[Transhuman menneskejagt] Rumpirater og hackede mennesker

Vi har fået afrundet sidste del af kapitlet Menneskejagt i Transhuman Space-kampagnen henover to spilgange, som faldt tæt på hinanden, og jeg har derfor valgt at sammenskrive de to spilgange i et indlæg. Vores kampagne har lidt under en serie benspænd her i foråret, og der har været langt mellem spilgangene, hvilket har skabt en vis grad af mangel på kontinuitet, hvilket påvirker spillets forløb. Det har blandt andet medført, at der er flere mindre plothuller i det afsluttende spil.

Men nu til selve spilforløbet.

Dagens regel: Temapuljen

Jeg valgte til de to afsluttende spilgange at føje en ny bonuspulje til reglerne, blandt andet så jeg kunne teste den, inden den bliver taget i anvendelse i andre spil. Kerneideen er, at spillerne får en liste af deskriptorer og af sætninger, og når en af disse anvendes, krydses den af listen, og spilleren får en bonusterning.

Puljen havde følgende deskriptorer:

• Rumaffald
• Russisk radioaktivitet
• Det kolde vakuum
• Stjerner blinker koldt
• Kun den skrøbelige rumdragt værner kroppen

(Sætningen slal indgå i spillerens beskrivelse af begivenhederne i scenen)

Og følgende sætninger:

• “Dyson 327 er den bedste model”
• “I 2079 byggede man 19 testmodeller af Lokhovs model A7, dette er en af dem”
• “Men hvem står så bag det memetiske angreb på virksomheden?” [blev ikke anvendt]
• “Dø, rummand, dø!”
• “Hvis de marsiske triader står bag indsmuglingen af KI’ere, så …” [blev ikke anvendt]
• “Dig! Her!?”
• “Triader, igen!”
• “Ah, men de anvender ikke Xiao Si-applikationen”

(Sætningen skulle fremsiges af spilpersonen)

Både deskriptorer og sætninger fungerede fint, omend to sætninger er så specifikke i deres reference til plottet, at de ikke blev taget i brug. Erfaringen er, at de korte sætninger gav sjove øjeblikke med fyndige one-liners, mens de længere sætninger var med til at skabe fiktionen. F.eks. viste det sig, at Dyson 327 er en mekanisk rumdragt, der blandt andet kan anvendes som cybershell (dvs. en KI’er kan downloade i den og anvende den som en “robotkrop”), og referencer til Dyson 327- modellen vedblev resten af spilgangen. Xiao Si-applikaitonen er targeting software til laserkanoner, og Lokhovs model A7 er en gøb. Deskriptorerne berigede både plottet (russisk radioaktivitet referer til det lille depot, der er bygget ind i J.T. Mitchell Junior, hvor der er en lille kapsel med russisk atomaffald), mens de andre sætninger blev anvendt i forbindelse med kampe i og omkring rumskibe, og de berigede den dramatiske beskrivelse. Denne mekanik  skal anvendes noget mere.

Forløbet

Forløbet er noget svært at beskrive denne gang, dels fordi jeg ikke fik taget ordentligt med noter undervejs, og dels fordi handlingen udspiller sig på en kompleks måde, hvor alle bidrager med ideer, og hvor beskrivelserne af handlingen flyder mellem os alle. Som spilleder fungerer jeg som ordstyrer, arbitrator af reglerne, som den, der introducerer udefrakommende trusler, og som den, der samler trådene i spillet. Oprindeligt var det afsluttende forløb tænkt at forløbe over to pointtavler, og der er derfor flere infoscener end normalt, da begivenhederne skulle fordeles over to tavler, hvor den første opbygger rammen for handlingen.

0. Velkommen til Lagrange 5

(Info-scene)

Sidst vi spillede ledte sporet af den forsvundne Diego Roberts os i retning af Lagrange 5, og jeg indledte med kort at fortælle om Lagrange 5-punktet, som modsvarer lagrange 4, men som af historiske, tilfældige årsager er en affaldsjungle af fattige rumstationer og tvivlsomme samfund.

