Sidst havde Broder Florian netop afsluttet sin rapport og lagt sig til at sove sent om natten, da en skinger alarm vækker ham og hans rejsefæller, og formummede skikkelser pludselig er i paladsets suite.

Vi spiller Fading Suns, og det er episode 7: Dæmoner og mirakler.

Sidst vi spillede, var det en omfangsrig mordgåde om et mord på en lysestøber, og denne gang bliver det et natligt overfald.

Dæmoner og mirakler

Udenfor er der en vældig storm, og luften er grøn af giftig pollen, som skaber hallucinationer. Det er nat, og gruppen befinder sig på tiende sal i hertugindens palads, hvor de har en suite.

De to formummede skikkelser trækker deres klinger og stormer mod Broder Florian, og de stikker ham med deres forgiftede daggerter, mens han endnu ligger i sin seng. Den ene stikker munken dybt, mens den manipulerede skæbne gør at den anden lige akkurat rammer forbi.

Broder Florian mister 7 vitality ud af ca 20, og han får to conditions fra giften: Dazed og Tormented. Begge dele giver hver deres -2 straf på diverse handlinger, og de kræver hver deres Shake-off action, som hver koster en rundes handling. Broder Florian er ikke i en god position.

Jeg har nu taget min indledende bagholdshandling og giver initiativet over til baronet Wolfgang. Han er vækket af alarmen, og han hører smerteskriget fra sin fætter. Han ser to formummede skikkelser med giftdryppende daggerter og tunge revolvere. Wolfgang springer ud af sin seng, griber sit sværd og monterer sit duelskjold ud over hans pyjamas. Luften omkring ham sitrer fra det usynlige kraftskjold. Fra en en garde position gør han sig klar til kamp.

Georgi springer ud af sengen, finder våben frem og tager et skud mod den første af de to modstandere ved døren til sit kammer. Ridder Qwian-Qwian reagerer også lynsnart, griber våben og skjold og forbereder sig på kamp. Ude i suiten er fire fjender, som straks råber advarende ‘Vorox!’, og en af dem finder en granat frem og klargør den.

Ved Georgis værelser udveksles der skud frem og tilbage, og da hun håber på et mirakel jammer hendes modstanders våben på mirakuløs vis. Imens har hun tid til at finde ly bag et bord, og mens fjenden er distraheret, har hun tid at løbe frem og levere et dødbringende skud.

Imens stormer Qwian-Qwian forbi sine fjender for at komme Broder Florian til undsætning. Han jager sin giftklo i den ene modstander, og sammen med Broder Florian trækker han sig ud af værelset, da en granat kurrer hen over gulvet og forsvinder ind under sengen. Imens har Broder Florian bedt for sine venner og forsøgt at manipulere skæbnen efter bedste evne for dem. Imens bliver der stukket og slået efter ridder Qwian-Qwian, men han formår at affeje de fleste angreb med sit parerskjold og sin tykke pels. Uden for værelset hugger en modstander ned med et hug og skyder en anden i samme omgang (glæden ved at have fire arme).

Baronet Wolfgang er til gengæld mere presset. Hans modstandere har konstateret hans skjold, og de er skiftet til en strategi, hvor de primært presser deres daggerter langsomt igennem, så han såres af flere mindre slag og af giften på deres klinger.

Kampen er hård. Vore helte har måtte trække på mange ressourcer, og slagmarken ændrer sig, da granaten eksploderer. En trykbølge af lyd splintrer møbler i lokalet, dræber den modstander, som var lammet af Qwian-Qwians giftklo, og sårer Qwian-Qwian. I næste nu ruller grøn pollen ind gennem det ødelagte vindue. Det bemærkes at de formummede fjender har iltmasker under deres maskeringer.

Ridder Qwian-Qwian modstår på forunderlig vis de grønne pollen og deres hallucinationer, men Broder Florian giver efter for dem. Imens er baronet Wolfgang kommet fri af sine modstandere, og mens han forsøger at tvinge hoveddøren til suiten op – og konstaterer at den må være spærret af indtrængerne, kommer den grønne pollen til ham, og han falder for deres hallucinationer.

Dansende dæmoner med forvredne ansigter danser omkring Broder Florian og baronet Wolfgang, som begge er næsten handlingslammede.

Imens er det en mere af de formummede skikkelser, og denne er anderledes. Ridder Qwian-Qwian kan lugte, at denne ikke lugter som menneske eller levende væsen, men derimod maskinelt. For den synske Broder Florian er den som et dæmonisk, uhelligt mørke. Den retter sin ene arm mod Georgi, som når at dukke sig ind i sit kammer, da en bølge af flammer kommer rullende. Fra dens anden arm kommer et blasterskud mod baronet Wolfgang, som rammer ham med stor kraft, og en del af heden siver igennem og brænder ham.

Ridder Qwian-Qwian samler den nærmest apatiske Broder Florian op, som har slidt sig selv op mentalt for at manipulere skæbnen omkring sig til sine venners gunst, og Qwian-Qwian bryder døren ned. Ud på gangen tumler også baronet Wolfgang, som ser en titanisk, firarmet dæmon forfølge sig, og han render ned ad hallen, og bag ham brager en tonstung sikkerhedsdør ned. Straks render Qwian-Qwian den modsatte vej med Broder Florian i sit greb. Kortvarigt stopper han for at holde sikkerhedsdøren, men da formummede skikkelser med revolvere forfølger ham ud i hallen, må han lade døren falde i. Bærende på Broder Florian opsøger han paladsvagten, som kommer ham til undsætning.

Imens har Georgi søgt tilflugt i sit kammer, gravet sin maske frem og befriet sin fange (den unge mand, som blev taget for mordet i sidste episode, og som skulle stilles for en sekulær ret den følgende dag). Døren sparkes ind, og skikkelsen retter sin flammekaster mod den unge mand, som omsluttes af flammer og omkommer. Imens kaster Georgi sig dækning ude i badeværelset og undgår blaster-skuddet. Skikkelsen sætter efter Georgi. Imens kommer pollen bølgende ind i værelset, og trods maske påvirkes Georgi.

Broder Florian ser omkring sig et helvedes dyb med dæmoner, som flår deres ansigter af, da en blændende kvinde i lysende hvide gevandter og med en gylden hånd kommer gående gennem de røde kornmarker. Hun peger mod en bakkehøj med ældgamle bautasten med sære indskæringer, og her indikerer hun, at der skal bygges. Pludselig forsvinder det hele, da sygeplejere prøver at berolige Florian og pleje hans sår og forgiftning under Qwian-Qwians årvågne blik.

Wolfgang ser en blændende kvinde en lysende hvide gevandter og med en gylden hånd komme ud af mørket, mens dæmonerne omkring ham forsvinder. Hun viser ham en mosgroet, grøn nøgle og peger ud mellem stjernerne, hvor han ser en paradisk planet – instinktivt ved han, at det er Huset Justinians tabte hjemverden. Han kommer til sig selv i et skab med rengøringsmidler. Ude på gangen hører han stemmer og støvletramp. De leder efter ham, fordi de vil overbringe ham til ridder Ani, som vil sørge for at baronet Wolfgang får sin bekomst en gang for alle. Først da der er blevet helt stille, vover han sig ud for at finde hoffolk, der kan bringe ham til major domus Jökult.

Georgi ser metaldæmonen omspændt af flammer forfølge hende, da en gylden hånd rækker ud efter hende i mørket. Det er en kvinde i lysende hvide gevandter, som står på rampen på et gyldent rumskib med store vinger (som på forunderlig vis minder hende om relikvieskrinet for Skt Marina), og sammen flyver de gennem mørket, da barnlige stemmer afbryder hende spørgende om hun er en engel?

Georgi slår øjnene op. Hendes hoved hviler på relikvieskrinet, og hun befinder sig i en lagerhal. Børnene leder hende til der, hvor deres sovepladser er, og her er en måske 80 mennesker, børn som voksne, forsamlet. Fulde af ærefrygt knæler de, og frem mellem dem træder en overvægtig mand med et kraftigt fuldskæg, som når ham ned til navlen, og en skaldet isse. Han præsenterer sig som Fader Rowski, og flokken omkring ham som værende Helgenindens børn (som straks vækker minder om det rumskib, som lavede en meget hård landing i rumhavnen i sidste episode). I visioner har han set Skt Marina, og flokken er kommet for at følge Skt Marina til missionsmarken. De bliver ved med at kalde Georgi for den hellige budbringer og med tårer trillene rører de ved relikvieskrinet.

Fader Rowski forklarer, at de har lejet overnatning i lagerhallen, mens stormen raser, og at deres plan var at finde vej til missionsmarken og at finde helgenen og hendes budbringer. Sidstnævnte har nu fundet sted på måder, som de kun kan se som et mirakel. Flokken tilbyder mad, rene klæder og sengeleje, at beskytte helgenskrinet med deres liv, og vogte over den hellige budbringer. Udenfor raser pollenstormen fortsat.

Oppe på paladset bliver ridder Qwian-Qwian og Broder Florian bragt til rådssalen, hvor baronet Wolfgang og major domus Jökult med flere befinder sig. Jökult har netop været på videokonference med hertuginden, som er rasende over anslaget på hendes gæster på hendes palads. Slottets efterretningstjeneste bliver sat på sagen, og paladsgarden bliver sat til at holde ekstra godt vagt. En ny suite med skærpet bevogtning til gæsterne bliver taget i brug.

Det bliver meddelt, at hele den første suite er omspændt af flammer, og at man lige nu kæmper for at begrænse brandens omfang, men intet i suiten har overlevet flammernes hærgen. Gruppen sørger over tabet af Georgi og relikviet, og de planlægger at efterforske sagen grundigt for at identificere de mystiske angribere – herunder den golem, som angreb dem. Golems er avanceret teknologi, som de færreste får at opleve, da golems er en trussel mod sjælens frelse – dog, forklarer Broder Florian, er der undtagelser, som feks Hypatia7, som var en af hans læremestre. Imens sørger major domus for at erstatte deres tabte ejendele, skaffe dem skræddere og sygeplejersker.

Her ender dagens spil med, at vi snakker om, hvad spillerne planlægger at gøre næste gang, så jeg bedre kan forberede spillet.

Allersidst steg karaktererne til level 2.

Bemærkninger

Dette var en bevidst kamptung omgang. Jeg ville gerne se systemet i brug, og jeg er stadig i gang med at identificere hvad, der er farligt og ikke farligt i systemet.

Som GM har jeg uanede ressourcer, men det er stadig interessant at have en fornemmelse for, hvad der måtte presse karaktererne. I denne omgang havde jeg goons, der var lidt stærkere end de bøller, som gruppen tidligere har stået overfor, og jeg gav dem taktiske fordele, som at angribe en spredt gruppe, som ikke var kampklar. Dertil var der giftige våben, mørke og alarmer, som skabte problemer, foruden en sonic grenade. Backup var desuden en golem bevæbnet med flammekaster og blaster. Begge er højteknologiske våben, som blandt andet kan delvist omgå adelens skjolde.

Skjolde fik vi set i brug. Wolfgangs angribere måtte holde igen med deres angreb for til gengæld at kunne presse knive langsomt gennem skjoldet, mens skydevåben fungerede forgæves.

Systemet er lidt kluntet, men til gengæld giver det flere interessante valg for spillerne, og da de generelt kun har 20-25 i vitality, og skaden typisk ligger mellem 5 og 10, skal der ikke meget til, førend angreb er dødbringende. Heldigvis har karaktererne to adrenalinrush de kan bruge i kamp, som giver henholdsvis VP og Vitality (a la D&Ds second wind og surges).

Et angreb udføres ved at rulle 1d20 mod evne plus færdighed. Der er ingen modifiers til terningkastet (medmindre der kommer særlige situationelle ting i spil). Feks Dexterity 6 + shoot 7 giver 13 at rulle imod, og man kan øge chancen ved at Victory Point (VP). Resultatet, der rulles, skal være lig med eller lavere end evne plus færdighed. Terningens resultat er antal VP, som føjes til ens eksisterende pulje (som har et maksimum pt på 10). Med dex + shoot lig 13, og der bliver rullet en 8’er, opnås succes, og der føjes nu 8 til VP puljen. Jeg skal nu spendere point fra puljen til at gå op mod målets Resistance værdi. Hvis man har nok VP, træffer man nu sit mål. Målet tager våbnets basisskade plus ekstra, hvis der spenderes VP (i forholdet 2:1). I dette eksempel har en bølle Resistance 2. Af de otte point spenderer jeg to, og bøllen er nu ramt. Våbnet gør 5 skade, og jeg kan spendere feks 6 VP for at hæve skaden med yderligere 3 point til i alt 8 skade.

En ekstra finurlighed er, at forsvareren, når denne er blevet udsat for et succesfuldt angreb, kan spendere point fra sin pulje til at hæve sin resistance. Bøllen fra før kunne feks spendere 4 point fra sin pulje til at hæve resistance fra 2 til 6. Af de otte point, angriber havde opnået, skulle der nu spenderes 6 point for at ramme, og der er nu kun 2 point tilbage at gemme eller til at hæve skaden med, så i stedet for 8 skade, bliver det kun 6 skade.

