Sidste sommer tog bloggen ud på en ekskurs, og jeg havde planer om en lille serie indlæg, men de blev hængende i min samling af kladder (det sker en gang i mellem; jeg har kladder der er flere år gamle og venter på at blive publiceret). Nu har forskellige omstændigheder gjort, at jeg samler op på emnet igen:

Bloggen er på en ekskurs ud i værker med hemmelig historie og konspirationsteser. Jeg har for nyligt læst Odins labyrint – et glasbarns fortællinger, hvor forfatteren Mads Peder Nordbo har nogle sære ideer om de nordiske guders tilblivelse, og hvorledes Odin er forlægget for Jesus, og han har bygget en krimi op over dette. Nu er turen så kommet til Manden på tapetet af Ib Lucas, som også er en art krimi baseret på et stykke hemmelig historie, som forfatteren har brugt tid på at afdække, og derefter bygge en krimi op over. Værker med hemmelig historie og konspirationsteser har nogle faste elementer, som de trækker på, og jeg har af to omgange gennemgået en række af disse elementer. Først var der generelt en diskussion af krimier med hemmelig historie, og nogle af deres stereotype elementer, og så har jeg netop begået et indlæg, hvor jeg tager nogle flere emner op, som berører genren og Ib Lucas’ bog.

Manden på tapetet – Shakespeare og Brahe

Vi begynder med selve bogen, og jeg udfærdiger en del af mine kommentarer i takt med at jeg arbejder mig gennem bogen. Bogen er som flere andre i denne genre en art krimi, der afsluttes med et essay over forfatterens forskning.

Det indledende indtryk

På de første par sider steg min skepsis over for bogen hurtigt. Vi følger en usympatisk rigmand og hans belæste datter, der præsenterer os for en klodset exposition af Thyco Brahe, som ikke satte mine forventninger op efter en god historie. I de næste par sider folder historien hovedpersoner sig ud – en lektor med ludomani, der har spillet parrets formue bort, en ph.d., der er endt som halvbitter gymnasielærer (og med forfatterens baggrund in mente kan man ikke lade være med at spekulere over hovedpersonens holdning til eleverne og undervisning på gymnasierne), hvis kone er bortrejst i halve år til Afrika, og han lider af potensproblemer, men heldigvis er der den smukke, kloge fraskilte datter af patriarken, som man har en mistanke om skal spille vores hovedpersons muse på mere end en måde gennem bogen, og så er der førnævnte patriark, som er forfængelig, lærd og rig. Det var så de første kapitler i bogen, og jeg har ikke rigtig fundet nogen i bogen, som jeg kan sympatisere med. Den mest sympatiske er rigmandsdatteren, men hun er ikke rigtig en person (ikke endnu i hvert fald, måske får hun sig sit eget kapitel senere).

Nettet og andet nymodens

Teknologi er en svær en, og når folk snakker anonyme hotmail-adresser oprettet fra netcafeer i Prag og om google-søgninger, der giver hits om x og y, så er der et og andet i det, som bare ikke lyder troværdigt. Kan kun science fiction-forfattere få nutidig teknologi til at lyde troværdig på skrift? Eller er det fordi forfattere, der hengiver sig til skriftens medium foretrækker, at deres universer er boglige/analoge/skriftlige?

Emails og moderne teknologi fylder mere i Manden på tapetet end i andre bøger af denne genre, men da det spiller sammen med plottet, får det god mening, og det bliver brugt til en finurlig lille krølle. Sammenlignet med Odins labyrint er her et væsentlig bedre greb om teknologi, omend man står tilbage med forfatterens besynderlige fascination af hotmail, og for en bog skrevet i perioden 2004-2008 synes fikseringen på den mailadresse noget bedaget.

