Hvad er Hinterlandet?

Hinterlandet er et komplet rollespilssystem på dansk inspireret af Dungeons & Dragons. Det er et “Oldschool rollespil”, hvis mål er at genskabe rollespilsoplevelserne, som de så ud i de tidlige år af D&D. Perioden, der er i fokus, er årene 1979-1987.
Hinterlandet er et rollespilssystem med fokus på udforskning. Det handler om at udforske grotter og huler, undersøge ældgamle ruiner og mystiske bygninger, og det handler om mødet med sære væsener, monstre og uhyrer, om at opleve vidundere og sære mysterier, og måske slippe levende derfra med fantastiske skatte og forunderlige oplevelser – hvis ikke en fælde eller en forbandelse rammer.
Hinterlandet anvender et enkelt regelsystem, som er vægtet mod mødet med andre væsener og mod udforskning. Hinterlandet handler ikke om at mestre reglerne men at kaste sig ud i eventyr. Karakterskabelse går derfor hurtigt og nemt.
Hinterlandet er et frit tilgængeligt regelsystem, og til Hinterlandet følger omtrent 20 forskellige eventyr til fri benyttelse. Hinterlandet spilles også på danske rollespilsconner, og overlever en helt en con, må helten anvendes på de andre conner. Der er en række udvidelser til Hinterlandet, som kaldes “mikro-supplementer”. Nogle af udvidelserne er frit tilgængelige via Hinterlandets side eller facebook-gruppe. Andre kan kun erhverves på conner eller man kan siden bytte sig til dem.
Hinterlandet udspiller sig i en ældgammel verden, der minder lidt om vores, hvis tingene var gået lidt anderledes – og hvis trolddom fandtes – hvor vi er på randen af Imperiet ved den vidtstrakte ødemark, der til dagligt kaldes Hinterlandet. Det er et øde land, hvor stammer af nomader passerer igennem, men hvor ingen mennesker rigtigt har hjemme. Men helt så øde, som Kejserrigets indbyggere i generationer har antaget, er det ikke. Opdagelsesrejsende og eventyrere har fundet talrige ruiner gemt i vildnisset, overgroet og hjemsted for monstre. Ingen mindes det faldne rige, der en gang lå her, men ud fra ruinerne og monumenternes størrelse, har det ikke været en ubetydelig magt. Skattejægere er kommet hjem med fantastiske skatte og historier om umådelige skatte og grusomme fælder, og om undere, som de ingen ord har for, men som har forandret dem i deres grundvold. Hvad end, der tidligere lå i ødemarken, så var det en civilisation, der kunne udvirke undere, men ingen har ved hvem de var.
Reglerne til Hinterlandet
Regelbogen er en gennemgang af Hinterlandets regler. Her er beskrivelser af de klasser og racer, man kan spille, deres evner, og de forskellige trolddomstraditioner og kulte. Der er regler for mødet med andre væsener osv.
- Regelbogen: Hinterlandet – regelheftet
- Reference: Hinterlandet – regeloversigt
- Reference: Handlingsoversigten
Guide til spilleder er en introduktion til Hinterlandet for spilledere, samt tips og tricks til at være spilleder og i særdeleshed spilleder i Hinterlandet.
Karakterskabelse er selve reglerne for at lave karakterer til Hinterlandet. Den er vigtig for spillerne, når de skal lave deres karakterer.
- Karakterskabelse
- Hinterlandet karakterark (lavet af Thomas Jakobsen)
- Udstyrspakker
Trylleformler og trylleremser er magi for henholdsvis troldfolk og helligfolk. De er for de spillere, der spiller disse klasser.
- Trylleformler: Troldfolkets tryllebog
- Trylleremser: Helligfolkets trylleremser
Rejseguiden er til spilleder, og den dækker reglerne for at rejse rundt i ødemarken, og de ting, der kan ske undervejs, når man er på vej ud for at udforske en ruin.
Monsterguiden er til spilleder og præsenterer de mange forskellige monstre, uhyrer og væsener, som man kan hænde at rende ind i.
Guiden til magiske skatte er mest for spilleder – men også lidt for spillerne – da den dækker alle de magiske skatte, som eventyrerne ofte vil støde ind i, men også legendariske og unikke skatte, som heltene kan erobre ude i hulerne.
- Magiske skatte (mindre skatte)
Mikro-supplementer er tillægsregler, udvidelser og avancerede regler til Hinterlandet. Nogle mikro-supplementer er frit tilgængelige, mens andre er yderst sjældne. Mikro-supplementer er en officiel del af Hinterlandets regler, og de er gældende, hvis man har et originalt supplement fysisk til stede ved spillet.
Scenarier (eller moduler) er eventyr til Hinterlandet. De er kun for spilleder at læse. De fleste scenarier kan nås på 1-2 spilgange, men nogle enkelte er kæmpemoduler, som det vil tage flere omgange at nå ordenligt igennem.
Hinterlandet har sin egen side her på bloggen med endnu mere materiale, og på Facebook er der en gruppe dedikeret til Hinterlandet.





Skriv, skriv, skriv