Min D&D-kampagne: Gennem det frosne Glantri

Her følger så noterne over sidste spilgang. Det bliver halvt referat, og halvt en gennemgang af de eksperimenter og metoder, der blev spillet efter.

Først referatet:

Efter sidste gang valgte gruppen, at sammensætte et lille rejseselskab, der bestod af Nadya, Aevilja og Troels’ sekundær karakter Stella. Kenneth skulle spille bipersoner.

Jeg forberedte en lille færd gennem de tilsneede Glantri fyrstedømmer, hvor en karavane havde valgt at vove sig ud i kulden.

Kenneth spillede de tre bipersoner Lucius Anton, karavaneleder, Matteo Agnosto, vinsmager, og Marietta Vegales, enkefrue. Alle tre havde de retning mod lenet Caurenze, hvor også de tre piger skulle til.

Rejsen gik i første omgang langs den Vesubiske flod, hvis bredder var frosset til. Luften var frostklar og landskabet snehvidt. Vejret vekslede mellem snefald og en streng vind, der fik fygesneen til at spærre vejen. Sneryddere måtte hele tiden gå i forvejen.

Ved den anden landevejskro går det galt. Kroen er sneet til, der er intet liv, og da karavanefolkene trænger indenfor, finder de krogæsterne og deres værter frosset ihjel. I mangel af bedre, bliver de nødt til at overnatte i den kolde og fugtige kro.

Dernæst går færden videre. De tre piger lærer deres rejseselskab bedre at kende. Marietta Vegales er en forslået kvinde, der har været gift med en voldelig skomager. Han er fornyligt omkommet, da han under en druktur faldt ud af gondolen, og druknede i Glantri bys kanaler. Nu vil hun hjem til sin hjemegn, og starte sit liv på ny.

Matteo Agnosto er vinsmager, der skal hjem til Caurenze for at overvintre, nu hvor han har været Glantri fyrstedømmerne gennem og indhentet en masse smagsprøver, som han har med sig i en vældig kuffert.

Undervejs opdager de tre piger desuden, at deres karavane ikke bærer Dragergildets segl. De har tilsyneladende fået et lift med en ikke-sanktioneret karavane.

I praksis har Kenneth håndteret sine tre spilpersoner autonomt. Han veksler mellem de tre personer, som det passer spillerne bedst. Da vi har spillet lang tid sammen, har vi en god fornemmelse for spillets kulør, og Kenneth kan derfor introducere alskens detaljer uden at det bryder spillets stil.

En del af færden mod Caurenze-lenet leder karavanen gennem Sortbakke-lenet, hvor de alphatiske folk bor (dvs. Aeviljas hjem-len, hvor Stellas elskede bor, og Andrewuthrams familie oprindeligt kommer fra).

Kort før karavanen når dertil, udbryder der en Vintersot blandt karavanefolkene. En dødbringende sygdom, der langsomt dræner varmen fra de syge (og som var det, der dræbte folkene på den anden landevejskro).

Karavanen strander på en landevejskro, hvor flodbåde sørger for transport over Røde flod. Karavanefører Lucius Anton ligger døende, blodet i hans krop er nærmest ved at forvandle sig til iskrystaller, og det ligner Vintersot. Imidlertid er hans fortsatte eksistens vigtig for karavanens videre færd, og da han tidligere kom til at lave en henkastet kommentar om De Udødelige, så vover Nadya pelsen. Da hun er alene i sygekammeret med ham, påberåber hun sig Bran (som hun mødte i sidste episode), og miraklet sker. Et gyldent skær glider fra Nadyas hænder, og det helbreder Lucius Anton.

Med de mange syge kan karavanen ikke få adgang til Sortbakke-lenets hovedby Eriadna. I stedet for vil karavaneføreren tage karavanen syd om Eriadna. Imidlertid vil pigerne til Eriadna, så med trolddom får pigerne overtalt (suggestion) krofatters ældste søn til at tage flodbåden og sejle dem sammen med Matteo Agnosto og Marietta Vegales direkte til Eriadna.

I mellemtiden finder Lucius Anton en vingave efterladt til sig. Han deler den med sine mænd, og langsomt forvandler deres blod sig til krystaller, og en som alle omkommer de.

I Eriadna sørger pigerne for, at Stella får mødt sin elskede, mens de sikrer sig, at Aevilja undgår at rende ind i sin familie. Imens forsvinder Matteo Agnosto pludseligt. Tilbage er de tre piger og Marietta Vegales, som i Aeviljas forældres navn anskaffer sig en dragergilde-sanktioneret slæde, og derefter går færden vestpå langs floden Arnuis i skyggen af de Glantriske Alper.

I Caurenze-lenet ankommer gruppen til lenets hovedby Lizzieni, der er på den anden ende, da hele fyrstefamilien di Malapietra for en sjælden gang er samlet. Gruppen indlogerer sig hos Stellas tante, der kan fortælle sladder om, at Malachie du Marais af Morlay og Diane de Moriamis af Malimbois er indgået i en forlovelse. Deres to len ligger tæt op ad hinanden, og en alliance mellem dem, vil begrænse fyrst diMalapietras militære udfoldelser, da han er viceroy af d’Ylourgne, der varetager grænselandet mellem de to len.

Efterfølgende drager selskabet videre til Nadyas afdøde mesters tidligere len. Da han ikke havde nogen trolddomskyndige arvinger, er lenet gået videre til en ung adelsmand, der vant lenet i en trolddomsduel (standard praksis i Glantri).

De ankommer til Lorenzo Vecchios gods, hvor han tager høfligt imod dem. Pigerne bor på hans gods i flere dage, hvor han kurtiserer Nadya, da de har mange fælles interesser ud i gifte, urter og trylledrikke.

Pigerne får anvist Nadyas mesters gravplads, en beskeden og anonym grav, der efter et natligt eventyr viser sig at rumme en anden person end Nadyas mester.
Først da pigerne forhører sig hos en tjener, der tjente under godsets forrige herre, lærer de, at Lucien er begravet på en helt anden gravplads. Efter en afsked med Lorenzo Vecchio, foretager pigerne en afstikker til gravpladsen – de vil ikke lade Lorenzo Vecchio vide, at de besøger gravstedet, da de allerede har regnet ud, hvorfor han anviste dem den forkerte grav: Både Nadyas slægt og hendes mester er kendte for deres nekromanti, og den unge baron har en legitim frygt for at Nadya vil forsøge at bringe hendes mester tilbage, og derved fratage ham retten til hans baroni.

Ved gravstedet konfronteres pigerne af Oldemoders håndlanger Iqbush, som Oldemoder for nogen tid tilbage satte til at undervise Nadya i nekromanti. Dødningen Iqbus er her for at få Nadya på bedre tanker, og undervejs afslører han, at det var Oldemoder, der stod bag Nadyas mesters død.

Det kommer til kamp. Det flyver med trolddom, og selv Marietta Vegales deltager i kampen, uden dog at terningerne vil det, så hendes assistance fører ikke til så meget. Aevilja får endelig sin magi på plads, og Iqbus kradser af.

Nadya kommer ind i gravkammeret, hvor hun møder hendes mesters spøgelse, der lader hende forstå, at alt er tilgivet, og han finder endelig hvile (han har løbende optrådt som en “varslende”, rådnende kæmpeflagermus).

Herefter drager pigerne sejrssikre af sted mod Marietta Vegales’ hjemby, der ikke ligger langt derfra. Da mørket bryder frem, forvandler Marietta Vegales sig til den varuld hun er. Stella får skubbet hende af slæden, men hestene går i panik, og de taber kontrollen over slæden. Det kommer til et stort episk slagsmål, hvor slæden ryger ud over skrænten, og styrter ned i Arnuis-floden. Med trolddom får de hævet slæden igen, men ikke inden at varulven har sat sine kæber i Nadya. Imidlertid beskytter den mystiske halskæde, som Nadya fik af sin fætter Mikac, da hun var hjemme på sommerferie. Floden tager varulven og skylder den bort. De tre piger finder efterfølgende ly hos fattige bønder, indtil de er rejseklar igen. Derefter drager de retur til Caurenzes hovedby Lizzieni. Da de kommer til byen, ser de bannere og vimpler overalt, hæren er på parade, og befolkningen er ude for at hylde dem.

Det Alphatiske Imperium har erklæret fyrstedømmerne Glantri krig.

Dernæst dagens eksperimenter:

De tre spilpersoner, som Kenneth spillede, havde hver deres hemmelige mission:

Her kommer kort de instrukser, som Kenneth havde at spille ud fra. Der fulgte desuden noget yderligere personbeskrivelse med, samt en enkelt linje, hvor der stod Class og Level.

Matteo Agnosto

Er i virkeligheden lejemorder ved Mordernes Gilde i Glantri By. Hyret af Dragergildet. 1 plotpoint, hvis Lucius Anton omkommer på strækningen mellem Erewan og Lizzieni. Det skal være en eksotisk dødsårsag, hvor gift er involveret.

Lucius Anton

Er karavanefører, der skylder Dragergildet i Glantri By en masse penge, og han prøver derfor at føre en ikke-gilde sanktioneret karavane til sin hjemegn Caurenze. 1 plotpoint, hvis Lucius får overtalt rejseselskabet – når det er relevant – til at rejse syd om byen Eriadna i stedet for igennem den.

Marietta Vegales

Blev bidt af en varulv, da den overfaldt hende og hendes mand. 1 plotpoint, hvis Marietta forvandler sig til varulv foran Nadya og Aevilja, når de har været ved gravstedet, hvor Nadyas mester ligger begravet.

Bemærk, at Matteos og Lucuis’ mål modarbejder hinanden. Det er ikke helt tilfældigt. Jeg har, som mange andre før mig, prøvet at udstikke en birolle med en hemmelig mission til en spiller, og bedt denne opfylde målet. Den slags virker fint, men på et plan bliver “birollen med en missio” til spilleders forlængede arm, og jeg ville noget andet. Mit mål var at give Kenneth en personlig gevinst i at gennemføre birollernes missioner – hvilket han gør, idet han optjener plotpoints.

Dødsmærkede biroller og en birolle med en mission

Det andet jeg gerne ville var, at en af bipersonerne skulle dø undervejs. Der er typisk følgende løsninger:

1) Spilleder introducerer en uundgåelig hændelse, der automatisk nakker personen. Nogle gange virker det, andre gange ikke, da spillerne ofte kan mærke om det var uundgåeligt eller ej.

2) Spilleder introducerer et supermonster, der næsten ikke kan undgå at slå en rolle ihjel, forhåbentligt er det den dødsmærkede birolle. Denne løsning virker sjældent optimalt, da spillerne gør deres bedste for at overleve, og drabet på birollen ender med at blive med ført hånd.

3) Spilleder instruerer spilleren i, at hans birolle er dødsmærket. Det virker, men det planlagte element fra spilleders side har igen en tendens til at gøre spilleren til spilleders forlængede arm. Med et godt oplæg kan det blive sjovt, med et skidt kedeligt.

Ikke desto mindre ville jeg gerne udrydde en birolle. Jeg valgte derfor ovenstående løsning: Belønning for at slå din egen spilperson ihjel, og hvis det fejler, får du en anden chance for at blive belønnet. Det medfører naturligvis en chance for at birollen overlever, men sker det, så improviserer jeg bare derfra, det er en del af charmen.

Birollernes missioner gjorde også, at jeg havde overladt initiativet fuldt ud til Kenneth. Ville han gennemføre missionerne, eller ville han ikke? Gevinsten var stor, Marietta blev en central og en meget tragisk skikkelse, som Nadya og Aevilja nåede at danne stærke bånd til, mens Nadya gik langt, meget langt for at redde karavaneføreren fra døden. Den del var spændende, for jeg havde ikke planlagt at tage Bran i spil – medmindre Christina selv gjorde det.

Bran, Den Udødelige:

Christinas karakter Nadya har valgt at gå kætterretningen. Heri er der plads til masser af plots og drama, men jeg havde ingen intentioner om, at han allerede skulle i spil lige med det samme. Der skulle være tid til at lade tanken modnes. Ikke desto mindre påberåbte Nadya sig ham, og det ved lidt af tilfælde. I rollen som Lucius Anton kom Kenneth til at referere til De Udødelige, hvilket Lucius naturligvis straks trak i land, som værende noget folk i andre lande gør, og at han havde ageret i spøg. Dette gav ikke desto mindre grundlaget for at Nadya hidkaldte påberåbte sig Bran for at helbrede Lucius.

At Lucius så omkom, dræbt af Matteo kort efter, det er så bare tilfældighedernes spil.

Det skal være dramatisk:

Under kampen på gravpladsen tænkte jeg flere gange, at nu måtte Kenneth da lade Mariettas maske falde – det gjorde han ikke. Da de forlod gravpladsen, tænkte jeg, at nu må han lade det ske – det gjorde han ikke. Efterfølgende drog gruppen mod Mariettas hjemlandsby, og jeg måtte spørge Kenneth om noget skulle ske, da jeg ikke vidste hvor langt hen i handlingen, at jeg skulle klippe: til midt i ødemarken, ved ankomsten til landsbyen, et helt tredje sted?

Kenneth bad om at der blev klippet til ude i ødemarken efter mørkets frembrud, hvor jeg satte scenen, Kenneth tog over, og begyndte at beskrive hvordan, at Marietta begyndte at forvandle sig. Troels afbrød med ordene “Skub”.

Af væltede den arrige varulv af kanen, og Troels fik påtalt, at det imod enhver god skik, at reagere mens varulven forvandler sig. Det gør man først bagefter. Herfra blev vi så enige om, at følge diverse filmtroper. Første krav var, at hestene ville gå i panik, og der var en risiko at pigerne ville tabe kontrollen over kanen. Stella tabte tømmerne ned mellem hestespandet, men med trolddom fik hun atter grebet om dem. Andet krav var, at når heste går i panik, er de altid ved at løbe ud over en skrænt, og der havde vi heldigvis Arnuis-floden ved hånden, så på kanten ud over floden fik de stoppet kanen. Varulven sprang frem (og regelteknisk foretog en bullrush imod kanen, som den vandt) og landede tungt på kanen, der styrtede ud over kanten.

Varulven angreb desuden Nadya (Kenneth og jeg samspillede varulven, så han udvalgte generelt dens ofre), og her forlangte spillerne så, jf. førnævnte dramatik, at Nadyas magiske halskæde skulle komme i spil.

Udefineret magi:

I sommerferiespillet introducerede Troels en fortryllet halskæde, som granfætter Mikac forærede til Nadya – men det blev aldrig fastsat hvad den magiske halskæde gjorde. Nadya har båret den i et halvt år, og fra tid til anden har hun undret sig over dens funktion. Symbolerne på den antyder noget med månen.

Så mit i det dramatiske højdepunkt, hvor varulven bider Nadya, kommer mine spillere pludselig i tanke om halskæden, og forlanger, da den dramatiske spillestil kræver det, en effekt, hvilket er fint med mig – og således opstår den lykantropi-undertrykkende halskæde, der forsøger med Sort Ild at fordrive fjendtlige varulve.

Plotpoint:

Post festum fik vi kigget nærmere på varulvens beskrivelse i MM, og der var et afsnit om brugen af frisk belladonna til at helbrede lykantropi. Christina køber en flashback-scene til Nadyas samtaler med Lorenzo Vecchio i hans vinterhave, og her tilegner hun sig noget frisk belladonna. Dernæst går vi tilbage og ruller et nyt saving throw, som fejledes.

Ydermere vælger jeg, at friste Christina ved at Lorenzo Vecchio åbenlyst ligger an på Nadya. En af Nadyas vaner/uvaner er at ignorere den slags, men vil hun også ignorere det denne gang? Efter en tænkepause kommer Christina frem til, at her er en, hvis hentydninger Nadya opfanger og forstår. Således et plotpoint optjent.

Og næste spilgang:

Og til næste spilgang har jeg så bedt mine spillere om at skabe sig en tertiær spilperson, en husmor for at være helt præcis. Det handler ikke om statsne på karakteren, men om et koncept. Præcis hvad det kommer til at medføre, det vil jeg så afsløre næste gang vi spiller.