1. Russere i rummet*

Vore helte er på vej mod stationen Fountain 1, mens de bruger tiden på at indhente informationer om lagrange 5, og de finder blandt andet frem til Sakharov-stationen, hvis kerne er bygget op over restrne af MIR, og en del af beboerne er efterkommere af den oprindelige mir-besætning. Vi bruger scenen til at udbygge baggrunden om lagrange 5, lære spilpersonerne at kende (Mikkala, Rosa, J.T. Mitchell Junior, Eliyahuh og Bob) og undervejs dukker et rumskib op, som kobler sig på gruppens rumskib, MacLar-1, og en passager kommer om bord. Man har fra tv-showets producenters side besluttet sig for, at udvide besætningen med en ekstra deltager, som skal deltage i intrigerne i reality-showet, så ind kommer Dan Martstrand Dan Dan McMars, der ligesom Mikkala er lidt over 100 år gammel (men i modsætning til hende vil han ikke trække sig tilbage ved frivllig død), han er macho-mand (som ved sin blotte eksistens provokerer Rosa) og han har lavet alt muligt gennem de sidste 100 år, hvor han har været lejesoldat i Kazakhstan, freelance journalist i mellemøsten, forfatter, eventyrer og ekstremsportsudøver, som blandt andet har arbejdet sammen med J. T. Mitchell (så han har et lidt specielt forhold til junior).

2. Posthuman fitness

(info scene)

Selskabet ankommer til Fountain 1, der ejes af posthuman fitness-bevægelsen, som opstod i Sydøstasien i 2070’erne som en selvhjælpsbevægelse, der gennem Dianetik,  NLP og memetrisk træning hjælper folk til at realisere deres fulde genetiske potentiale. Bevægelsen er meget kontroversiel, men den fik en stor tilhængerskare i Sydøstasien og i Nordamerika. Dens stifter blev imidlertdigt dræbt af et tidligere medlem, der havde anklaget bevægelsen for hjernevask, netop som man havde investeret i sin første rumstation, Fountain 1.

Spilpersonerne ankommer, og de kommer gennem tolden under store vanskeligheder, da det meget smilende personale ikke tillader våben og deslige ombord på deres rumstation. Det kommer til en større konflikt mellem Rosa og personalet, der resulterer i, at hun sammen med Dan Dan McMars og J.T. Mitchell junior spenderer en dag i detentionen, mens Mikkala forhandler med Fountain 1-folkene om deres løsladelse.

3. Hotshotting

(info scene)

Der er trangt ombord på Fountain 1. Korridorerne er smalle, og folk svæver tæt forbi hinanden. De færreste lever i nogen væsentlig luksus, men de smiler allesammen og de er alle glade og imødekommende.

Hotshotting er, når man opererer et fint kabel ind i hovedet på folk, som stimulerer deres glædescenter ved bestemte handlinger, nemlig de handlinger, som man af bevægelsen er fundet  særligt egnet til at håndtere. Når man opfylder sin jobfunktion stimuleres glædescentret, og indbyggerne på Fountain 1 er således afhængige af deres lykkefix, som de får gennem opfyldelsen af deres arbejde, som de er udvalgt til at opfylde.

4a. De smiler allesammen*

– 5a. CarbonCchauvinisme*

– 5b. Psykokirurgi*

4b. Agenten fra Khazakhstan (infoscene)

– 5c. Mental ingeniørkunst*

(Her vælger spilleren, der aktiverer scenen, om det skal være 4a eller 4b. Hvis der vælges 4a, skal næste spiller vælge mellem 5a eller 5b, mens vælges 4b, så følger 5c automatisk. Efter scene 5a, b eller c følger scene 6)

Peter valgte her 4b, da han gerne vil udbygge sin spilpersons baggrund med nogle intriger, da hans spilperson er noget af en veluddannet bad boy (lidt a la sønnen i Fringe). Jeg oplyser kort, at Kazakhstan er et forfærdeligt tyranni, hvor samfundet styres gennem de mest avancerede former for sindelagskontrol, memetisk krigsførsel og hemmeligt politi. Ondsindede rygter vil at landet bruges som prøveklud for diverse firmaers sindelagskontrollerende teknologi og reklamekampagner. Der er derfor et samarbejde mellem Posthuman Fitness-bevægelsen og Kazakhstan, da begge udøver en form for kontrol over deres medlemmer/borgere.

Gruppen konstaterer, at der er en delegation af agenter fra Kazakhstan på Fountain 1, og Junior gør sit bedste for at undgå deres opmærksomhed, mens Mikkala bruger sine diplomatiske evner til at trække oplysninger ud af en PF-borger, der ender med at afsløre, at Diego Roberts for nogle dage siden havde et møde med den forrige delegation, og at han forventes at dukke op og mødes med den nuværende, men han er endnu ikke dukket op. Han holder ellers til på Sakharov-stationen. Gruppen beslutter sig for at forlade Fountain 1, og at rejse til Sakharov for at opstøve Diego Roberts. De bryder sig alligevel ikke om Fountain 1, selvom alle synes så glade og smilende.

6. Fraktalengle*

Sscenen aktiveres, og vi snakker noget frem og tilbage i gruppen om, hvad fraktalengle monstro er. Blandt andet lyder et forslag på,at det er en form for vakuum-rockere, der rejser på “kosteskafter” (se forrige episode). Da besætningen kommer om bord på MacLar-1, begynder alle skærme at blinke underligt, og en engle-agtig figur træder frem på skærmbilledet, en digitaliseret udgave af engel fra et græsk ikon-maleri. Rumskibets luftsluse åbnes!

Pludselig er besætningen ved at blive slynget ud i det tomme rum. Vinden griber Dan Dan McMars, Eliyahuh, Bob og Rosa, og de slynges alle ud gennem slusen, men det lykkes J.T. Mitchell junior at holde sig fast ved døren, og han griber Rosas hånd, inden hun slynges væk. Mikkala holder sig fast længere inde i rumskibet, og hun genkender figuren på monitorerne, og hun beordrer “Ada” til at holde op med at slå dem ihjel.

Mitchell junior og Rosa kæmper hårdt for at komme ind i rumskibet, begge er de stolte væsner, som knapt kan acceptere hinandens hjælp, men det lykkes Mitchell at hjælpe Rosa til at kunne kravle ind, og hun begynder at trække sig ind gennem luftslusen. Imens er rumskibets strålingsskjolde begyndt at lukke sig beskyttende i, da rumskibet reagerer på et signal fra Mitchell junior om, at han bærer radioaktivt materiale af russsisk ophav (hep! Her anvendes en tema-deskriptor, ligesom at Rosa, da hun hang uden om skroget, fanget i en kraftig luftstrøm og lettere beskyttet af sine genetiske modifikationer, der hærder hende imod vakuum, ser stjernerne blinke koldt til hende, og hun beslutter sig for, at det skal ikke være her og nu, at hun omkommer). Dan Dan McMars, Bob og Eliyahuh falder gennem det tomme rum, de falder direkte imod Fountain 1, hvor de ender som skyer af iskrystaller svævende over røde plamager på stationens skrog. Imens har Mikkala skændet på Ada og fået hende talt nogenlunde til rette, og hun lukker luftslusen i, og det er kun med nød og næppe, at Rosa ikke får klippet benene af i slusen – og det skyldes nok mest af alt, at hun i det kritiske øjeblik vender sit ansigt imod Mikkala og råber “Mor …!” – hvilket får Mikkala til at reagere skyndsomt og få Ada til at holde igen med at lukke slusen, indtil Rosa er i sikkerhed.

Da skibets tre overlevende er i sikkerhed, viser det sig, at Ada er en KI’er, der er stukket af fra Fountain 1, da hun ikke ville hotshottes til at være lykkelig over databasevedligeholdelse, så nu har hun hijacket skibet og omdøbt det til Fraktalenglen. Mikkala viser sig at være Adas “moder”, idet hun programmerede Ada sammen med en af sine eksmænd efter hans kønsskifte, så både Rosa og Ada har to mødre og ingen fædre.

7. “De har et kanontårn med en laser!?”

