Dragen åbner sit gab, og flammer vælter ud. Lav et saving throw mod Dragon Breath. Hvis det fejler, er din karakter flamberet.

Når jeg sætter tingene på spidsen i rollespil, har jeg ingen idé om, hvad der efterfølgende sker. Jeg er nødt til at vente på resultatet af terningkastet, og det er vældig spændende.

Det er et skift fra, at “dragen spyr ild, foretag et saving throw mod sværhedsgrad 20 for at halvere de 70 point skade” til “dragen spyr ild, foretag et saving throw mod sværhedsgrad 8 for at undgå at dø“.

En del af det ligger i at manipulere sværhedsgraden for testen. Det er mere spændende at rulle mod en lav sværhedsgrad med karakterens eksistens på spil, end det er at rulle mod en høj sværhedsgrad, som gør en masse skade. Lav chance for at fejle, giver rum for at øge konsekvenserne af terningkastet (lytter man til sæson 10 af Dragens hvisken fra HuliGennem, kan man høre mere end et rul mod undergang fra drageild), da odds er at ting går godt. En måde at komme til disse situationer er via afværgende handlinger.

Det drilske er, at der stadig er en risiko, at ting fejler. Hvis der er en risiko for en uheldig eller fatal konsekvens, er man nødt til at tage med, at det kan ske.

Det er en ting, mange GMs overser, når de beder om et terningkast: hvad skal der ske, hvis testen fejler? Ofte ser man, at de blot beskriver udfaldet på en måde og spiller videre, som om terningkastet var succesfuldt, og de derved negerer det fejlede resultat for at tvinge historien ned ad en allerede planlagt rute (se også statistisk brute forcing i rollespil).

Når man spiller med at tage konsekvenserne af, hvad der sker, kommer man også som GM til at spille på det yderste af sædet, og jeg kan generelt ikke efter at forløbet er spillet igennem, fortælle om, hvad der ville være sket, hvis resultatet var blevet et andet. Vi er gået ned ad et spor, og det er nu uvidst, hvad det andet spor, ville være ledt til.

Når så terningerne leder handlingen ind på det spor, som leder til de fatale konsekvenser, er det vigtigt at lytte til de bolde, som de andre spillere kommer med. Ofte vil medspillerne i gruppen gøre deres til at omstøde konsekvenserne af terningkastet. Er der en lykkeamulet, som kan ofres, er der en særlig evne eller noget metacurrency, eller kan udfaldet efterfølgende reddes?

Det skaber nye spændende øjeblikke, hvor fiktionen strækkes til det yderste for at finde løsningen, der kan ophæve, afbøde eller omstøde resultatet, og det giver mulighed for at gøre store ofre, betale dyre priser eller åbenbare vigtige ting om karaktererne, og det i sig selv kan sende handlingen endnu mere spændende steder hen.

I kampagnen om den store troldmandsskole havde vi en episode, Søvnrøveren, som kunne have kostet en karakter livet, og så havde vi en episode, Brylluppet og Bagmanden, hvor det faktisk kostede en karakter livet.

Opstil store konsekvenser med lav risiko, vær klar til at tage konsekvenserne, og lyt til spillerne, når de begynder at strække fiktionen til det yderste for at finde løsninger. Det er at spille rollespil på det yderste af sædet.

4 svar til “Game Mastering på kanten af sædet”

  1. Peter Randel Jensen Avatar
    Peter Randel Jensen

    Det er lidt hårdt at en karakter skal dø… er der ikke andre virkemidler der kan gøre næsten det samme?

    alvorlig kritiske sår, som man fx gør det i Twilight 2000 fra Free League, hvor man nok kan blive kritisk såret, men der er en chance for at blive reddet af ens kammerater.

    eller hvad siger den erfarne GM? 🙂

    Like

  2. Pointen er at det skal være farligt. Des mere man gradbøjer konsekvensen, des mindre er der på spil, og des mindre bliver det et desperat forsøg på at afbøde effekten.
    At erstatte død med mindre betydelige effekter udvander spændingen.

    Det er ikke ved samtlige rul, man skal spille om karakterernes liv, og man kan ved andre tests sætte mindre tab på spil, som tab af udstyr, status eller helbred midlertidigt.

    Man kan også medtænke dramaturgien. Der skal bygges op til det, eller på anden vis etableres en dramatik omkring terningkastet.

    I for eksempel Twilight 2000 kan der være en situation, hvor karaktererne er under beskydning, og de har forskanset sig i et køretøj. GM beskriver nu, hvorledes en fjende dukker op med en missilkaster eller tilsvarende og retter den mod køretøjet. Hvis man fanges i eksplosionen, vil man tage de fulde konsekvenser. Det er op til spillerne, hvad de vil gøre: springe fri af vognen, kaste sig ind i førerhuset og flytte vognen, forsøge at skyde fjenden, distrahere fjenden så denne rammer forbi, noget femte etc.? (og i praksis vil jeg lade alle spillerne træffe deres beslutning, inden der rulles terninger for de enkelte handlinger). Det spændende bliver, at en eller flere vil være i fare, hvis de ikke succesfuldt får eksekveret en plan.

    Like

  3. Peter Randel Jensen Avatar
    Peter Randel Jensen

    Jeg er helt med på at det skal være farligt 🙂

    Da vi spillede D&D for år tilbage endte det med, at det ikke blev rigtig farligt og det gør noget ved spændingen, når man ikke har følelsen af, at det er liv eller død… som det ikke skal være hele tiden, men hvis man bliver konfronteret i en kamp skal det være farligt.

    Var der nogle erfaringer fra The One Ring ift. deres kamp system? Kunne det noget ift. at “gøre det farligt”?

    Like

  4. D&D i sin nuværende form er en af de store syndere. Til dels nulstilles alt ved hver long rest, og til dels er systemet bygget op over kun at virke, hvis spillerne skal sprede deres ressourcer ud over flere kampe, hvilket gør at nogle monstre må lade livet ene og alene for at dræne karakterernes ressourcer til senere kampe.

    The One Ring har jeg ikke spillet super meget af, men min overordnede erfaring med systemet er, at det er ret dødeligt i sin grundform, og jeg har ikke haft brug for at sætte tingene mere på spidsen. Med højere niveau grupper ændrer det sig muligvis, men der har jeg ikke været endnu.
    Karakterer bliver nemt udmattede, fjender gør nemt en del skade, healing sker kun langsomt, og der er ikke en masse powers og spells til at negere fjender og udfordringer.

    Like

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Trending