999 indlæg er gået forud for dette indlæg.
Det er blevet tusinder efterfulgt af atter tusinder af ord om rollespil, lidt om brætspil og lidt om historie. Det har været spændende, og det har været sjovt, og det har stået på i syv år.
Men skal det fortsætte? Er tiden løbet fra blogge? Fra kommentarsporet er det tydeligt, at folk er andre steder på nettet nu end tidligere. De er på facebook, og nogle opholder sig på google+, og der sker mindre i kommentarsporet, og kommentarer er rare, for de giver en oplevelse af, at ens tekster bliver læst, og at der er folk, der har gode ideer og refleksioner at bidrage med.
Er strategien at “flytte” kommentarsporet over på facebook og google+ (og twitter?), men hvordan gøres det? Skal der anbringes et link i alle de relevante facebook-grupper? Skal linket akkompagneres af små stemnings- og diskussionsskabende tekstet? Eller skal der bare placeres mere åbenlyse spørgsmål i bunden af hvert indlæg?
Stemmen fra Ådalen – som bloggen jo hedder – har fået en side på Facebook:
- https://www.facebook.com/stemmenfraadalen – her kan nyhederne fra bloggen følges.
- Hinterlandet har desuden sin egen gruppe: Hinterlandet på facebook
– eller er tiden bare rendt fra blogge, og der hele skal postes som status-updates? Eller skal jeg oprette en tumblr-konto og begynde derovre i stedet?
Jeg indstiller ikke skrivearbejdet lige med det samme her på bloggen, men jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvor jeg skal føre arbejdet hen med de næste mange indlæg. Måske bliver det til syv år og tusind indlæg mere?





Skriv, skriv, skriv