[23. dec.] Kongen sov, og en snog krøb ud af munden

Julen står næsten for døren, og som blikket glider over kalenderen, er der kun to låger tilbage. Ikke langt fra borgen, hvor den vældige borgport dominerer fronten, og hvor tårnet knejser over det prægtige bygningsværk, kan man følge tårnets skygge ned til et lille træ med en smuk, rund krone af grønne blade. Blødt græs smyger sig om stammens fod og en kilde klukker forbi med svalt vand. Her er låge 23.

Det er mandag, og i december er mandag middelaldermandag, og derfor drages opmærksomheden tilbage i tiden.

Uddraget kommer denne gang fra Langobardernes historie af Paulus Diakonus, der forfattede værket om langobarderne eller lombarderne i perioden 787-796. Værket handler om langobardernes march fra en mytisk fortid til de civiliserede egne, og de første dele af værket rummer derfor episoder af fantastisk og mytisk karakter, som stammer fra både deres egen fortid, og fra den kristne romersk-græske kulturgeografi. Vi følger langobarderne, deres naboer frankerne, romerne og byzantinerne, og hvad der ikke er lige til at læse ud af krøniken er, at det langobardiske rige var hedenganget, da krøniken lå færdig.

III.34

[…]

Denne her omtalte Gunthramm var en fredelig Konge og udmærket i al god Idræt. Ham hændte der noget højst forunderligt, som vi her kortelig vil indflette i denne vor Historie, især da vi vide, at det slet ikke omtales i Frankernes Historie. Da han engang var gaaet i Skoven for at jage, og, medens hans Ledsagere spredte sig til forskellige Sider, som det ofte sker, var bleven ene med en af sine Mænd, som var ham særdeles hengiven, sov han ind med Hovedet hvilende i denne trofaste Mands Skød. Fra hans Mund gik der da et lille Dyr ud i Skikkelse som en Snog og begyndte at bestræbe sig for at komme over en smal Bæk, der løb nær forbi. Da drog den Mand, hvis Skød han hvilede i, sit Sværd ud af Skeden og lagde det over denne samme Bæk, og ad det gik den omtalte Snog over til den anden Side. Og efter at den var gaaet ind i et Hul i Bjærget ikke langt derfra og efter nogen Tids Forløb var kommen tilbage og havde passeret den ovenomtalte Bæk over det samme Sværd, gik den atter ind i Gunthramms Mund, som den var kommen ud fra. Derefter vaagnede Gunthramm af Søvnen og fortalte, at han havde set et underligt Syn. Thu han sagde, at det havde forekommet ham i Søvne, at han var gaaet over en Flod ad en Jærnbro og var gaaet ind under et Bjærg, hvor han havde set mange Pund Guld. Men den, i hvis Skød han havde haft sit Hoved hvilende, medens han havde sovet, fortalte ham, hvad han havde set dette vedrørende, ganske som det var gaaet for sig. Kort at sige: Det paagældende Sted blev gravet ud, og man fandt der uvurderlige Skatte, som vare blevne henlagte der i længst forsvundne Dage. Af dette Guld lod Kongen selv siden gøre et massivt Bæger af en vidunderlig Størrelse og stor Vægt, som han lod udsmykke med mange kostelige Ædelstene, og han vilde sende det over til Herrens Grav i Jerusalem. Men da han ikke saa nogen Mulighed derfor, lod han det sætte over den hellige Martyr Marcellus’s Lig, der er begravet i Staden Cavallonum [Châlons sur Saône], hvor Kongens Bolig dengang var. Og der er intetsteds noget af det Guld udført Værk, der kan sammenlignes med det. Men efter at vi saaledes i al Korthed have berørt dette, som var værdt at fortælle, lad os saa vende tilbage til Historien.

Denne historie har vakt megen interesse inden for forståelsen af den nordiske eller germanske mytologi for hvor passer en sådan historie ind i det hedenske verdensbillede? Historien er bestemt ikke kristen, men må stamme fra germansk, ikke-kristen kultur (uagtet dens brug her i en kristen kontekst), og hvordan passer det så ind i det, vi kender?

Historien er placeret i krøniken ikke for dens egen skyld, men fordi den skal den er blevet koblet på det guldbæger, der befinder sig hos Martyren Marcellus, og selvom historien har en rod i germansk og derfor nordisk mytologi, så er den flettet ind i krøniken for at berette om en kristen skat. Myter er fleksible værktøjer.