en blog om rollespil og historie

Færden med den hellige Sankt Marinas knogler er ankommet til Baron Cortrans palads, og Selskabet udholder andendagen af de tre festdage afsat til at fejre helgenskrinets ankomst til byen. Under opholdet afdækkes konflikter og magtkampe mellem forskellige interessegrupper ved baronens hof.

Vi fortsætter handlingen fra sidste episode.

Mødet med baronen

Baron Antonius Cortran forklarer for Wolfgang, hvad der gemmer sig bag spørgsmålet om Fængselsprædikanten.

Fængselsprædikanten var en gadeprædikant, som dukkede op i Cortrans gader kort før, at baronens datter, Antonia, blev født. Prædikanten prædikede død og ulykke. Han varslede store ulykker ville falde over Cortran, og da baronessen var gravid, varslede prædikanten, at den ufødte datter ville være kilde til undergang. Hungersnød, krig og katastrofer ville ramme Cortran med Antonia som lenets regent, og da prædikanten var veltalende, gav hans ord genlyd i gaderne.

Baronens hustru døde i barselssengen, da hun satte Antonia i verden. På baggrund af den tragiske hændelse forlangte Baronen at prædikanten blev undersøgt, og biskop Bärbel satte en inkvisition i gang. Konklusionen blev, at der ikke var noget kættersk i udsagnene, og at kirken derfor ikke havde grund til at skride ind. Inkvisitørens rapport er at finde i katedralens arkiver. Baronen lod dog prædikanten forblive fængslet – og ingen følte et behov for at kæmpe prædikantens sag – og her fortsatte han med at prædike for sine medfanger. Det var her han opnåede titlen Fængselsprædikanten, og her var han til sine dages ende. Medfangerne nedskrev prædikenerne, og der opstod en folkelig kult omkring ham, som spredte sig, da fangerne delte teksterne med deres familier uden for fængslet.

Med de digre varsler valgte baronen at beskytte sin datter og lenet mod uroligheder ved ikke at give hende nogen titel og friholde hende for ulykker. Det kan han imidlertid ikke blive ved med. Hun har ret til sin titel, og han abdicerer nu.

Oprindeligt havde baronen været i kontakt med en biskop på Byzantium I for råd og vejledning. Han går lige nu og venter på skrivelser fra bispen, som skal ankomme Gask Raban (som vi er stødt på gentagne gange nu), men denne er ikke ankommet endnu. Ved et lykketræf er Wolfgang i stedet ankommet med helgenskrinet, og baronen beder ikke blot om en velsignelse for sit len og hans datter, men også for at det bruges til at ophæve Fængselsprædikantens onde varsler.

Uden for mødelokalet forklarer depechen for Georgi, at avanceret teknologi fra den anden Republik bruges til at isolere lokalet.

Andetsteds, da Broder Florian passerer den brede hall med sine guldbelagte, hvidmalede paneler, smukke malerier og sokler med buster bemærker han godt langt nede parallelt med ham selv en tjener, som pludselig stopper op, kigger ned mod ham. En skygger falder over skikkelsen, som stirrer på ham med glødende røde øjne. Florian slår øjnene op, finder sig liggende i den dunkle suite og kan høre den tunge vejrtrækning fra de sovende rejsefæller.

Da træder baronet Wolfgang og Georgi ind, rejsefællerne vågner, og Florian deler sit varsel med dem. Gruppen gennemgår omhyggeligt suiten for manglende værn mod det okkulte og for uønsket overvågning. Uden tegn på farer, går gruppen til ro igen.

Få timer senere vækkes de af hofdame Wilhelmine, som kommer for at præsentere dem for dagens program. Georgi har sovet elendigt plaget af tanker fra gårsdagens oplevelser (hver morgen foretager man en Respit-test for at genvinde vitality, surges og des lige – Fading Suns ækvivalenter til hit points etc. – og hvis testen fejler genvindes meget lidt. Georgi mangler at genvinde en surge, men fumler testen og udbygger min GM pulje af Wyrd points).

Dagens program begynder med parade og gudstjeneste. Efter at have gjort sig klar, akkompagneres truppen af Voldgarden og talrige hoffolk fra paladset til katedralen. Gaderne er tæt pakkede af sammenstimlede folk med vuvuzelaer, og fra balkoner lader hornblæsere deres horn lyde. På hvert et hjørne står prædikanter og brøler deres prædikener, og blandt dem bemærker gruppen nogle stykker, som prædiker advarsler om de ulykker, som vil følge, hvis baronens datter bliver den nye baron – de er tydeligvis ud af Fængselsprædikantens tradition.

Ved katedralen bliver gruppen budt velkommen af enhver, der er det mindste ved kirken, samt et vældigt kirkekor. På trappen til hoveddøren står biskop Bärbel, og hun leder optoget gennem kirkeskibet og oppe foran alteret placeres Skt Marinas helgenskrin.

Efter en velkomst fra bispens side, er det tid til Broder Florians prædiken, og han holder en lang og dybfølt prædiken om vigtigheden af at gøre gode gerninger, og hvordan det at hjælpe de mange fattige pilgrimme i det nuværende pilgrimstog (og det kommende, når fader Rowski ankommer med sine pilgrimme), er en vigtig og hellig gerning.

(der bliver rullet en crit succes for testen, og det etableres, at indholdet af prædikenen går som en løbeild i byen, og der bliver samlet ind eller skaffet værdigt arbejde)

Efter at de mange kirkelige hverv ved ceremonien er blevet begået – inkluderende alle de offentlige meddelelser og lysninger for dem, der vil giftes – går turen videre til byens rådshus, hvor byens gilder, samtlige af dem har sendt mestre, svende og lærlinge for at vise deres bedste håndværk frem, og truppen bliver præsenteret for utallige mennesker. Undervejs bider gruppen mærke i, at Anna Linesdatter mødes med prominente folk fra byrådet (hende mødte vi sidst her).

Wilhelmine får imidlertid mindet gruppen om, at de har meget de skal nå, og hun haster dem forbi de sidste håndværkere og over til rådhusets gildesal. Vejen mellem de to bygninger er en glasbro, hvorfra man kan se, hvordan folk er ved at gøre klar til festlegene, som inkluderer en slags ridderturnering, hvor svende sidder på tønder monteret på hjul og trukket af folk, og med lanser skal de støde deres opponent af tønden.

Wilhelmine beroliger gruppen med, at den slags folkelig underholdning skal de ikke frygte at blive udsat for. De skal i stedet til koncert, hvor gildernes kor vil divertere med de bedste hymner og salmer sunget på latin.

Timer senere, og tyndslidte på opmærksomhed og tålmodighed er arrangementet endeligt overstået, og gruppen føres tilbage til paladset af Wilhelmine, som minder dem om, at der nu kun er middag og bal tilbage.

Under middagen og efterfølgende under ballet indlader gruppen sig med forskellige folk.

Ridder Qwian-Qwian får hilst på hofjæger Jockfried, der er udsendt af markgreve Winfried for at invitere dem på besøg, når de ankommer til markgrevskabet. Ridderen får benyttet lejligheden til at spørge ind til ruten og hvad man kan forvente.

• Vejen går via klosterbyen Fildmar, hvor abbedisse Mechtilde befinder sig, til byen Barbrem, som ligger på markgrevskabets sydligste grænse, og derfra videre til Vindelisk, som ligger omtrent midt i markgrevskabet, og som er lenets hovedby. Nord for er missionsmarken, hvor prædikanten Gråulv befinder sig.
• Markgrevskabet er formet ud af det sønderbombede landskab, som var ingen ingenmandsland mellem Cortran og Valdalla. Det er kilometer efter kilometer af skyttegrave, pigtråd og minefelter. Meget er endnu ikke ryddet. I alt dette er landsbyer af kejserlige bønder, som længe ikke har været inden for kirkens rækkevidde, og hedenske vuldrokker. Begge dele er mål for missionen.
• Der er også levn udbombede byer fra dengang kirken lyste Leminkainen i band for sin teknosofi, og der dukker nogle gange ting op, som hverken er menneske eller dyr, men som er noget skabt af videnskabsfolk under Den anden republik.
• Rejsen til Vindelisk vil nok tage 6 dage eller 9 dage til missionsmarken.

Broder Florian får hilst på Broder Aves, som er udsendt af abbedisse Mechtilde, med et ærinde om at invitere gruppen til at gæste abbedissen, når de kommer til klosterbyen. Munken er klædt passivt aggressivt fattigt og udstyret med sirlige, små dyre briller.

• Han beskriver, hvorledes klosterbyen er et kirkeligt idyllisk sted, hvor fæstebønderne lever godt, bliver oplært i at kunne læse deres katekismus, og ikke fristes af banale goder fra købmandsfolk.
• Abbedissen finansierer kirker og kirkeskoler i det sydlige markgrevskab og har stor in i at ekspandere nord på blandt andet med grundlæggelse af et datterkloster, som han selv håber på at få en prominent position i. Der forhandles lige nu med markgreven om et kirkeligt len.

Imens har Georgi valgt at falde i med omgivelserne og overhøre folks samtaler. Hun benytter sine psi kræfter til at skærpe sin hørelse, og hun kan fokusere på samtalerne omkring hende.

• Hun følger hofmusiker Olaus Skium dupere unge adelsdamer med at han bliver den, der kommer til at producere det hellige mixtape for Sankt Marina.
• Hun hører folk påstå at hofdame Mittalha, som er meget flirtende ude på dansegulvet med baronet Wolfgang, er ude på at få sig en arving med baronetten, da hendes familie ikke har råd til at gifte hende godt væk (et barn af hende og baronetten vil i fremtiden kunne gøre krav på baronettens levn).
• Hun hører snak om at baronet Wilhelm Robert Cortran Hawkwood er kommet hertil fra sit len på de sydlige Fugleøerne for at skaffe støtte til at erobre resten af øgruppen og samle det under et len (den midterste del af øerne styres in absentia af en adelsmand på Byzantium Secundus, som aldrig har sat fod på Leminkainen, og øernes biskop fungerer på papiret som en art stedfortræder, men befolkningen på øerne er fribønder, ikke fæstebønder, og på den nordlige del øerne, er der tale om vuldrokkontrolleret land).
• Hun hører tjenestefolk være bekymrede for, hvad det vil bringe, når Antonia får titlen som baronesse.

Ved sit bord, førend han kommer ud og danse med hofdame Nirmala med hofdame Mittalha og andre, er han i samtale med Antonia, baronesse in spe, ridder Azel Osed Madauro al-Malik og biskop Bärbel. Bispen er strategisk distanceret i sine udsagn, så hun ser missionsmarkens fremtid som en succes, men uden at forholde sig til, om det er med fredelig pilgrimsfærd eller militant mission. Ridder Azel Osed er prominent tilhænger af pilgrimme med køller til at stimle vuldrokker sammen og udsætte dem for håndfast konvertering, hvilket Antonia sympatiserer med. Der er dog ingen umiddelbare planer om at slutte sig til det fattige pilgrimstog, som Wolfgang lige nu anfører.

Senere på aftenen efter at Broder Florian har fået bekræftet, at de okkulte kræfter, han kan mærke er på spil ved ballet, er Georgis psykiske kræfter, render han på den bedugne hofmand Olov Pers, som aldrig ført har mødt en eskatoner og derfor vil høre, hvad det er for ‘mumbo jumbo’, som Florian praktiserer. Efterfølgende flår han en af sine militære fortjenstmedaljer af og giver til Florian, som bidrag til pilgrimsfærden efter at have rost munkens prædiken tidligere på dagen (Florian vælger senere at sende medaljen retur med en tjener, så Olov ikke kommer til at ægre sig over, hvad han har gjort i fuldskab).

Imens ankommer en konvolut til baronet Wolfgang. Den indeholder et par satellitfotos af cirka samme område. På det ene ses et mindre rumskib. På det næste ses rumskibet ramt af en kraftig eksplosion. Fotosne er fra Dallisk-Hawkwood (som blev bedt om hjælp, da der var rygter om at vuldrok terroristerne Varangias hævnere besad et rumskib, se episode 26).

Andetsteds overhører Georgi et skænderi, og hun trækker hurtigt Qwian-Qwian ind i sagen. Det er to udsendinge fra Fugleøerne, som skændes. Den ene er den kompakte, lille udsending fra Fangerforbundet på midterøerne (som er fribønder), Idyll Vatatzes, som anklager den anden udsending for gemen kidnapping. Hun truer med at ville gå til baronessen og biskoppen for at få dem til at gribe ind. Den anden repræsentant er den høje og massive, hvidhårede Broder Egede (ortodoks), som er udsendt af det muster-støttede hvalfangergilde fra de sydlige Fugleøerne, som med affejende citater fra Omega-evangeliet (‘Profeten græd’ og des lige) afviser, at der er nogen substans i anklagerne mod Horesh og Aurora Maliq, og ægteskabet mellem Antti og Aurora er legitimt.

(Antti Halme blev kidnappet tilbage i episode 19)

Da Idyll og Egede skilles, opsøger Georgi Idyll for at spørge mere ind til sagen og for at forklare, at Antti er en ven, og hun oplevede ham blive kidnappet, og hun vil gerne hjælpe med at gøre noget ved sagen (gruppen kommer generelt ikke godt ud af det med Musters, hvilket har været forstærket siden sagen med Wulfgang og Flurian fra episode 24).

Gruppen mødes og snakker om sagen. De vil gerne hjælpe Antti, men de har ingen interesse i en detour ud om Fugleøerne, da det er en omvej. I stedet for går Wolfgang op til bordet, hvor Antonia, Brother Battle Agnes Rifel, ridder Azel Osed og andre af Antonias folk sidder og fulder sig. Han slutter sig til selskabet, præsenterer den skandaløse sag for dem og talt for, at regenten af Cortran burde bringe orden til Fugleøerne. Ideen bliver succesfuldt plantet (der bliver rullet en solid succes), og den kommende baronesse giver udtryk for at hun som en af sine første gerninger vil lede et tog mod Hvalfangergildet, som står i ledtog med pirater og andet rakkerpak.

Herefter trækker gruppen sig tilbage, går til ro, og står op den følgende morgen veludhvilede med undtagen af Georgi (som igen fejler sin respit test).

Den tredje festdag begynder her, og vi holder spillet for nu.

Bemærkninger

I lighed med sidste gang en informationstung episode med få terningkast. Til gengæld en masse mindre intriger og noget opbygning til den tredje festdag, samt indsamling af informationer om den kommende rejse. Der er ikke mange dage til gruppen er fremme ved missionsmarken, og derefter kan de afhænde de hellige knogler og frelse Leminkainen fra dæmoniske kræfters forsøg på at udradere liv på planeten.

Mekanisk havde vi ikke meget i spil, men jeg kan godt lide at healing ikke sker så automatisk, som det sker i andre spil. Det er ikke hurtig heling som med en nats søvn i D&D eller nogle ugers indlæggelse som i Call of Cthulhu, men en mere usikker proces, som er med til at give kulør til spillet.