Cyberpunk RED: Forlorn Hope – episode 7

Episode 7 af Forlorn Hope kampagnen leder vores brave punkere ind i en dyrekøbt shootout med Kejser Selassie Gang, hvor jeg trække på mine ideer fra 18 sekunders kampe og uformelt initiativ.

Dagens forløb

Denne episode er det store actionbrag. Vore punkere stormer det varehus, som Kejser Selassie Gang opholder sig i, og hvor de har den kidnappede koreanske revisor, som også Night Citys koreanske tong-mafia er ude efter. Vi får set kamp- og netrunning-reglerne i brug, og vi konstaterer endnu en gang, at Cyberpunk RED trods med 30 års erfaringer via dens forgænger Cyberpunk 2.0.2.0. stadig er et wonky system.

Action-sekvenser er ofte svære at gengive retmæssigt. Ved bordet går handlingen på tur mellem spillerne, og der er små afbrydelser, når noget skal tjekkes. Typisk tjekker en af de andre spillere reglerne, mens vi andre spiller, og vi får fundet den rette regel frem. PDF’en af regelbogen er værdifuld, da søgning i teksten ofte er nødvendigt.

Efter vi har opsummeret situationen, og det er lidt vigtigere her end normalt, da de mange dele, som allerede er sat i spil, skal lige nævnes, begynder spillet:

Kampen om varehuset

Mono, der har parkeret en kamera-drone, under loftet i hallen, beslutter sig for at den ikke længere er relevant, og den programmeres til at falde ned i hovedet på den første person, der passerer under dronen.

Goodlord tjekker bagdøren til hallen. Den er låst, men både AS-X og Ash har evner som låsesmede, og låsen er dirket op på et øjeblik. Derefter bevæger gruppen sig ind. Lige her er der en fordelingsgang, som leder til kontorer og en trappe, samt en korridor, der fører ligefrem til den store lagerhal. Goodlord fører an, og han anvender sit cyberhånd til at mærke for vibrationer i omgivelserne (det er et specifikt stykke cyberware fra grundbogen), og han bemærker, at der nogle meter til venstre for døren inde i lagerhallen er to personer.

Hurtigt springer Goodlord frem for at skyde dem. Døren åbnes ind til lagerhallen, og musikken fra de mange projicerede InstaVid Projectors med deres streamede fan-mixes af post-reggae metal er overdøvende. Vi ruller initiativ, og Goodlord, der er Solo, vinder overbevisende initiativet (en kombination af crit-succes og Soloens evne til at opnå et højt initiativ – Cyberpunk RED har lavet noget fedt her).

Hele gruppen har vundet initiativet over fjenderne (AS-X har samme resultat som Kejser Selassie Gang, og jeg gav fordelen til karakteren), og Ash bliver tilbage med Goodlord og beskyder de to første fjender, mens Mono skyder på dem og løber ind i hallen mellem øer af paller (der er otte store øer af paller fyldt med varer under presenninger), og AS-X, der har valgt nærkampsvåben og en granat med søvngas løber direkte frem ind mellem pallerne. Herinde vides fra kamera-dronen at den koreanske revisor sidder fanget under bevogtning eller forhør af to bandefolk.

Goodlord og Ash udveksler skud med de to bandefolk ved indgangen, og en får ramt Goodlord med en solid træffer, men intet som sætter ham ud af spillet. Fra sin fremskudte position kan Mono skyde på de to folk bagfra, og imens fortsætter AS-X fremad: Først kastes granaten med søvngassen, som lander præcis, hvor den skal (og resultatet er, at en vagt og revisoren bedøves), og Mono fortsætter frem, og hun formår at undvige og feje kamera-dronen til siden, som den styrter fra loftet mod den første person, som passerer under den.

I den ende af lagerhallen, hvor gruppen kom ind, er der kontorer i tre etager, mens selve lagerhallen er et tre etager højt rum. Foran kontorerne inde i lagerhallen er en balkon eller svalegang, hvor man kan gå foran kontorerne og kigge ud over lagerhallen. Heroppe befinder sig et stor, bredskuldret bandemedlem med en kæmpe automatkanon, og han begynder nu at regne død og ødelæggelse ned over midten af hallen, hvor Mono, AS-X og et bandemedlem befinder sig. Den voldsomme regn af kugler får Mono og bandemedlemmet til at flygte ud til siden i hver deres retning, mens oplevelsen får AS-X ikke er meget vildere end hendes egne koncerter.

(I praksis foretages der Suppressive Fire – effekten er at alle i området skal klare en slags Willpower-test mod Suppressive Fire resultatet. AS-X har en critical succes (dvs. en exploding dice succes, som giver et fantastisk højt resultat; nogle gange savner jeg lidt, at systemet belønner disse absurd høje resultater, men ud over den fiktion, vi tilskriver resultatet, er der ingen). Suppressive Fire er GMs bedste ven; handlingen lader mig introducere en NPC med et kæmpestort våben uden at jeg risikerer at sønderskyde en eller flere karakterer, men samtidig har det en mærkbar effekt, da folk påvirket af Suppressive Fire får låst deres næste handling til at være en, hvor de søger i dækning).

Kugleregnen hamrer ind i pallerne omkring Mono og AS-X. I pallerne, hvor Mono befinder sig, viser sig at være dunke med ildelugtende, ætsende, brandbar væske, som begynder at opløse sålerne på hendes fodtøj, og hun fortsætter sin retræte ud mod fløjen af hallen for at komme på afstand. Ved AS-X består pallen af byggematerialer, her værende metalrør, som kommer rullende ud i en kaskade. De vælter den bedøvede revisor omkuld, trumler hen over det bedøvede bandemedlem, rammer ikke det andet bandemedlem, da denne allerede er rendt i dækning fra dækilden, og AS-X foretager noget, der minder om Lord of Dance på metalrørene, som de ruller under hendes fødder, hvilket er meget i stil med hendes optræden til hendes koncerter.

(Gæt hvem, der klarede endnu en test med exploding dice succes og et enormt højt resultat).

(Indholdet af pallerne på de forskellige øer etableres ved hjælp af en tabel, der rulles på, så snart der udføres handlinger, som måtte afsløre deres indhold: Senere får vi set palle med køkkenmaskiner, hvor en stor samling antikke kenwood røremaskiner skydes i smadder, og en palle hårdt pakket med emballage absorberer kugler; pallernes tilfældige indhold er for at skabe uforudsete og kaotiske situationer i kampen)

Henne ved hallens dør har Goodlord og Ash fået skudt de to bandefolk ned, og Ash beslutter sig for at rende op ad trapperne for at standse fyren med autokanonen, idet han nu begynder at fyre salver direkte mod Mono og AS-X. Imens bevæger Goodlord sig mere taktisk ind for at finde flere fjender. De har endnu ikke afsløret sig, og der er ingen grund til at vade ind i et baghold.

AS-X har kastet sig i nærkamp med bandemedlemmet, og hun tæsker løs på ham, mens han trækker sig baglæns for at skyde på hende. Der udveksles en del slag. I hallens modsatte side befinder Mono sig, og uden for bygningens porte hører hun motorstøj. Hun cirkler rundt om en ø med paller for at komme i dækning fra autokanonen og skyder tilbage – men det er mere symbolsk end praktisk (afstanden gør, at uden exploding dice eller luck points, kan der kun rammes, hvis der rulles 10 på d10’eren).

(Generelt bliver handlingen kørt som korte sekvenser, hvor der ikke er for meget fokus på, hvor mange meter, man kan løbe, og spillets tre-sekunders runder bliver også kun holdt minimalt i fokus – jeg har bygget kampsekvensen op over nogle af de tanker, der er associeret med dette blogindlæg om 18-sekunders kampe – og det eneste sted, hvor det kommer egentlig i spil er i forbindelse med Ash, der løber to etager op, og her vurderer vi, at det tager to runder at nå frem. En anden gang, havde jeg nok reduceret det til en runde; senere i kampen får Ash mulighed for at bevæge sig hurtigere rundt – nærmest i noget som svarer til, at vi spiller med en arena ikke med absolutte afstande men med relative afstande (ligesom de systemer, der blot noterer, om folk er nær, fjern eller langt væk, eller noterer om man går fra den ene arena til den næste; vi kunne have delt hallen op i arenaer som fronten af hallen, midten af hallen, bagenden af hallen, balkonen, kontorerne og udenfor, og man ville så med en manøvreaction kunne skifte arena)).

