
For kort tid siden kom en galning ind fra vildmarken. Alt fornuft havde forladt staklen og med hæs stemme skreg han, at hun var vågnet. Heksen fra Smaragdgrotten var vågnet! Heksen fra de dybe skove, fra paladset, som skoven opslugte, er tilbage!
Ikke langt fra fæstningen, tre dagsrejser derfra, nær en sø ligger en gammel skov fyldt med krogede træer, der hvisker onde ord efter de rejsende. Inde mellem træerne skjuler sig en gammel bygning – paladset kalder de lokale det, men ingen ved, hvad det oprindeligt var.
Hinterlandet kommer på Viking-Con 2014 med fire eventyr, som man kan spille hver for sig eller i fire spilblokke i streg. Spiller man mere et eventyr, må man genbruge sin karakter fra tidligere eventyr med alt det, som karakteren har lært sig eller samlet op.
Det er Oldschool Fantasy-rollespil med et sæt regler, som minder om Dungeons & Dragons. Det er let at gå til for også nybegyndere, og regelkundskab er ikke et krav. Erfarne spillere må genbruge deres Hinterland-karakterer fra andre conner og fra tidligere Viking-Conner.
Planen
I år er planen, at eventyrerne skal udforske en kæmpe dungeon, som ikke kan udforskes i en spilblok, men som skal udforskes gennem flere eventyr. Eventyrerne ligger forskudt i tid, så mellem hvert eventyr flytter monstre ind og ud af stedet, rykker rundt på ting osv.
Hvert eventyr fokuserer også på et bestemt område af hulesystemet, så det bliver forskellige dele, der udforskes i hvert eventyr, men der vil være overlappende områder.
Et metaplot i systemet er tre forseglede rum, som kun kan åbnesmed særlige nøgler. De nøgler skal findes på tværs af eventyr – dvs. i første spilblok kan man finde nøgler, der åbner rum, som først dukker op i anden spilblok, og her er nøgler til rum i tredje spilblok. Man kan så at sige unlocke dele af hulesystemet ved at spille det i flere omgange.
Den anden del af planen er, at du skal være med til at udvikle årets Hinterlandet på Viking-Con 2014!
Hulesystemet skal befolkes med væsener, mysterier og fælder. Du kan vælge at befolke en lille flok rum eller store områder. Du kan stille forslag til hvilken af de fire blokke, det er, som din tekst befolker. Jeg er tovholder på projektet, samler teksterne og ensretter dem og sætter dem op til de fire eventyr. Her er rammen, du skal arbejde indenfor.
Rammen
Et palads eller et tempel opslugt af tætvoksende skov med gamle, krogede stammer, som holder landet mellem træerne i en kølig skumring det meste af dagen. På overfladen er mange murrester, søjler og piller, og mellem dem kan man finde trapper og skakter, der fører ned under jorden til dybe grotter.
Disse er beboet af den dunkle skovs vilde monstre og dyr, men dybere nede er der orker, gobliner og andre røvere, som har søgt tilflugt her eller fundet hjemme i stedets ondskab. Nogle kamre er forseglede. Tunge stenporte har ikke været åbnet i århundreder. Bag disse gemmer sig urørte dødsfælder, hvileløse ånder og dødninge, som ingen hvile har fundet.
Et sted i alt dette har Heksen fra Smaragdgrotten sit skjul. Nogen har vækket Smaragdgrottens beboer, og det påvirker omgivelserne.
I fire omgange sendes eventyrere til at udforske stedet. Mellem hver gang går der måneder.
Con, søndag og fire blokke: Viking-Con er lidt død om søndagen, og jeg vil derfor gerne have scenariernes dramatiske højdepunkt til at lægge lørdag aften, hvor der er største chance for at man kan opleve kulminationen på scenariet.
Hvad skal du gøre?
Kig på kortet. Vælg nogle rum og befolk med fælder, væsener, mysterier og vidundere. Gå gerne i dybden med det og skriv noget, som er klar til brug frem for bare at indsende overordnede skitser. Det her er din chance for at skrive en dungeon uden at skulle skrive en hel dungeon.
Mangler du inspiration til opbygning af tekst eller indhold i en dungeon, kan du kigge på et af de 20+ scenarier, der ligger på bloggen. Der kan du også finde tekster om fælder, om indretning af huler og andre tanker om at bygge et eventyr op.
