[anmeldelse] Rollespil+2 – Introduktion til magi

Bjørn Porup Thomasen er tilbage. Efter at guidet os til avanceret rollespil, kommer nu hans introduktion til magi, og med introduktion menes introduktion til rigtig, virksom, ægte magi, som du kan anvende i dit rollespil. Næste gang du kan en formular på en ork, behøver det ikke være iskrystaller, det kan være en vaskeægte forbandelse.

Men nu til det lidt mere alvorlige. Bjørn har begået endnu en bog: Rollespil+2 – Introduktion til magi, som blev udgivet i 2008 fra eget forlag, som med den første bog. Hvor guiden til avanceret rollespil havde et hvidt omslag og sort-hvide stregtegninger, har den denne et sort omslag og et par sorte grafik-illustrationer. Som med den første bog er layout ikke specielt avanceret (på ingen måde på niveau med den meget flotte Jarkwelt), men ganske funktionelt – til gengæld særligt i den sidste del af bogen er korrekturlæsningen ikke tiptop, f.eks. staves LaVeys navn på flere måder (LaVey, Lavey, LaVay, Lavay), og det er netop for denne bog enormt kritisk, at der ikke er slåfejl eller stavefejl i teksten. Hvorfor vil jeg komme tilbage til. Bogen er relativt hurtigt læst, da store dele af teksten består af ritualer og trylleformler og -remser på enochian, og det er teksstykker, som ikke er videre interessante at læse fra ende til anden, uden at man skal bruge dem.

Bjørns første bog kaldte jeg en religiøs tekst om rollespil, men denne er derimod det modsatte. En religiøs mands bog om rollespil, og hvorledes hans religion kan bruges i rollespil – og dens bedste pendant er derfor Rollespil i folkekirken (anmeldelse følger). Bjørn beretter i bogen, hvorledes han er blevet oplært i wicca-religionen, og hvorledes han vil vise rollespillere, hvorledes de kan anvende magi i rollespil. Baggrunden for dette lægger i forlængelse af hans første bog, nemlig at for at spille “avanceret” rollespil, så skal man have prøvet tingene selv, og man skal spille så tæt på virkeligheden med så lidt abstraktion, som muligt, og skal man bruge magi i rollespil, bør man bruge rigtig magi. Men nu til selve anmeldelsen – eller rettere til min gennemgang af bogen.

Bogens afsnit

Bogen består af en introduktion, fulgt af et afsnit om okkultisme. Herefter følger bogens to hoveddele, nemlig afsnittet om hvid magi, afsnittet om sort magi – i hvert af disse to afsnit præsenteres to former for praksis, og derefter er der en afrunding på bogen.

Introduktionen

Bogens introduktion dækker en forklaring på, hvad bogen skal anvendes til, samt en kort gennemgang af magiens historie. Forklaringen på, hvad bogen skal bruges til, er meget vigtig for at forstå pointen med bogen, og selvom Bjørn begynder afsnittet med at diskutere billedet af magi i rollespil, vil jeg begynde et andet sted i afsnittet for at fastsætte forfatterens indgangsvinkel, og det vil jeg præsentere gennem en række citater.

Hvorfor en bog om magi?

“Da magi på et eller andet plan altid har været og stadigvæk er en fast ingrediens inden for rollespil, ville jeg gerne, at det bliver brugt mere, end det bliver i dag, dog slet ikke så generelt eller uoverskueligt som i dag, men i stedet for meget mere specialiseret og dertil bruges korrekt. Med korrekt mener jeg, at de ritualer, vi i de givne rollespil vælger at fremføre, bør være lavet korrekt ud fra virkelige magiske manuskripter og dertil også virke på et spirituelt plan.” (p.6)

Hvorfor så korrekt?

“[M]it mål i [første bog] var at stille rollespillet så tæt op ad den virkelige verden som overhovedet muligt. Dette skulle gerne bevirke, at rollespillet tager udgangspunkt i virkelighedens verden og ikke længere kun omhandler drager og prinsesser.” (p.6-7)

Hvilken erfaring har Bjørn?

“Jeg har personligt været utrolig heldigt stillet og priviligeret ved at have været under oplæring til wicca præst og har været aktivt deltagende i spirituelle ritualer i nogle år. Dertil har jeg mødt mange mennesker, som har repræsenteret både hvid eller sort magi.” (p.7)

Virker ritualerne?

“Til de personer, som nu sidder og tager sig til hovedet og tænker, at der selvfølgelig ikke eksisterer magi i den virkelige verden, vil den videre læsning forhåbentlig være med til at ændre jeres opfattelse af dette. […] Fokus vil i stedet for ligge på, at det er rigtige ritualer, som vil blive introduceret i rollespillet, […] og ødelæggelsesritualer faktisk vil ødelægge.” (p.7)

Jeg har valgt disse citater for at demonstrere, at når jeg siger, at Bjørn mener det alvorligt med bogen, og at de magiske ritualer, der plæderes for, er funktionelle, så hænger det sammen med hans egen religiøse verdensbillede. Jeg har kun en kommentar til dette, og det er det etiske i at bruge formularerne. I live-rollespil anvender man ikke skarpe våben eller andre ting, der forårsager skade på spillerne, og jeg stiller mig derfor undrende overfor, at Bjørn finder det acceptabelt at anvende destruktiv magi over for sine medspillere, og desuden er der et spørgsmål om fairness – må jeg anvende en formuar til at forbedre mine terningeslag i bordrollespil? Er anvendelsen af disse formularer inden for eller uden for, hvad der spilmæssigt er acceptabelt, eller det er snyd at anvende trolddom?

