[Nephilim] En aften i operaen

I Nephilim-kampagnen kom vi vidt omkring og en spilgang integreredes opera-scenariet Vinzento di Monfortes hævn i spillet. Nephilim-kampagnen var en kampagne, der havde strukket sig over flere års spil, og det var den tredje i rækken af Nephilim-kampagner. Udgangspunktet for kampagnen var “Mysteriet i Nordsøen”, og det havde ført gruppen vidt omkring i Europa og Mellemøsten. På nuværende tidspunkt var gruppen på vej til Bam i Iran, som netop var blevet jævnet af et jordskælv. Byen Bam er et fascinerende sted, da den rummer en kæmpe lerby fra oldtiden, og som i et større omfang gik tabt fornyligt under jordskælvet. Turen til Bam var resultatet af et visit i Megiddo, hvor der ligger en anden vigtig ruin, som har en rolle i den bibelske Apokalypse, og som her var vigtig for at få profetier. I Megiddo ville spilpersonerne udspørge en fængslet Nephilim, men konstaterede, at der var en vogter, og for at passere vogteren, skulle de bruge en formular, som kunne findes i Bam.

Tre tidsperioder

Da de befinder sig på en cafe i Nazareth, træder en af spilpersonerne ind i en slags drømmetilstand, hvor hun drømmer sig tilbage til to af hendes tidligere inkarnationer. Handlingen krydsklipper nu mellem, at hun sidder i nutidens Israel, hvor en selvmordsbomber nærmer sig (sekulær trussel), mens hun sidder på kro i i Orwieto i Italien i 1493, da tempelrdderne dukker op med Orichalka-klinger (ifølge en tradition er det metal fra Atlantis) (magisk trussel), og hun sidder i en loge i 1633 i Frankrig og ser opera, da frimurer-snigmordere dukker op (okkult trussel) – og fra logen klippes handlingen ned på scenen, hvor operaen nu udspilles. Jeg har ændret navne og ting på scenen til at være symboler fra frimurerne for at give det et symbolsk skær), og herefter klippes handlingen tilbage til de tre tidsperioder (og de andre spillere har biroller i de to tidligere perioder).

Som truslen kommer tættere og tættere på og bliver stadig mere present, klippes der mere og mere mellem de tre tidsperioder, indtil bomben er ved at falde, de runemærkede knive falder og orichalka-klingerne hugger til, hvor det er som tiden går i stå, og spilpersonen i centrum af handlingsforløbet får lov at vælge sin skæbne – hvilken undergang sætter sit mærke på karakteren – den verdslige, den okkulte eller den magiske?

Valget falder på den verdslige, bomben sprænger og vi holder os til nuet. [Og det skal bemærkes, at i Nephilim spiller man udødelige elementarånder, der tager bolig i menneskers kroppe, så de lever mange liv gennem århundrederne, og kroppens død er ikke enden på deres eksistens]

Operaen

Fra logen hoppede vi ned på scenen, gennemspillede operaen, og det var meget underholdende. Det er ikke vanskeligt at spille operaen. Folk griber let fat i spillets stil og fylder scenerne ud med dialog. Vanskeligheden lå mest i at undgå kedelig gentagelse og i at få skiftet handlingen mellem dia-/monologerne og en beskrivelse af selve handlingen på scenen.

På spillernes initiativ udspillede vi desuden også det hektiske liv bag scenen, hvor vi fulgte de stressede scenefolk og skuespillere, som gjorde klar til næste del af operaen.

(og det betyder, at fortællingen rummer en lang serie af kasser: Sidder på en cafe i nuet -> tænker på en opera i fortiden -> følger selve operaen -> livet bag scenetæppet).

Temposkift

At indsætte scenariet i spillet er en underholdende måde at ændre tempoet i kampagnen på. Den bryder med den faste rytme, og den gør at bruddet fra hverdagens spil stadig er en del af spillets fiktion.

Form før indie

Før jeg blev introduceret til indie-spillene var det typisk denne form for eksperimenter, der udspillede sig i kampagnen. Eksperimenter omkring selve den dramatiske form, og her var Nephilim-settingen oplagt, da drømme-rejser, varsler og visioner, flashbacks eller krydsklip til tidligere inkarnationer, og rituelle handlinger var en fast del af spillets fiktionsverden. I modsætning til andre rollespils settings har man en rig mulighed for at eksperimentere med form og fortælling, fordi Nephilim rummer visioner, ånderejser, astral-legemer, tidligere liv og mangfoldige inkarnationer. Tegneserien Promethea giver et ganske glimrende eksempel i, hvor vidt man kan nå, trods tegneserien ikke er baseret derpå. Et andet godt eksempel er tegneserien The Invisibles.

I forhold til de andre Nephilim-episoder udspiller denne sig før, at gruppen ankom til Bam, havde deres problemer der, og derefter drog til Nordfrankrig for at deltage i et realityshow, og derefter drog til Paris for at fange en forræder i gruppen.

D-7