[Efterspilsrapport] Indtil vi synker

I dag blev sportsfiskeren fundet død. Han var styrtet ned fra den klippe, hvorpå han stod og fiskede. Han var styrtet ned på klipperne under sig, og hans hoved var flækket åben som vandmelon.Vi snakkede en del om det her til aften på verandaen.

Indtil vi synker … er et af bidragene til Nørwegian Style-antologien (anmeldt på bloggen, anmeldt på RPGforum, download Indtil we synker …), og det handler om en lille flok personer, der opholder sig på et ferieresort på en lille ø, der ligger i et fjernt hjørne af Stillehavet, og øen er ved at synke. Hver aften mødes den lille flok på verandaen og snakker om dagens hændelser og gøremål.

Da jeg gik tur på stranden i dag, fandt jeg en måge med en stoppenål stukket gennem sit hoved. Mr. Morgan fortalte her til aften, at der har været en del voodoo på øen, og nogle af os kunne huske, at vi havde bemærket, at sportsfiskeren Poul havde en del strikketøj med sig. Vi gættede på, at han brugte det til at vedligeholde sine fiskenet. Vi har også opdaget af Pouls lig er væk. Det må være drevet til havs med tidevandet, da vi alle troede, at de andre tog sig af liget.

Vi spillede det, Peter Fallesen, Anne Vinkel, Kasper Mosekjaer og jeg, og det varede godt og vel omkring 1 time og 50 minutter. Ifølge vejledningen varer det alt mellem en og fem timer, og det kan spilles mere eller mindre semi-live. Vi valgte at spille omkring et bord.

Det var et ganske underholdende lille scenarie, der udspillede sig henover seks dage. Den første dag og den sidste dag har en fast hændelse (henholdsvis Sportsfisker fundet død og Øen sank i nat), men for de mellemliggende dage er der trukket et hændelseskort. Man spiller selve samtalerne på verandaen, og hver ”aften” eller scene slutter, når to karakterer har forladt scenen. Dette sker ved at en spiller erklærer, at han eller hun forlader scenen. Ved starten af hver scene trækker man et tilfældigt hændelseskort (der er 15 forskellige, og man anvender mellem 3 og 5 af disse), som afspejler noget mystisk, der sket siden sidste aften på verandaen. I løbet af spillet trak vi følgende kort:: Død havmåge fundet på stranden, Hotelradioen er våd, En skikkelse i stormen og En sælsom hilsen. Til hvert kort følger en kort forklarende tekst.

Vi er nu uden radiokontakt med omverdenen. Der er spildt vand i radioen, og nogle af os mistænker de andre her på øen. Det kan ikke have været et uheld, slet ikke når man tænker på, at Mr. Morgan har været rundt og vande planter i hele hotellet.Flere af os har bemærket, at den ene fryser i køkkenet støjer utroligt meget, og at der er sat hængelås på. Hvad gemmer sig i fryseren?

Der er tolv rolleoplæg i spillet som er en blanding af indfødte og hotelgæster, som spillerne vælger deres roller imellem (dog kun 1-2 indfødte i scenariet). Vi valgte på skift “Former Priest”, “Geologist”, “Gossiping Retiree” og “Hotel Owner”, og de blev til efterlønneren Hans Henry Harkenfeldt, præsten Johannes, geologen Thea og hotelejeren Mr. Morgan. Rolleoplæggene udstikker en ramme inden for hvilken man opbygger sin rolle, men de er meget frie at arbejde med. Vi udtænkte vores roller hver for sig, og meget af rolleudviklingen skete i mødet med de andre spilpersoner.

I nat under det store stormvejr så jeg en skikkelse ude i haven. Vedkommende var ved at grave noget ned, og Thea har fortalt mig, at spaden er borte. Inden jeg gik i seng, fortalte Johannes, at han ville kigge nærmere på udgravningen i haven. Fryseren har vi konstateret er blevet tømt i nattens mulm og mørke. Jeg sneg mig i dag ind på Pouls værelse og læste i hans dagbog. Det er en underlig tekst, han skriver stolpe op og stolpe ned om, hvorledes han skal fange rædslen i dybet, som både lurer i hans drømmes hav, og som lurer i vandet omkring øen.

Selve historien vekslede mellem at være en krimi, en surrealistisk fortælling og en komisk historie. Vi vekslede handlingen mellem at snakke om de specifikke hændelser, som udspringer af hændelseskortene, og om alle de samtale-emner, der opstod som følge af de det hændte, og vores reaktioner på det hændte. Når man spiller på denne måde, tilstræbes det, at man bygger oven på hinandens udsagn i stedet for at dyste om udsagnene eller om taleretten (mange amerikanske indie-spil), og i stedet for at få alskens handlinger sanktioneret af spilleder (mange traditionelle rollespil). Spillet er derfor meget rigt på både indlevelse og improvisation, da man har en række retningslinjer for, hvorledes man spiller, men man standser ikke spillet for at forhandle eller håndtere regler. Vi snakkede kun uden for spillet og om spillet mellem scenerne, men i selve scenerne foregik alt in character. Næsten alt, for latterudbrudene og de store smil kunne være svære ikke at lade være med at skinne igennem.

Her til aften var Johannes meget alvorlig. Først troede jeg, at det drejede sig om den ”spark mig”-seddel, som jeg havde sat på ryggen af ham, men han fortalte, at da han kiggede på hullet om i haven, fandty det for nyligt tilkastet og det var fyldt med bacon, og nogen havde skåret ind i palmetræets stamme “Johannes, vi mødes igen”. Til gengæld har Mr. Morgan fortalt sig, og vi ved nu, at det var ham, som kom til at vande radioen, og om han ikke har gjort det igen! Vi er stadig uden kontakt til omverdenen.

Undervejs markerer man hændelseskortene et efter et, når man finder frem til det, der virkeligt hændte. Når et element er blevet fastsat, sætter man en markør på hændelseskortet, og det kan nu ikke længere ændres. Hændelseskortene skal senest fastsættes på den sidste dag i spillet.

Selve historien blandt ganske spændende, og den udviklede sig til noget af en grum skæbnefortælling, om øer, der rejser sig af havet, og som bliver opslugt af havet, om en slægt af hotelejere, hvis alder synes at veksle drastisk. Mr. Morgan syntes at være født et sted mellem 1950 og 1810. Jeg har nogenlunde gengivet en del af de ting, vi udspillede, men langt fra alt er kommet med, f.eks. er der intet om Mr. Morgans uvane med at føre regning over alle ting. Noget af det spændende var at se, hvorledes vi bandt tingene sammen til en sammenhængende historie, og det var en historie, hvor det var spændende at se, om de andre spillere ville fortælle netop de ting, som man frygtede, at de ville fortælle, nemlig at voodoo og ældgamle krafter lurede i havet omkring øen overflade. En af de fascinerende ting var også, at det var tydeligt for alle, at sportsfiskerens lig måtte være anbragt først i fryseren og siden gravet ned i haven, og det var derfor så meget mere virkningsfuldt, at det var et falsk ledespor.

I nat sank øen. Hele stueetagen stod under vand, og vi evakuerede ud på Mr. Morgans båd. Nu venter vi på at blive undsat. Havet er spejlblankt. Johannes har indrømmet det, han talte med Poul kort før hans død. Han så, at noget stort og monstrøst, noget med lange pigge kom op af vandet og trak ham i døden, da han gjorde et håbløst forsøg på at trække det i land. Mr. Morgan bliver ved med at fable om, at hans morfar, og at hans oldefar hver især har bygget et hotel på øen, og at det var på andre øer, som nu er sunket. Thea har lige tysset på os, hun siger, at hun kan hører en mystisk trommebanken, som den vi hørte forleden nat på hotellet. Mr. Morgan sidder i et hjørne af båden og rokker frem og tilbage, mens han mumler “Oldefar kommer, oldefar kommer”.

– Uddrag fra dagbog fundet mellem drivtømmer.