[Transhuman menneskejagt] Dragon Ladies from Mars

Efter mange benspænd er det endeligt lykkedes os at få spillet tredje episode. Sammensætningen af spillere ændrer sig fra gang til gang, da tilfældighedernes spil konsekvent har gjort sit for at spænde ben. Denne gang var der fire ud af seks spillere til stede, og da nogle spilpersoner var transcenderet og andre ønskedes pensioneret, så skulle vi finde spilpersoner til hele selskabet. Noget af denne proces var imidlertid flettet ind i selve spilforløbet.

Igen er der anvendt pointtavle til handlingen (pdf).

Forberedelse

Jeg forberedte pointtavlen i forbindelse med sidste spilgang, og jeg havde kun nogle vage ideer om hvad de enkelte dele skulle afspejle. Der var nogle temaer, som skulle føres videre: Kinesiske marstriader, kunstige intelligenser i religiøst perspektiv, kulturmøder – og de kom derfor på tavlen, og der skulle nogle stemningsfulde deskriptive sætninger, som var åbne for handlingen. Jeg forberedte intet andet end det, desuden er der gået to måneder siden jeg forberedte tavlen, så jeg havde den ikke en gang i frisk erindring, da vi gik i gang.

Spilgruppen bestod af Annes Mikkala og Martins Eliyahu, Peters J.T. Mitchell var ascenderet, men Peter havde snakket om at introducere Son of J.T., og Niels havde ganske vist Gnoph Keh, men Niels følte, at Gnoph Kehs rolle var udspillet, og valgte derfor at pensionere karakteren.

Start: Fokusgruppemøde

Niels beslutter sig for at være mødekoordinator, og han kaster sig straks over opgaven. Der bliver brainstormet nye koncepter til tv-showet “Forsvundet”. Der tales i seer-ratings, merchandize og populære personer i showet, og der tales om de ting, der mangler, og så videre. Vi bruger denne ramme til at brainstorme os frem til de roller, der skal være med i showet, og derved bruger vi det som en in-game proces til at komme med ideer til Peters og Niels’ spilpersoner (det står dem frit for at bruge eller forkaste ideerne). Peter får sat nogle flere ord på J.T. Mitchell Junior, som er sin fars modstykke, og som lider under et faderkompleks over for en far, som han egentlig ikke kender. Niels kreerer Rosa Ranciere Kolinkova, som er et Hippolyta Paramenneske fra Margereth-stationen. Margereth-stationen er en rumstation, der udsprang af et feministisk projekt, og den dag i dag må kun kvinder, og de levende væsner, der kvalificerer sig som kvinder komme om bord på stationen. Hippolyta-paramennesket er deres bedst udviklede design-menneske – en superkvinde, der ikke behøver mænd for prokreation, og som typisk kun har mødre. Rosa udspringer af en subkultur på Margereth-stationen, der bedst kan beskrives som “beton”, og hun er en skinger kampsportsteenager, der emmer af al den vrede, som kun teenagere kan besidde.

Trin 1: Den vrede tolder

Vi er tilbage på Islandia, som er den største og den centrale station i Lagrange 4, hvor produceren Antonois ‘Det er sat’me godt tv’ Morez har sat de fire show-deltagere stævne (de to andre, Bob og ‘Addy’, måtte stå en episode over, for at måle deres indflydelse på showets ratings).

Herefter trækker Morez sig tilbage, og de fire personer har mulighed for at snakke lidt med hinanden og planlægge deres næste træk. De snakker lidt indbyrdes, og vi snakker lidt om, hvem og hvad den vrede tolde er, og da Niels har en ide, beder jeg ham om at spillede den, og så er jeg klar til at tage over, når Niels gerne vil spille sin egen karakter i scenen. Midt under mødet bliver de forstyrret af tumult, da en mand med en sær hat og røde gevandter, der er oversprøjtet med guldmaling, kommer rendende, forfulgt af vrede mænd iført samme løse gevandter, og de truer med at ville klynge tolderen op. Den forfulgte gemmer sig bag vore spilpersoner, og det udløser et sandt kaos, da spilpersonerne prøver at intervenere (men som spiller forventer man vel også, at det er meningen, at man skal intervenere, ikke?), hvilket gør skaren, men også den forfulgte vrede, da det viser sig, at de er en eller anden kristen bevægelse, som er ved at genskabe en episode fra “Profetens” liv, og spillerne er ved at gribe ind i deres retmæssige religionsudøvelse. Mod slutningen af scenen, satte Anne en Bekendelsesscene, hvor Mikkala kom med et par livstrætte kommentarer om J.T. Mitchell Junior, og vi fik på den måde føjet kommentarer om karaktererne ind.

Herefter optjener alle 2 XP for deres Meta-meme: Kulturmøde, da der var konflikt involveret.

Trin 2: Mormonske missionærer fra Ny Deseret

Fra sidste spilgang af var Mikkalas ressourcer lave, og Anne ville derfor gerne have en Genopfriskningsscene. Vi kører derfor en kort kamptræningsscene mellem Mikkala og Rosa, hvor de to får præsenteret deres væsentlige ideologiske træk: Mikkala taler for frivillig selvmordspensionering, når man er over de 100 for at give plads til de kommende generationer, og Rosa taler ligestilling og problemet med mænd. Det alene tæller desuden også som aktivering af Kulturmøde Meta-memet, som giver dem begge 1 XP.

Herefter springer vi over til Eliyahuh og J.T. Junior, og her kører vi trin 2’s element ind. Der dukker et par forsigtige missionærer op for at udbrede Mormons bog (“du kan få et gratis upload af vores bog”) og det glade budskab. Anne og jeg nupper en missionær hver, som tager kontakt til Eliyahuh og J.T. Junior, der stadig hænger ud på en cafe, mens de prøver at planlægge deres næste træk. Kort efter dukker Rosa op fra træningen, og det bliver til generel forvirret snak om den rette kristendom (Eliyahuh er ekstremt reaktionær), og Rosa er absolut imod flerkoneri.

Herefter optjener alle XP for deres Meta-meme: Kulturmøde.

Trin 3: Klonfamilien MacLarren, MacLarren og MacLarren

Vi beslutter os for, at det er på tide at komme videre i historien.

Kaptajn Budolph melder klar til afgang, og gruppen rejser til MacLarren Forenede, et privatejet habitat, der ejes af den excentriske mangemillionær MacLarren, og hans klonfamilie. MacLarren har klonet sig selv mange gange, og han har nu “tre generationer” af klonbørn, der alle er som ham. De ældste er 25, derefter 16 og de yngste er 9. I alt er der over 4500 MacLarrens.

Under færden får vi et par Bekendelsesscener: J.T. Junior udtaler sig om Rosa, og Rosa udtaler sig om Mikkala, MacLarren-familien og J.T. Junior, som hun komme til at indrømme, at hun er lidt lun på (“Nu kommer det vel ikke i TV, vel?”).

MacLarren-stationen er noget af en oplevelse. Vi har en længere sekvens, hvor spilpersonerne går på opdagelse på stationen. Overalt render MacLarrens rundt, de er intelligente, dygtige og rigtigt ferme til matematik – og de ved det. Stationen er et højteknologisk vidunder, hvor væggene er lavet af carbon nano-rør, som tillader dem på at ombygge sig selv helt ned på et mikroskopisk plan. Klonfamilien vil ikke oplyse, hvorvist Diego Roberts har været forbi, da deres kundeoplysninger er fortrolige, men de kan sagtens levere matematiske modeller, der angiver de logiske rejseruter for Diego Robert siden han forlod Die Sonnespinnerein Sieben (sidste spilgang).

Herefter optjener alle XP for deres Meta-meme: Kulturmøde.

Trin 4: Et stjernemylder

Vi åbner scenen med, at J.T. Junior kigger på optagelserne af sin far, de allersidste optagelser, som manden begik. Junior sidder på MacLarren-stationens bar for gæster, og Rosa dukker op. Under et mylder af stjerner uden for stationens vinduer, vokser en spæd samtale frem mellem den forsigtige Rosa, der prøver at finde ind til J.T. Juniors følelser for hende, og den forbitrede unge mand, der aldrig har lært sin egen far at kende, og som heller ikke kender sin egen plads i samfundet (Peter har købt et Faderkompleks-meme til J.T. Junior, og er i gang med at malke det for XP).

Trin 5: De kinesiske marstriader

(action-scene. Aktivator kan Genopfriske via en Bekendelsesscene)

Anne aktiverer denne scene. Jeg beslutter mig for, at da Anne har aktiveret scenen, og da der er en særlig aktivator-fordel, så skal hun også være centrum for scenen. Samtidig skal alle spillerne gerne involveres, og det klares ved et krydsklip. Det, der egentlig mangler, er en begrundelse for triadernes tilstedeværelse, samt en afdækning af deres mål.

Annes karakter, Mikkala, opholder sig sammen med Eliyahuh i deres kvarter på MacLarren-stationen. De sidder og afventer informationerne fra MacLarren, da en eksplosion runger gennem stationen, og alarmerne begynder at hyle. Der springer diagrammer frem på væggene, som på opfordring angiver nærmeste sikkerhedskammer og en rute dertil.

Tilbage til baren, hvor Rosa og J.T. Junior opholder sig. Ruderne knuses pludseligt af to tungt pansrede mænd, de er iført heldragtspanser med et utal af indbyggede våben og sensorer. De trænger ind, mens glassplinter og baren slynges ud gennem den knuste væg, og de åbner ild mod alt og alle derinde. Både Rose og J.T. Junior reagerer refleksmæssigt (rent praktisk ruller alene Niels og Peter i denne runde for, at se hvordan deres reaktioner former det næstfølgende). Rosa griber J.T. Junior og nærmest i en serie af rullefald slynger ham ud af baren, ned af en korridor, mens J.T. Junior griber sin gøb og åbner ild mod de to triader.

Bag triaderne lukker sikkerhedsskoder sig i, og der er ikke længere risiko for at blive suget ud af stationen. De to triade-agenter skrider hen over Rosa og J.T. Junior, som forsøger at fælde den første af de to mænd (Niels og Peter ruller deres angreb, og jeg ruller for de to triade-folk). Rosa forsøger forgæves at ligge den ene mands arm i en lås, men servomotorerne i hans dragt er langt stærkere end hende, og den anden agent griber hende og med sin dragts mekaniske styrke slynger hende gennem lokalet, hvor hun lander hårdt, og luften slås ud af hende. Imens indhenter J.T. Junior data fra sin Værbare om dragternes design, men selv med kendskab til deres svage led, preller hans kugler af på dragterne, og de to agenter skrider hen over ham (Jeg vinder runden, beskriver ovenstående forløb, baseret på Niels’ og Peters erklærede handlinger. De har tabt runden, men rent spilmekanisk er deres spilpersoner ikke kommet til skade. Jeg spørger om de vil acceptere nederlaget uden yderligere konsekvenser, eller om de vil “Lade det gøre ondt” (gå over i det udvidede kampsystem), og gør dem opmærksommme på, at mine to agenter har bedre ressourcer end de har. Vi enes om at afslutte kampen her, og de to triader trænger længere ind på stationen).

Mikkala og Eliyahuh forsøger at nå et sikkerhedskammer, men ved en korsvej møder de de to triade-agenter forude (Jeg gør Anne og Martin opmærksom på deres umiddelbare valgmuligheder – kaste sig ned af en sidekorridor, løbe tilbage, forhandle etc. De vælger at kaste sig til siden. Anne og Martin ruller deres terninger, og Martin har succes). Eliyahuh kaster sig ned af sidekorridoren, mens Mikkala kun lige når rundt om hjørnet, da hun fanges af et elektrisk net, som låser hende til væggen og pacificerer hende ved elektriske impulser (da Anne fejlede, får jeg lov at beskrive. Jeg ændrer våbentype, da det ikke giver megen mening at skyde Annes karakter i småstykker). Eliyahuh står uskadt i korridoren, mens Mikkala er fanget, klemt op mod væggen af nettet, og Anne nupper en Bekendelsesscene, så hun kan kommentere på situationen, og hun får derefter genopfrisket en terningpulje, så hun kan agere igen (jeg spørger Martin, om han vil flygte videre, prøve at befri Mikkala eller noget helt tredje. Martin vælger at forsøge at befri Mikkala. Det kan Eliyahuh gøre ved at kontakte MacLarren-stationens KI’er, og bede den ændre på væggens sammensætning, så nettet ikke kan sidde fast på væggen længere, og derved slippe Mikkala fri. Umiddelbart forekommer det simpelt, og ikke et terningrul værd, men jeg beslutter mig for, at det giver ikke megen mening at rulle for om man bliver fanget af triadernes net-kastere, hvis man efterfølgende slipper automatisk fri, så Eliyahuh, der kun er gæst på stationen, bliver nødt til at forhandle med KI’eren, der administrerer væggen. Jeg gør desuden opmærksom på, at Anne kan assistere Martin ved, at Mikkala råber instrukser til Eliyahuh). Eliyahuh kontakter KI’eren, som åbner en tv-skærm på væggen, hvor en høflig digtal person dukker op og tilbyder en masse kommandomenuer. Eliyahuh kigger på forvirret på det, mens han prøver at Mikkalas instrukser. Han fumler rundt i menuerne, stadig mere presset, mens Mikkala mere og mere frustreret forsøger at vejlede ham. Lige meget hjælper det, Eliyahuh har intet greb om at forhandle med KI’eren, og han bliver bare mere og mere stresset, indtil Mikkala opgiver at assistere ham, og efterfølgende opgiver han projektet, og løber i sikkerhed, mens de to triade-agenter er dukket op. De piller Mikkala ned og bærer hende tilbage til deres rumskib (Anne ruller dårligt på sit assistance-rul, og Martin ruller endnu værre. Martin beslutter sig for “at lade det gøre ondt”, og der følger et par desperate runder, hvor Eliyahuh tager skade af “stresset”. Anne ruller forbløffende ringe på sine terninger, og kommer frem til at det skader mere end det gavner, at hun assisterer, og Martin overlades til at forsøge projektet af sig selv. Men skaden akkumuleres stødt, og Martin må opgive, da han er ved at løbe tør for ressourcer. Jeg overtager fortællingen).

Mikkala er nu kidnappet af triaderne! (Se det havde jeg heller ikke forudset).

Trin 6: Katastrofe! Et rumskib eksploderer

Her brainstormede vi en kort stund. Hvis skib eksploderer? Er det triadernes skib, sker det før eller efter at Mikkala er kommet ombord, og hvorfor eksploderer det? Peter foreslår pludseligt, at det er Budolphs skib, der eksploderer, og det, synes vi, er spændende, så derfra kører vi scenen. Da jeg “ejer” Blid færd og Budolph kontrollerer jeg omstændighederne. Niels’ Rosa har udviklet en affektion for Mikkala, og Niels vil derfor gerne forsøge at undsætte hende.

Jeg sætter følgende situation op: Kaptajn Budolph er lettet med Blid Færd, og han vil forsøge at presse Triadernes skib op mod MacLarren-stationen, så de ikke kan stikke af med Mikkala. Mens han er ved at manøvrere, kan Rosa forsøge at sætte efter triaderne, og indhente dem før de border deres eget skib. Niels ruller sine terninger, han fejler, og jeg beretter, hvorledes Rosa ser de to triade-agenter bærer Mikkala ombord og døren lukke for Rosas øjne. Niels udspiller Rosas frustration og vrede. Peter har ladet J.T. Junior følge i hælene på Rosa, mens han er i radiokontakt med Kaptajn Budolph, mens pludselig afbrydes kommunikationen af en eksplosion fulgt af tavshed.

Eliyahuh, J.T. Junior og Rosa er nu strandet på MacLarren-stationen.

Trin 7: Sankt Isidor

(info-scene)

Vi afbryder dagens show for at bringe en info-mercial fra Skt. Isidor-stiftelsen, der præsenterer deres verdenssyn for folk, at KI’ere er ufri engle, og de opfordrer folk til at opsøge Stiftelsen for at få udfriet deres skyts-KI-engle. Stiftelsen anvender de mest moderne matematiske systemer, som de har fået udviklet på MacLarren-stationen.

(Vi er tilbage ved dette obskure tema, som har ligget i baggrunden af kapitlet i et stykke tid nu. Der er en rød tråd, men hvilken er endnu uklart).

Trin 8: En hemmelig transmission

(Aktivator modtager en transmission – spilleder sætter scenen)

Efter angrebet på stationen, begynder man at få styr på tingene igen. Eliyahuh kommer i kontakt med Mr. Burke, der er noget utilfreds med kidnapningen af Mikkala, da det betyder, at de kinesiske marstriader ved, at Mikkala besidder nogle særlige informationer om den forsvundne Diego Roberts, som både triaderne og Fonten leder efter. Mr. Burke lader desuden Eliyahuh vide, at kommer han i alvorlige problemer, kan han stikke følgende kode til Rosa: “Sub Rosa Primus” – så vil der ske ting.

(Jeg kunne ikke lade være – med navnet Rosa var det bare for fristende. Jeg tilføjede ideen om, at der var en hemmelighed ved både Rosa og Mikkala for at føje et twist til historien. Det præcise indhold i hemmelighederne begynder vi at se på næste gang).

Mr. Burke får aftalt med MacLarren-stationen, at de stiller et lille rumskib til rådighed. De får en lille transporter, der er styrret af en KI’er, digital kopi af en MacLarren-klon, og den hedder MacLar-1 (hvilket naturligvis udtales MacLarren).

I en bekendelsesscenefortæller J.T. Mitchell Junior om sin accept af, at han er nødt til at lade sig involvere i undsætningen af Mikkala, selvom han egentlig bare gerne ville have lov at være i fred. Derefter har vi en bekendelsesscene, hvor Rosa afslører, at hun er temmeligt skuffet over J.T. Mitchell Juniors indsats, da stationen blev angrebet.

Trin 9: Flashback til fokusgruppemødet

(aktivator har interviewretten)

Niels aktiverer dette trin, og vi er tilbage ved det indledende fokusgruppe-møde, der er ved at planlægge dagens episode. Vi bruger denne scene til at kommentere på det udspillede. Således bliver det bragt på banen, at man vil have både sex og action ind i episoden. Konklusionen bliver, at man hyrer nogle freelance triader – men ikke nogen af dem i heldragtspanser – til at overfalde gruppen, men så skal de blive sat på plads af J.T. Mitchell Junior, der som søn af ekstremsportsudøveren J.T. Mitchell, naturligvis må være lige så macho (det er han ikke). Man beslutter sig for at hyre The dragonladies, som er en lille gruppe triader med smukke kvindelige medlemmer. Undervejs får chefen for mødet desuden signeret en kontrakt med en ny sponsor, som skal bringe info-mercials mellem programmerne, nemlig Skt. Isidor-stiftelsen).

Trin 10: De kinesiske marstriader slår til igen!

(action-scene, hvor aktivator har en strafterning)

Vi er tilbage ved vores lille gruppe, som er draget efter det kinesiske mars triade-skib, som har kidnappet Mikkala. Færden går mod Die Sonnenspinnerein Sieben, hvilet foruroliger J.T. Mitchell Junior en smule, da det var her, hans far forsvandt.

Bedst som de er undervejs, bliver de indhentet af et andet rumskib. Et mars triade-skib, som ligger sig op på siden af dem, og derfra bliver MacLar-1 bordet. (Foreløbigt har jeg tilstræbt at køre scenen let action-præget, og med påmindelser til åbningsscenen i A New Hope). Ind trænger en flok Dragon ladies!

Herefter bliver scenen noget komisk, da de tre Dragon ladies er hyret til at borde skibet, og derefter til at blive besejret/forført af “J.T.”, som de kommer til at forveksle Rosa med – da de kun har et par initialer at arbejde ud fra, og de er ganske ugenerte med han- og hunkøn. Rosa bliver noget befippet, og det synes, at skabe yderligere forvirring i forholdet mellem hende og J.T. Mitchell Junior. Derefter fortsætter jagten på Mikkala naturligvis.

Trin 11: I frit fald iført en beskyttelsesdragt

Anne aktiverer denne scene, og vi beslutter os for at skabe et “hul” i historien. Mikkala er undsluppet fra de kinesiske mars triader, men hun er strandet i rumdragt, mens hun “falder” frit gennem det tomme rum. Hun er helt alene, og hun beslutter sig derfor for at revidere sit testamente. Døden er for første gang i Mikkalas liv blevet nærværende. Mikkala testamenterer en del af sin formue til Rosa, og ændrer lidt på hvilke familiemedlemmer, der skal arve hvad. Familie-relationerne er let kaotiske, når man er så gammel. Mikkala har været gift mindst tre gange, og hendes tredje eksmand skiftede køn.

Til sidst dukker MacLar-1 op, og Mikkala undsættes. Præcis hvordan hun undslap triaderne, vender vi tilbage til en senere gang.

Trin 12: En ny ledetråd

(aktivator definerer eller får en ledetråd)

Vi beslutter os for, at der kommer en ledetråd i form af, at Mikkala har opsnappet nogle informationer fra triaderne om, hvor de vil opstøve den forsvundne Diego Roberts. Vi ved, at sporet fører til Lagrange 5, så jeg præsenterer kort Lagrange 5, The Junk Jungle, og opsummerer en række af de stationer, der findes i området for at give et stemningsbillede. Anne beslutter sig for, at triaderne er på vej til Fountain-1, som er en mystisk lille station, der på mange måde minder om Nordkorea. Det er ikke et rart sted.

Slutning: Med kurs mod Lagrange 5

Vi runder af med at MacLar-1 drager af sted mod Lagrange 5.

Konklusion

Jeg er meget tilfreds med pointtavlen. Den giver en dynamik i spillet, og den garanterer fremgang. Et af spændingsmomenterne er at se, hvordan begivenhederne kobles sammen, og begivenhederne kobles effektivt sammen til højspændt underholdning. F.eks. havde jeg ingen bekymring med at lade triaderne kidnappe Mikkala, da jeg viste, at hun ville blive undsat på en eller anden måde, fordi spilstrukturen garanterede det.

Jeg er derfor også nysgerrig med at prøve formen af yderligere. Vi har tænkt os to spilgange mere, førend vi skal spille kapitel fire, “Violinisten”, og jeg har mulighed her for at prøve formen yderligere af, blandt vil jeg forsøge at implementere nogle af disse ideer.

Bekendelsesscenerne er jeg også meget glad for, da de føjer noget helt særegent til spillet, da de tillader spilleren in-character og in-game at bringe sin spilpersons indre følelser ud, og signalere over for de andre spillere ting og plots, som ønskes indført.

Næste gang bliver det Junk-junglen Lagrange 5, hvor vi finder de mere ekstreme kulturer, og foruden Fountain 1, så er der også Sakharov-stationen, hvorfra russerne kommer (tænk Mir om 100 år), og Cornerstone (tænk hardcore liberalistisk samfund stiftet af rigmænd, men som er ved at løbe tør for penge) – samt Starburst, en nedlagt station, der blev opkøbt af science fiction-fans, som har indrettet steet efter deres yndlings tv-serier.

Næste gang bliver det farligt …