Oppe på balkonen stormer Ash ud og overrasker fyren med autokanonen. Vi ruller et nyt initiativ her, som en slags Opposed Initiativ for at se, hvem der agerer først, da det er afgørende for, hvem der lever, og hvem der dør. Ash taber initiativet, og fyren vender sin autokanon mod dem. Den første salve fejer forgæves (de er simpelthen for tæt på hinanden), og men det næste skud rammer! Jeg ruller imidlertid fire 1’ere med fem af skadesterningerne, og det samlede resultat er ikke nok til at trænge gennem Ashes skudsikre klæder!

(Både Ash, bandemedlemmet og vi spillere ved bordet måbede over det usædvanlige held, som Ash havde. Det var et fantastisk øjeblik).

Ash stormer frem, griber fyren og kaster ham ud over rælingen. Han styrter ned på gulvet, og her bliver han pløkket af Goodlord, som sender ham ud af denne verden.

(Grapple og Brawl reglerne i Cyberpunk RED synes ret simple. Med et vellykket Brawl-angreb fik Ash fat i sin modstander, da Brawl attacks har RoF 2, kunne Ash følge op med et Throw, som tilsyneladende er angreb, som lykkes automatisk. Her antager reglerne, at man står på et almindeligt gulv, og så er skaden blot angribes BODY ability score uden at ofrets rustning tæller, men når man står ved en kant, så er der vist intet til hinder for nemt at kaste folk ud over kanten (en type handling, GM ikke bør bruge mod spillerne, da det kan resultere i absurde kampe, hvor alle render rundt på et hustag alene for at kaste hinanden ud over kanten). Imidlertid er faldskaden kun 2d6 modregnet ofrets rustning, og det efterlader os i en kattepine. De 10 meter ned synes ikke realistisk modsvaret af 2d6 skade, slet ikke når odds er at rustningen absorberer det hele, mens throw-skaden (som er 4, da Ash har BODY 4) ikke står mål med styrtet. Rulingen bliver at skaden bliver BODY+2d6 uden rustning. Det er ikke nok til at slå fjenden ud, men det var den efterfølgende træffer fra Goodlord).

Imens bevæger slagsmålet mellem AS-X og bandemedlemmet sig ud mod lagerhallens væg, og bedst som hun får slået ham ned, viser to nye bandemedlemmer sig henne fra hallens hjørne, hvor de nu har frit skud på hende. De åbner ild, og fra sin position i den fjerne ende af hallen, åbner Goodlord også ild. AS-X er en smule presset, men hun får slået fra sig på de ene af de to bandemedlemmer, og bedst som den ene af dem kan åbne ild mod hende, dukker en drone op og affyrer en giftdart mod bandemedlemmet op, som segner.

I den modsatte side af salen brager en hvid varevogn gennem den midterste port, og ud af den springer en flok tong-bandefolk. Tre bevæger sig målrettet mod lagerhallens midte, mens to sidder i førerhuset, og to bliver siddende bagved. Den ene af de to er en netrunner, som kontrollerer en våbendrone, og for at hindre den i at åbne ild på hendes allierede, griber Mono ud efter den med et cyberhack. De to netrunnere begynder nu at kæmpe imod hinanden.

(Vi ruller et separat initiativ i Monos fase for at se, hvem af de to netrunnere, der agerer først. De begynder nu at tampe løs på hinanden med forskellige angrebsprogrammer. Deres cyberskjolde holder kun kort, inden de visner under den intense black ICE, og snart begynder de to netrunnere at angribe hinandens cyberdecks og hjerner).

Imens er de to bandemedlemmer, som AS-X var kommet op imod, gået ned, og hun bevæger sig nu hen mod den koreanske revisor. Imens cirkler Goodlord rundt mod den hvide varevogn, hvor han først åbner ild mod personen på passagersædet i førerhuset, og med velplaceret critical hit hurtigt sender vedkommende ud af legen. Imens er Ash begyndt at storme ned ad trappen igen for at komme ud og løbe om på varehusets yderside, hvor der er adgang til varevognens bagende (det tager Ash to runder at komme rundt).