(action-scene. I stedet for en actionmanøvre kan man forsøge en efterforskningssfærdighed mod sværhedsgrad 2. Succes udløser retten til at konkludere et element i plottet. Maks tre definiitioner) [Tanken er, at der skal kunne ske noget plotudvikling i scenen, mens nogle i spilgruppen kæmper]

Da Fountain 1 ikke finder sig i, at vore helte er stukket af med en KI’er, så åbner de ild imod Fraktalenglen fra deres kanontårn. Ada sætter lys og lydeffekter på laserkanonen, så besætningen kan sanse skuddene, selvom der i virkeligheden ikke er nogen “effekter” af skuddene. Rosa manøvrererer Fraktalenglen, mens Mikkala forsøger at hacke kanontårnets laserkanon. Imens deducerer J.T. Mitchell sig frem til nogel detaljer omkring plottet.

Det ene skud efter det andet hamrer ind i Fraktalenglen, og rosa er ved at give op at flygte med skibet. I stedet vender hun om, fast besluttet på at smadre tårnet ved at ramme Fraktalenglen ind i det. Hellere det end at blive skudt ned.

8. Triaderne angriber

(action-scene; Tre bonusvåben, der hver giver en bonus, hvis de fortælles ind i spillet: nano-baseret våben: +1d, mikrobotåben +1d, KI’-guidet våben +1d)

Netop som Fraktalenglen skal til at støde ind i tårnet, ekskloderer det i en sværm af mindre, lokale eksplosioner, da en serie mikro-botter eksploderer omkring tårnet, og Fraktalenglen slipper næsten uskadt. To af triadernes rumskibe er dukket op, og de har smadret tårnet. Fra det ene skib kommer en flok kinesiske rumpirater svævende i deres pansrede rumdragter. Vore helte iklæder sig deres dyson 327-dragter, og Ada downloader i en fjerde dragt, som hun anvender som cybershell.

Uden for rumskibet mødes de to grupper. J.T. Mitchell affyrer sin gøb, og et projektil farer af sted. Nær en klynge pirater splitter projektilet sig op i en serie missiler, der sigter efter visiret på piraternes dragter, og når mikrobotten når frem, borer den sig gennem visiret med sit diamantbord. En stribe pirater ser det fine lille bord arbejde sig gennem deres visirer, hvorefter atmosfæren i deres dragter farer ud i rummet. Rosa aktiverer de nanitter, der skjuler sig i hendes porer, og de slipper ud gennem hendes dragt, og som en sort støvsky falder de over en pirat, perforerer hans dragt tusindvis af steder, og fra de tusindvis af porer, trækker han lange tråde af blod, som hastigt fryser som lange tråda af is, der trækkes efter hans dragt, mens han svæver ud i evigheden. Mikkala aktiverer en subrutine hos Ada, så hun ikke skal respektere evt. rester af hendes Asimov-programmering, og Ada anvender sin dragt/cybershell som et stort slagtøj, der slynger sig stikkende og prikkende gennem gruppen af pirater, hvis dragter hun perforerer uden at skulle kere sig om sit eget helbred, da hun er sikker, sålænge den centrale harddisc i dragten er intakt.

Efter at have gjort kort proces med piraterne, border gruppen deres triadeskib.

9a. En hemmelighed afsløres

(Udpeg en spilperson. Denne spilperson afslører en hemmelighed, som truer holdet, og spilpersonen har en bonusterning til alle konflikter i resten af scenen)

9b. Triadernes anden agrebsbølge

(actionscene. Scenen slutter ikke, førend en spilperson er dødeligt såret; første spilperson, som får et sår, får 5 XP).

Vi spiller 9a, og J.T. Mitchell afslører, at han er tidligere agent, der har haft med Kazakhstan at gøre. Han er således ingen ven af Kazakhstan, endsige at det samarbejde, der foretages med Fountain 1. Vore spilpersoner erobrer det kinesiske triadeskib.

10. Så tæt på*

Rosa sætter sig bag roret i triadeskibet, og hun vender det imod det andet triadeskib, som hun spiller chicken med. Ligesom de to skibe skal til at støde sammen, giver det det kinesiske triadeskib sig, og med det vundne momentum stikker vore helte af fra Fountain 1 og fra triaderne.

