9. december – Rædslernes hus – alternativt forsøg

En af årets julekalendere for rollespillere er en daglig præsentation af en Sværd & trolddom-bog, og turen er kommet til Rædslernes hus. Den har jeg også tænkt mig at give en gennemspilning/-læsning, og den kommer her som tillæg til Kristian Bachs julekalender, hvor Mads gæster med en gennemlæsning af Rædslernes hus.

Niende bind i Sværd & Trolddom (udg. 1987) – mens House of Hell var tiende bind (udgivet 1984 – samme år som Games Workshop udgav Halls of Horror Floor Plans med samme forside som bogen) (Du kan for resten købe House of Hell til din smartphone/tablet og spille med).

Denne bog adskiller sig væsentligt fra de andre Sværd & trolddom-bøger. Det er en horror-historie, som udspiller sig i nutiden, hvorfor man ikke begynder med en sværd, rustning og grej, men tomhændet er ankommet til et hjemsøgt gods en regnvejsvåd nat, hvor man er faret vild og har efterladt bilen for at låne en telefon.

I denne Sværd & trolddom kan man dø af skræk. Hver gang man møder noget uhyggeligt eller er i en foruroligende situation akkumulerer man skrækpoint, og når de en vis værdi, bliver man skræmt til døde.

Vanviddets villa

Det hele begynder med, at jeg er på vej til en vigtig samtale, som finder sted i morgen. Lige nu er det aften, det er mørkt, og det regner tæt. Hos den lokale kro pegede en ældre, hvidhåret mand mig i denne retning, da jeg ikke kendte vejen, men nu frygter jeg, at han har vildledt mig. Hov! Hvad var det! En skikkelse midt på vejen. Det er den gamle mand! Jeg undviger, men strander her. Heldigvis ligger der et hus oppe på bakken. Forhåbentlig er der ikke noget forræderi der?

Uh, sikken et regnvejr. Jeg skynder mig op til hoveddøren, bruger dørhammeren, og bliver lukket indenfor. Jeg skal ikke nyde noget af at luske rundt i regnen rundt om huset.

Hjemsøgte huse

Inden for bliver jeg venligt taget imod og efterladt i stuen, mens hushovmesteren henter herren. Jeg bruger tiden med at kigge på malerierne i stuen. Der er tre. Det første er slægtens mandlige grundlægger – hans øjne er levende, og de er uhyggelige! – men i stedet for at følge hans blik, vælger jeg at kigge på det næste maleri. Det er hans frue, som pludselig vågner til live og taler til mig. Huset er forbandet, og jeg er fanget her, men jeg har en allieret i manden i gråt!

Så går døren op og min vært dukker op. Han byder på et glas cognac, mens vi sætter os og hilser på hinanden. Jeg tager chancen og smager på det – der er noget med, at maden her i huset er farlig, husker jeg fra en fjerns tids gennemlæsning af bøgerne – og genvinder et skrækpoint, da det er en god cognac.

Herefter inviteres jeg til middag, og jeg vælger rødvinen. Det slipper jeg levende fra, og beslutter mig for fårekølle til middagen og afslutter med kaffe, frugt og cognac, og jeg står stadig! Mæt og lidt træt får jeg anvist et værelse på førstesalen med navnet Erasmus, som jeg tager pænt imod.

Grusomme gulve

Jeg stoler ikke helt på mine værter – ikke efter episoderne med de mærkelige malerier – så jeg beslutter mig for at forblive vågen. Det er uhyggeligt at sidde oppe på denne måde, men det lønner sig. Snigende ind i værelset med en klar drik kommer en pukkelryg. Jeg overfalder ham og slår ham om på gulvet, hvor jeg tvinger det ynkelige væsen til at fortælle mig om husets gæster. Han nævner, at greven har en masse gæster, og at han holder manden i gråt fanget!

Jeg skynder mig ud af lokalet og låser værelset efter mig fangende pukkelryggen. Men hvad nu? Her er jo en masse døre?

