en blog om rollespil og historie

8 svar til “Eventyrrollespil”

1. 

   Oliver Nøglebæk

   december 28, 2009 at 8:24 pm

   Tak for den gode læsning af fantasy. Jeg er enig i dine observationer om at vi må læse dybere ned i folkeeventyr-rødderne for at slippe uden om den gamle d&d tjærepøl der også kaldes fantasy og rent faktisk få lavet de gribende episke fortællinger.

   Nu har jeg ikke fulgt så meget med i danskundervisningen, (min hjerne blev fyldt med videnskabelig trivia istedet) men jeg kan se mange af de litterære karakteristiska i folkeeventyr-opbygningen stadig virker i fantasy. De er ekstra tydelige fordi de i fantasy-filmene skal nå dem på 110 minutter, både karakteriseringen af arketyperne og hele vejen hjemme-ude-hjemme med dertil hørende overgang af hovedpersonen fra barn til voksen. (Og alle de gode fantasy film har eventyr skelet, ellers ville filmstudierne ikke røre dem med en ildtang.)

   Den trinvise introduktion af spilpersonerne er også typisk for folkeeventyret, hvor vores helt på sin vej møder udfordrende arketyper som han overvinder og dermed får med i sit følge. Her er en af de sværeste ting i forhold til at gøre det til et scenarie: Formen fordrer at en af spillerne tager posten som den primære protagonist, hvilket ikke altid er populært blandt spillere (på trods af at det oftest opstår af sig selv gennem spillet.)
   Men jeg synes at det er værd at inkludere den process i samlingen af spilpersonerne, at først optræder man som et truende ukendt, men efter en udfordring bliver man til en værdsat allieret.

   Og ja, spilpersonerne skal ikke være defineret ud fra taktiske kampfunktioner, men derimod de arketypiske roller fra fortællingerne.

   Hovedtrækket ved eventyr er turen hjemme til ude til hjemme igen. Det kommer du fint ind på med beskrivelsen af rejsen og overgangen, jeg synes specielt at overgangen fra hjemmet til det ukendte er vigtig at få med og virkelig forstærker fortællingen.
   Fortællingen indebærer jo at helten rejser ud i den store verden og oplever den for at vende tilbage som et komplet menneske. En del af den er også valget mellem den nye verden og den gamle (det kan også være at indse at den gamle ikke længere findes eller at man er for forandret til at vende tilbage)
   De lange rejser og de fantastiske scenerier er til for at lokke hovedpersonen med den vide verdens guld og grønne skove, de skal være større og smukkere end noget som personen har oplevet før. Det skal lokke helten til et evigt vandrende liv.

   Et godt eventyr kræver at klimaks er et valg for helten hvor han tager ansvaret og ofrer sig selv for fællesskabet. For at det kan være et ordentligt klimaks kræver det at det er noget han ikke var i stand til da han rejste ud, men opnår evnen til undervejs. (I min opfattelse er det også en del af roden til at level up er sådan en tillokkende del af fantasy oplevelsen.) Altså at vor helt går fra at være et passivt, oplevende barn, til at være et aktivt handlende og ansvarligt voksent individ.

   Jeg er tilhænger af System Matters tanken så jeg er også helt enig i at det hele skal grundes i en mekanik der er tilpasset til og tilstede i det specifikke spil. Hvordan er jeg spændt på at høre, jeg håber du kommer med et udkast.

   LikeLike

2. 

   kristoffermads

   december 29, 2009 at 4:01 pm

   Jeg er (selvfølgelig) interesseret i hvordan man kan bygge et kampsystem op på en måde, så det ikke ødelægger eller dominerer historien.

   Hvis vi baserer os på en klassisk omgang Dungeon & Dragons, kan man for så vidt sige, at fortællingen om kampen, ikke nødvendigvis bliver god – man bliver i hvert fald ikke fordret til at fortælle en god historie, ud fra slaget “12”. Selv hvis man kunne trække det ene “heroiske” 20-tal ud af terningen, efter hinanden, vil jeg mene det er uden for spillerens egen kontrol. Således er det altså ikke givet af spillet, om end det er muligt, at fortælle det fantastiske slag, gennem terningeslag, hvis eneste formål er at bestemme udfaldet af en kamp.