Bjørn selv beder læseren vise omtanke i sin brug af formularerne, og han har i klassisk trolddomstradition lavet bevidste fejl i formlerne, så amatører ikke uden omtanke kan anvende formlerne (og derfor er det ret vigtigt, at der ikke er tilfældige slåfejl i formlerne, ellers render man ind i et problem, at formularerne både vil være plaget af slåfejl og bevidste fejl). Introduktionen af sort magi i bogen, forklarer Bjørn, skyldes, at det er let nok at finde sort magi-formularer i forvejen, så det nytter ikke at skjule dem, og fordi det giver et samlet billede af magien.

Det jeg er interesseret i, er Bjørns beskrivelse af magi i rollespil, så vi vender nu tilbage til afsnittets begyndelse, som jeg bliver nødt til at citere i udpræget grad, da det er så rigt på fejl. Det er et godt indgangssted til at demonstrere, at Bjørn har et udsædvanligt ringe greb om historie, hvilket jeg allerede antydede i den foregående anmeldelse.

“Grundlæggende eksisterer der mange forskellige skoler af magi, men opdelt i to lejre kan man med lidt held klassificere hver enkelt afdeling som enten eksisterende inden for hvid eller sort magi.

Inden for rollespil har lejrene altid være meget konkret opdelt. I de gode gamle tider var det enten “high magic” eller “chaos magic”. Inden for de sidste år er der dog kommet mange forskellige variationer af de to basale magiformer. I dag taler rollespillere næsten samme sprog som de fantasy RPG computerspil, der har haft enorm succes inden for rollespilsmiljøet. I disse spil er der en klar forståelse af, at magi er generelt delt op i syv forskellige klassificeringer.

Conjurer:

En magiker som er specialiseret i at skabe væsner og elementer til at assistere sig.

Diviner:

En magiker som er specialiseret i himmelsk magi.

Enchanter:

En magiker som er specialiseret i at manipulere andres sind.

Illusionist:

En magiker som er specialiseret i at skabe illusioner for at forvirre og vildlede.

Transmuter:

En magiker som er specialiseret i magi som ændrer den fysiske virkelighed.

Necromancer:

En magiker som er specialiseret i magi omhandlende døden.

Invoker:

En magiker som er specialiseret i invocation/evocation magi.

Ikke alle rollespil hører under ovenstående klassificering. Der er forskellige rollespilssystemer, der har fremført deres egne former for magi. Et eksempel ville være Vampire: The Masquerade, hvor Tremerevampyren kan bruge Thaumaturgy, en speciel slags blodmagi, som er blevet indskrevet i vampyrrollespillet. Et andet eksempel er Call of Cthulhu, hvor den enkelte spiller, hvis vedkommende har magiske evner, kan aktivere disse for at opnå diverse overnaturlige egenskaber. Sådanne eksempler er der rigtigt mange af inden for rollespilsmiljøet, men hovedsagelig så bruger størstedelen af rollespilsmiljøet en arrangør-udspecificering og specialisering af ovenstående syv skoler af magi.” (p.5-6)

Der er så mange fejl i denne tekst, at man tror det er løgn. Så lad os gå i gang med at rydde lidt op i det. Angående afsnittets slutbemærkninger om “arrangør-udspecificering”, så kender jeg ikke de regulære-live-rollespils anvendelse af magi, og derved deres tolkninger af de ting, som Bjørn opstiller, men kigger vi i Legendernes tid – en verden til laiv-rollespil eller Jarkwelt – en verden til rollespil fra henholdsvis 2000 og 2009, så matcher de ikke Bjørns billede, og jeg stiller mig derfor tvivlende over for hans udsagn. Men nu til bord-rollespillene, som er dem, Bjørn diskuterer.

Højmagi og kaosmagi

Mit umiddelbare gæt er, at Bjørn begynder med magi-systemet fra Warhammer Fantasy, hvor vi netop støder ind i disse to magi-former, og de har præcis den dualitet, der passer ind i hans narrativ med sort og hvid magi, nemlig at al magi i virkelighedens verden er gennemsyret af denne opdeling, og at alle gengivelser af magi i fiktion derfor må følge denne opdeling. Hertil er der kun at sige, at Warhammer ikke er blandt de ældste rollespils-fiktionsverdner, det kom til i1986, og da anvendte troldmænd Petty Magic og Battle Magic, mens andre magi-specialister anvendte alkymi, dæmonologi, elementar-magi, nekromanti og illusionist-magi. Opdelingen med Højmagi og kaosmagi kom først i senere tolkninger af Warhammer-universet. Opdelingen i magi i Højmagi og Kaosmagi gør sig heller ikke gældende for andre rollespilsverdner generelt, at der er netop denne opdeling. Det er simpelthen forkert.

De syv kategorier af magi

Blandt de ældste rollespil finder vi D&D. Begynder vi med AD&D 1st ed., bemærkes det, at formularer er opdelt efter klasse: magic-user, illusionist, clerig og druid. Det er først i 2nd ed., at illusionister bliver en del af troldmandsklassen som helhed, og at deres formularer smelter sammen til en samlet gruppe, og det samme sker for kleriker og druider. Alle formularerne er i 1st ed. betegnet ved, hvilken skole de tilhører i formular-beskrivelsen, men det har endnu ikke den store betydning, og listen i 1st ed. ser sådan ud: Alteration, Necromantic, Enchantment/Charm, Divination, Abjuration, Evocation, Conjuration/Summoning, Illusion/Phantasm.

I 2nd ed. er den følgende: Abjuration, Alteration/Transmutation, Conjuration/Summoning, Divination (Lesser og Greater), Enchantment/Charm, Invocation/Evocation, Illusion/Phantasm, Necromancy og Universal. I supplementer kom der siden variationer til (elementerne, kaos etc.), og skolerne ændredes igen i 3rd ed. Bjørn har enten hentet sin liste fra 2ned eller 3rd edition, eller nogens tolkning af den, og hans gengivelse er noget rodet. Samtidig så misser han det vigtigste skel. For det vigtigste skel i D&D-magi er ikke skolerne, men om der er tale om Arcane eller Divine magic. Det første er for troldmænd, det sidste er for kleriker, og der er nogle skarpe skel mellem de to grupperinger, således at troldmænd aldrig kommer til at besidde en regulær helbredelsesformular. Opdelingen i sort magi og hvid magi er derved D&D fremmed – og vi skal enten D&D Lankhmar-verdenen baseret på Fritz Leibers bøger for at finde ‘hvide’ og ‘sorte’ troldmænd, eller til Dragonlance for at finde troldmænd opdelt i god, neutral og ond. Samtidigt er det vigtigt at erindre, at i Warhammer er kaos ondt, mens i D&D er der en god-ond skala og en orden-kaos skala, så en person, der hælder mod kaos er ikke ond.

Bjørns gengivelse af skolerne er heller ikke helt korrekt. En diviner anvender ikke divine magic (det vil være et brud på en af de mest central regler i D&D), men derimod divination – han spår. Han har desuden glemt at få en Abjuror med, som anvender beskyttelses- eller forsvarstrolddom. Sidst skal det nævnes, at denne opdeling af magi anvendes kun i D&D. Konklusionen er, at Bjørn gengiver et forvrøvlet billede af magi i rollespil, og at det implicit er underlagt hans eget verdensbillede.

Andre rollespil og magi

Mere eller mindre alle rollespil, hvor der er magi, anvender sin egen form, og den form er knyttet til spillets fiktionsverden. Mange magi-systemer kan have nogle væsentlige ligheder, såsom troldmænds evne til at slynge ildkugler og lynkiler efter hinanden, som er meget udbredt, men vægtningen af de syv skoler er helt forkert. Bjørn nævner nu Vampire, hvor Tremere-klanen blandt vampyrerne anvender Thaumaturgy – og der skal lige føjes den sjove krølle til, at i (en slags) forgængeren til Vampire (hvis vi kigger på systemet og designerne) er rollespillet Ars Magica, der handler om troldmænd af den hermetiske tradition i et mytisk Europa. For en, der gerne vil fortælle lidt om magi i rollespil, er det forundeligt, at Ars Magica så grundigt overses (og var det ikke fordi Bjørn i foregående bog fortalte os, at de eneste to bøger værd at læse var World of Darkness (som Vampire et aspekt af) og Call of Cthulhu, så havde det været endnu vanskeligere at forstå), og det er ærgerligt, fordi så misser Bjørn en forbindelse mellem Ars Magica og Vampire, nemlig at der et troldmandshus kaldet Tremere – og med andre ord, så har huset valgt med tiden at transformere sig selv til vampyrer i jagten på mere magt – men med tiden er de to spil dog divergeret så meget, at de har hver deres (for)historie, som ikke længere matcher helt. Magi-systemet i Ars Magica er desuden væsentligt anderledes, end det Bjørn opstiller for rollespil generelt. I Call of Cthulhu har jeg svært ved at genkende Bjørns gengivelse af magi, som noget, der aktiveres for at opnå overnaturlige egenskaber, da størstedelen af alle formularer i CoC er hidkalde-, fremmane- og binde-formularer, og der er al trolddom farligt, fordi de svækker ens mentale helbred – og rigtige troldmænd er altid vanvittige. Med tiden, som der er opstået en større forståelse af Lovecrafts forfatterskab, er billedet af magi i Call of Cthulhu desuden ændret, og i visse sammenhænge handler det snarere om en anskuelse af virkeligheden, end på at manipulere magiske kræfter – tag for eksempel magi-supplementet, Rough Magicks, til Trail of Cthulhu, der opstiller en serie forskellige mulige forklaringer.

Andre interessante magi-systemer er Unknown Armies, der anvender post-moderne magi, der stadig følger den hermetiske tradition, men hvor magien er opdelt i nye skoler, der afspejler alskens aspekter af det, som folk dyrker i det post-moderne samfund, og man finder derfor både alkohol- og porno-baseret trolddom. Imidlertid er det ikke det eneste spil, der tager udgangspunkt i den hermetiske tradition. Der er to andre bøger, der bør nævnes, for Bjørn er ikke den første, der inddrager wiccaers magi og opbygger magi-systemer over moderne praksis, han er allerhøjest nummer tre. Før ham kom Liber Ka (1997), der er et supplement til rollespillet Nephilim, og som fuldstændig reviderer spillets Sorcery-system, og som er en fed bog, med et forord af Wicca præst. Den anden er Authentic Thaumaturgy (1998) af Isaac Bonewits, Steve Jackson Games, og der kom ligefrem en second edition af bogen. Bogens forfatter har selv praktiseret magi i mange år, og supplementet er ikke skrevet til noget bestemt rollespilssystem (det er ikke en GURPS-bog), og handler om, hvorledes man gengive magi-praksissen i rollespil.

Nu hvor det er på plads, og jeg har vist, hvorledes Bjørn hverken har styr på den smule, som han kender til, eller at han kender til særligt meget omkring rollespilsprodukter, kan vi begive os videre i bogen.

Hvordan bruger man denne bog?

Det er titlen på næste afsnit, og her forklarer Bjørn, at man kan bruge bogen som opslagsværk. Man kan dykke ned i den, finde et ritual frem, og kopiere det over på gulnede dokumenter og anvende det i rollespil. Man kan også bruge bogen, som en indføring i magi:

“Allerede nu vil jeg faktisk komme med den første lektion, som læseren har brug for at tage til sig: Læseren skal erkende og tilkendegive over for sig selv, at magi faktisk eksisterer.” (p.11)

Bjørn bløder dog dette lidt op ved, at “magi” kan være spiritualitet, Gud, held, eller en søgen efter ophøjet lykke. Denne inkluderende form har en ekstra detalje ved sig, den antager nemlig, at alle religioner og des lige i virkeligheden er tolkninger af en og sammen virkelighed. Din tilgang er irrelevant, sålænge du anerkender den som et aspekt af samme magiske virkelighed. Imidlertid kommer magi ikke gratis:

“Igennem læserens studier i mange forskellige bøger vil vedkommende måske finde disse fejl [som Bjørn har plantet i formlerne], men indtil den dag vil man være nødt til at finde sig i, at ritualerne ikke er helt rigtige” (p.11).

Herefter gennemgår Bjørn magiens historie fra de allerældste tider og frem til nu. Det er en gennemgang, som går over stok og sten, og for at man rigtig kan forstå den, er man nødt til at forstå, at religioner typisk har deres egen forståelse af historien, deres eget narrativ, som handler om storhedstider, om fald og forfølgelser osv. Wicca-bevægelsen og andre okkulte bevægelser har ligesom kristendommen, jødedommen osv. sin egen forståelse af historien, og i lighed med dem gengiver Bjørn en klassisk gengivelse af den okkulte historie, og han kerer sig ikke om referencer, fodnoter eller nogen former for kildegengivelser. Afsnittet om den ældste trolddom handler mestendels om biblioteket i Alexandria, og da Bjørn nævner Jacques Bergiers navn på side 118, og omtrent alle kapitlernes navne i Bergiers bog, Sorte bøger, på side 120, blev det let at finde kilden til hans beskrivelse af biblioteket i Alexandria.

Bergier skriver:

“Til gengæld fandtes der noget foruroligende i Berossos’ samlede værker Berossos, der var en babylonsk præst, som flygtede til Grækenland, har efterladt sig en beretning om et møde med nogle overjordiske væsner: de mystiske apkallusser, fiskelignende væsner, der levede i et slags panser, og som skulle have bragt menneskene de første videnskabelige kundskaber.

Berossos levede i tiden mellem Alexander den Store og Ptolemaios I. Han havde været præst hos Bel-Marduk i Babylonien og var historiker, astrolog og astronom. Han havde opfundet det halvcirkelformede solur. Desuden opstillede han en teori om brydningerne mellem solens stråler og månens stråler, der foregriber de mest moderne værker om lysets interferens.” (p.27 i Sorte bøger).

Bjørn skriver:

“Iblandt de mange titler i biblioteket finder man Berossos’ værker. Berossos var en babylonisk præst, som efterlod sig beretningen om et møde med nogle overjordiske væsner, de mystiske Apkalluser, fiskelignende væsner, der levede i en slags panser, og som skulle have bragt menneskene de første videnskabelige kundskaber. Desuden opstillede han en teori om brydningerne mellem solens stråler og månens stråler, der foregriber de mest moderne værker om lysets interferens.” (p.14)

Ligesom Bjørn, der skriver i 2008, ikke kommer med en eneste kildehenvisning, så gør Bergier, der skriver i 1970-71, det heller ikke. Det skal bemærkes, at Bergier skriver ud fra en tradition om ældgammel tabt lærdom, der først bliver genfundet i moderne tid, og det er derfor vigtigt for ham at påvise, at man allerede for mere end 2000 år siden skrev meget lærde tekster, som vi først nu er ved at nå på niveau med. Det er naturligvis også meget let at gøre, når man ikke skal påvise, hvad det er, hvilke værker og hvordan Berossos foregriber værker om lysets interferens. De resterende afsnit om magiens historie, kan jeg ikke umiddelbart identificere Bjørns kilde på, men Nevill Drurys bog, Magi – fra shamanisme til tekno-magi, optræder på litteraturlisten, og jeg gætter på, at den former basis for Bjørns historieskrivning om Dee, Crowley og LaVey. Drurys bog er en klassisk, overfladisk introduktion til magiens historie, der på samme vis som med Bjørn, antager at der er et underliggende system for, hvorledes det hænger sammen – det, Drury skriver, er ikke hvorledes magi er blevet betragtet gennem tiderne, men snarere hvorledes det ser ud, når det historiske narativ flettes ind i en bestemt ramme. (Apkallu var jeg nødt til at slå op på nettet)

Historie er vigtig, eller rettere som middel til at legitimere ens handlinger er historien et vigtigt værktøj, og derfor vender Bjørn adskillelige gange tilbage til den okkulte historie, og jeg vil tage dele af dette historie-billede og sætte i en større sammenhæng. Lad os nu vende tilbage til Bjørns gennemgang af magiens historie og tage et par uddrag mere.

Middelalderen dæmoniseres på traditionel vis:

“Manuskripter omhandlende romersk kunst, lære og lov og orden blev bandlyst/brændt.” (p.16)

At romersk lov skulle være bandlyst er noget sært:

There have been several reasons why Roman law was favored in the Middle Ages. It was because Roman law regulated the legal protection of property and the equality of legal subjects and their wills, and because it prescribed the possibility that the legal subjects could dispose their property through testament. (http://en.wikipedia.org/wiki/Roman_law#Roman_law_in_the_West)

Og Bjørn bliver ved om den fæle kirke: “[…] og al anden viden, end hvad der står i Bibelen, bliver bandlyst.” (p.16) – hvilket bare er idioti at skrive. Men som jeg tidligere har vist, så mestrer Bjørn ikke historie i samme omfang, som han gerne vil udtale sig om den. Resten af hans historiske gennengang vil jeg ikke beskæftige mig med.

O&O

Det sidste afsnit, inden vi bevæger os over i bogens hovedafsnit om magi, er “Okkult & Okkultisme”. Dette afsnit er et begrebsafklaringsafsnit, hvor vi får at vide, at at okkultister leder efter skjult visdom – eller rettere at Sandheden er skjult, og den kræver at man søger for at finde den.

I dette afsnit finder vi endnu en af Bjørns mange små historiske bemærkninger:

“Selv Kabbala er gennem tiden blevet betegnet som et okkult studie, måske på grund af popularitet blandt magikere og Thelemitter (de tre vise mænd, der besøgte Jesus-barnet, har efter sigende været magikere)” (p.23)

Den første halvdel af sætningen ved jeg egentlig ikke, hvad han mener med, for det er en søgen efter indsigt og hemmelig viden. Derimod er udsagnet i parantesen langt mere interessant, for “efter sigende” er misvisende. Det er ikke noget, vi går og hvisker om i krogene eller sludrer om til middagsselskaber. Det er en helt almindelig tolkning af de tre vise mænd, at de var tre persiske magi – og kig en gang på wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/Biblical_Magi

En måde at forklare dette på er at pege på fans. Fandom har en (u)vane med at kompilere al viden om deres yndlingsemne, og derefter forsøge at fylde huller ud, spekulere over sammenhænge og udbygge deres fiktionsverden. Det er ikke noget nyt, kristne har gjort det i snart 2000 år, og på den måde får f.eks. de tre vise mænd navne, derfor spekuleres der på deres hjemrejse, hvem de møder, og hvor de er begravet. Det er ofte overset, at i Jesu eftertid og århundrederne derefter er der bygget masser af detaljer på det kristne verdensbillede, og det sker endnu, f.eks. når folk skriver kontra-narrativer, typisk i form af konspirationsteorier, tager de ofte fat middelalderens konstruktioner og bygger videre på dem. Der er således ikke noget “efter sigende”, der er en solid tradition, og der er opslagsværker, skulle man ikke være tilfreds med wikipedia, der fortæller samme. Imidlertid passer det ikke ind i okkult historie-skrivning – ligesom man leder efter skjult visdom, ligeså indsætter man små bidder af den i sine tekster – og Bjørn har plantet flere rundt om.

Den anden store pointe hos Bjørn er naturligvis, at okkultister bygger deres observationer på et naturvidenskabeligt grundlag, men at naturvidenskaben kommer til kort, og okkultisternes indsigt rækker ud over naturvidenskabens. Efter at have markeret sig over for naturvidenskaven – vi anerkender den, men den kommer til kort – skal konkurrenterne også bemærkes, og have et spark over skinnebenet:

“I de seneste år har der været utroligt meget fokus på New Age spiritualisme og nyreligionerne, som Moon, Scientology mv. Disse forskellige pseudoreligioner lægger deres fokus mange forskellige steder og retter sig hverken efter historiske fakta eller videnskabelige fakta. Vi ser i dag også mange berømtheder stå frem og ved deres personlige initiativ lede andre på vej.” (p.24)

Og hvad er “de seneste år”? Det er alt mellem 10 og 150 år, alt efter hvorledes man gider forstå nye religioner og bevægelser.

Hvid magi

Bjørn vil beskæftige sig med to former for hvid magi, nemlig wicca og enochian.

Wicca

Udover at afsnittet er lidt rodet opbygget, og der snakkes om shamanisme, druider, Gudinden og Guden, så kommer Bjørn ind på, at der findes arketypiske roller i rollespil – på lignende vis havde Lars Konzack et forvirret afsnit om arketyper i Rollespil i folkeskolen – og der er åbenbart en eller anden ide om, at fordi vi i rollespil spiller roller, så glider rollespillet sammen med arketypiske jungianske roller. Det virker som om, at der er en forestilling om, at vores rollelege griber ind i disse arketypiske roller på et mytisk plan, og vi derved genskaber mytiske dramaer.

For Bjørn betyder det, at druiden i rollespillet matcher wicca’en, og ligesom druider er rare naturhealere, fortæller Bjørn løs om alle de gode ting, der er ved wiccaer. Bjørn argumenterer for, at wicca-ritualer inddrages i rollespil, og derfor begynder han at gennemgå, hvad wicca-magi er, og hvordan popkulturelle stereotyper er forkerte. Hans præsentation af shamanisme og Gudinden etc., vil jeg ikke beskæftige med. De præsenteres fra et religiøst synspunkt, og det vil jeg overlade til andre wiccaer at diskutere, skulle de være uenige.

I afsnittet om wicca-ritualer skriver Bjørn blandt andet: “[…] vil dine ritualer og din præstation søge nye højder og komme dig selv og rollespillet til gode.” (p.33)

På den ene side er det forestillingen om, at ritualet virker, og på den anden side, er det forestillingen om, at rollespillet bliver mere ægte ved inddragelsen af handlinger baseret på virkelige erfaringer, men i modsætning til andre handlinger, er ritualet ikke simuleret. I Bjørns optik betyder det, at selvom rollespillet er simuleret, så er ritualet virkeligt, og konsekvenserne er derfor også virkelige. Det bliver simulering af rolle kombineret med autentisk religionsudøvelse. Er det et snyd at hidkalde en hjælper til et spil?

“Wicca har altid været set på som noget okkult, og har da også været genstand for hemmelighedskræmmeri og misinformation. Wicca udøveres tilgang til magi er ikke som noget overnaturligt, men derimod en sand kraft i naturen, der endnu ikke har en videnskabelig betegnelse. De kræfter, udøvere af wicca bruger, vil med tiden blive dokumenteret og derefter miste deres mystik. Dette er til dels sket med hypnose og psykologi og vil sikkert snart kunne opleves med ekstrasensorisk perception (fx telepati og clairvoyance). Før i tiden var magnetisme en fast bestanddel af magi, indtil den blev “opdaget” af videnskabsmænd.” (p.32)

Således taler en sand troende. Det er en klassisk retorisk øvelse, blandt andet praktiseret af astrologer og homøopater, at andre pseudo-videnskabelige fænomener er blevet erklæret videnskabelige, og nu venter vi bare på, at det også sker for fortalerens sag. Imidlertid er det udsagn forkert. Der er ingen pseudo-videnskabelige fænomener – for psykologi har ikke gennemgået den forvandling – der er blevet til videnskab, og tilsvarende er det noget nonsens med magnetisme. Der har i 1800-tallet været en pseudo-videnskabelig forestilling omkring magnetisme i stil med vitalisme og frenologi, men i modsætning til de to sidstnævnte, lever førstnævnte som pseudo-videnskab videre.

