Skonnerten Penelope, femte episode: Odysseus

 

 

Så har Skonnerten Penelope sejlet sin sidste færd (indtil DvD-udgivelsen, som kommer til næste jul, så I kan nå at få den med i julegaveræset). De tidligere episoder kan følges her (1, 2, 3, 4 og ”the making of”).

Referatet

Kort fortalt så er Penelope ankommet til Singapore, som Odysseus når Ithaca, og den vildfarne omstrejfer finder sin hustru, der nat efter nat har pillet sit arbejde op for at holde bejlerne på afstand.

I modsætning til de forrige to spilgange, så var der ikke en individuel briefing før spilstart. I stedet gik vi rask i gang. I aften skulle de sidste tråde forløses, og i centrum var enkefru Warming, der sammen med vennen Albert var draget ud for at finde sin forsvundne ægtemand.

Ombord på skonnerten, som ligger i havn med udsigt over Singapores høje, hvor man kan se et smukt palæ, er Edward og hans søn Kresten, som endelig har tid at tale om forholdet mellem dem, og kvinderne i deres liv; Edwards afdøde kone, Krestens efterladte Dagmar, og datteren Clara, der har haft skjult sig ombord skibet som skibsdrengen Claus.

Edward konstarerer, at han kan anerkende sin søn, som værdig arvtager, da han lærer, at Dagmars ring er fundet, og at den er ombord på skibet, således afrundes forholdet imellem de to, mens Clara oplever sin sit nyfundne venskab med sømanden Anders, der trods sit handicap efter ulykken i sidste episode, får lov til at blive ombord på Penelope, i stedet for at blive efterladt i havn.

I land går enkefruen på opdagelse i den eksotiske by Singapore, der er et mylder af fremmede lyde, syn og lugte. DR2 har brugt det sidste af sit budget til at bringe Singapore til live.

I den leende buddhas værtshus får enkefruen anvisninger til en kirkegård, hvor hun finder sin mands grav. Albert har nået sit mål, at vise at hendes mand er død. Netop da slår en pil ned i nærmeste træ, og en gruppe bøller dukker op for at tage Albert bort. Her kommer det til en spilmekanisk konflikt, idet der er forskellige interesser i, hvorvidt enkefru Warming bliver ladt tilbage på kirkegården eller ej. Udfaldet bliver, at mændene slæber bort med Albert, mens de efterlader enkefruen bevidstløs tilbage.

Senere kommer enkefruen sig, da nysgerrige kinesiske børn vækker hvide kvinde, og hun begiver sig forvildet ned i byen, hvor hun render ind i Claus, der løber ærinder.

Efter et mystisk møde med en ældgammel kinesiske kvinde, fører enkefruens værd hende til palæet på toppen, hvor en høj, hvid mur omkranser en smuk have, hvor børn af blandet ophav løber og leger under opsyn af en ung kvinde. Enkefruen sender Claus tilbage til skonnerten for at hente assistance, og Edward og Kresten mobiliserer en ekspedition, og som de går i land, bemærker de at det engelske skib, der har fulgt deres færd siden første episode, ligger i havnen – den engelske admiral og hollænderne er her.

Her kommer det til en del forhandlinger og spekulationer, om hvorvidt forløbet skal gå. Hvilke erkendelser om børnenes og kvindens identitet skal enkefruen komme frem til?

Oppe i palæet kommer det til en konfrontation mellem Albert og palæets herre, der viser sig at være ingen anden end Daigur Khans mester, fru Warmings forsvundne ægtemand, der kommer forhandler om Alberts fortsatte eksistens og ægtemandens fortsatte hemmeligholdte eksistens.

Enkefruen dukker op, konfronteres med hendes ægtemand, der forsvarer det overdrevne rygte om sin død med, at det tillod hende at være fortsat gift ind i hans familie og derved modtage et fortsat underhold. Enkefruen bestrider dette, da hun ønskede at blive fri frem for at være fanget i en mellemtilstand, hvor hun hverken er passende gift eller passende enke.

Imellemtiden planlægger Daigur Khan oprør mod sin chef, og da Albert og fru Warming har forladt hendes mand, træder Daigur ind i kontoret bag manden, retter sin pistol mod baghovedet, og før der klippes, ytrer “De siger, du er en død mand”.

Omtrent herefter får vi rundet scenariet af. Der er et magtskifte i palæet, først da Daigur Khan vil være kalif, dernæst da englænderne og hollænderne ankommer. Imens vender fru Warming hjem med viden om, at hun kan anse sig selv som enke, men uden viden om, at hun faktisk er enke, hvorefter hun kan begynde sit nye liv, mens Albert må tage sine planer op til revision. Edward overlader Penelope til Kresten, og han går fra borde for sidste gang, mens Kresten står tilbage som kaptajn.

Kort om spillet

Det var så det. Vi fik rundet historierne af, kørte mestendels systemløst, delte nogle enkelte fanmails ud for oneliners og gode bidrag, og nogle steder blev der forhandlet om hvordan historien skulle forløbe, men det blev forblev mestendels på forhandlingsniveau, og bevægede sig (så vidt jeg erindrer) kun en gang hen til en spilmekanisk konflikt.

Scenesætningen kørte hovedsageligt ved, at vi som spillere skiftedes til at komme med sceneoplæg, som Frederik så satte i spil, men som aftenen skred frem, begyndte vi i flere tilfælde som spillere både at komme med oplæg og sætte dem i spil. Der var en del bipersonsspil undervejs, så mere end to spillere kunne være aktive af gangen.

Sceneoplæg og scenesætning gav den model, at spillerne nærmest fungerede som spilledere eller fortællere på deres spilpersoners historier. Med fortæller refererer jeg til, at der var tale om vidtstrakt autoritet, hvor begivenhederne hovedsageligt blev udformet efter den enkelte spillers interesser. Det medfører en konfliktflade, når to eller flere spilleres personer er i berøring med hinanden, da det giver modstridende interesser. På kirkegården medførte det en spilmekanisk konflikt, mens det oppe på palæet skabte en del forhandlinger mellem spillerne omkring mødet med enkefruens ægtemands nye familie, og omkring mødet mellem enkefruen, hendes ægtemand og Albert.

Således en hybridform af conscenariet og indie-stilen, ikke helt ulig den hybridform, jeg også har oplevet i Rosenkreutz vs Crowley-kampagnen, hvorimod min Transhuman Space-kampagne mere er en sammenblanding af kampagnestilen og indie-stilen.

En-til-en samtaler

 

Og så vil jeg til sidst lige gengive følgende forespørgsel fra Per (fra episode tre):

En-til-en samtaler? Hvorfor i alverden dog det? Hvorfor ikke tage dem mens alle hører på det? Det lyder umiddelbart som et voldsomt brud på PTAs egen forståelse.

Og Frederiks svar:

Jeg er meget villig til at debattere erfaringer fra vores leg med PTA, men jeg vil helst vente til efter næste og sidste episode om 14 dage.

Diskussionen kan følges på Spil Nu!-forummet.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

4 kommentarer til “Skonnerten Penelope, femte episode: Odysseus

  1. Ja, ja, jeg ved godt, jeg lovede… Lige om lidt sker det. Altså. Helt sikkert.

    Et par opklarende detaljer:
    – Claras ven Anders hed også i perioder August
    – Lige inden vi klippede fra Warmings hus i Singapore, lige før det blev stormet af britiske soldater, lød der et skud. Men ja, vi ved strengt taget stadig ikke, om fru Warming reelt er enke eller ej
    – Albert fik erklæret sin kærlighed til fru Warming

    Og der blev faktisk uddelt en hel del fanmail sidste gang. Og vi havde to mekanikhåndterede konflikter. Den centrale var adskillelsen af enkefruen og Albert på kirkegården. Den anden var mellem Albert og Severin, om hvorvidt Albert fik lov til at gå.

    Sidste afsnit formåede faktisk at binde en del tråde godt sammen. Og det varede ligesom de andre afsnit under halvanden time (plus indledende smalltalk og efterfølgende bagsnak). Det er måske noget af det mest tankevækkende, at der kan komme så koncentrede og handlingsmættede spil ud af PTA på så lidt forberedelse fra min side.

    Like

  2. Hvad var grunden til at I ikke brugte mekanikken så meget? Og, i forlængelse heraf, hvad fik I så ud af at bruge PTA fremfor at spille “systemløst”?
    – og jeg har ikke nærlæst samtlige afsnit, så tilgiv mig, hvis svaret står her på bloggen et sted…

    Like

  3. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg har været inde på valget omkring systemløsheden, men noget skyldes dels den nordiske spilstil, der er mere konsensusorienteret, og derfor medførte, at der ikke var et ønske om, at opstille begivenhederne i scenerne som mekaniske konflikter.

    Sekundært er der en mekanik i spillet, der fordrer, at enten skal spilleder gennemtvinge mange konflikter for at kunne bruge sine tokens op, og derved give spillerne mulighed for at optjene tokens til at opnå successer senere på aftenen, så de efter megen modgang vil opleve medgang, eller også skal spilleder undlade de mekaniske konflikter, for hvis der kun er få, så kan spilleder anvende sine mange tokens til _næsten_ at bestemme, hvilke konflikter han vil vinde, og hvilke han vil tabe (hvilket er det samme problem, som i Mortal Coil, hvor få konflikter gør, at spilleder kan købe sig til sejren.

    Gevinsten ved det systemløse … bum di bum, måske Frederik vil komme med nogle indspark her. Jeg skal gerne indrømme, at jeg savnede mekanikken flere steder til at afgøre konflikter, da noget af skarpheden i scenerne forsvandt – enten blev udfaldet allerede afgjort i sætningen af scenen, eller også var konflikten ikke mere drastisk, end at den ene part i scenen “sagde ja”.

    I sin kommentar fremhæver Frederik, at vi kunne køre koncentreret uden videre forberedelse fra hans side, hvilket er korrekt. Jeg tror, at det vil have gjort sig gældende både “systemløst” eller “systemisk”.

    Håber, at det fik afdækket emnet, men spørg ellers løs.

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: