I sidder på en scene – rollespil med komikere på en scene #ISidderPåEnKro

Inde i Huset i Magstræde satte Mads Brynnum ting i spil, da han samlede en flok komikere på en scene og spillede rollespil med dem. Det er blevet til #ISidderPåEnKro, som først spillede intro-eventyret Mines of Phandelver fra D&D Starter Set (5th edition), og dernæst til N1 Against the Cult of the Reptile God (skrevet til AD&D 1st edition, udgivet 1982, men blev spillet med 5th edition-reglerne – og jeg har også selv spillet modulet), og det blev fulgt af et hjemmebrygget juleeventyr i to dele, som blev afsluttet her i december. Her i januar vender showet tilbage, faktisk i aften: Væverens hævn #1. På scenen har de sidste mange gange fast siddet Mads Brynnum som GM, og Niels Forsberg, Sisse Gram de Fries og Sebastian Dorset som spillere.

Rollespil fra de nostalgiske 80’ere

Rollespil har i hælene på brætspil oplevet en renaissance de sidste par år. Noget skyldes den nye udgave af Dungeons & Dragons, som har gjort det nemt at komme i gang, og noget skyldes, at interessen for spil har ramt en ny generation af unge mennesker, som gerne vil prøve det. Rollespil har haft poppet i medierne de sidste par år til trods for at rollespil ved bordet er notorisk svært at vise. For nogle var den første optræden helt tilbage med E.T. (1982), hvor drengene i begyndelsen af filmen spiller rollespil, og det blev samlet op og genbrugt i Netflix tv-serien Stranger Things (2016), men inden da havde Community afsat to episoder til rollespil (S2E14, S5E10) men også i serien Freaks and Geeks blev der spillet rollespil (S1E18). Dette var større og mere markante episoder med brug af rollespil end tidligere set, hvor det ofte er langt mere perifært.

Imens begyndte folk at udnytte YouTube, Twitch og lignende til at lave det tv, som de gerne vil se, og blandt disse ting er at se på folk spille. Det gælder computerspil, men også brætspil (som Wil Wheatons succesfulde Tablestop Show har demonstreret) og det gælder rollespil (Wil Wheaton har f.eks. spillet Dragon AGE, Dread, Fiasco og Fantasy AGE: Ashes of Valkarna; men også andre shows på Youtube-kanalen Geek and Sundry spiller rollespil, og skuespilleren Vin Diesel deltog i en episode i forbindelse med hans action adventure film The Last Witch Hunter).

Wizards, som udgiver Dungeons & Dragons, har grebet dette, og de har en gruppe internet-kendisser til at sidde og spille rollespil (f.eks. Dice, Camera, Action) – og det inkluderer folk, som på amerikanske spilkongresser har spillet foran et live publikum, og Dan Harmon, som var manden bag tv-serien Comunity, satte for nyligt gang i HarmonQuest, hvor han spiller rollespil på en scene foran et publikum, og hvor vi derhjemme får oplevelsen suppleret med animationer, der visualiserer, hvad der sker i rollespillet. På amerikanske kongresser kan man se live versioner af disse shows.

Nogle shows er nærmest komikshows for et levende publikum, andre er seriøse shows af alvorligt spil. Heldigvis, for jeg havde været ærgerlig, hvis man kun havde givet et billede af rollespil som værende fjol (rollespil kæmper rigeligt med ideen om, at rollespil er det samme som Dungeons & Dragons fantasy).

Imens hjemme i Danmark: De sidder på en scene

#ISidderPåEnKro er en dansk version af alt dette, og jeg har haft fornøjelsen af at se nogle, men langt fra alle showsne. Det er småt, og det er intimt, og det er en god forbindelse mellem folkene på scenen og os publikum, der sidder på tre sider og følger handlingen (og spillet har fået en illustrator, der leverer billeder af handlingen og kommer med hashtag-kommentarer til spillet nærmest som det græske teaters kommenterende syngekor). Publikum råber kommentarer, og de assisterer handlingen med regelkundskab, så fra tid til anden spørger spilleder eller spillerne på scenen publikum, hvad der gør sig gældende, og publikum råber svar og kommentarer tilbage. Nogle gange kommenterer nogle af spillerne på handlingen i spillet ved at henvende sig direkte til publikum.