11. Sakharov-stationen

Ikke lang tid efter ankommer de til Sakharov-stationen. Stedet er fattigt, og her er fyldt med baseline mennesker af russisk-israelsk afstamning, der foretager alt det farlige og grimme arbejde, som man ellers ikke kan få mennesker til. Stationen er flikket sammen af adskillelige gamle rumstationer, og stedet er berømt og berygtet for sin høje grad af baggrundsstråling og for sine mange svampearter. Luften på stationen er er genbrugt utallige gange, og den både lugter og smager sådan. Det er som om, at duften af menneske klæber sig til ethvert iltmolekyle i luften, og selvom atmosfæren er nogenlunde ren, så føles luften beskidt og brugt.

Der er ingen toldkontrol på Sakhariov-stationen, så gruppen tager nogle ekstra våben med sig. J.T. Mitchell kender en kontakt på Sakharov-stationen, Mikhail, som kan hjælpe dem på sporet af Diego Roberts. Gruppen bevæger sig derfor til Lenins grav.

12. Lenins grav

(aktivator kan definere eller købe en ledetråd)

Den mest skumle del af Sakharov-stationen består af tre ældgamle stationer, der er surret sammen af ikke meget andet end gaffa. Befolkningen er fattig, de er alle baseline mennesker, hvis børn vokser op som flydere, dvs. de har aldrig sat deres ben i tyngdekraft på over 0 g, og ingen af dem forventer at leve til mere end 30, for da vil de være ædt op af svampeinfektioner og strålingssyge. De lever af usselt og giftigt arbejde. Det siges, at de kender til kødædende svampe, og at det er sådan, at slipper af med deres rivaler.

J.T. Mitchell opstøver sin kontakt, Mikhainl, som beklager, at han var skyld i, at Mitchells seneste opgave gik galt, og at Mitchell nær var blevet nakket af khazakhstanske agenter. Han indvilliger i at handle med J.T. Mitchell, og udover at de udveksler nogle våben, så får J.T. Mitchell junior at vide, at Diego Roberts er taget til Starburst stationen, og han udstyres med tre forgyldte plasticstjerner, som skal hjælpe ham til at infiltrere stedet.

13. Mennesket i maskinen

(Actionscene. Aktivator må udpege en spilperson, der har en personlig fjende blandt de kazakhstanske agenter. Aktivator får tre bonusterninger til scenen, og den udpegede spilperson får memet “Eks-agent fra Kazakhstan”).

På vej tilbage til rumskibet passerer vort lille selskab en gruppe agenter fra Kazakhstan, og J.T. Mitchell junior skynder sig straks at gemme sig blandt sine allierede, da en af agenterne kigger op, og får øje på … Rosa! Straks kræver de Rosa udleveret, da de ejer hende, og det kan de bevise, idet de besidder dokumenter derpå. Rosa fastholder, at hun er født og opvokset på Margereth-stationen, men hun lyder ikke så overbevist som tidligere. Er Rosa monstro fra Margereth-stationen, eller slylder hun Kazakhstan sit ophav?

Efter en kort og heftig ildkamp, der resulterer i flere skader på stationen, lykkes det at flygte i sikkerhed på det kaprede triaderumskib, og færden går nu mod Starburst-stationen.

14. Invasive fraktaler*

Starburst var en succesfuld tv-serie fra 2070’erne, hvor der kom adskillelige sæsoner, og hvor dedikerede fans byggede videre på universet med avanceret redigeringsteknologi, der gjorde, at de kunne bygge videre på tv-serien med nye episoder, selvom der ikke blev filmet mere materiale. Fansne var så succesfulde, at de med tiden fik skrabet nok sammen til at de kunne erhverve en nedlagt rumstation, som de indrettede i deres tv-seres billede, og de indrettede et samfund på stationen derefter. De har med tiden tilladt fans fra andre serier at slå sig ned på andre dele af stationen, og her lever de generelt godt sammen, omend venskabet ødelægges af fejder mellem fansne om de kanoniske elementer i deres serier.

Vore helte er ankommet netop, sokm der er et større cosplay baseret på episoden Invasive fraktaler, som er fra en kort periode i tv-seriens tredje sæson, hvor en gruppe neo-surrealistiske forfattere stod for seriens manuskripter. Det var ikke noget højdepunkt i serien, men dedikerede fans genopfører naturligvis alle episoder.

Vore helte bevæger sig gennem menneskemylderet, der er et stort sammensurium af fans i alskens kostumer, og vore helte modtager adskillelige kommentarer på, at deres dragter ikke lever op til seriens standard. Der er adskillelige detaljefejl i kostumerne, omend deres plasticstjerner (som de fik af Mikhail) er meget ægte (og de skulle bruges i et møde mellem Diego og nogle kazakhstanske agenter).

15. Værbart makværk

(Aktivator må udpege en spilperson. Denne bliver forrådt/svigtet af KI’eren i sin værbare comp.)

Midt i mylderet får Mikkala øje på Diego Roberts. Hun sætter efter ham, mens Ada, Rosa og J.T. Mitchell junior er travlt optaget af håndhændede diskussioner om kanoniske opførsel og kostumer med en stødt voksende skare af fans. Det er først, da Mikkala er væk, at de opdager, at de har ladet sig distrahere af de mange fans. Imens er Mikkala i hælene på Diego, som først har bevæget sig ned af en sidekorridor, dernæst ind gennem en stor, tung metaldør, og bag den er endnu en stor dør. J.T. Mitchell junior kommer på sporet af Mikkala, og han opdager, at hun er ved at hacke sig gennem en luftsluse, og han sætter ind for at standse hende.  Mikkala opdager sine anstrengelser med at åbne døren, som Diego forsvandt igennem, hindret af en kazakhstansk agent, som hun prøver at slå ud, men uden succes (Mikkala har ingen, ingen, kampevner), og J.T. Mitchell junior forsøger at pacificere hende, hvilket han klarer uden de store vanskeligheder. Alt dette opdager Ada, som J.T. Mitchell junior får pacificeret med et heldigt indgreb i hendes cybershell, og dernæst springer Rosa Mikkala til hjælp.

16. Diego Roberts arv

(Aktivator må introducere Diego i en eller anden form. Aktivator udopeger en anden spiller, som må definere et afgørende punkt i plottet)

Midt under slagsmålet går det op for Mikkala, at hendes værbare KI’er er hacket, og at den har lagt et falsk virtuelt billede ind over de ting, som Mikkala normalt ser, og hun opdager, at hun forsøgte at hacke sig gennem en luftsluse, og at den kazakhstanske agent er J.T. Mitchell junior. Imens får Rosa slået J.T. Mitchell junior næsten fordærvet, men inden han synker bevidstløs omkuld, hvisker han Sub Rosa Prima, hvorefter Rosa kommer til mere end en erkendelse. Hun er datter af Mikkala, et kunstigt skabt væsen, der bærer på Diego Roberts avancerede hjernescanningsteknologi, som Diego Roberts’ fars firma har udviklet, og som TSA og Kina er ved at komme i krig over i forsøget på hver især at annektere firmaet, og denne teknologi er en alvorlig trussel mod Kazakhstan og Fountain 1’s sindelagskontrolteknologi, og med brugen af kodeordet befries Diego Roberts digitaliserede person, som uploades i Starburst stationen, hvor han frigiver sin teknologiske landvinding. Tilbage ligger Rosa som en tom skal.

17. Epilog

Rosa/Diego Roberts strejfer om som en entitet på Starburst-stationen.

J.T. Mitchell junior er i virkeligheden ikke nogen søn af J.T. Mitchell, men derimod en agent, der giver sig selv kunstige personligheder for at infiltrere sit mål. Han har fået frigivet firmaets viden, så Kazakhstan ikke kan få den undertrykt, og hans mission er umiddelbart løst. Han har lagt den falske personlighed til siden.

Ude i nærheden af Venus kommer et rumskib sejlende. På siden af det står skrevet “J.T. Mitchell forever”.

Mikkala har omgivet sit medlemsskab af frivllig død. I stedet har hun omsat alle sine ejendele til penge og investeret i et rumskib med en kæmpe harddisc, som hun og Ada er uploaded i. Deres mål: Sirius. Deres runmskib har retning ud af solsystemet.

Producer Moreno læner sig tilbage i sin stol. Han kigger op på de mange skærme, og beordrer sin computer til at gemme de redigerede optagelser. Det er det bedste realityshow nogensinde. Det er brandgodt tv.

Konklusion

Det var så afslutningen på menneskejagt, fjerde kapitel i Transhuman Space-kampagnen. Vi tager nu en pause for at spille diverse mindre spil. Efter påske begynder vi med Itras by.

Vi anvendte mange bekendelsesscener i de to spilgange. De blev brugt til at bringe personens indre frem i spillet, og det inde i spillets fiktion, idet at bekendelsen foretages foran et kamera over for seerne af showet. Det betyder, at spilpersonen stadig agerer, når der afsløres det indre liv, og det betyder, at spilleren kan fremhæve og fokusere på de ting i spilpersonen, som er vigtige, mens som ellers ikke lige kom frem. De fleste af scenerne blive sat midt kampscener for at indhente en bonusterning, hvilket bringer karakterudvikling ind i kampscenerne. Karakterudvikling er fortsat centralt i spillet, og memerne (Keys i TSoY) er et uforligneligt værktøj, da spillerne kan  vælge at introducere elementet, eller spilleren kan vælge at bygge konflikter op over problemstillingen, og spilleren kan vælge at skrinlægge problemet igen ved at afhænde memet. Der blev således solgt og købt mange memer, under de to sidste spilgange, og et i sandhed stort øjeblik var, da Mikkala i en Bekendelsesscene afslører, at hun dropper Frivillig Død-bevægelsen, da livet er alt for spændende at leve, da hendes medlemsskab har været et så definerende element af hendes personlighed. Der blev også udspillet en række genopfriskningsscener, som jeg ikke har omtalt. De har den fordel, at de også er rigtig gode til kafrakterudvikling. I en scene forsøger f.eks. Rosa at skrive et kærlighedsdigt, hvilket Ada overhører, og hun truer med at offentliggøre digtet over for J.T. Mitchell, hvis Rosa ikke indvilliger i at give ham et kys på kinden – Niels har nu valget mellem at konflikte med Ada omkring dette, men rulles der terninger, kan der ikke genopfriskes, eller acceptere Adas krav og derved “sige ja”. Han vælger det sidste, og Rosa kommer farende ind i fællesrummet, hvor Mitchell junior sidder, og hun planter et kys på hans kind, hvorefter hun render sin vej igen, og Ada sletter sin erindring om digtet.

Der var ikke noget fast plot i spillet, og det har sine fordele og sine ulemper. De sekvenser, hvor spillerne frit måtte bygge på plottet, var faktisk de sværeste sekvenser. Det var let nok at opstille problemer og udforske rollerne i disse situationer, men at opbygge et eksternt plot var derimod svært. Det blev straks lettere, når der var diverse benspænd, typisk i form af udefrakommende trusler. Det skabte lynhurtigt plotmateriale, og det havde den fordel, at det indlejrede spilpersonerne i plottet. Plottet blev ikke kun en udefrakommende ting, men derimod en ting, som var betinget af spilpersonerne, og som spilpersonerne var en vigtig del af. Erfaringen er her, at næste gang vil der være et eksternt plot, som spillerne skal spille bold op af, og det vil være åbent således, at spillerne kan indlejre deres spilpersoner i plottet.

Fortælleretten flød frem og tilbage imellem os, og nye elementer blev kort og effektivt brainstormet imellem os, inden en af os tog ordet og begyndte at beskriver oplægget. I en række tilfælde indleder spilleren scenen, og når spilleren som spilperson interagerer med oplægget, overtager jeg som spilleder oplægget og skaber derved modspillet og rammen for handlingerne. De forskellige scene-regler stimulerer handlingen, og det medførte blandt andet det fantastiske slagsmål i scene 8, hvor spillerne eliminerede en stribe pirater på grusom og effektiv vis. Muligheden for at vælge mellem to scener (a eller b) har jeg svært ved at vurdere gevinsten ved. En ting det medførte var, at spillerne kunne opprioritere nogle handletråde over for andre, og de blev nødt til at fravælge oplæg, som står tilbage som fristende oplæg, der gemmer på hemmeligheder, som aldrig blev manifesteret. Hvad mon man gik glip af?

Baggrundsmusikken var Battlestar Galactica – 3. sæson, Ghost in the Shell – Stand Alone Complex 1, Event Horizon, Equilibrium, Jar Head og Songs of a Distant Earth.