Jeg går til venstre, og vælger døren Mephisto. Den binder, men jeg tvinger den op, og her finder jeg et smadret vindue og et reb med en masse knuder. Rebet beholder jeg, og så forlader jeg stedet igen.

Længere nede af gangen kommer jeg til værelset Balthus, og til en dør uden navneskilt. Nysgerrig kigger jeg gennem den navnløse dør, da der må noget andet her endnu et værelse?

Bag den navnløse dør er en smal gang, som fører ned til et vindue. Et stykke nede af gangen er endnu en dør. Den fører til værelset Diabolus, som jeg åbner døren til.

Her er tomt, så jeg sætter mig på sengen og tager en pause. Det giver udholdenhed igen, og det skal nok blive brugbart. Pludselig støjer det og et hovedløst spøgelse dukker op. Det er uhyggeligt (2 skrækpoint – det gør nas). Skal flygte fra spøgelset eller blive herinde? Et urinstinkt fortæller mig, at det er noget med, at spøgelser generelt skal undgås, så jeg stikker af.

Jeg fortsætter helt ned til vinduet, hvor jeg oplever noget mystisk. I duggen på vinduet er skrevet en mystisk besked, som jeg memoriserer (og teksten fortæller, at jeg skal gå til X, hvis jeg er i en situation, hvor jeg kan gøre brug af hentydningen). Der er ikke mere at se her, så jeg vender tilbage.

Jeg fortsætter min færd rundt på førstesalen og kommer til en trappe, som fører ned i hallen. Jeg beslutter mig for at blive heroppe (med en erindring om, at det kan ikke betale sig at forsøge at flygte fra huset, og at førstesalen bør undersøges mere inden jeg forlader den). Endnu en navnløs dør, men denne gang til et depot, hvor jeg finder en kniv, hvidløg og noget klar væske (som vist er det samme, som pukkelryggen ville servere for mig, så jeg lader væsken være).

Jeg fortsætter videre rundt mellem værelserne og kommer til to døre. Den ene hedder Eblis, den anden hedder Asmodeus. Det var jo værelset, som pukkelryggen talte om! Her går jeg straks ind og overfaldes af en hvidhåret mand. Jeg får talt ham til ro, og han fortæller mig, at vejen ud er at besejre huset herre med en kriskniv, som er skjult i et hemmeligt rum, som afdøde Mordana kender kodeordet til (Mordana var hende, der var en besked til på vinduet tidligere).

Bagefter besøger jeg Eblisværelset. Det er tomt, men ude på gangen hører jeg støj. Jeg står på spring, men der sker ikke noget, og efter lidt tid vælger at forlade værelset. Jeg går tilbage af gangen, og kommer til en dør, der hedder Tittuvillus. Nysgerrigt åbner jeg døren og ser mig omkring. Der er en seng og et afspærret vindue. Jeg går hen til vinduet, kigger ud og får øje på den gamle mand fra landsbyen, som viste mig hertil. Han hænger og dingler i en strik i grenen fra et træ og har hængt der længe. Jeg kan ikke have mødt ham i landsbyen tidligere på aftenen! Indsigten fylder mig med skræk – hele tre point – og det er for meget for min stakkels karakter, som falder død om på gulvet, død af rædsel.

Av, det er en svær bog. Jeg har efterfølgende arbejdet mig gennem bogen. Der er mange listige tricks med hemmelige døre og koder, man skal samle op for at komme videre. Det er også en ret sjov bog, men for dælen der er bare nogle rum og ruter man skal holde sig fra. Forsøg ikke at forlade huset, og lad være med at udforske stuen til førstesalen er udforsket. Men det er også sjovt at sidde med, og jeg har hygget godt med at bladre frem og tilbage i Rædslernes hus. Det kan betale sig at tegne et kort, så man kan holde styr på de mange værelser og deres navne.