Rent rollespilsmæssigt er det også interessant at kigge på. Kampe i rollespil kan let tage tid, de kan let blive distraheret af opslag i regler eller gennem reglernes restriktioner, f.eks. skal der ofte så og så mange kamprunder til for at besejre et monster, men kampe på scenen varer sjældent mere end tre runder, for så får spilleder kortet handlingen af ved at spillerne eller spilleders egen

karakter, Troldmanden Bartov, får håndteret problemet. Formidlingsmæssigt er det godt, og der opstår noget kuriøst, idet spilleder generelt tilstræber, at spillerne løser deres kampe ved kreative ideer på tværs af reglerne, frem for at køre kampen igennem runde for runde. Der hvor kampene af samme grund virker bedst er, når spilleder opstiller en ny situation hver runde, som spillerne skal forholde sig til (noget af det samme jeg har tilstræbt i designet med Hinterlandet, hvor der helst også skal være en ny situation hver runde).

Det uforudsigelige i fortællingen

Terninger spiller en rolle i handlingen, spilleder improviserer over sit oplæg, og spillerne reagerer spontant, så handlingsforløbet er aldrig helt sikkert, og det giver et sjovt element af uforudsigelighed ikke kun for publikum, men også for deltagerne på scenen, og ingen af os er helt sikre på, hvor historien er på vej hen, førend den udspiller sig (og terningerne spiller en god rolle her, da de lystrer hverken plot eller spillere) – selvom man kan se her og der spilleder manipulere forløbet i den ene eller den anden retning. Det giver et ekstra element til underholdningen, og det gør showet mere seværdigt.

Troldmanden Bartov

En sjov detalje i spillet på scenen er, at Mads har både funktion som spilleder og spiller. Har spiller karakteren Troldmanden Bartov, og man kan skelne mellem spilleder og spiller på, hvor Mads’ briller er. Via troldmanden kan Mads kommentere på spillet, guide spillerne i en retning og rette op på sære situationer. Han spiller her en gammel rolle, som Elminster (Forgotten Realms), Fizban (DragonLance) og Dungeon Master (tegnefilmsserien) spillede før ham.

Alle kan spille rollespil

Sisse Gram de Fries havde før hun satte sig ved bordet ingen erfaring med rollespil, og hun er ikke blevet introduceret for reglerne. For hende er Dungeons & Dragons en sær og hemmelighedsfuld verden, reglerne er obskure, karakterarket uoverskueligt, og referencerne hende fremmede, men det hindrer hende ikke i at spille rollespil. Er der noget, som #ISidderPåEnKro uintenderet får vist os, så er det, at der er forskel på at spille et specifikt rollespil med en specifik genre og så det, at spille rollespil. Ikke at kende de særlige D&D fantasy-genrekonventioner er ikke nødvendigt for at kunne spille rollespil, og ikke at mestre D&D reglerne er heller ikke et krav (con-gængere har længe vidst dette – der er flere tilfælde af folk på f.eks. Fastaval, som lystigt spiller rollespil uden at have prøvet at spille de klassiske rollespil end sige fantasy-rollespil). For publikum gælder det samme – det er ikke strengt nødvendigt at kende referencerne eller reglerne (men det kan give noget ekstra), så længe man kan forestille sig en gruppe mennesker, som sammen skaber en historie og udforsker den. Nogle referencer kan være drilske, men mange af særligt D&Ds troper er blevet bredt kendt, fordi de genbruges i brætspil og computerspil.

Der er således ingen undskyldning for ikke at spille rollespil, og ingen undskyldning for ikke at opleve #ISidderPåEnKro.