[Anmeldelse] S/Lay w/Me

Jeg har lånt en række indie-spil af Tobias Wrigstad, som jeg har kort anmelder. Det første var Reality Cops.

Ron Edwards har lavet sit eget nostalgi-rollespil i forbindelse med Old School-bølgen. Old School synes udsprunget af en reaktion mod D&D 4th ed., om ikke andet så har bevægelsen vundet momentum i forbindelse med fjerde udgaven af D&D. 

Old School er en tilbagevenden til de ældste versioner af D&D, som for de fleste af os nok bedst kendes i form af det gamle basis D&D, der kom i fem æsker – rød, blå, grøn, sort og guld, eller AD&D 1st ed. Kernen i Old School er vende tilbage til D&D i sin simpleste form, og den spilstil, der følger med den ældste D&D-version, nemlig den taktiske udforskning af fiktionen, hvor det bliver til et spil mellem spillere og spilledere. Der er således ingen ‘abstrakte’ mekanikker til at interagere med fiktionen – forstået således, at en rogue kan ikke erklære, at han leder efter fælder og rulle sine terninger. I stedet skal spilleren beskrive hvorledes, der ledes efter fælder, og spilleder skal give sandfærdige svar.

Et andet element i old school-bølgen, som ikke er så vel udtrykt er den udspringer af en anden fantasy-tradition end moderne rollespil. Moderne fantasy-rollespil har skabt sin egen fantasy-tradition i samspil med computerspil, tegneserier og uendelige trilogier. Denne tradition ligger tættere af Sword & Sorcery-genrens fantasy. Det er så her, at Ron Edwards seneste rollespil kommer ind: S/Lay w/Me. Det er et indie-spil  (forge-trad.), der følger i hælene på Old School-bølgen, men fokuset er på den fantasy-tradition, der eksisterede på det tidspunkt D&D kom frem.

S/Lay w/Me

S/Lay w/Me er et to-personers rollespil, hvor teksten taler til “du” og “jeg”. Formmæssigt er det en slags topersoners version af Polaris, men i modsætning til Polaris er der ikke to bipersonsspillere (“månerne” i Polaris). Den ene spiller håndtere Monstret og Elskeren (det er ‘jeg’ teksten), den anden håndterer Helten (det er ‘du’ i teksten).

At læse teksten er at begynde spillet. Der er ikke en masse introduktion og velkommen til dette rollespil, som vil give dig en masse gode oplevelser. Der er bare en tekst, der begynder med “Say it all”, hvor en pulp-kriger-protagonist beskrives på to linjer, og derefter skal man i næste afsnit vælge en sætning, der beskriver krigeren, og dertil skal man beskrive sig visuelt i yderligere ti ord. På næste side skal man vælge, hvor historien udspiller sig, og når det er gjort, forklarer teksten, hvad ‘jeg’ – antagonist-spilleren – gør, og at ‘jeg’ har ejerskab over det sted, som ‘du’ har valgt, at historien udspiller sig i. Osv. Teksten er således ikke en manual, som D&D-bøgerne er det. I stedet føres man ind i spillet.

Teksten instruerer herefter, hvorledes man spiller, og hvordan man skiftes til at beskrive, og den strukturerer handlingen ved at oplyse, at først skal man introduceren Elskeren og derefter Monstret. Og så skal man have bunke terninger. Der følger en terningbaseret mekanik til spillet.

Goes og Matches

Handlingen formes over, hvem der har et ‘Go’, som egentlig bare er, hvem har initiativet til at sætte scener (og det kan nogle gange være lidt trættende med nye udtryk, men her er det ‘Go’). Fra et ‘Go’ kan man bevæge sig over i en ‘Match’, hvor terningerne kommer i spil, og hvor man nu kommer i retning af spillets klimaks.

En match består af en serie ‘Goes’ mellem spillerne, hvor de skiftes til at agere og opbygge terningepuljer. Matchen får sit momentum af det simple faktum, at protagonisten skal stræbe efter sit Mål eller Elskeren eller begge dele, mens den anden spiller skal agere som Monstret. De to opbygge terningepuljerne ad denne vej: Beskriver handlingen, ruller terningen, og stabler den med det rullede tal vendt mod den anden spiller, så man løbende kan se hinandens score, og er protagonisten bagud, kan han vælte modstanderens tårn, som da skal rulle terningerne og stable dem på ny.

Ved matchens slutning tæller man succeser op, og dem bruger man til at købe positive udfald i fem kategorier, og der, hvor man ikke køber et positivt udfald, får man det modsatte udfald. Mekanikken er interessant på den måde, man har en serie forskellige udfald, da kategorierne er Opnå mål, fordriv monstret, eliminer monstret, undsæt nogen, opnå noget tredje. Der er angivet en modsætning for kategori.

Titlen

Spillets titel referer til den splittelse, der er i spillet. Sex og vold er sat side om side i form af, at den ene spiller råder både over monster og elsker, og endnu mere kommer det til udtryk ved, at ligesom vold er en naturlig del af spillet, så er sex det også, og spillerne skal forholde sig til begge dele.

Afslutningsvis

Alt i alt er læsningen af scenariet interessant i sig selv. Forfatteren har en tydelig holdning til rollespil, men forfatteren har gjort noget særligt ud af formidlingen af rollespillet. Der følger ikke den sædvanlige model for formidling af rollespil, og det er charmerende. Illustrationerne er af svingende kvalitet, men de signalerer ganske tydeligt hvilken type scenarie, der skal spilles, hvilker særligt gælder for de af os, der har læst Conan-tegneserierne fra 70’erne og 80’erne, på dansk udgivet som disse seks albums. Det er grumme historier, og trods deres egen tilgang til Conan-universet, som lægger et stykke fra Howards romaner, er vi endnu ikke nået helt ind i den stereotype muskelbarbar, som Frank Fazetta med sine tegninger og Arnold med sine Conan-film var med til at udforme.

Formidlingen alene gør spillet til interessant læsning. Som sådan kunne det ‘sælges’ på en con, som et spillederløst tospiller-scenarie.

Læs også Peters anmeldelse, Olivers tegninger og Elias’ spilrapport.