Historien

Af et værk med hemmelig historie er emnet spændende i sin anderledeshed, men tesen er mindre storladen, og den fylder mindre end ellers. Værket falder nærmest lidt ved siden af, når det gælder valget af hemmelig historie, af jagten på obskure tekster og af krimi-plottet. Basalt set er det en historie, om gift mand, der har en affære med sin arbejdsgivers datter, og som opdager at at arbejdsgiveren er en giftmyrdende seriemorder, der slår folk ihjel, når de kommer i vejen for ham. Affæren fylder det meste af bogen, giftmordene driver handlingen særligt i slutningen af bogen, og jagten på hemmelige tekster og så videre begrænser sig til et mislykket forsøg på at købe et stjålet manuskript i Prag, hvor forfatteren selv har været på ferie (eller studietur med sine gymnasieelever), og derefter erhverves manuskriptet offstage. Offstage er generelt der meget omkring tekstjagten sker, og tilbage sidder vi med nogle spekulationer, som det tager lang tid før de kommer ind i historien.

Generelt er Manden på tapetet langt bedre skrevet end de flere af de andre hemmelig historie-værker, men det er også en noget kedeligere historie, og den rummer kluntede expositions. Som flere af de andre værker har bogen en kedelig tendens til at blive klaustrofobisk i sit persongalleris relationer på kryds og tværs, og for meget hænder offstage.

Konspirationen

Selve konspirationstesen begrænser sig egentlig til, at Tycho Brahe er William Shakespeares fader, og ukendte personer har flettet spor ind i en dansk gobelin, hvor Tycho Brahe optræder sammen med en ukendt person. Via et fiktivt manuskript introduceres muligheden af, at den unge Tycho Brahe har mødt Shakespeares moder, da hun efter at have mistet sine første børn, beslutter sig for at opsøge den unge astronom og få et horoskop af ham. I stedet får hun en affære og et barn, som hun sender ud i verden, og han kommer i lære på Hven hos Tycho Brahe, og da Tycho Brahe dør i 1601, skriver Shakespeare Hamlet til at ære sin far og diskutere Tychos studier og astronomiske teser gennem stykkets mange referencer til sole og stjerner. Til Hamlet henter Shakespeare sin inspiration fra Anders Vedel, der var nær ven af Tycho Brahe og oversatte Saxos historie Amled fra latin (antages det). Forfatteren Ib Lucas kobler dette sammen med en kongelig gobelin, som har en mystisk, ukendt figur, og med Shakespeares Hamlet, som Ib Lucas læser en masse astronomi ud af, og det kobles sammen med Shakespeares kendskab til Kronborg og Amled. I bogens efterskrift kommenterer Ib Lucas kort på sin forskning og ganske usædvanligt leverer en litteraturliste. Der ligger to spekulationer i konspirationen. Den ene er familieforbindelsen mellem Tycho Brahe og Shakespeare, og den anden er ideen om, at Shakespeare bruger Hamlet (og andre stykker) til at præsentere sin “fars” astronomiske opdagelser.

Kritiske bemærkninger

1500-tallet og 1600-tallet og Shakespeare er ikke mine forcer, og det begrænser mine bemærkninger til teksten. Umiddelbart virker værket bedre forsket end flere andre inden for konspirationsgenren, men overordnet er konspirationen og den hemmelige historie også mindre omfattende. I stedet får vi brudstykker af forskellige historier, hvor gode dele ikke er videre kontroversielt men generel gengivning af almindelige emner: hvorledes gifte virker, og hvordan man har haft mistænkt Tycho Brahes og Napoleons dødsfald for giftmord, og så diverse biografiske oplysninger om John Dee og Kelly, om Tycho Brahe og Anders Vedel, om Shakespeare og om Hamlet.

Det er først ved familieforbindelsen mellem Brahe og Shakespeare, der rigtig spekuleres, og det gøres primært ved at fylde huller ud. Vi ved ikke, hvad Shakepeare lavede i en periode i sine unge år, og vi ved ikke særligt meget om en ung brite, der opholdt sig i en periode hos Tycho Brahe på Hven. Dette er alt sammen drevet af indicier og muligheden for at fylde huller ud i teksterne (at fylde huller ud er at indsætte hvad som helst, som ikke er i åben modstrid med de få fakta). Vi har ingen beviser for, at Shakespears moder mødte Tycho Brahe, og så videre. Der, hvor der egentlig spekuleres og leges med tekster og læsningen af disse tekster, er når forfatteren studerer Hamlet.

