[Kineserier] Neo: There can be only Vampires

Efter vores sidste spiltest af Kineserier blev vi enige om ændre miljøet fra kinesiske wire-fu film om kejserrigets samling til en Highlander – Matrix – The Crow – Vampire – New York-ramme med en verden i forfald, skyskrabere, regnfulde gader, lange blafrende trenchcoats, mini-uzier og sværd!

Det gav desuden mulighed for at teste næste element i Kineserier: Det dynamiske flowcharts, som udstikker rammerne for kampene i Kineserier. En række indie-rollespil bruger relationskort til oplæg for selve spillet. Det er almindeligt for Sorcerer, Legends of Alyria m.fl. De bruges til at etablere grundlaget for konflikterne i spillet: Hvem er for eller imod hvem? De er en slags potentielle flowcharts for konflikter. Mangt et klassisk con-scenarie med investigation-elementer og en Djævel for enden af scenariet har et flowchart til at hjælpe spilleder igennem spillet.

Med det dynamiske flowchart (fordi det lyder meget wire-fu, at det er dynamisk) så bruges flow-chartet til en slags spillebræt, hvor spillerne flytter deres karakterer rundt til forskellige lokationer, og hver lokation rummer en eller flere scener, som man så udspiller.

Ideen er, at man i fællesskab sætter scener og lokationer på kortet, og gør det med udgangspunkt i kortets illustrationer. De scener, som sættes på kortet, kommer fra en liste af scener, som passer til spillets genre. I dette tilfælde er det “På sporet”, “Weltschmerz” og “Kamp”. Med en “På sporet”-scene kan en eller flere spillere spille efterforskning, præsentere ledetråde og på anden vis introducere spor (lidt i stil med Mikkels Løgstør). Weltschmerz-scener bruges til rolleudvikling, de spilles typisk alene, og de rummer en masse indre monologer.

Vores kort endte med at se således ud: Kineserier: The Crow Edition

Spilpersoner

Vi skabte følgende karakterer:

• Niels: Torn – vampyr, hvis mission var at dø, og hvis forbandelse var, at han var dømt til at miste alle, som han elsker. Hans egentlige plan var at ofre den tiende vampyr og transformerer sig til Khazan – den kropsløse herre.
• Morten: Erwald – vampyr, hvis mission var at erobre Torns jernkors, og hvis åg var at være for evigt adskilt fra sin elskede Tatyana.
• Anne: The Cop – en spøgelsesbetjent, hvis mission var at rense sin by for skurke og monstre, og som led under mindet om, at han var ensom og forrådt.
• Kasper: Raymond – ensom omstrejfer, der er transformeret til en udødelig vogter af de uskyldige, som revanche for den søster, som han mistede, men hvis død han i virkeligheden selv var skyld i.

Til hver karakter følger der nogle tematiske beskrivelser (læremester, kampstil, trenchcoat, våben osv.), karakterens relation til de andre spilpersoner, og spilpersonens hemmeligheder og vigtige øjeblikke i karakterens liv. Materialet udgør den ramme, som man spiller og improviserer over, og særligt baggrundshistorien er åben for, at man løbende ændrer den og justerer den til at passe til den historie, som man spiller. Således fik jeg selv fortalt historien om Erwald, der døende af TB, blev af sin elskede forvandlet til vampyr for at frelse ham fra døden. Siden dræbte han hendes far i sin blodrus, og hun kastede sig i afgrunden, da hun indså hvilket monster, hun havde skabt. Erwald begravede hendes lig i en navnløs grav i familiekrypten, og han stjal The Cops hjerte for at vække hende til live igen. Han manglede kun en vampyrs blod (Torns, naturligvis) for at genskabe hende som vampyr, men inden da lykkedes det The Cop at fordrive ham. De enkelte elementer blev fortalt gennem flashbacks i kamp, ved afsløringer af hemmeligheder i kamp og ved indre monologer i Weltschmerz-scenerne. Den første halvdel havde jeg løseligt udtænkt på forhånd, den anden del opstod under samspillet. Vi bruger spillets ramme til at skabe vore karakterers fortællinger og til at have en storslået oplevelse undervejs. Det er meget stimulerende for improvisationen.

Spilmekanik

Spillet kører over to akter. Der er to runder af scener i hver akt. En runde af scener er, når hver spiller har deltaget i en scene. Som udgangspunkt er hver spiller desuden med mindst en kamp i hver akt.

Det dynamiske flowchart fungerer ved, at hver spiller anbringer sin markør på kortet, og så rykker man på skift et felt. Herefter finder man ud af hvilke scener, der skal spilles, og disse bliver nu spillet efter en rækkefølge, som man aftaler, så der bliver i hver runde en passende vekslen mellem kamp, på sporet og weltschmerz. I første akt rykker hver karakter et felt, og i anden akt flytter hver karakter to felter. Hvis man havner på et felt med to scener, vælger man hvilken, man vil spille. Havner man alene på et felt med Kamp, må man ‘glide’ over på et nabofelt og engagere en spiller her i kamp uanset om der normalt, ville kunne udspilles en kamp på feltet.

Slagets gang

Handlingen er som altid svær at gengive bagefter. Vi følger de fire overnaturlige væsners færd gennem byen, og ser hvorledes deres veje krydses, mens vi gennem indre monologer og flashbacks afdækker deres historier og ser hvorledes de kulminerer i nuet. Alle scener bidrager til at afdække karakterernes historie, og som de andre gange med kineserier, så er kampscenerne essentielle for at få lært rollernes historie at kende.

Da vi alle var bekendt med reglerne, var det ikke nødvendigt med en spilleder til at strukturere handlingen. Vi kastede os over spillet, og mange af scenerne udspilles gennem ”ja-spil”, altså at man generelt siger ja til medspillerens oplæg og bygger videre på det hændte. En tommelfingerregel er, at man må ikke spolere en anden spillers koncept for dennes rolle, men man må gerne udsætte karaktererne for lidt af hvert. Større indgreb mod en anden spillers karakter afklares ved et hurtigt spørgsmål.

Vi fik således skabt fortællingen om fire lidende personer, der strejfede ensomme rundt i New Yorks gader, mens de hver især lagde deres grumme planer. Her kommer handlingen i sit meget korte format. Indholdet af historien er langt større, end hvad handlingen lige afslører. Meget hurtigt fik vi etableret, at det havde noget med en sjælden blomst fra Himalaya at gøre. Det skete ved, at Torn og Erwald mødtes til en ”På sporet”-scene på flodbåden under en mafioso-fest, hvor de nødvendige oplysninger til en Dødelighedsdrik blev fravristet en kinesisk gangster (som vampyrer er jagten på dødelighed langt fra irrelevant). Imens var The Cop på en lignende jagt i Chinatown og Raymond praktiserede sin weltschmerz i slumkvarteret. Det var så første runde i første akt. Herefter flyttede vi vores karakterer rundt på flow-chartet. Torn tog til Chinatown, hvor han konfronteredes med The Cop (Kamp!), der resulterede i, at Torn blev fastforankret af et fortryllet jernspyd i grotten med den underjordiske sø og de skrøbelige stilladser, som lå skjult under den kinesiske butik (den er god nok, se filmen Big Trouble in Little China). Imens konfronteredes Erwald med Raymond på perronen i metroen, da Erwald vidste, at det i virkeligheden var Raymond, der besad blomsten fra Himalaya. Imidlertid blev Erwald drevet på flugt, da han blev konfronteret med sin manglende refleksion i tusindvis af glasskår fra et spejl.

Derefter gik vi videre til anden akt, der rummede en del weltschmerz. Først var The Cop og Torn på kirkegården for at weltschmerze, mens Erwald led ensomheden på natklubben, og Raymond var på sporet af mysteriet om vampyrerne og deres planer. Siden konfronteredes The Cop og Raymond på et hustag kort før solopgang, hvor de efter en heftig ordveksling slog sig sammen i kampen mod de to vampyrer. Imens var mødtes de to vampyrer kort på kirkegården, Erwald for at mindes tabet af sin elskede, mens Torn netop var på vej til Chinatown, hvor han blev konfronteret med Raymond, og de havde en heftig kamp midt i den kinesiske parade, der endte med, at Raymond gik ned, slået for fode af Torn. Andetsteds var The Cop på sporet af vampyrernes planer ved at tage ud på båden, hvor mafiaen netop have holdt fest, og netop som spåkonen havde afsløret vigtige hemmeligheder for ham, blev han konfronteret med Erwald, der noget nær fik slået The Cop til plukfisk. Kampen væltede ud af skibet og ned i havnen og ind under havnemolerne, men det kraftige solskin kostede Erwald kampen, om end han langt fra var besejret.

Mere nåede vi ikke, da klokken pludselig var blevet mange. Vi kom lidt sent i gang, da vi blandt andet skulle forberede karakterer til Itras by, som er det næste, vi skal have spillet.

Næste spiltest bliver til Sommerspil, og derefter skulle en demo til VC gerne være klar. Spillet skal testes lidt mere, så jeg er sikker på, at det kan spilles af et bredt publikum.

Musik anvendt under spillet: A Kind of Magic, Highlander: Final Dimension, The Crow, The Matrix: Reloaded, Planet Terror: Grindhouse.