Spørgsmål, kommentarer, ideer og tanker er meget velkomne. Du kan smide dem under indlægget her, og du kan bruge Hinterlandets facebook-gruppe til dem. Smid f.eks. gerne dine tanker om indretningen inde i facebook-gruppen, hvor vi kan sparre om opbygningen, eller fortæl os hvilke sektioner, du godt kunne tænke dig at indrette, og hvem du forestiller dig bebor dem.
Blandt de ting, man kan forvente at finde i hulerne er
- Vilde dyr og monstre, som har reder, bo eller tilholdssteder her: En flok ulve, en uglebjørn, en jordhaj, en flagermusesværm, en sværm af stirges, kæmpebiller, kæmpehvepse eller lignende
- Humanoider, som har base eller søgt tilflugt her: Orker på krigsstien, gobliner på jagt, bugbears søgende tilflugt, hulefolks boplads, røverrede, kobolders hjemsted, trolde ledende efter føde osv.
- Udøde: Hvileløse dødninge vogtende grave eller ventende på at blive forstyrret, restløse ånder strejfende omkring i visse haller etc.
Hulerne ligger i en tilgroet ruin, og der er fem indgange (se teksten nedenfor), så der er mange måder beboerne kan være kommet ind på.
Kortet
Kortet til Viking-Con-scenariet er rigt på hemmeligheder, og du bør ikke kigge på det, hvis du har planer om at spille Hinterlandet som spiller på Viking-Con, da kortet kan komme til at afsløre mere, end det er sjovt at finde ud af (hvis du planlægger at være både spiller, spilleder og designer, så må du øve dig i selektiv hukommelse).
Kort – Viking-Con 2014 (pdf – spoilers!)
Lidt om kortets opbygning og indhold:
Indgangene
Der er fem indgange til hulesystemet. Ved hver indgang er der træer. Hulesystemet ligger i en tæt, gammel skov, og der ligger spredte ruiner rundt omkring. Det er ikke muligt at overskue hele området, og man finder derfor ikke de andre indgange ved bare at kigge rundt.
Den tætte bevoksning og det uvejsomme terræn skjuler også for rejsende, at der er tale om samme ruin, og huleudforskere kan let komme til at udforske samme system via to forskellige indgange.
De fem indgange:
- Sænkningen – jorden er sunket sammen, og en indgang ligger blotlagt. I siden af skrænten er en skråning, som giver adgang til sænkningens bund og huleindgangen (bemærk, der er fire tilsvarende forsænkninger inde i hulesystemet, men disse er ikke uden for).
- Bygningen – rester af murværk kan ses mange steder i området. Her opdager man, at gulvet i resterne af et rum, er faldet sammen og nedenunder er et kammer, hvorfra en korridor fører dybere ind.
- Pladsen – Der er rester af, hvad der synes at være en åben plads og noget murværk. Der er to indgange i murværket, som fører hver deres sted hen. Ved murværket er en statue.
- Åbningen – en trappe i resterne af noget ruinværk fører ned.
- Amfiteatret – en slags amfiteater, der fører ned til en hævet scene. Bag scenen er murværk med en åbning, der fører ind bag scenen.
De tre låste kamre
Der er tre kamre med en låst dør (dør med en prik i). Bag hver låst dør er et forkammer af en art med en eller to statuer, og bag forkammerets dobbeltdøre venter et afsluttende kammer.
- Hvert af de låste kamre kan kun opnås adgang til via den rette nøgle. Nøglerne er lettest at samle op i tidligere runder, hvorefter man kan få adgang til de låste kamre.
- Det er tydeligt på afstand, at dørene er låste – og spilleder oplyser spillerne at dørene er en del af meta-scenariet (dvs. find nøglen i en runde, brug den i en senere runde)
- Kammer A: Foran døren er gulvet styrtet sammen.
- Kammer B: Foran døren er en åben faldgrav. Den er blevet aktiveret af andre og fortsat åben.
- Kammer C: Foran døren er en grotte uden gulv og med en smal kant hele vejen rundt. Fra en åbningen i sydvæggen fosser vand ind og fylder bunden af grotten op. Et godt stykke nede er vandoverfladen, og under overfladen er en smal kanal, som fører ind til et bassin i et andet kammer.
Den store grotte: Heksen i Smaragdgrotten
Uvist, hvad der venter her. Skurken i alle fald.
Følg Hinterlandet og udviklingen af scenariet i Hinterlandets facebook-gruppe.
One thought on “[Hinterlandet på Viking-Con 2014] Forberedelser – kortet”