Herefter følger en række besværgelser, velsignelser og hidkaldelser.

Enochian

Enochian er englenes sprog, og i lighed med, at Bjørn forestiller sig, at der er en magisk sandhed, et par ægte guder under allle de kendte romerske, græske, nordiske etc. guder, så er der også en samlet ide om, at engle kommer til udtryk på forskellig vis gennem forskellige religioner, men de er en og samme størrelse. En sådan optik betyder også, at man frit kan gå på strandhugst i alle kilder, da de alle udtaler sig om samme emne. Det er efter samme modus, at mange konspirationsfolk arbejder.

“Engle eksisterer overalt i verden, og under mange navne – engle, vogtere, morgenstjerner. En fælles ting for kulturer i tidens løb har været troen på engle. Det har været almindeligt inden for de forskellige kulturer, selvom de intet havde tilfælles, at de hver især havde det samme billede af en guddommelig skabning, der lignede en engel. Engle er beskrevet i Aryan, Methranie, Manichean og Toroastrian myter og også beskrevet i persisk, jødisk, kristen og islamisk tro. Endda før religionerne eksisterede, var der en tro på en højere universal kraft iblandt neandertalerne, cro-magnen og australopithacus.” (p.47)

Okay, at overhovedet tilskrive nogen specifikke forestillinger til folk, der uddøde for mindst 30.000 år siden, som aldrig efterlod sig noget på skrift, og kun nogle vage tegn på kultur, er fjollet. Ganske vist er der en sport imellem arkæologer på at finde tegn på kultur og religion hos menneskets forfædre, så er der ingen tegn på engle-dyrkelse.

Så er der opsummeringen af en masse navne. At vi finder lighedstegn mellem jødedom, kristendom og islam kan umuligt overraske. De har eksisteret side om side i århundreder, har en fælles rod og så videre – at der er lighedstegn, kan derfor ikke overraske. Lad os nu kigge på de næste par kulturer. Med “persisk” antager jeg, at Bjørn mener en præ-kristen religion praktiseret af persere – det er zoroastrianisme. Hvilket er det samme som toroastrisme, så når Bjørn refererer til toroastrianisme og persisk, så er det samme religion. Aryan er ikke en religion, men refererer til de arianske sprog, der undergruppe af de indo-europæiske sprog. Ariansk er desuden forgængeneren til de iranske sprog, og vi er tilbage i Persien igen. Mit gæt er, at Bjørn med persisk, toroastriasnisme og aryan refererer til en og samme overordnede tro – men skal vi være lidt generøse, så er menes der religionens former over et par årtusinder.

Den næste på listen er “Manichaen”, som er den manikæiske tro. Manikæernes religion opstod i Persien og baseredes på Manis tolkninger i 200-tallet af blandt andet zoroastrianisme og kristendom. Skulle der være ligheder mellem manikæernes tanker, kristendom, jødedom, zoroastrianisme bør det ikke undre. Manikæerne eksisterede i hvert fald frem til 800-tallet, og i 1100-tallet forfølges de igen, men det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt 1100-tallets anklageskrifter handler om reelle manikæere, eller om der genbruges anklager fra tidligere forfølgelser – det sidste er der en hæderkronet tradition for.

Tilbage er kun “Methranie”, som jeg ikke kan genkende, og jeg ved ikke, hvad ordet refererer til. En søgning på nettet giver ikke noget. Ligesom Toroastrianism er en gammel form af Zoroastrianism, er Methranie muligvis et gammelt udtryk for et andet fænomen. Søgninger på nettet indikeret, at navnet er indisk, og da zoroastrianismen ikke er begrænset til Iran, men også udbredt til Indien, kan det tænkes, at der er tale om en beslægtet indisk praksis – det kan også være en obskur sekt fra Persien eller et obskurt kætteri, og dem er der mange af, og ofte kommer nettet til kort her. Det væsentlige er, at samtlige eksempler, som Bjørn har præsenteret, fortidsmennesker undtaget, har eksisteret i samme hjørne af verden, de har sameksisteret, og påvirket hinanden i et væk. At Bjørn kan konstatere ligheder mellem dem i kosmologier er at forvente. Fraværet ville have været langt mere mystisk, og jeg konkluderer igen, at Bjørn ikke har styr på sin historie – og det underminere hans argumentation for, at “engle” dukker op overalt, for det er at forvente, at de findes i beslægtede kulturer og religioner.

Herefter fortsætter Bjørn med at gengive sit historiske blik på englene, men jeg ser ikke nogen grund til at opsummere de mange efterfølgende eksempler på ligheder og engles store udbredelse. I næste afsnit opsummerer Bjørn lige så rodet englenes historie i den kristne kirke, og her begynder vanskelighederne ved det engelske sprog at røre på sig – Hellig Poul bliver således kaldt “Saint Paul” i stedet for sankt, og den syvende økumenske synode i 787 omtaler Bjørn på engelsk – men den tids synode optræder ikke med engelske titler.

Resten af afsnittet handler om englemagi, om sproget Enochians tilblivelse ved Kelly og Dee, og jeg vil nøjes med denne ene observation:

“Der findes flere forkerte oversættelser [af enochian] og mange med fejl, dette er på baggrund af egen research, den rigtige oversættelse.” (p.53)

Bjørn har med andre ord lige bedrevet den rigtige oversættelse af englesproget, som han gengiver på de efterfølgende sider. Havde han udvist samme flid i sin historieskrivning, så havde han nok også kunnet give os den rigtige historie.

Sort magi

Så er det tid til sort magi, og også her har Bjørn valgt to typer, nemlig Satanisk magi og Demonolatry magi – som er en slags ceremoniel magi, der indvolverer dæmoner.

Satanisk magi

Først gennemgår Bjørn denne kategori, og han er desværre ikke ude i et ærinde med at skrive satanismens historie, så her kan jeg ikke finde et velegnet afsnit at dykke ned i. Satanisme er en underlig størrelse, fordi den som udgangspunkt kun eksisterer i kraft af at være en modsætning til kristendom. Siden har den fået sin egen eksistens, herunder en masse forskellige retninger, som i forskellig grad anerkender eller ikke anerkender hinanden. Den udvikling resulterer i udsagn af a la denne:

“Biblens udlægning af Lucifer og satanismen kan generelt ikke være mere subjektiv eller holdningspræget, så man er nødt til at forkaste udgangspunktet fra Biblen pga. det meget subjektive udgangspunkt, når man nu vil udforske mulighederne.” (p.80)

Da Biblen praktisk taget ikke siger noget om Satan, og Bjørn selv fremhæver kun eksemplet med den fristende slange i Edens have, så er det vanskeligt at se, hvorledes Biblen skulle være specielt fordomsfuld over for satanisme. Det passagen egentlig siger noget om, er det samme som vi så i afsnittet om middelalderen, nemlig at den kristne kirke er en stor, undertrykkende, ondskabsfuld størrelse, hvilket er et traditionelt tema inden for alle de religiøse retninger, som Bjørn beskæftiger sig med. Af samme grund finder vi også denne vending i afsnittet om Crowley: “[…] og til trods for mange fejlvurderinger lykkedes det ham [Crowley] at få sået tvivl om realiteten om det totelitære kristne trosgrundlag.” (p.89), som jeg ingen ide har om, hvad Bjørn mener med.

Efter afsnittet om satanisme vender Bjørn sig mod gnosticismen, da satanismen i Bjørns optik ikke når vidt nok, det er for opslugt af sin oprørskhed, og han diskuterer derfor gnosticisme i stedet: “For at udforske den sataniske idé grundlagt af Crowley bør man udforske den gnostiske grundtanke. Rollespilleren må fokusere på gnosticismen i stedet for den moderne satanisme. […] For rollespilleren vil det være for lavt at sigte, hvis man stiller sig tilfreds med den moderne satanisme. Der er ikke et seriøst engagement i en anti-religion […]” (p.92), og jeg overlader det til de engagerede selv at komme til enighed om synet på deres religioner.

Sex, død og rollespil

Herefter gennemgår Bjørn en række sataniske ritualer, men i overensstemmelse med hans modstand mod alkohol i rollespil i hans forrige bog, anbefaler han, at man ikke indtager vin under ritualerne i rollespilssammenhænge – så rollespillere må nøjes med alkoholfri satanisme. Blandt ritualerne er der to, der skaber nogle interessante forhold for rollespillere. Det ene er “Ritual for lyst og sex”, hvor “ånden, der stiger ned i kvinden og igennem det efterfølgende samleje mellem udføreren og kvinden, tilfredssilles udførerens magiske og seksuelle behov ved berøring med ånden igennem kvindens krop.” (p.98) – og jeg er ikke sikker på, at rygmassage helt kan erstatte samlejet, hvilket Bjørn også er klar over, og man bør derfor opstille nogle “regler for, hvorledes et eventuelt rollespils samleje skal foregå og ikke hengiver sig til et ægte samleje.” (p.99).

Det andet rituale er ødelæggelsesritualet, hvor man skal “være sikker på, at man er ligeglad med om ens offer lever eller dør.” (p.101) og ydermere skriver Bjørn: “I sig selv er det en destruktionsformular, hvis ene formål er at slå en anden person ihjel. Inden for rollespilsscenarier kan dette bruges i enhvert henseende […]” (p.102). Jeg kan ikke lade være med at undres, såfremt Bjørn virkelig mener, at disse formularer virker, at han finder det acceptabelt, at de bruges i rollespil, for trods at han advarer og “tilpasser” formularerne, så stiller han dem til rådighed for rollespillere.

Demonolatry

Bogens sidste trolddomsform er demonolatry, som tillader folk at tilkalde eller kanalisere dæmoniske krafter. Bjørn gør opmærksom på, at denne form for trolddom ikke ligner den fra klassisk fantasy, hvor troldmanden slynger formularer efter folk. I stedet hidkalder han en ånd til det – og det er faktisk meget i stil med special-troldmændene, Sha’ir, fra D&D-verdenen Al-Qadim, der sender deres djinni ud efter spells, eller Summonings fra Nephilim-rollespillet, hvor man netop hidkalder væsner for at få dem til at praktisere bestemte former for trolddom – men Nephilim er også baseret de hermetiske traditioner.

