Fand’me, det virker!

Så fik jeg testet mit lille scene-sætter eksperiment. Spillerne kiggede forundrede og foruroligede på mig, da jeg præsenterede de to nye regler til vores D&D-kampagne (den anden har jeg endnu ikke omtalt her, det kommer senere).

Spillerne fik forklaret reglen: Sæt en scene med en af de andres sekundær-personer og høst en bonus til dit næste terningeslag. Og i dag (for vi har lige spillet) var der en hulens masse eksamener og Stella diMarco – en ellers overset sekundær-person – blev dagens vigtigste rolle, da hun var den mest populære læsemakker for troldmandseleverne.

Eksamenslæsning

Eleverne skulle til eksamen og hvad gør man så? Man erklærer, at man lyster en scene med hine person for at få en bonus til denne eksamen. Dernæst tages det åbent op, hvordan scenen skal udspilles. F.eks. skulle Nadya til eksamen, så hendes spiller udpeger den spiller, der har ansvaret for Stella, og siger at hun gerne vil have en scene med hende.

Og det blev til tøsefnis af værste skuffe.

For hvordan kan man spiller man en scene over eksamenslæsning? Vi enedes derfor om en scene, hvor de to piger sidder og snakker om drenge og idoler – særligt deres fælles idol, operasangeren Paulo Montigori (mere om ham senere) – hvilket blev for os fyre, der overværede scenen, til et særegent indblik i teenagetøsers verden.

Senere gentog vi øvelsen, hvor Stella forberedte sin eksamen sammen med Aevilja, mens hun fik et lynkursus i skandaler og intriger blandt adelsmænd af Aevilja, alt imens de dissekterede dyr under månens skær. For Aevilja betød det, at hun bestod sin eksamen – for os spillere (og spilleder) betød det, at vi fik et bedre indblik i de spilverdenens sociale magtkampe.

Og GM er også tilfreds, for det er en rollespilskampagne om sociale magtkampe, om nationalisme og om at blive en del af de voksnes verden. Derfor er det vigtigt med rolleudvikling, som f.eks. at opdage at Aevilja er teenagepigen, der altid har de korrekte svar på svære problemer – men kan hun stå ved dem, når det en dag presser på?

Det var en stor succes

Rent nørdemæssigt betød den ekstra bonus at to nederlag blev vendt til successer. Det gjorde at spillerne øjeblikkeligt så fordelen i reglen. Men det blev også til noget rigtig godt in-character spil, da spillerne ikke skulle bekymre sig om plot og andre distraherende ting, men vidste at belønningen lå i alene at spille sin rolle og i at udvikle den.

Mange af de narrative fif kan sagtens impoteres til traditionelle rollespil. Sig det åbent og ærligt, hvad den nye regel skal bruges til, og se dine spillere boltre sig og udvikle deres karakterer, som du ikke før har oplevet det.

Og (nudge nudge) det betyder mindre forberedelse som spilleder, for spillerne er hjælper med til at skabe de spændende begivenheder.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i D&D, indie, Rollespil, Troldmandskampagnen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Fand’me, det virker!

  1. PFallesen siger:

    Lyder sgu spændende Morten – det skal jeg høre noget mere om på et tidspunkt.

    Like

  2. mortengreis siger:

    Hep! Det skal du nok få lov til.

    Kommer du egentlig til Vinterspil? Så kan jeg tale et øre af eller to – eller overlade det til Troels, Christina og Mary-Lou.

    Like

  3. pfallesen siger:

    Desværre ikke, har en anden aftale

    Men vi kan jo evt mødes over en kop øl

    Like

  4. mortengreis siger:

    Ja da. Uhm, en kop øl.

    Jeg konfererede tidligere på aftenen med Troels om gårsdagens spilgang. En central del af gevinsten er det frirum, du gives som spiller i disse typer af scener til almindeligt in-character spil.

    En klassisk konflikt er, om man skal spille sin rolle eller forfølge plottet. Omtrent alle investigation-scenarier lider under denne hurtle. Men ved at stille en scene op, hvor den plotmæssige gevinst opnås i kraft af at erklære scenen, stiller du spilleren frit til at forfølge sin rolle uden at kere sig om plottet, da det forfølges i kraft af scenens eksistens – rent konkret forstået ved, at spilleren skal vinde et terningrul. Bonusser akkumuleres gennem diverse former for spiltekniske kneb, og som åbner op for den plotfremmende handling – men når bonusserne akkumuleres gennem at sætte scenen og ikke gennem indholdet af scenen, stilles folk frit til at spille deres rolle uden at tænke regler eller plot.

    I My Life with Master termer ville det svare til, at du flytter terningrullet hen bag efter scenen (nu ligger det ved scenens enten/eller) og lader evt. konflikter ligger mellem scenerne: En ouverture-scene ville her medføre, at spilleren gives frie hænder til at spille scenen, og som følge af at have valgt en ouverture-scene, gives spilleren bagefter et ouverture-konfliktrul.

    Du ser også en variant af det i Contenders, hvor man først har en (klassisk) konflikt-scene for at få råd til at købe en (konfliktløs) træningsscene, der munder ud en i bonus. Egentlig er der ingen grund til at spille træningsscenen: Brug din ressource, køb en bonus. I stedet er Contenders model: Brug din ressource, køb en scene, modtag en bonus.

    Min D&D-model er her: Vælg en scene, modtag en bonus.

    Like

  5. Pingback: Min D&D-kampagne: Bipersoner og scener « Stemmen fra ådalen

  6. Pingback: Spillederskolen: Spilformidleren « planB – this revolution will not be televised

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.