[D&D 5th] Lav dit eget D&D – eksempler på formularer

I mit indlæg om klasserne nævnte jeg under afsnittet om troldmænd, at formularerne skulle falde inden for forskellige arenaer, og jeg havde nogle ideer om, at formularer skulle have et bredere felt, således at det ikke kostede dyrt at memorisere for eksempel Tenser’s Floating Disc.

Her er et par eksempler. De er koblet op på et ufærdigt regelsystem, så der er ting, som vil ændre sig. F.eks. er det min intention at overlade flest mulige terningkast til spillerne, således at de ruller “saving throw”, når de angribes af magi, og de ruller “magisk angreb”, når de angriber med magi. Jeg er desuden ikke helt afklaret omkring skade i spillet, men jeg hælder stadig mere imod, at våben ikke gør et antal point i skade, men i stedet laver et “sår” + “effekt”.

Her kommer tre eksempler.

Dødens greb

  • Niveau: 1
  • Rækkevidde: 40meter
  • Varighed: øjeblikkelig
  • Resistens: ingen
  • Effekt: En skyggeformet hånd trækker livskraften ud af sit offer
  • Arena: Kamp

Beskrivelse:

Med kræfter hentet fra Afgrunden formes skyggen af dødens hånd, og for et øjeblik tager den et dødeligt greb om sit offer og trækker livet ud.

Dødens greb er en trolddomsformel, som Skyggebrødrenes orden udviklede, inden Kejserriget fordrev dem fra riget og lagde deres læresteder øde. Siden har deres formular spredt sig til mange andre troldmænd.

Formularen gør 2-5 (1d4+1) i skade til en modstander, som troldmanden kan se. Der er ikke nogen resistens mod formularen, som også påvirker ikke-levende væsner.

Hvis spilleren strækker sin arm frem og med krogede fingre griber om en usynlig strube, gør formularen, gør formularen 2-9 (1d8+1) i skade.

(dette er egentlig den klassiske Magic Missile-spell)

Banke på

  • Niveau: 2
  • Rækkevidde: 3 meter
  • Varighed: øjeblikkelig
  • Resistens: ingen/vilje
  • Effekt: En usynlig kraft ”banker” op, på eller til ting.
  • Arena: Udforskning, Kamp

Beskrivelse:

En usynlig kraft formes af troldmanden, og med et vældigt stød, der ekkoer gennem gangene, slår den døre op, eller banker ting ud af hænderne på sine ofre. Formularen er ældgammel, og den bruges af troldmænd overalt i den kendte verden, selvom mere end en troldmandslærling er kommet til at vække sovende orkvagter med formularen.

Når formularen bruges lyder et vældigt smæld, når der bankes. Formularen kan bruges til at banke låste døre op, banke til modstandere (så de taber balancen) eller banke ting ud af hånden på dem.

Banke på åbner låste døre. Hvis døren er låst med en magisk lås, vil ”Banke på” kortvarigt ophæve den magiske lås, indtil døren lukkes i.

Banke på kan skubbe til modstandere. Hvis de fejler deres resistens-rul, træder de et par skridt tilbage. Det giver -2 til næste angreb, og hvis de er på en kant eller balancerer på en line, er der en risiko for at de ryger ud over kanten.

Banke på kan slå ting ud af hånden på en modstander. Formularen kan påvirke små ting som et lille våben eller en tryllestav. Hvis modstanderen ikke klarer sit resistens-rul med +2 bonus, ryger tingen ud af hånden på dem.

Hvis spilleren med en nøgle forestiller at låse en usynlig lås op, virker ”Banke på” uden en kraftig lydeffekt. Hvis spilleren klapper højlydt i hænderne for at banke en ting ud af hånden på modstanderen, får modstanderen -2 til forsvar på grund af ringen for ørerne i 1-4 runder.

(dette er Knock, Push og Disarm smeltet sammen)

Trolddomslys

  • Niveau: 1
  • Rækkevidde: 10 meter
  • Varighed: 1 time
  • Resistens: ingen/vilje
  • Effekt: Lys, der lyser op eller blænder.
  • Arena: Udforskning, Kamp

Beskrivelse:

Fra stjernernes skær samler troldmanden lys-noter og samler det til en svævende lyskugle, som han kan oplyse sine omgivelser med eller blænde sine modstandere med.

Trolddomslys har et blegt, koldt skær over sig, som let adskiller sig fra fakkelskær eller andet levende lys. Det er samlet af stjerneskær, og minder om månelys. Trolddomslys er en af de mest almindelige formularer for lærlinge at lære, så de kan studere natten lang uden at bruge stearinlys og olielamper.

Trolddomslys kan enten tage form af en lysende kugle, som bliver hængende, hvor den er blevet placeret, eller lyset kan anbringes på en ting – en sten, en fakkel f.eks. – og bevæges rundt med tingen. Lyset kan også smides i øjnene på en modstander. Hvis modstanderen ikke klarer sit resistens-rul, er han blændet.

Hvis spilleren former en usynlig kugle, som når man former en snebold, med sine hænder, virker trolddomslys ekstra kraftigt, og den forvirrer kortvarigt de modstandere, der står foran troldmanden i en halvcirkel på op til 3 meter væk i 1 runde. De får -2 til forsvar. Formularen kan derefter bruges til at blænde en modstander eller til at lyse op med.

(Dette er den almindelige Light-spell)

Bemærkninger

Jeg sigter efter at undgå de lange tekniske specifikationer, som er opstået i D&D 3,0 og D&D 3,5 mod at have en mere flydende tekst, som åbner op for fortolkninger mellem spiller og spilleder. Det indebærer sine egne problemer, men til gengæld holder det teksterne kortere og mere åbne for en bred anvendelse.

Jeg har valgt at have en kort stemningstekst med, og det er med vilje. Jeg vil gerne placere små verdensbyggende sætninger rundt omkring i materialet, men tydeligt markere at det ikke er grundlag for de mekaniske effekter (som det f.eks. også er med Magic: The Gathering-kort). I tvivlstilfælde kan stemningsteksten give en kontekst for tolkningen, men det er ikke min intention.

Til gengæld er det absolut min intention, at spilleren skal gøre noget for at få ekstra kraft til formularen. Det er helt bevidst spilleren og ikke karakteren, som skal gøre noget. I stedet for at have fagter og komponenter in-game, vil jeg hellere have rollespillede handlinger out game.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

10 kommentarer til “[D&D 5th] Lav dit eget D&D – eksempler på formularer

  1. Jeg har spillet D&D i varianter hvor man skulle sidde og lave fakter for at kaste formularer, og selv om det kan være ganske underholdende, så har det visse ulemper. Dels kan det give endnu mere fokus på tryllere (“se mig, jeg sidder og gøgler”), men det kan naturligvis kompenseres for ved at give andre kalsser tilsvarende fagter.

    Men måske mere relevant, så speeder det bestemt ikke spillet op. Det er bare hurtigere at lave sine handlinger, hvis man ikke skal have spillederens fulde opmærksomhed, så han kan se at man korrekt sidder og klapper sig på hovedet, mens man rør sig på maven.

    Det er også en byrde for spillederen at skulle huske og genkende alle disse fagter, og hvis man som spiller skal sidde og forklare dem/minde om dem, så er det min oplevelse at det kommer til at virke meget kunstigt.

    Like

  2. Jeg må sige, at jeg lukkede ned overfor offgame-fagter. Jeg kan ikke se, hvad det giver? At man føler sig fjollet?

    Like

  3. Det må gerne fremgå mere tydeligt, hvilke areaner formularen kan anvendes.
    Eksempel:

    Dødens greb

    Niveau: 1
    Rækkevidde: 40 meter
    Varighed: øjeblikkelig
    Resistens: ingen
    Effekt: En skyggeformet hånd trækker livskraften ud af sit offer
    Arena: Kamp, Fælder, Udforske
    Beskrivelse:

    Med kræfter hentet fra Afgrunden formes skyggen af dødens hånd, og for et øjeblik tager den et dødeligt greb om sit offer og trækker livet ud.
    Dødens greb er en trolddomsformel, som Skyggebrødrenes orden udviklede, inden Kejserriget fordrev dem fra riget og lagde deres læresteder øde. Siden har deres formular spredt sig til mange andre troldmænd.

    Formularen gør 2-5 (1d4+1) i skade til en modstander, som troldmanden kan se. Der er ikke nogen resistens mod formularen, som også påvirker ikke-levende væsner.
    Hvis formularen kastes som en fælde, påvirker den en person, der træder på området hvor formularen er kastet inden for 3 + level timer.
    Hvis formularen kastes på en genstand, får magikeren viden om, om genstanden har været brugt til som drabsvåben.

    Like

  4. @ Nis:
    Jeg har en vis tillid til, at handlingerne ikke kommer til at forlænge spilletiden væsentligt, og det er et område, hvor jeg er villig til at forlænge spilletiden. Elementer, der handler om at spillerne udtrykker deres karakter, får lov at fylde mere.

    Ydermere er det ikke så vigtigt, at spillerne udfører handlingen præcist, som det er vigtigt, at spillerne vælger at gøre dem. Derfor skulle tiden brugt på “kontrol” være minimal.

    Baggrunden for mekanikken ligger hovedsageligt i, at magis mange små detaljer i gestik og komponenter aldrig rejser sig fra papiret. Mange D&D-formularer har detaljer og referencer, men det bliver aldrig en del af spillet.
    Ideen er her, at flytte handlingerne ud af fiktionen og hen til bordet, og koble det på det, som spillerne siger. Ikke kun beskrivelser vil have effekt men også handlinger.