AS-X ser at de tong-bandemedlemmerne har samlet revisoren op og er begyndt at bære ham tilbage, stadig bundet til stolen, til varevognen, mens den tredje af dem dækker tilbagetrækningen. Da AS-X dukker op med sine angrebs-trommestave, ansporer han sine rippers, og lange knivsblade springer ud af hans knoer, og en nærkamp begynder.

Goodlord fortsætter op mod varevognen, får skudt chaufføren med et par heldige skud, og denne er nu også ude af billedet. Ash er på vej mod varevognens bagende. Mono er i heftig cyberkamp, og selvom hendes programmer trænger igennem modstanderens forsvar, går det hende ikke godt. Den anden netrunners hellbolt program bliver ved med at trænge igennem. I den modsatte side af lagerhallen går porten nu op. Det er de bandemedlemmer, som blev lokket på afveje tidligere, som er vendt tilbage (deres ankomst er et dramaturgisk træk for at markere tidens gang og varsle, at der ikke er meget tid tilbage; jeg har ikke intention om at bringe dem i spil i denne kamp).

De to tong-folk får slæbt revisoren hen til siden af varevognen, hvor skydedøren er åben. Imens trænger Goodlord op til førerhuset, trækker den første døde ud. Ash åbner bagsiden af varevognen og skyder på det bandemedlem, som sidder sammen med netrunneren. Monos cyberdeck overopheder, og hendes tøj og krop bryder i brand. Hun segner. AS-X har besejret sin modstander, og iler Mono til undsætning, men finder hendes kranie i fuld brand med forkullet kød samlet omkring det indbyggede krom, og den hvinende lyd af et cyberdrive i overgang. Imens er dronen nu fri til at angribe, og revisoren er blevet kastet op i varevognen. Fra bagenden og fra fronten tager Ash og Goodlord kontrol med varevognen. De tilbageværende Tong-folk springer ud af den, mens AS-X kaster sig ind på førersædet. Hun ved, hvordan havfartøjer skal opereres, men har ikke den samme viden om landfartøjer. Med et lykketræf for hun varevognen under kontrol, bakker ud af varehuset og vender vognen og stikker af ned langs de mange varehuse (de sidste luck point blev spenderet på at foretage et unskilled skill check, og det var en solid succes). De tilbageværende tong skyder efter vognen, som den forsvinder.

Et godt stykke derfra, bliver varevognen dumpet for at den ikke skal lede tong-folkene efter vores hovedpersoner, og gruppen enes om at søge tilflugt i afdøde Monos tilholdssted. Her trender AS-X party wire app, som fortæller hende, at en lokation, hun har været på, har en SoMe trendende fest – det er festen i lejligheden, som de arrangerede for at fylde den med distraherende fingeraftryk og DNA spor. Festen er trendende, fordi dronehospitalssengen optræder i flere InstaVid opslag, og den er en ældre model, som er eftertragtet, og som ingen har set i flere år. Imens begynder revisoren at komme til sig selv, og han mumler ulykkeligt, at han bare gerne ville se Night Citys internationale Taekwondo turnering, og at han ikke forstår, hvorfor han bliver ved med at blive kidnappet.

Afsluttende bemærkninger

Vi har haft vores første dødsfald. Mono er ikke længere, og gruppen har ikke en netrunner længere. I stedet er en Medic blevet skabt, og det skal blive interessant at se, hvordan nemt tilgængelig ‘healing’ kommer til at påvirke spillet. Ariana er stadig ude af billedet og erstattet af Goodlord Jonathon, men planen er udveksle den koreanske revisor med Ariana.

Interessant nok er gruppen konstant i en usikker position omkring deres mission: Hvorfor er de på denne opgave, og skal de blive ved med at følge den? Ash er hyret af Ariana, og hen er forpligtet over hende, og de andre er hyret af Ash. Ash har et moralsk kompas, som holder hen på sagen, og derved er gruppen stadig involveret. Lige netop denne gråzone omkring missionen er ikke tilfældig.