Konsekvensen bliver, at der er lidt mere med at rumstere med point, når der kæmpes (vi har jetoner ved hånden, da det gør hurtigere at overskue), og det skabte nogle ret interessante situationer, hvor feks Qwian-Qwian igen og igen formåede at hæve sin resistance lige akkurat så meget, at hans fjender ikke kunne ramme ham, og han blev derfor aldrig såret af deres giftige klinger. På samme måde lykkedes det Georgi at springe i dækning fra flammekasteren, mens det andersteds gjorde det muligt for Georgi at nakke en fjende med et skud og for Qwian-Qwian at hugge en modstander ned med et hug. Det gav flere overvejelser ved hvert terningkast, men hvert terningkast havde større betydning.

Dertil har spillerne, særligt Broder Florian, diverse evner og færdigheder, som tillader dem at tildele hinanden VP (de må hver gemme op til 10 i deres puljer) eller påvirke terningkast eller sværhedsgrader. Det gør at spillerne bliver mere involverede i hinandens ture, og målet bliver at manipulere systemet og manifestere det i fiktionen som en del af handlingen. Ulempen er at større, mere involverede kampe tager mere tid, men noget af det kan måske afhjælpes, når vi har et mere rutineret greb om systemet.

Det bliver ikke hjulpet af at regelbogen er rodet opsat, og at dele af rustningsreglerne fungerer bagvendt. Rustninger har type af værn (laserproof, blasterproof, slamproof etc), og man skal derfor holde øje med, om rustningen kan modstå angrebet eller om rustningen kun har halv effekt. Ulempen er at det giver et ekstra lille trin at holde øje med.

Som en særlig modstander var der den tungt bevæbnede golem. Jeg havde en lille plan om at sætte spillerne i en hård kamp, men også ikke at slå dem alt for hårdt – vi er stadig i gang med at måle på dødeligheden i systemet – og jeg holdt derfor den tunge kanon tilbage, indtil jeg kunne se at truslen fra de formummede angribere var ved at komme lidt under kontrol. Samtidig er det den mest ressourcestærke modstander, vi endnu har haft i spil, da systemet er meget player facing, og mange af fjenderne ikke har komplette statblokke og puljer af VP, som spillerne har det, men her kom en modstander, som havde sin egen VP pulje, og derfor pludselig kunne forvandle angreb til dødbringende anslag.

Sidst men ikke mindst spenderede spillerne et Wyrd point på et mirakel og på at anråbe Skt Marina. Udover et våben, som jammede, betød det også en mere forunderlig indgriben.

Alt i alt kunne jeg godt lide kampen. Generelt kunne spillerne forsøge sig med mange forskellige ting, og det var ikke taktisk manøvrering, som var det bærende for kampen. I stedet var det mere situationer, der skulle håndteres, og det lagde op til at spillerne forsøgte trække forskellige evner og fordele ind i kampen og etablere dem i fiktionen. Desuden kan jeg godt lide at få lov til at se de nærmest Dune-agtige skjolde springe i spil, når baronet Wolfgangs skjold fra tid til anden knitrende aktiveredes og beskyttede ham mod skade.

Sidst men ikke mindst er mirakler, profetier og mystiske hændelser en del af Fading Suns. Det kom også i spil her.

4 svar til “Fading Suns: Translatio Sancti del 7”

  1. […] Sidst spillede vi den store action sekvens, som mundede ud i en mirakuløs indgriben fra Skt Marinas side, hvor gruppen blev delt op. Spillerne ved at alle er i live, at helgenskrinet er intakt, og at der blandt fjernderne var en golem – men det ved vores karakterer ikke, og den første del af spillet handler om deres efterforskning, så vi kan få matchet spillernes og karakterernes viden. […]

    Like

  2. […] (f.eks. ammunition), og udstyr, som de sætter overstyr, versus udstyr, som bliver taget fra dem. I kampagnens episode 7 var der et anslag mod dem, et baghold, som resulterede i at de mistede noget udstyr. Dette skete […]

    Like

  3. […] kan genoprette leylinesne (hvilket broder Florian genkender fra den vision, han havde tidligere (episode 7)). Det er derfor hele planetens fremtid, som er på spil, og det er derfor af den yderste […]

    Like

  4. […] som sjældent er dødelig, men til gengæld vanskelig at undgå, selv indendørs og med maske. Sidst vi havde en pollenstorm var i episode 7, og det var også en grøn pollenstorm. Florian, Wolfgang og Georgi er hver deres sted på havnen, […]

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Trending