    De andre spillere stræber jeg efter at kompensere med tilsvarende mekanikker. Min tanke er bruge “det skal være endnu vildere”-reglen, men begrænse den enten til bestemte handlinger (angrebsrul) eller til bestemte klasser (krigere).

    Tilsvarende skal der introduceres mekanikker til tyve og klerke. For sidstnævnte bliver der således mulighed for at udtrykke klerkenes særlige handlinger på samme vis som med troldmændene. Præcis hvordan og hvorledes har jeg endnu ikke på plads.

    @ Ryan: Tjae, måske kommer de til at være mere fjollede, men så må spilleren undlade at bruge effekten.

    @ Kjeld:
    Spændende videretolkning af min formular, og en interessant måde at følge op på arenaerne. Helt klart noget, som jeg vil inddrage i et og andet omfang. Tak for det.

    Like

  5. Nu håber jeg ikke jeg kom til at lyde alt for negativ mht. det med fagterne. Jeg kan sagtens se hvor du vil hen, og jeg har som nævt også haft nogle ganske underholdene oplevelser med D&D hvor man selv skulle trylle.

    Det lyder også meget fornuftigt det med at du er villig til at give mere tid netop til at udtrykke sin karakter, men jeg synes ikke helt det er det du opnår med fagterne, som de er beskrevet lige nu. Det jeg læser af eksemplerne er noget ret fastlagt, formularisk. Lav denne gestus, får denne effekt. Det har ikke så meget med min karakter at gøre, det er bare et vedhæng ved formularen. Til forskel fra “det skal være endnu vildere” lægger det ikke meget op til kreativitet og til at beskrive det særlige ved situationen.

    Mit forslag til en lille modifikation af reglen er at spilleren selv vælger hvilke fagter der hører til en given formular. Det kan være at din “Dødens Greb” er et greb om struben, mens min er en klo i brystet og Thomas’ er en nænsom berøring af kinden. Samme formular med samme effekt, men vidt forskellige udtryk til forskellige troldfolk.

    Like

  6. Mht. at bruge formularer i flere arenaer så synes jeg det er en vildt god ide, men jeg er lidt nysgerrig efter hvad det præcise formål er?

    Hvis formålet primært er at troldmanden ikke skal bekymre sig vildt meget om om han vælger en kampformular eller en udforskningsformular (hvilket lyder som en rigtigt glimrende ide) så er det fint at være ret klar om effekten af formularen i de forskellige arenaer.

    Hvis formålet derimod er at fremelske OldSkole D&D stilen, hvor man kunne bruge formularer på opfindsomme måder ved at fortolke lidt på dem, så kan det næsten virke lidt hæmmende at være for præcis i den slags beskrivelser. Så er det sjovere at at tænke noget i stil med: “Dødens greb – er det faktisk en fysisk hånd? Kan jeg samle noget op eller gribe noget med den?” “Ja, det kan du godt, men kun i et kort øjeblik, og hvad end du rør vil mærke dødens greb.”

    Man kan selvfølgelig godt få lidt fra begge verdener, men det virker som en god ide at have et klart billede af om det er det ene eller deet andet man vil opnå. Hvilket du muligvis også har, men jeg har ikke helt forstået det endnu. 🙂

    Like

  7. Hej Nis,

    Din ide med en modifikation af fagterne lyder interessant. Da jeg er interesseret i at få “rollespillet” magien og samtidig med få det rollespillede til at have en direkte konsekvens, så er der mulighed for at gøre formular-handlingerne individualiseret – men også at tage den del et skridt videre i stil med “Ting, min mester lærte mig”, hvor man kan lære det store mestres måde at gøre det på for en effekt eller gøre det på sin egen måde for en anden effekt.

    Like

  8. Ideen med areanerne er mest af alt et værktøj til designer for at huske at en formular skal have en vis bredde i sine effekter. Som sådan skal det smelte to-tre formularer sammen (som “banke på”) og/eller markere bredden i en formulars anvendelsesområde (trolddomslys). Målet er at troldmanden ikke skal bekymre sig vildt, om han vælger den ene eller den anden formular, og særligt gøre formularer som “Knock” mere attraktive, da de ikke kan betragtes som spildte formularer, hvis der ikke dukker en låst dør op, eller bare er meget “dyre” formularer at memorisere, da Acid Arrow eller Inivisibilty som oftest vil være mere attraktive.

    Jeg er mindre interesseret i at fremelske OldSkole-stilen, da jeg har en mistanke om, at den nok skal komme alligevel, og særligt fordi den måde, som formularerne foreløbigt er blevet beskrevet er en hel del løsere, end der er i f.eks. D&D 3,0.

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.