb, som hele byen var stolt af, og hans cheerleader-kæreste. Og så var der det mystiske dødsfald, som lige akkurat var mystisk nok til, at det begrundede en sag.

Legitim sag – illegitime efterforskere

Et andet interessant element var selve efterforskningen. Der er en reel sag at efterforske, selvom de lokale myndigheder har valgt at erklære sagen for lukket, og spilpersonerne er reelle agenter for myndighederne (FBI, CIA, DEA), men selve bemyndigelsen til efterforskningen er illegitim, da den foregår i Delta Greens regi.

Det påvirkede efterforskningen en del for i modsætning til Mulder, Scully og Coopers efterforskning, så var der et element af bedrag involveret, og rigtig mange interviews og forhør byggedes op over løgne, skjulte trusler og manipulation af sandheden. Det giver et ekstra niveau i selve efterforskningen, at den er i modsætning til meget Call of Cthulhu-efterforskningen, hvor benarbejdet som ofte er legitimt men manglende bemyndigelse (privatpersoner, der efterforsker en mordsag), så er efterforskningen illegitim, men foretaget af folk med bemyndigelse udi efterforskning. Pludselig blev sheriffens trussel med at ringe og beklage sig til agenternes overordnede en langt mere alvorlig trussel end sheriffen selv anede – og det blev naturligvis ikke spor bedre af, at friendlien støttede op over, at man fik agenternes overordnede til at sætte sheriffen på plads. Som nævnt ovenfor gjorde det, at konflikterne i efterforskningen vægtede det sociale omkring efterforskningen end det tekniske med at finde sporene.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Delta Green, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

3 svar til [Delta Green] Manden i hytten

  1. Nis Baggesen siger:

    Det lyder rigtigt hyggeligt 🙂

    Jeg synes relationsscenerne lyder ganske spændende. Det er godt nok lige præcis den slags scener jeg synes er fyld (om det så er nødvendigt eller unødvendigt svinger) når jeg ser krimier, men det virker som en god ide i rollespil. Hvem sætter de scener, og hvem udspiller dem?

    Like

  2. Morten Greis siger:

    Hej Nis,

    Jeg er selv glad for scenerne, da de pludselig gav mig noget, jeg ikke før har oplevet i Call of Cthulhu – eller kun i meget lille omfang. Som det er nu, så tilbyder jeg spillerne, om de vil have en relationsscene, som de kan spille lige efter, at de har fået indkaldelsen til en ny mission (der vil nok også komme situationer, hvor vi har scener undervejs i episoden og lige efter at missionen er gennemført), og som udspiller sig på et tidspunkt imellem missionsindkaldelsen og ankomsten til mission briefing.
    Udgangspunktet er, at spillerne selv foreslår scenen, udvælger en relation (som udgangspunkt har de 3-4 relationer ved spilstart, så vi har noget at bygge på) og fordeler roller i scenen. Pt. var der to aktive i hver scene (karakteren og dennes relation). Anne kunne ikke lige komme på en scene, så jeg foreslog hende en scene, hvor hendes nysgerrige nabo dukker op, da hun netop er ved at pakke. Det oplæg kunne hun godt lide, og hun satte en scene over det oplæg, og udpegede Kasper til at spille relationsscenen.

    Peters scene handlede om, at hans karakter egentlig skulle have sin autistiske søn denne weekend, men at missionen kom i vejen, og at han var nødt til at overtale sin ekskone til at have knægten hos sig også denne weekend. Jeg havde ikke specificeret nogen ugedag for missionen, og Peter kunne derfor sige, at missionsindkaldelsen skete torsdag, så det passede med hans sceneoplæg. Den købte jeg. Det betød, at da det blev lørdag, meddelte jeg Peter, at der på hans agents digitale kalender pingede en påmindelse frem om, at han skulle bruge weekenden med sin søn – en aftale, han ikke havde fået slettet fra sin kalender – og som jeg brugte til at pine karakteren med. Med andre ord kan indholdet af relationsscenen medføre små sekvenser senere i scenariet.

    Like

  3. @Nis: Det var også rigtigt hyggeligt

    Jeg var ikke med til første spilgang, og kendte derfor kun de andres karakterer gennem meget korte beskrivelser. At starte med relationsscener gav mig et meget godt billede af hvad det var for en flok “mennesker” der havde en hemmelig agenttilværelse hvor de knap nok kender hinandens historier eller navn.
    Det gav et godt indtryk af hvorfor de gjorde som de gjorde (og det var nemmere at forestille sig hvordan de ser ud) når man kendte lidt mere til personerne bag agenterne. Samtidig tror jeg også at spillerne bag agenterne (min agent er ikke kommet på banen endnu) fik en bedre forståelse af deres egne agenter, da relationerne kun var meget let defineret inden de blev smidt i hænderne på en anden spiller.

    Og så var det vildt fedt at spille alle klicheerne. Man havde hele tiden en fornemmelse af hvad der ville ske, fordi man har set det tusind gange før, men morsomt selv at være med til at fortælle den.

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.