[Min D&D-kampagne] Skyggernes bibliotek

Sidste gang udforskede Nadya Oldemoders palæ for at sikre sig, at den kannibalistiske genganger-kusk ikke længere var en trussel mod Glantris borgere. I færden gennem Oldemoders palæ blev Henri og hans skabning, Angela, grebet af skyggearme og han forsvandt ind i mørket for ikke at blive set igen. Derefter turde ingen af de andre udforske mørket. Siden blev Dofindinurfar og Aevilja lokket ind gennem en portal af en dragende stemme, og alene tilbage i palæet var Nadya og Cornelis, der siden fandt kusken og standsede hans rovdrift på sagesløse folk.

Denne gang gælder det Dr. Henri Achards skæbne. Det var langt fra min mest velforberedte spilgang, men med Viking-Con lige om hjørnet og med to scenarier på tapetet (ene i samarbejde med Troels), så kan det være lidt svært at finde tid til det hele. Så karaktererne overlod jeg til spillerne at improvisere, og dagens specialregler var ikke helt strømlinede. Ikke desto mindre velkommen til

Dr. Henri Achard og fangerne i Skyggernes bibliotek

 Skyggearmene trak Henri og Angela gennem en portal, og de vælter begge pludselig ud på en gangbro af træ. Gangbroen går på tværs af en uendelig dyb skakt, og længere nede går andre gangbroer på kryds og tværs langs skakten. Op langs væggene er bogreoler, og rundt langs væggene løber svalegange af træ. Stedet er hyldet i et evigt tusmørke, hvis lyskilde er ubestemmelig. I udkanten af øjenkrogen anes skikkelser ved bogreolerne, men når blikket falder på dem, opløses de i skygger. Det samme sker for bøgerne i bogreolerne.

I skaktens fire hjørner oppe under loftet er der fire vindeltrapper, som løber op gennem loftet. Ned af trappen kommer en menneskekvinde i flagrende blå gevandter. Hun har blå læber, og hun er lettere forvirret. Hun har travlt med at finde en bog på reolen – og det er ikke let, da bøgerne tit forsvinder som røg mellem fingrene opløst i skygger. Hun hilser hurtigt på Dr. Achard og Angela. Siden dukker en stor norsk skovtrold op (tænk noget i stil med Jouhn Bauers illustrationer), som også er fascineret af den nye tilrejsende, særligt da han først nu lærer en ting om stedet: Dr. Achard styrter pludselig gennem træværket, som han står på, men han lander heldigvis nogle meter nede på en anden svalegang. Det træværk, som han stod på, er pludselig blevet til en skyggeagtig substans, som ikke kan bære ham.

Hvad vi har gjort forinden

Jeg har sendt Kenneth væk fra bordet, og så har jeg briefet de fire andre (Troels, Christina, Marie-Luise og Louise) om dagens særlige regler. De spiller hver især en troldmand, der kommer fra en anden verden, og som er strandet i Skyggernes bibliotek. Hver især søger de efter hver deres vej ud af biblioteket for, den eneste måde at forlade stedet på er at finde sin egen vej. Hver spilperson vil lide en bestemt skæbne i biblioteket, og den skæbne vil man få lov at spille, når man tredje gang lukker en scene. Opnår man karakterens skæbne, får man en ekstra feat til ens primære spilperson. Der er fire skæbner, og vi fordelte dem imellem spillerne: Bliver opslugt af skyggerne (fortabt), falder gennem træværket og styrter i afgrunden (fortabt), bliver vanvittig og kaster sig fra et vindue i tårnet (fortabt) og finder sin personlige vej ud (reddet). Spillerne kendte på forhånd deres karakterers skæbne og kunne derfor spille hen imod den tematisk.

Scene-mekanikken: Den, der sætter en scene (altid indeholdende Henri og scenesætterens karakter), kan ikke afslutte scenen. Man kan kalde de andre ind i scenen (10+ på 1d20), melde sin egen ankomst i scenen (10+ på 1d20), og er man ankommet til scenen, kan man afslutte scenen (15+ på 1d20). Man opnår en +5 bonus, hvis man kalder en anden ind i scenen, eller selv ankommer til den. Hvis man optjener bonusser i en scene, man ikke selv kan lukke, gælder bonusserne i efterfølgende scene. Man må forsøge flere gange at træde ind i en scene eller blive kaldt ind i en scene af andre. Der skal gå lidt tid imellem hvert forsøg, og forsøget skal gøres af folk på skift. Når man har lukket en scene, sætter man den næste scene. Tredje gang man har lukket en scene, må man sætte den scene, hvor ens karakter fortabes eller reddes. Hvis ingen kan lukke en scene, og den tydeligvis er udløbet, betragtes som scenen som lukket af den femte spiller (dr. Achard), og han sætter den efterfølgende scene (ingen har fordel af dette).

Jeg instruerede desuden spillerne i, at deres opgave er at forstyrre Dr. Achards studier, og at de skulle gøre det ved at dukke op eller kalde hinanden ind i scenerne. Det skulle de gøre i stil med sitcom-komik.

Rent intuitivt fik folk spillet præsentationsscener af deres karakterer, som samtidig med også tog Dr. Achard rundt i settingen, og jeg kunne ind i mellem præsentationerne af karaktererne beskrive stedet, og stille og roligt introducere Kenneth for nogle af stedets regler. Som tilføjelse til ovenstående system er derfor en regel om intro-scener, hvor man på skift må dukke op, som man lyster og præsentere sin karakter, da reglerne omkring scene-entre og scene-lukning ikke er trådt i kraft endnu.

Vi er stadig i gang med intro-scenen

Achard bliver desuden præsenteret for den ’russiske’ depressive komiker-illusionist-gnom, hvis meget store næse hænger nedad, og derefter bliver han ledt op af de fire vindeltrapper. Han kommer nu op i et tårn.

Tårnet havde jeg også forklaret for de andre spillere: Tårnene er høje spir, og de bruges som læsesale og studerkamre. Her er der vinduer, hvor man kigge ud i et uendeligt, evigsort natmørke. Man kan ane de tre andre tårne i mørket (et for hver vindeltrappe), men der er uendeligt langt ned fra hvert tårn, og udenfor hyler trolddomsvinden i spirerne, og man kan konstant høre vindens tuden i vinduerne. Trolddomsvinden driver langsomt folk til vanvid, men da det er en trolddomsvind, så er man kun sær, når man er oppe i tårnene og hører vinden tude. De fire biroller er allerede blevet drevet til (lettere) vanvid, og alle scener oppe i tårnene, der skal man spille sin rolle, som var den smågal, og i alle scener nede i biblioteket, er der ikke noget vanvid. Ideen er, at enten vover man livet nede i biblioteket med fare for at blive opslugt af skyggerne eller for at styrte i afgrunden, eller også sætter man sig op i tårnene og studerer og risikerer langsomt at blive drevet til vanvid (hvorefter man kaster sig ud gennem et vindue og styrter i afgrunden).

 Her møder Henri en adonis-skikkelse med broncelød fra Sommerlandet. Han er den smukkeste mand, som Achard nogensinde har set, og han er iklædt gul silke og forgyldte snabelsko. Han er bevæbnet med en krumsabel, og hans magi er baseret på tjenende ånder, djinni. Han er meget sær i sin opførsel, han er opslugt af at synge og recitere digte for at vinde sig både Achards og Angelas opmærksomhed, da han har en bred smag.

 Jeg lader nu Kenneth forstå hans mål. De andre spillere sætter på skift scener, og han skal i de scener forsøge at studere de mange værker (gennem Knowledge (Arcana) DC20) for at finde sin egen personlige vej ud herfra. Han kan forsøge flere gange i en scene, og han kan opnå tre succeser i hver scene.

Hvad ingen af de fem spillere ved er, at de enkelte succesfulde checks akkumuleres til en ekstra bonus. Hvis Kenneth opnår et samlet resultat på 30 på et terningeslag, så finder han sin egen vej ud fra Skyggernes bibliotek. Undervejs vil han akkumulere andre bonusser med succesfulde slag, der kommer op mellem 20 og 30. Det resulterede rent konkret i en ny 2nd lv spell og et plotpoint.

Vi når i alt ti scener i løbet af spillet. I niende scene opsluges den depressive gnom i skyggerne, og i tiende scene styrter trolden i afgrunden, da der er opstået et slagsmål om den bog, som Henri vil studere.

Efter fjerde scene introducerer jeg faren ved trolddomsvinden. Mellem to scener fortæller jeg Kenneth, at den hylende vind uden for vinduerne er en trussel mod hans spilpersons mentale helbred, og jeg beder ham rulle et Will Save DC20. Det fejles, og Henri – når han er oppe i tårnene – fører nu aktivt samtaler med Angela, som om hun taler direkte til ham. Hun er et stumt væsen, men oppe i tårnene taler jeg på hendes vegne, og de andre spillere hører ’kun’ Henris tale til hende.

Organiseret kaos

Henri bruger den første tid på at forsøge at studere, men han lader sig generelt forstyrre at det rend af biroller, som konstant forstyrrer ham. Af og til lykkes det Kenneth at fortælle, at hans spilperson studerer, og han får lov at rulle, men ofte er de andre så forstyrrende og opmærksomhedskrævende, at han ikke kan få gennemført sine handlinger. Med undtagelse af ovenstående regler, så kører vi alt spillet systemløst. Birollespillerne gør deres bedste for at komme rendende ind i scenerne og afslutte scenerne med en eller anden kaotisk handling, som forstyrrer dr. Achard.

I starten lader Achard sig velvilligt forstyrre, da Kenneth er i gang med at udforske settingen og opleve de andre biroller på slap line, men senere kæmper han imod deres forsøg, som resulterer i større kaos. Et kaos, som opstår i kraft af, at man skal snakke i munden på hinanden. Hvis Achard skal studere, skal Kenneth beskrive handlingerne, midt i at de andre spillere er i gang med at udspille deres handlinger, og mens de bevidst prøver at forstyrre ham – og ligeledes forsøger deres roller aktivt at forstyrre Dr. Achard.

Det er vanskeligt at gengive handlingen fra dagens spilgang. Scenerne udspandt sig enten i tårnene, hvor de fumlede med diverse forsøg på flygte eller fordrive tiden, mens de var smågale, eller også foregik det nede i biblioteket, hvor det gjaldt om at få fat i bøgerne, inden de blev til skygger igen, eller at træværket under dem blev til skygger.

Af og til afbryder jeg kaoset, hvis en spiller opnår en privilegeret situation i fiktionen – f.eks. det lykkes vedkommende at afslutte scenen – og spilleren bliver nu givet ordet til at afslutte og lukke scenen og sætte den næste scene, som finder sted typisk nogle dage senere.

Til sidst er det hektisk. Den norske sejdkogende skovtrold er styrtet i afgrunden. Det flyder med bøger om anatomi og skyggemagi, og Ejdlif den blå, vand- og luftmagikeren med de blå læber, gør sig bedste for at forstyrre Henri, mens han slynger omkring sig med anatomi-bøger. Den ene kasseres efter den anden, men pludselig opnår han indsigt, og rummet foran ham spaltes, da en flænge flås i virkeligheden, og en portal åbner sig tilbage til Glantri. Achard har gentagne gange forsøgt at finde det øjenbryn, der vil være perfekt til Angela, og nu har han det. Han springer gennem portalen sammen med Angela, er tilbage i hallen i Oldemoders palæ, og han flygter ud i natten fra palæet vidende, at Aeviljas øjenbryn vil være det perfekte øjenbryn for Angela …

Rent praktisk er det lykkedes Kenneth at akkumulere en række bonusser, og han får midt i scenen, inden Marie-Luise får lukket den, opnået DC 30 (faktisk noget mere) på sit Knowledge (Arcana)-terningeslag. Jeg overtager her kontrollen med scenen. Beretter hvorledes portalen åbnes for Henri, da han har fået den fornødne indsigt. Jeg bygger indsigten op på, at Henri flere gange har været inde på emnet omkring Angelas øjenbryn, og at Henri sidder og roder med anatomi-bøger. Jeg beretter, hvorledes han flygter sammen med Angela gennem portalen og ud af Oldemoders palæ – for at signalere, at Henri er i sikkerhed, og at vi ikke skal bruge tid på, om hvorvidt portalen er nu også er det rigtige, om Oldemoders palæ er farligt etc. Til gengæld så er det altid praktisk med benspænd, så derfor lader jeg indsigten handle om, at Dr. Achard kan gøre sin skabning (mere) perfekt med Aeviljas øjenbryn.

Her sluttede dagens spilgang, og den videre skæbne for de to tilbageværende troldmænd forbliver ukendt. Djinni-troldmanden og den blå troldkvinde blev tilbage.

Hvad der ikke helt virkede

Ideen er, at Henri undervejs skal komme til den erkendelse, at Skyggernes Bibliotek faktisk er et farligt sted, som man gerne vil undslippe. En erkendelse, som han kommer til, ved at se, hvordan de andre roller fortabes i biblioteket. Undervejs gik to biroller tabt, men vi fik ikke kommunikeret entydigt ud (midt i kaoset), at de var fortabte, og at de ikke havde fundet en vej ud, og at de aldrig ville komme til det. Det blev nævnt, men ikke tydeligt nok. En anden gang vil jeg gå ind, tage ordet og understrege dette faktum.

Designmål

Et spilsystem, hvor spillerne ikke kender alle reglerne, og hvor nogen kender regler, som de andre ikke kender. Denne del lykkedes til fulde. Reglerne kan undervejs læres af spillerne, men de er nødt til at udforske spillet og fiktionen for at lære dem at kende.

En spilmekanik, der ikke er turbaseret, og som foregår ved at spillerne foretager deres handlinger samtidigt – og i munden på hinanden – og at dette kaos knytter sig til spilmekaniske udfald. Det virkede. Det var fascinerende at følge Kenneths forsøg på at få Henri til desperat at sidde og studere, og opnå sine tre studérchecks i en scene, mens de andre roller konstant dukker op og prøver at afslutte scenen. Det vil der komme mere af.

Næste gang: Dof og Aevilja på eventyr i Gnomerne og den mekaniske sirenes tempel

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i D&D, Efterspilsrapport, indie, Rollespil, Troldmandskampagnen. Bogmærk permalinket.

6 svar til [Min D&D-kampagne] Skyggernes bibliotek

  1. johs siger:

    På eventyr i Gnomerne?

    Like

  2. Morten Greis siger:

    i “Gnomerne og den mekaniske sirenes tempel”.

    Jeg var lidt nysgerrig med, hvem der ville kommentere titlen. Johs er dagens vinder.

    Like

  3. Elias Helfer siger:

    Hold da op – det lyder vældigt… interessant? Og en lille smule forvirret.

    Mener du ikke “GnomerneS og…”? Altså, det er vel også gnomernes tempel?

    Jeg får pludselig billeder for min indre nethinde af World of Warcraftgnomer, der bygger sære kvindeskikkelser. Vi kunne selvfølgelig også være ovre i en god, gammeldags gang tinker gnomes fra Dragonlance. Glæder mig i hvert fald til at høre, hvad DET handler om.

    Like

  4. mortengreis siger:

    Man kan sige, at gnomerne har dedikeret templet til den mekaniske sirene om noget, men titlen skal være “Gnomerne og Den mekaniske sirenes tempel”.

    Jeg kender ikke til WoW-gnomerne, men jeg kan love en ting, og det er, at det slet ikke er Tinkergnomes. Så søde og rare er disse gnomer ikke, slet, slet ikke.

    Like

  5. Johs siger:

    Så de skal på eventyr i gnomerne? og bagefter det der tempel.

    Er det evt. porno?

    Like

  6. Dr. Achard siger:

    Det var en ganske hyggelig omend meget frustrerende omgang rollespil, set fra min synsvinkel. Det at blive kastet ind i en setting man intet ved noget om og ikke kender reglerne til var spændende. Ganske rigtigt brugte jeg en del tid på at “lære” de forskellige roller at kende og det tog også noget tid før jeg forstod hvordan systemet omkring min egen flugt hang sammen. Det at jeg selv skulle finde på noget at studere i hver scene og ytre ordene “jeg studerede et eller andet” tog en del tid at finde ud af. Jeg prøvede flere gange at spille med birollerne, men i settingens natur var det ikke frugtbart, fandt jeg ud af.

    De “flinke” biroller udviste særdeles barbariske og egostiske tendenser i forbindelse med mine studier, mens de selv havde travlt med at finde deres egen udgang. Jeg oplevede flere gange at blive korporligt forstyrret eller få hevet bøger ud af hånden. Jeg overvejede flere gange selv at ty til vold, men fornemmede en markant forskel i styrke blandt mine medfanger og jeg, specielt trolden og adonis-fyren.

    Der opstod en del fjollede og ganske morsommer scener, min favorit var da jeg sad på ryggen af Angela og kigger i en bog, mens hun render rundt på trapperne, skarpt forfulgt af birollerne.

    Jeg opfattede aldrig stedet som direkte farligt på trods af de 2 biroller der “fandt” en udvej (på den ufede måde). Set i lyset af de ekstremt frustrerende og utilregnelige biroller, var det helt klart og uden tvivl dem jeg anså for at være farligst. Så umiddelbart ville en understregning af de 2’s evige, pinefulde og elendige fortabelse ikke kunne påvirke min dedikation til at undslippe det galehus jeg var blevet placeret i. Deres udgang var faktisk en velsignelse, da der pludselig var færre personer til at forstyrre mig.

    Alt i alt synes jeg det var en god omgang, så på trods af Mortens manglende forberedelse var det forholdsvist vellykket, hvilket jo bare viser at vi har en god DM. Set i bakspejlet ville en del concentration checks måske kunne have hjulpet mig lidt. Ikke desto mindre var det en dejlig fornemmelse da jeg i min erkendelses scene, kan vende mig om og vise de 2 resterende plageånder min miderste finger.

    Iøvrigt ser det ud til at jeg endnu engang skal ud og købe terninger. Statistisk set burde det være umuligt at slå så mange ettere!

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.