Det er tid at gøre status siden vinterens kickstartere tikkede ind. Sommerhalvåret har bragt to kickstartere ind ad døren. Begge forsinkede, den ene med omtrent seks måneder, den anden med seks år.
Reddet fra fortabelse af forlaget Troll Lord Games som trådte ind og samlede Ernest Gygax’ og Benoit Poires kuldsejlede projekt op og tvang det i havn er The Marmoreal Tomb, som er en kæmpe oldschool dungeon sat i The Hobby Shop universet. The Hobby Shop var den butik forlaget TSR drev i 1970’erne ud af den bygning, hvor forlaget lå, og hvor Gary Gygax udviklede Advanced Dungeons & Dragons. Her var hans søn, Ernest, med til at drive butikken, og der blev spillet en AD&D-kampagne med kollegerne. Det er oldschool rollespil, fordi det udspringer af en kampagne, der blev spillet tilbage i 1978. Nu er noter renskrevet, verdenen bygget videre på, scenarier udfærdiget og en guide formuleret til at ramme ånden fra 1978 med husregler og det hele – og Troll Lord Games har sørget for, at det blev udgivet efter at de oprindelige bagmænd løb sur i det. Det er blevet til en god solid stak bøger og en stabel landkort og kort over hulesystemer. Det er første nye AD&D produkt i mere end 20 år, jeg har købt (idet AD&D 2nd udgik i 2000 med D&D 3rd edition).



Blot forsinket med nogle måneder og ramt af et skifte i projektleder-stillingen er den tredje Forbidden Lands-region, The Bloodmarch, samt en monsterbog til Forbidden Lands. Settingen er sammenstykket af flere regioner, som grænser op til hinanden, og som hver rummer deres egen kampagne. Efter grundsættet og Bitter Reach kom turen til The Bloodmarch, og fans forventer i alle fald tre-fire regioner mere, hvis det nyligt offentliggjorte ‘verdenskort’ får lov til at blive realiseret. Ved siden af er der kommet endnu flere monstre til settingen for dem, der savner flere ting at slå på.

Samtidig med at jeg backede The Marmoreal Tomb backede jeg også den svenske udgave af Coriolis. Siden kom den engelske udgave til, og med den engelske udgave kom også en kickstarter til første del af en kæmpestor trilogi, Mercy of the Icons, hvor de efterfølgende to dele er udgivet direkte uden om kickstarter, og jeg har netop fået tredje bog, Wake of the Icons, i hænde, og nu skal der også findes tid til at spille den store Coriolis trilogi.

Listen over backede projekter er pludselig blevet meget kort. Senere i år forventer jeg at modtage Dragon Bane – den engelske udgave af det nye Draker och Demoner – fra Free League og også deres The Walking Dead rollespil, men allerede nu er vi ved at planlægge en runde Dragon Bane, da de digitale udgivelser er ankommet. Det bliver interessant at se, hvad det næste Free League planlægger at kickstarte bliver.
Inden årets udløb lander Tainted Grail 2 via Gamefound måske også, og sandsynligvis på et tidspunkt til næste år ankommer 7th Citadel og Stellaris. Jeg forventer ikke at se de to sidstnævnte i år trods tidligere udmeldinger fra forlagene. Derefter udtørrer min liste over kickstartere, og på nuværende tidspunkt har jeg ikke andre på radaren.
Oh, spændende med gammelt AD&D produkt 😀
Og jeg glæder mig til at høre om DragonBane. Jeg sprang fra Kickstarteren fordi det ikke virkede så meget som noget for mig alligevel, men jeg glæder mig da til at høre om det er noget man skal have investeret i senere.
LikeLiked by 1 person