   Kunne man – og dette er set i det lys, at i heroiske fortællinger er der ofte ofte, kamp, men bestemt også sejr til de gode, placere sig tættere af et “MtG”-lignende system, hvor elementer bliver “tappet”. Jeg forestiller mig følgende;

   Svend, Knut og Olga er kommet ud af træet, hvor en tilsyneladende venlig heks har luret dem ned for at hente et stykke fyrtøj. Da de alle er kommet op igen, forvrænges heksen ansigt og en hæslig latter kommer inde fra hendes nu dybe kulsorte kappe – hun sprænges da der ud af hende kommer en tre-hovedet helvedes-dæmon-hund, ildspyende og besyndeligt sur.
   – nu, i stedet for at slå initiativ som i D&D, tager Olga en af sine helte-sten (som hun har foran sig), og giver til spillederen. Olga har nu købt initiativet, under bekostning af, at hun fortæller hvordan hun fik det. Kan Olga ikke redegøre for dette, taber hun initiativet, og sin helte-sten. Knut bruger straks en heltesten, fortæller hvordan han laver det ene krumspring efter det andet, og hver gang helvedesdæmonhunden får sig et slag, giver Knut endnu en heltesten fra sig. Efter den fjerde helte-sten, falder dæmonhunden om – den var lidt svag.

   Ovenstående er, ja – lidt skåret ind til benet. Det er givet vis en udvidelse af det du allerede selv har placeret som ekstra til D&D, fortællingen om relevansen af dette skill-check, for karakteren. Ideen er dog i stedet, at lade noget sådant indgå i alle encounters, der overhovedet finder sted. Diplomati, kampscener, skill-challenges, osv. osv.

   Det kan uden videre basere sig på et allerede fungerende system, som du allerede har begået – men det er min klare opfattelse, at man vil have en tendens til at falde tilbage på dette system som “det sikre”, for at risikere at spillerne ikke går i hak, eller simpelthen ikke lige kan fortælle en historie.

   En yderligere mulighed, er (og nu kommer vi tilbage til en gammel rpgforum diskussion) indførelsen af “Once Upon A Time”-kort, der kan lade spillerne, vha. kort, fortælle om heroiske gerninger.

   For når alt kommer til alt – hvordan trak Fizban så egentlig de Level 20 fireballs op af sin hat – når han nu kun var omkring de 10? Og hvordan fik Willow grisen til at forsvinde, når det eneste magi han faktisk kendte til, var det han, ret klodset, troede han kendte i landsbyen. Hvordan finder børnene i Narnia deres heltemod, helt mod deres tidligere karakterer, og hvordan tævede Rambo den halve russiske hær? Det er alle handlinger, intet (umiddelbart) system vil lade dig udføre – og skulle man klemme det ind, så er det simpelthen er for usandsynligt, at kritte 6 gange i træk.

   LikeLike

3. 

   mortengreis

   december 29, 2009 at 8:00 pm

   Hej Oliver,

   Tak for kommentaren. Jeg værdsætter input, da jeg stadig er meget på ide-stadiet, og der er godt rum for forbedringer og tilføjelser. På sin vis er øvelsen delt i to for mig. Den ene del består i at identificere de forskellige komponenter til scenariet, og den anden del består i at udvikle en mekanik.

   Ideelt set ender jeg med en mekanik til generelt at lave denne type scenarier, og en model til at udforme scenarierne efter.

   Hej Kristoffer,

   Det er en spændende mekanik, som jeg nok kunne finde på at låne til D&D. Der er dog en ulempe i mekanikken i forhold til de mål, jeg har sat mig. Lad mig uddybe:

   Det, som du foreslår, er, at man garanterer spillerne succes med deres handlinger i et task-resolution-system, hvis spillerne beriger handlingen med beskrivelser. Fordelen ved din mekanik er, at spillerne er garanteret, at de kan brillere i rette øjeblik – et klassisk problem er nemlig at koble de dramatiske øjeblikke med de spilmekaniske succeser, og det kan løses med din mekanik.
   Den umiddelbare vanskelighed kommer i og med, at jeg søger et conflict-resolution-system. Det er vanskeligere at ligge din model ned over et conflict-resolution-system end et task-resolution-system, da der allerede ligger et element af fortælling i conflict-resolution-systemet.

   Vægtningen af con-res frem for task-res ligger i, at det tager langt mindre tid at anvende, og derfor en klar fordel i tidsbegrænsede scenarier.

   Der er et punkt, som jeg her i mit svar ikke har været inde på, og det er plotudvikling i konflikter. I klassiske rollespil, som omtrent alle er task-res, sker der ikke nogen væsentlig plotudvikling i kampene, fordi kampe typisk fungerer som et subspil i spillet, hvor man standser rollespillet og udspiller kampen (og derfor mange finder kampe og spilmekanik forstyrrende for indlevelsen). Et af målene med netop Kineserier var at få plottet til at udvikle sig, mens kampen står på, og at skabe en mekanisk sammenhæng mellem kamp og plot. Mange kampe i film og tv indeholder netop plotudvikling, og særligt de japanske tegnefilm er her inspirerende – f.eks. konceptet om, at en (menneskelig) fjende kan ikke besejres, uden at vedkommendes historie er blevet fortalt (for publikum), eller at heltens evne til at overkomme fjenden sker gennem, at heltens historie fortælles. At overkomme udfordringer (fjender) hænger sammen med at kende sig selv. Dette kommer godt til udtryk i et system, som TSoY/Solar System, hvor spillerne kan booste deres karakterer ved at afhænde Keys, og det sker ved at komme til en erkendelse for deres karakterer.

   To andre tilgange til plotudvikling og kamp dækker det element, at det eksterne plot udvikles under kampene, hvilket også er almindeligt i tv og film, og den anden tilgang dækker vægtningen af kampe. Film og tv afslører tydeligvis, at nogle kampe kan håndteres på få sekunder eller off-stage, og andre er flere minutter lange kampe. I rollespilstermer veksler det mellem et skill check og anvendelsen af et subsystem, f.eks. i Mouse Guard mellem skill check og conflict, eller i D&D 4th at håndtere mindre kampe med skill checks som led i en Skill Challenge (hvilket vi forhåbentlig ser på næste gang, vi spiller D&D).

   For eventyrrollespillet kommer det til at gælde, at der meget gerne skal være en sammenhæng mellem rollens arketype-udvikling og kamp, og at der i et mindre omfang også er en udvikling af det eksterne plot i kampen. Det centrale er, at der skelnes mellem små kampe mod rank & file-fjender, som håndteres simpelt, og store kampe mod de afgørende fjender.

   En tilgang vil være, at navnløse fjender har f.eks. 1-3 Konflikt-point, og at en gruppe fjender vil miste et point pr. succesfuldt skill check, hvorved spillerne f.eks. kan vælge mellem at snakke, at undvige eller at kæmpe med dem, og enhver af de tre strategier er gyldige. Præcis hvilke strategier, der er gyldige, kan f.eks. angives i beskrivelsen af de enkelte fjender: Borgvagter (kamp, undvige, bluff), skolemestre (retorik, lærdom, undvige) etc.

   LikeLike

4. 

   Oliver Nøglebæk

   december 30, 2009 at 2:37 pm

   Lige et par referencer til min bogreol, regelfragmenter der for mig kan bruges til at underbygge eventyrspil:

   Tilgangen med konflikt-point minder en del om Don’t Rest your Head, hvor fjenderne kun har en enkelt stat, Pain, som man så ruller imod. Hver gang heltene vinder mister modstanderen en terning Pain og bliver således mindre effektive.
   DRyH er også interessant her da det ikke så meget handler om hvorvidt heltene klarer modstanden (selv om det er muligt at fejle alle rul) men om hvor meget af sig selv de må ofre. Man har som basis tre terninger at rulle, men dem kan man supplere med terninger fra Udmattelse og Galskab, der er bare det at hvis terningerne fra ekstrapuljen er højest så bliver man hhv. udmattet eller panikker, og udmattelsen er en glidebane, når først du er på vej er det ikke til at undgå mere udmattelse uden at stoppe op og hvile.
   I eventyrfortællinger er det heller ikke hvorvidt vor helt klarer skærene, men hvor meget han skal ofre for at sejre. Jeg synes at det er fedt sådan som DRyH lader spilleren vælge mellem at risikere at fejle eller risikere at miste kontrollen over sig selv.

   Jeg kan også rigtig godt lide The Shadow of Yesterday på flere punkter når det kommer til eventyr-stemning i regler. Princippet i Bringing Down the Pain er god til at sætte skel imellem tæsk af kannonføde og når der virkelig gælder, temposkift og om man rent faktisk kan komme alvorligt til skade.
   Det giver fordelen ved at overstå de mindre vigtige kampe ved simpel conflict-resolution og gemme task-resolution til der hvor man har brug for at mærke udvekslingen i de store konflikter. For jeg synes det er vigtigt at kunne fortælle om det enkelte sværdslag når det kommer til den sidste duel, og det virker kun hvis reglerne også er zoomet ind.

   En anden ting jeg godt kan lide ved TSoY er Keys, måden de giver en stadig strøm af små erfaringspoint beløb for at vise problematikken i dem og den store bonus ved at overkomme dem er rigtig godt i tråd med eventyrgenren.
   Jeg kunne dog godt tænke mig at se hvordan man kan bruge en lignende mekanik, hvor man først tjener erfaringspoint ind på at have det svært, men så til sidst kan mande sig op og overvinde sin svaghed, med en direkte mekanisk bonus af at gøre det. Altså at der er en fordel i øjeblikket der ikke kræver at man stopper op og foretager regnskabsføring.

   Det kan også være at man kan lade sig inspirere af måden Misspent Youth gør det på. Det er et af spillets hovedtræk at det fortæller hvordan barnlig idealisme bliver til voksen kynisme. Spillerne sælge et af deres barnlige, naive og gode træk og skrive det om til en voksen, kynisk forvrængning for at vende et nederlag til success. Hvis det skal bruges til eventyrspil skal der nok et lag maling hen over.

   Ihvertfald synes jeg at det er vigtig at enhver vækst i kræfter også følges eller grundes i en personlig vækst der driver historien.

   LikeLike

5. 

   Elias Helfer

   januar 10, 2010 at 5:02 pm

   Hej Morten.

   Jeg ved ikke helt om jeg forstår dig rigtigt – hvorfor mener du, Tatooine i begyndelsen af A New Hope er en del af eventyrverdenen? Går Luke ikke ind i eventyret, når han rejser med Obi-Wan væk fra planeten?

   Et fantasyscenarie, der i nogen grad har en overgang hjemme-ude-hjem, er Dragens Dom. Her starter scenariet med at prinserne forvandles. De gennemgår en død og genfødsel, og fjernes fra deres vandte omgivelser, for så til sidst at genindtræde i samfundet. Klassisk ritual/myte-form.

   LikeLike

6. 

   mortengreis

   januar 11, 2010 at 3:34 pm

   Hej Elias,

   Mit argument er, at overgangen i Star Wars sker ved de indledende ord. I lighed med Legend og Willow er helten allerede i den eventyrlige verden fra filmens begyndelse – Tatooine er ikke et normalt sted, ligesom at Willows hjemlandsby heller ikke er et normalt sted. I Lukes afrejse sker der ingen overgang fra en tilstand til en anden – en overgang vil altid rumme et element af sovende/bevidstløs/døende person, der bevæger sig gennem vand/tåge/mørke/storm. Afgangen med Tusindsårsfalken eller færden ud til Ben i ørkenen kan betragtes som begyndelsen til heltens rejse, men ikke som en overgang.

   LikeLike

7. 

   eliashelfer

   januar 11, 2010 at 9:12 pm

   Ok. Så har jeg ikke helt forstået dig. Jeg troede, du mente, der var både en eventyrverden OG en fantasyverden i den samme fortælling. Man kan nemlig godt argumentere for (jeg tror, ideen er hentet fra “The Hero with a 1000 faces”) at helten bevæger sig ud i en anden verden, “underverdenen” eller “ude.” Det sker for eksempel når Luke forlader Tatooine, eller når Hobitterne forlader herredet. Der er der en overgang – selvom den ikke altid er lige tydelig.

   LikeLike

8. 

   Eventyrrollespil | Stemmen fra ådalen

   december 17, 2011 at 9:09 am

   […] To foregående vintre har jeg har en serie indlæg omkring, hvorledes man emulerer eller skaber en eventyroplevelse a la den, vi finder i film og tegneserier. Ofte ender fantasy-rollespil med at blive enorme […]

   LikeLike

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.