Shakespeares stykker har længe været genstand for spekulationer om, hvem der egentlig skrev dem, da man ikke kan stille sig tilfreds med, at Shakespeare skrev dem, ligesom visse ikke kan stille sig tilfreds med, at H.C. Andersen var født ud af ringe kår på Fyn, og derfor forsøger at tilskrive ham et hemmeligt royalt ophav. På det område skriver Ib Lucas sig en smule ind i traditionen. Ikke så meget ved at fornægte Shakespeare som forfatteren til stykkerne, men i stedet ved at udpege Tycho Brahe og hans slæng, som idemændene, direkte som indirekte til Hamlet. Eller med andre ord Shakespeare er nødt til at nedstamme fra andre berømte folk, igen ud fra en underliggende antagelse at signifikante personer må være signifikante og derfor må deres liv være signifikant.

Stjernestudier i teatret

Det bringer mig til stjernestudierne af Hamlet, som jeg kun kort vil kommentere, da jeg ikke har intentioner om at pløje mig gennem Hamlet for at diskutere stjernereferencerne. Overordnet fordi jeg ikke finder læsningerne af de stellare referencer som en diskussion af periodens astronomiske gennembrud overbevisende, og jeg vil derfor fokusere på en række af Lucas’ andre læsninger af teksten, som han bruger til at bevise Shakespeares kendskab til Danmark og Tycho Brahe, da jeg finder disse sigende for hans generelle læsning af teksten, og derved også hans forsøg på at læse astronomi ind i stykket.

Indledningsvis vil jeg dog bemærke, at det ingenlunde er urimeligt at antage, at der kan være valgt et specifikt symbolsprog omkring stjerner i Hamlet, og det kan være spændende at undersøge, hvor præcis beskrivelsen af slottet i Hamlet er en match på Kronborg, og hvorfra Shakespeare kender til Amled-historien. Imidlertid er det vi får at se ikke så imponerende.

Shakespeares særlige indsigt i danske forhold

Ib Lucas’ hovedperson leverer følgende skarpe indsigt:

“Netop. Og da Hamlet selv træder ud på bastionen, er det første han siger: Hvor luften bider, det er bittert koldt. Til dette svarer Horatio: Ja, luften er så skarp, at den kan skære.” (p.247)

– Ifølge Ib Lucas via sine hovedpersoner, så er dette bevis på at Shakespeare har været i Danmark og ved, hvor koldt det kan være. Det kræver en helt særlig, nærmest naivt selektiv læsning, at forvandle sådanne passager i et teaterstykke til et unikt kendskab til Danmark. England kan trods alt også være koldt, og ideen om et koldt norden kræver ikke nødvendigvis, at man har været på besøg i et koldt Norden.

Kronborg i Hamlet?

Vi har følgende uddrag fra Manden på tapetet:

“Ja, det viser et ligefrem intimt kendskab til slottet”, siger Cecilie, “Den vindeltrappe findes jo den dag i dag. Vent lidt, jeg har stedet her: I himlen, I kan sende bud derop og se efter. hvis budet ikke finder ham dér, kan I selv lede efter ham et andet sted. Nå ja, hvis I ikke finder ham inden for den næste måned, kan I nok lugte ham, når I går op af trappen til forgemakket.”

“Ja, det er en vidunderlig præcis detalje! […]” (p.246)

– eller som Ib Lucas selv understreger det i sit efterord: “Men hans skuespil rummer herudover en omfattende viden om samtidige danske forhold, f.eks. livet på Kronborg, drikkevanerne og indretningen af slottet, […]” (p.353). Tilsyneladende er “trappen til forgemakket” en “vidunderlig præcis detalje”. Hvis graden af præcision blot kræver en så generel detalje som en trappe til et forgemak, så kan vi også finde Shakespeares holdning til Moby Dick et sted i Hamlet, eller med andre ord udråbes overfladiske ligheder til præcise detaljer og generelle udsagn om koldt vejr udråbes til særligt danske vejrfænomener – og listen kunne blive ved.