Kampen tog længere tid, end jeg havde regnet med, men til gengæld havde vi mange fine episoder, og generelt fik vi holdt alle spillere aktive gennem hele forløbet. Det uheldige dødsfald fandt først sted mod slutningen af kampen, hvor Mono fejlede sit death save, inden AS-X kunne nå frem (ellers vil jeg gætte på, at Mono var blevet stabiliseret og kastet ind bag i varevognen, inden gruppen susede af sted).

Jeg er stadig ret positiv over for, hvordan netrunning fungerer. Vi fik en udemærket cyberduel, og den fandt sted sideløbende med, at de andre skød løs på hinanden. Tilgangen er fin til at få netrunners med i dramaet. Først så vi det i skudepisoden i garagen, hvor netrunneren undervejs i kampen hackede sig ind i forsvarssystemerne og brugte dem til at angribe fjenderne med, og denne gang så vi duellen mellem de to netrunnere, som begge kæmpede om at kontrollere våbendronerne. Der var et og andet fascinerende ved den nærmest usynlige kamp, som i en magisk setting kunne have udkæmpet sig i astral-planet, men som her gjorde det i et virtuelt rum.

Bedaget futurisme: RED

Cyberpunk RED grundbogen bliver ved med at vise sig som noget redigeringsmæssigt rod. Regler er spredt rundt om i bogen på en upraktisk måde, og det hjælper ikke, at verdensbygningen er uklar. Cyberpunk RED vil gerne genetablere den økonomiske ulighed og skæve fordeling af teknologi, som var central i 1980’ernes cyberpunk sat i 2020’erne. Udfordringen er at opdatere teknologien til en fremskrivning af 2020’ernes teknologi, og skabe en ny skæv fordeling af økonomi og teknologi nu sat i 2040’erne. Som spilleder er man ikke godt klædt på, da setting-kapitlerne i grundbogen er mere interesseret i at gennemgå tidslinjen fra 2.0.2.0.-perioden til RED-perioden, end den er interesseret i at gennemgå, hvordan verden ser ud i 2040’erne. Derfor er håndtering af internet, lokalnet, cyberspace og telefoni lettere forvirrende, håndtering af infrastruktur og transport uklar, og flere andre detaljer kræver at spilgruppen løser uklarheder i verdensbygningen. Nogle af disse elementer forværres eller mudres til at man også vil passe settingen ind i de forskellige karriere-klassers domæner, så fartøjer håndteres af nomads, lægeteknologi af medics og cyberspace af netrunners. Det hjælper så heller ikke, at bogen f.eks. bruger et langt afsnit på at forklare, hvad en ‘agent’ er (dvs. en udvidet smartphone med en kunstig intelligens), hvor det første halvdel af afsnittet blot beskriver, hvad min smart phone allerede er i stand til at gøre, og den anden halvdel er i sin vision allerede overgået af de personlige KI-assistenter, man har i Transhuman Space settingen, som blev publiceret i årene 2002-2004. Næsten 20 år for inden var man mere forudseende med, hvad personlige agenter kunne udvikle sig til, end man er i Cyberpunk RED. Sidstnævnte er desuden en setting, som synes at have vanskeligt ved at inkorporere f.eks. sociale medier: selv tegneserien Transmetropolitan (1997-2002) er mere forudseende.

Med andre ord: Fordi grundbogen er rodet, og fordi grundbogens setting-kapitel både skal dække tidsperioden fra 2020’erne til 2045’erne og fastholde en kontinuitet mellem de to settings, og den skal håndtere en forklaring af perioden, har man som spillere ikke meget brugbart verdensbygningsmateriale at arbejde med til at etablere denne fremmede fremtid (og supplerende materiale generelt er pt hovedsageligt det gamle 2.0.2.0.-materiale, som er bedaget både i settingens og i vores tidslinje med sine referencer til kassettebånd etc., hvorfor det er mærkeligt at arbejde med).

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

One thought on “Cyberpunk RED: Forlorn Hope – episode 7

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: