Problemet Campbell

Jeg sidder og slås med mit bidrag til Imperiet. Et af de mål, jeg havde sat mig var at anvende Joseph Campbells model for eventyr, som er udtrykt i bogen The Hero with a Thousand Faces, da jeg fandt det interessant at overføre denne model fra særligt Hollywoods fortællinger til rollespils måde at fortælle historier på.

Imidlertid er det ikke så lige til, som jeg havde regnet med. Ganske vist kan man overalt på nettet finde erklæringer om, at Star Wars: A New Hope er udformet efter Campbells tese om monomyten. Hovedsageligt argumenterer Campbell for, at man overalt i menneskehedens fortællinger kan finde en grundfortælling, om den unge mand, der drager ud og vokser op. Ydermere går argumentet på, at denne myter former billedet af de forskellige mytologiske skikkelser, og at myten afspejles i indvielsesriter og hele vejen ned gennem vores psyke, som Jung og Freud tænker den. På den måde sammenstykker Campbell sin monomyte ud fra et righoldigt kildemateriale – og manden er belæst, ingen tvivl om det – bestående af Biblen, Koranen, buddhistiske tekster, indianske myter, australske indvielsesritualer og patienters drømme. Teknisk set kan enhver kilde anvendes, da monomyten er allestedsværende og enhver ‘myte’ reflekterer monomyten.

Problemet for mig er, at jeg finder hans bog The Hero with a Thousand Faces ulæselig. Den er et sammensurium af selektiv læsnig af kilder, og ganske vist er de fint annoteret i noteapparatet, men ude af kontekst er de enkelte kilder i virkeligheden meget lidt værd. Kun med en accept af en jungiansk tilgang, hvor arketyper gennemsyrer vores virkelighed, kan modellen fungere. Det virker ikke for mig – og samtidig med er hans bog meget sludrende og sammensat af lange, lange, meget lande kildeuddrag – og når jeg så ser på, hvordan hans tese bliver læst, kan jeg se, at andre har det også vanskeligt med den til trods for, at de så pålideligt anvender den.

Campbells tese har haft en stor indflydelse på Hollywoods udforming af film – og i særdeleshed Star Wars – sådan erklæres det i alle fald, og da særligt Star Wars har været under stor indflydelse af tesen, kan det særligt eftervises i Star Wars. Hvis tesen har formet Star Wars, må formen kunnen vises i tesen, og det gør folk så.

Her er nogle eksempler:

Og en sjov kritik af monomyten:

Basalt set er mit problem, at når man kigger på de mange oversigter over, hvorledes Star Wars passer så perfekt ind i monomyten, så opdager man, at Star Wars kun passer, hvis man må

  1. ignorere rækkefølgen af begivenhederne
  2. fylde huller ud med hændelser fra de to andre film
  3. springe trin i modellen over
  4. hente oplysninger fra tidligere versioner af manuskriptet

– og dertil kommer det, at der slet ikke er konsensus mellem modellerne omkring de forskellige trin.

Det bliver naturligvis ikke bedre af, at nogle trin er så bredt formuleret, så man tror det er løgn:

” The hero can go forth of his own volition to accomplish the adventure, as did Theseus when he arrived in his father’s city, Athens, and heard the horrible history of the Minotaur; or he may be carried or sent abroad by some benign or malignant agent as was Odysseus, driven about the Mediterranean by the winds of the angered god, Poseidon. The adventure may begin as a mere blunder … or still again, one may be only casually strolling when some passing phenomenon catches the wandering eye and lures one away from the frequented paths of man. Examples might be multiplied, ad infinitum, from every corner of the world.”

Så hvis helten med eller mod sin vilje på de gode, de onde, sin egen eller tilfældets foranledning bevidst eller ubevidst, eller på nogen som helst anden måde bevæger sig, så er det trin 1, “The Call to Adventure”. Det er vanskeligt at finde noget, der ikke kan klemmes ind i en så bred definition.

Der, hvor jeg er gået i stå, er ved de to følgende punkter:

Atonement with the Father

In this step the person must confront and be initiated by whatever holds the ultimate power in his or her life. In many myths and stories this is the father, or a father figure who has life and death power. This is the center point of the journey. All the previous steps have been moving in to this place, all that follow will move out from it. Although this step is most frequently symbolized by an encounter with a male entity, it does not have to be a male; just someone or thing with incredible power.

Campbell: Atonement consists in no more that the abandonment of that self-generated double monster – the dragon thought to be God (superego) and the dragon thought to be Sin (repressed id). But this requires an abandonment of the attachment to ego itself, and that is what is difficult. One must have a faith that the father is merciful, and then a reliance on that mercy. Therewith, the center of belief is transferred outside of the bedeviling god’s tight scaly ring, and the dreadful ogres dissolve. It is in this ordeal that the hero may derive hope and assurance from the helpful female figure, by whose magic (pollen charms or power of intercession) he is protected through all the frightening experiences of the father’s ego-shattering initiation. For if it is impossible to trust the terrifying father-face, then one’s faith must be centered elsewhere (Spider Woman, Blessed Mother); and with that reliance for support, one endures the crisis – only to find, in the end, that the father and mother reflect each other, and are in essence the same. The problem of the hero going to meet the father is to open his soul beyond terror to such a degree that he will be ripe to understand how the sickening and insane tragedies of this vast and ruthless cosmos are completely validated in the majesty of Being. The hero transcends life with its peculiar blind spot and for a moment rises to a glimpse of the source. He beholds the face of the father, understands – and the two are atoned.” [9]

Biblical applications: In the gospels, Jesus wrestles with his impending death in the Garden of Gethsemane, before submitting to his Father’s will.

Apotheosis

When someone dies a physical death, or dies to the self to live in spirit, he or she moves beyond the pairs of opposites to a state of divine knowledge, love, compassion and bliss. A more mundane way of looking at this step is that it is a period of rest, peace and fulfillment before the hero begins the return.

Campbell: “Those who know, not only that the Everlasting lies in them, but that what they, and all things, really are is the Everlasting, dwell in the groves of the wish fulfilling trees, drink the brew of immortality, and listen everywhere to the unheard music of eternal concord.” [10]

Kernen er i dette, at vi skal have Freud på banen for at afkode disse punkter (de to foregående punkter er The Meeting with the Goddess og Woman as Temptress, som er en lidt banal læsning af kvinder, som moder/madonna/luder). Pointen er, at barnet (underforstået drengen – der er ikke plads til piger her) konfronteres først med moderskikkelsen – og finder moderen og fristerinden, og derefter møder den destruktive faderkraft og forliges med den (der hvor Freud mener, at barnet overkommer sin misundelse på sin far). Så først er det helten og det kvindelige, så er det helten og det mandlige, og derefter – apotheosen – transcenderer helten det kønnede, og bevæger sig fra verdens faldne, kønnede, duale tilstand til en mere perfekt, ikke-kønnet tilstand. Intet under, at de har svært ved at klemme den model ned over Star Wars: A New Hope. Det er i den sammenhæng interessant, at disse to punkter ikke er med i nogle versioner af tolkningen af Star Wars: A New Hope, mens andre læser Obi Vans åndelige stemme og undsætningen af Leia ind i handlingen (men det kræver, at man vender rækkefølgen af begivenheder om).

Lige nu sigter jeg imod, at dette måske skal gå hele vejen i Space Hulk-scenariet, og helten(e) gennem en ånderejse forliges med Primarchen og Kejseren, og på den måde går over the top. Det kan også være, at jeg i stedet skal sigte på at underspille hele dette aspekt. Jeg er ikke helt afklaret her.

På en mere positiv note, så har jeg fundet en (bred) tolkning af Warhammer 40k med Sorcerer-reglerne. God læselyst.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

5 svar til Problemet Campbell

  1. Interessante tanker, Morten. Glimrende eksempel på pseudo-videnskab: Alle tilhængerne vil så gerne have, at tesen passer, så de hjælper hinanden med at fylde huller ud i stedet for at finde det, der kan forkaste tesen.

    Er du bekendt med unWritten? (http://unwrittencontinuum.com/). Projektet ser ud til at være strandet – men du kan sikkert finde en spiltestversion. Det er et ok bud på at anvende helterejsen som fortællemotor. Måske det kan hjælpe dig videre.

    Et andet 40k fortællespil er WH1K1 (http://www.story-games.com/forums/comments.php?DiscussionID=5338).

    Like

  2. mortengreis siger:

    Hej Frederik,

    Jeg kendte ikke til UnWritten. Tak for linket. Det kan være, at det kan hjælpe mig på rette vej.

    Like

  3. Jeg har det altid svært med at basere fortællinger så præcist på den slags arketype-litteratur, fordi det baglæns tænkning. Teorierne er bygget på en collage af præmoderne litteratur, hvor man vælger og vrager elementer der passer ud fra historier der er skrevet uden tanke på arketyper og monomyter, og hvor forfatteren er fri til at gå uden for skabelonen for at underholde (da han ikke ved at den skal være der!) Senere har vi så den moderne og post-moderne litteratur hvor man gør en dyd ud af at bryde med konventioner og vende vrangen på klichéer, altså selv får lov til at tænke.

    Min konklusion er så at der ikke er nogen forfattere der følger den slags slavisk, specielt ikke nå den er baseret på noget så stift og forudsigeligt som Freud og Jung. Og at forfatteren til tusindfjæshelten lider af det samme som rollespilsteori: Eklekticisme.

    Like

  4. Efter en snak med min viise og litterære kæreste vil jeg godt uddybe: Det handler om at Hr. Campbells teorier er for udviklede til at være praktisk anvendelige som forfatterværktøj, ud over de simpleste grundelementer der skal til for at skrive et eventyr har man frit valg til at indeholde de arketyper og kombinationer deraf man har brug for, for at lave sin fortælling. Det vigtigste er at man kun medtager det man selv mener bidrager og smider resten i skuffen igen. Arketyperne er derude, men de er ikke alle sammen i alle værker, det ville bare være fjollet. Heltefortællingerne adskiller sig fra hinanden ved de elementer der ikke er i dem.

    Mht. Eklekticismen så synes jeg det er noget kolonialimperialistisk fjolleri at ligge vores vestlige arketyper ned over andre verdensdeles fortællinger, der er så mange lag af kulturelle konventioner og traditioner man skal skrælle væk for at få det til at virke at man har dræbt fortællingen.

    Like

  5. mortengreis siger:

    Mit problem med hans model er, at den allerede kollapser, når man bruger den til at analysere med. Der er ikke meget model over noget, der er så voldsomt fleksibelt, og ligeledes mener jeg ikke, at der kan komme nogen meningsfyldt analyse ud af modellen, da vi er ude i noget i nærheden af anything goes.

    Samtidig finder jeg hans læsning af det store kildemateriale problematisk. Jeg skal gerne finde et afsnit frem til at illustrere det.

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.