Særlig astronomisk viden i Hamlet?

Hovedpersonerne citerer Hamlet efter ledetråde:

[… mere Shakespeare …]

stjerner med slæb af ild, og blodig dugg,

jærtegn i solen, og den våde stjerne,

hvis magt er udstrakt over Neptuns rige,

var syg, formørket til dommedag.

[… mere Shakespeare …]

“Ja, den slags astrologiske udsagn svarer jo udmærket til, hvad Tycho kunne have belært Shakespeare om. At himmellegemerne varsler om fremtiden.” (p.249)

– Hvad Ib Lucas og hans hovedpersoner ikke medregner er, at astrologi ikke er så fremmed et emne igen. I lighed med at mange af os kender til basale astrologiske emner via ugebladenes horoskoper, så kræver poetiske vendinger om astrologien ikke en særlig uddannelse hos Tycho Brahe. Det kræver en snak med en lokal astrolog, læge, alkymist eller lærd.

Astronomiske konspirationer hos Shakespeare

Der har været andre og lave lignende spekulationer, og Ib Lucas har sammenlignet med dem ikke været vidt nok omkring med sin tese. Tidligere har Peter Usher fremført forsøg på at påvise, at Hamlet afspejler konflikten mellem det ptolemæiske, tychos og det kopernikanske verdensbillede. Det kræver en helt særlig, nærmest magisk læsning eller afkodning af Hamlet. På lignende vis har Dan Falk forsøgt at argumentere for at Shakespeare indkoder i Hamlet sin samtids astronomiske gennembrud, og Ove von Spaeth har på sin hjemmeside en længere gennemgang af sine ideer om hemmelig lære, hemmelige koder og skjult astrologi i Hamlet og hos Shakespeare – og han henviser til ældre værker om emnet. På sin udvalgte litteraturliste har Ib Lucas tilsyneladende kun en af disse spekulanter, Peter Usher, med foruden et værk, hvor tesen er, at Kepler giftmyrdede Brahe. Tilsyneladende er det, som Ib Lucas bringer til af nyt materiale er ideen om, at Tycho Brahe er far til Shakespeare, og grundlaget for det er en ukendt skikkelse på et tapet samt en navnløs englænder, der opholdt sig på Hven i en periode.

Timingen af begivenheder – eller hvornår fandt det sted?

Lad os kigge på en række årstal for at se på, hvad der har været for Shakespeare at arbejde med.

Shakespeare (1564-1616) levede i en periode med nye astronomiske landvindinger, omtrent samtidig med Tycho Brahe (1546-1601), Galileo (1564-1642) og Kepler (1571-1630). Imidlertid levede Shakespeare også i en periode, hvor den skotske og engelske konge besøgte Tycho Brahes observatorium på Hven og giftede sig ind i det danske kongehus. Kong James (1566-1625) den IV af Skotland (1567) og den I af England (1603), blev gift med Kong Frederik II’s datter, Anne af Danmark, i 1589. Shakespeares Hamlet skrevet i 1601 og udgivet 1603 er også fra en periode med stærke politiske forbindelser mellem det engelske og det danske kongehus, og Shakespeares brug af danske elementer kan lige så vel skyldes de politiske forhold som en lang og fortænkt forbindelse biologiske mellem Tycho Brahe og Shakespeare.

“1601” skrev jeg foroven var året, hvor Shakespeare skrev Hamlet, hvilket jeg baserede på dette kategoriske udsagn fra Ib Lucas: “Samme år som Tycho Brahe dør af en forgiftning i Prag, skriver Shakespeare Hamlet – om en fortvivlet mand, hvis far er blevet forgiftet.” (p.354).