Bjørn demonstrerer samme lette tilgang til historien i dette afsnit, som set tidligere – og med samme vanskeligheder ved at gengive navnene på dansk: “‘Iranian Avestan’ og ‘Vedic’-traditioner og andre grene af de indo-europæiske mytologier viser, at begrebet dæmon har eksisteret i mange århundrede.” (p.105) – og herefter springer Bjørn til Ægypten, og derefter videre til middelalderen, romerne og jøderne. Så hvad han mente med citatet er ikke til at sige, men udsagnet er mere eller mindre meningsløst. Indo-europæisk er først og fremmest en sproggruppe af beslægtede sprog, der menes at have et fælles ophav i fjern fortid et sted nord for Sortehavet. Detaljerne omkring de indo-europæske sprogs opståen er endnu ikke på plads, men rent praktisk dækker indo-europæisk omtrent alle moderne europæiske sprog (undtaget ting som ungansk (magyar), finsk-estisk og baskisk), samt de iranske sprog og nærliggende indiske sprog, samt udøde sprog som tokarisk og hittitisk. At nævne avestisk og vedisk sådan skyldes nok, at det er sprog, der bruges til hellige tekster (for resten i zoroastrianismen, og så er vi tilbage ved min forrige historielektion), og at i opslagsbøger nævnes de to betegnelser, som værende sprog anvendt til zoroastriske tekster og riter, der tilhører den indo-europæiske sproggruppe, og det må være grundlaget for den knudrede sætning, som Bjørn har sammenflikket.

Et andet godt eksempel på synkretistisk kaos er denne sætning:

“Det jødiske perspektiv på konceptet om dæmoner viser, at der er en konge og dronning, som hersker over alle andre dæmoner. Ifølge kilder fra gamle jødiske optegnelser lød den nærmere tro på, at hver eneste dæmon blev hersket over af en konge, som enten Asmodai eller den ældre dæmon Samael, dødsenglen, og dæmonernes dronning, som ifølge Zoroastrianismen, uden tvivl var Lillith, der afbilledes med vinger og langt bølgende hår og også henføres til som Ahrimans moder.” (p.105)

– og denne gang overlader jeg det til læserne at finde hoved og hale i kilderne. I stedet vil jeg pege på “kilder fra gamle jødiske optegnelser”, som er endnu en hæderkronet praksis inden for okkult, konspiratorisk og pseudo-historisk historieskrivning, nemlig at anonymisere kilderne, og derved gøre alting lidt mere mystisk og spændende. Det er således, at der kun er så og så mange kilder fra oldtiden og middelalderen, at der sjældent er nogen grund til ikke at med det samme bare at nævne kilden, ofte er der kun en eller to tekster, som udsagnet er baseret på, og det er derfor ren obstruktion ikke at nævne dem med det samme.

Så kaster Bjørn sig over formularerne, og den sidste, Dæmonfremkaldelsesritualet, har en interessant følge-bemærkning:

“Inden for rollespil må dette ritual gerne blive set som den sidste udvej, når alt andet er slået fejl. Den sidste beslutning af en desperat mand eller en person, som lever på kanten og ikke har noget at miste. Et sådan udgangspunkt vilv være sublimt, da et sandt og oprindeligt [sic] ønske, i forhold til et ønske frembragt på baggrund af et falskt grundlag, vil virke langt bedre i forhold til tilstedeværende spirituelle magter.” (p.117)

Afslutning

Så bevæger vi os ind i bogens sidste afsnit. Først runder Bjørn af med at diskutere okkulte tekster, og hvor sjældne de kan være, og også her, optræder det anti-kristne historiesyn:

“Ligeledes gjorde Inkvisitionen, hvor frittænkende kvinder blev jagtet og brændt på bålet. Skal man tro blandt andet Jacques Bergier, […]” (p.118) – og nej, man skal ikke tro Jacques Bergier. Mit gæt er, at Bjørn her har Sorte bøger i tankerne, som blev udgivet i Atlantis serien, som dækkede en bred vifte af okkulte emner, og Jacques Bergier skrev Sorte bøger, der handler om, hvorledes Mænd i sort udrydder tekster og undertrykker viden. Bogen optræder ikke på Bjørns liste over anbefalet litteratur – men jeg kan anbefale de læsere, der kan udholde tekster, som opløfter hemmelighedsfuld, konspiratorisk historieskrivning til det sublime at læse Sorte bøger. De læsere, der derimod fik rigeligt ud af de eksempler, jeg har fremhævet i Bjørns tekst, behøver ikke læse bogen – men trods for at Bjørn adskillelige gange roser sig selv for grundig research, er det mit gæt, at store dele af historieskrivningen alene er baseret på denne ene bog: “Jeg har på min vej igennem denne verden af informationer gennemlæst et uhørt antal værker, som har givet mig en utrolig viden inden for denne verden. Jeg vil godt spare læseren for at gøre et ligeså stort arbejde, og derfor afslører jeg nu de bøger, som viser vejen til de virkeligt spændende bøger.” (p.123)

Hvorfor Bjørns bog er overflødig

Kort fortalt er der allerede udgivet en lang stribe bøger, der laver lettilgængelige tolkninger af en det okkulte, Suppressed Transmission, Authentic Thaumaturgy, GURPS Cabal, assorterede Unknown Armies og Ars Magica-bøger, at ønsker man en let tolkning, så gå til dem. Sammen med Liber Ka, Major Arcana, GURPS Illuminaty og Covenant dækker de ganske udemærket en masse okkulte og konspiratoriske aspekter inden for rollespil. For den læser der hellere vil læse let tilgængelige værker om det okkulte eller sammensværgelser, så er der “Big Book of …”-serien, som gennemgår en masse emner hurtigt og effektivt, og skal det være en introduktion til satanisme og kabbala, så er der tegneserien Promethea, der er flot indføring i det okkulte. Skal der bare findes noget materiale til at simulere ritualer med, så gå på nettet. Rigtig mange af de klassiske okkulte manuskripter ligger kvit og frit rundt om på nettet fyldt med enochian, cirkler og engle-navne. For en saglig historisk tilgang kan blandt andet anbefales Triumph of The Moon (og andre ting af Ronald Hutton) og Den gamle nyreligiøsitet, mens folk interesseret i dualisme henvises til The Other God. Bjørns bog er på alle leder og kanter redundant – der er allerede udgivet langt mere velskrevne ting.