Det er en sandhed med modifikationer, da en hurtig tur på f.eks. wikipedia etablerer, at der ikke er konsensus om, hvornår Hamlet er skrevet. Det dateres til en periode fra tidligst medio 1599 til medio 1602, og sandsynligvis et sted omkring 1601 (og ældst bevarede manus er fra 1603). Tycho Brahe dør 24. oktober 1601, hvilket betyder, at hvis Ib Lucas’ datering af Hamlet skal holde, så har Shakespeare kun haft november-december til at skrive “om en fortvivlet mand, hvis far er blevet forgiftet”, så med mindre det postuleres, at Shakespeare enten havde en skitse klar, som han så tilpassede Tychos død, så har Shakespeare arbejdet hurtigt for at forfatte Hamlet på omtrent to måneder.

Er Gyldenspjæt Shakespeares danske forbindelse?

Gyldenstjerne og Rosenkrantz er to kuriøse skikkelser fra Hamlet, som siden har fået deres eget liv, også i denne konspiratoriske Tycho Brahe forskning, da Tycho har to slægtninge, der bærer navnet Gyldenstjerne og Rosenkrantz. Men hvorfor lige de to navne? Og lige de to navne er at finde flere steder. Slægten Gyldenstjerne er en ældgammel dansk-svensk adelsslægt. Slægten har siddet i rigsrådet i flere generationer, og omkring 1601 sidder der to Gyldenstierner i rigsrådet, og den ene er statholder i Norge. Tilsvarende er Rosenkrantz en ældgammel, magtfuld adelslægt, der også sidder i rigsrådet og har betragtelig indflydelse. Sammen udgør de to slægtsnavne en betydelig andel af de danske adelsnavne, og de skulle have udgjort 10% af adelsnavnene ved kroningen af Christian IV i 1596. Både Rosenkrantz og Gyldenstierne har desuden optrådt i diplomatiske missioner til England.

Tycho Brahe er beslægtet med både Rosenkrantz og Gyldenstierne via to fætre. Det kan dog ikke overraske, at der er slægtsskab, særligt mellem adelsfamilier, og særligt til at store, gamle slægter. Så hvor Ib Lucas vælger, at kendskabet til navnene alene skyldes Tycho Brahes aner (bemærk f.eks. hvordan Ib Lucas selv med følgende vending prioriterer familien Brahe over de to andre familier: “På den ene side Rosenkrantz og Gyldenstierne – begge tilhørende Brahe-slægten – […]“, p.354) , kan forbindelserne mellem det danske og engelske hof også have bragt kendskabet til Shakespeare, især hvis han allerede har besluttet sig for at skrive et stykke som udspiller under danske forhold. Netop fordi forbindelserne er så vage er det let at opstille alternative scenarier, og Ib Lucas mangler at løfte sin tese ud af det spekulative til mere konkrete forhold. I stedet har vi lag på lag af spinkle indicier men summen af spinkle indicier giver ikke stærke argumenter, men skrøbelige grundlag og spekulative teser.

Afsluttende bemærkninger

Kudos for det ekstra element til den astrologiske sammensværgelsestese om Hamlet i form af Shakespear-Brahe slægtsskabet, men argumentationen imponerer ikke, og det er i lighed med Mads Peder Nordbos besynderlige tese om Odin skuffende at se hvor ringe research, der begås af folk, hvis tese er mere end sjov og spas i et stykke fiktion, men faktisk noget, de tror på.

Eksemplerne ovenfor er indikative for, hvorledes Ib Lucas vælger at læse sin Shakespeare, og det er samme rettesnor, som guider læsningen af Shakespeares koder om astronomi, og hans skjulte henvisninger til Tycho Brahe, som værende hans (mulige) far, f.eks. læses To Be or not To Be, som en refleksion over, hvorvidt han er Tycho Brahes søn, Tycho Brahe or not Tycho Brahe (p.271-272)

Letheden i Ib Lucas’ argument fremmes også af hans formidlingsmæssige format. Ved at bruge romanen i den stedet for afhandlingens form, slipper han for at fremføre et stringent argument, og hele hans behandling af Hamlet er en lang pluklæsning, hvor tilfældige passager uddrages og argumenteres for at betyde dette og hint. Vi får ikke en samlet fremstilling, og pluklæsning gør det sværere at påvise, at der er et samlet argument kodet ind i Hamlet. Jeg havde forventet mere substans i argumentationen og i tesen.