[Delta Green] Den underjordiske

Dette er tredje del af fjerde episode af Delta Green-kampagnen. Det bliver anden del i træk, hvor en agent omkommer. De to foregående dele: Første del, anden del.

Sidste gang sluttede spillet med, at de forskellige agenter slap ud af de underjordiske tunneller rundt om i byen. Imidlertid omkom agent Tremor for øjnene af Agent Simon, der ikke desto mindre formåede at holde sig rolig. Imens havde agent Sharp fundet sig en udgang i en kirke, men ikke helt til den lokale præsts glæde …

Vi begyndte derfor spillet – efter aftensmad og generel snak om Fastaval og forår – med at jeg beskrev, hvorledes de tre første agenter, Trevor, Sharp og Sherlock, allerede er i Den grønne boks, bader, vasker kloakslam og rottemøg, blod og værre ting af sig, renser våben og venter.

Relationsscener

Derefter spurgte folk til relationsscener, så vi sprang til dem, og her lagde Thomas ud. Da han sidst sluttede i kirken med sin agent, valgte han en scene, der udspiller sig i relation til kirken, og vi snakkede frem og tilbage alle fem om hvilken scene, der skulle spilles.

Denne gang brugte vi generelt hinanden til at komme med forslag til scener, og oprindeligt havde Kasper ingen planer om at spille en scene, men efter at vi havde spillet et par stykker, fik han alligevel blod på tanden og en ide til en scene.

Menighedens intervention

For Thomas’ scene foreslog jeg en scene inspireret af en historie, jeg på et tidspunkt stødte ind i. Min intention med oplægget var at få spillet en scene, der udfordrer Thomas’ koncept for hans karakter, nemlig at manden er selfmade, og et vigtigt komponent i dette projekt er hans facade, og den er hans familie en del af. Vi endte derfor med en scene, hvor hans ældste datter, der er hjemme fra ‘Afghaninam’ (vi er i tid lige efter sidste relationsscene), har afsløret over for en veninde, at hun ikke længere er troende, og veninden er gået til sin menighed for at få en intervention, og som led i denne ringer pastoren til hendes far for at få en samtale med ham, om hans datters frafald. Det giver en interessant scene, hvor man aner den indestængte vrede, og den meget bastante men høflige afvisning af pastorens henvendelse begrundet i, at hun trods evt. frafald fortsat kæmper patriotisk for landet.

“Ikke også, Elizabeth?”

For Annes karakter har vi en scene, hvor hun sidder klemt mellem sin mor og tante i en bil på vej til påskefrokost, der bagtaler familiens sorte får, nemlig den tante, der turde forlade familien og få en uddannelse, men som siden fik et sammenbrud (hende så vi i sidste relationsscene). Det er en ganske fornøjelig scene at se de to fruentimmere skabe familiens normative beretning, og hvordan de inddrager en modvillig Elizabeth i processen. Vi nærmer os langsomt familiens centrum, den dæmoniske matrone i form af bedstemoderen, og vi snakkede kort om, at Anne på et tidspunkt måske sætter en mission baseret på familien.

“Gud passer på os”

Peter har et koncept for sin scene, der gør, at han gerne vil have, at vi spiller den sidst, og vi springer derfor til Kaspers relationsscene. Han ville gerne have en positiv scene uden konflikt, og vi kommer frem til en scene, hvor Gregs yngste datter har fundet en fugl, der er fløjet ind i vindue og slået bevidstløs. Greg viser, hvordan fuglen skal plejes, og derefter går de rundt i huset og sætter klistermærker på vinduerne, så andre fugle ikke vil komme noget til. En fin lille feelgood-scene.

Skriftestolen

Peter sætter en relationsscene, hvor vi ‘nærmer’ os hovedhistorien igen. Så fra at åbne med en scene, der tematisk knytter an til, hvor vi sluttede spillet sidst, og til at ende med en scene, der fører os tilbage til det punkt. Handlingen i denne scene krydsklipper mellem, at agent Simon bevæger sig gennem byen fra undergrunden til Den grønne boks, mens han har afhænder sit skydevåben i små dele, så det bliver umuligt at spore ham – og så hans allerførste drabsmission i Moskva, hvor sidder i en russisk ortodoks kirke og tildeles sin mission af en formummet overordnet.

Sammenkomst i Den grønne boks

Herefter er vi tilbage i hovedhistorien. Agent Simon træder ind i Den grønne boks, møder de tre agenter, og derefter udveksler de erfaringer. Efterfølgende dukker langt om længe agent Sharp op. Han er møgbeskidt og såret, og som de andre går han i gang med at pleje sine sår. Mens agenterne foretager alt dette, nævner Peter flere gange, at hans agents opmærksomhed falder på en kæmpestor snigskytteriffel, der hænger oppe på væggen. Peter er med andre ord i gang med at foreskygge senere hændelser.

Agenter begynder nu at planlægge deres næste træk. De beslutter sig for at de vil sprænge skakterne i småstykker og derved eliminere truslen. Særligt agent Simon er fortaler for dette projekt, og han begynder at forberede sprængstoffer. Peter spørger, om der er en chance for, at agent Tully har hamstret sprængstoffer, og jeg oplyser, at det er der, og at hvis Peter spenderer et Agentpoint, så vil der automatisk være de ønskede sprængstoffer. Peter spenderer pointet, og det plastiske sprængstof findes frem.

Agenterne overnatter i boksen, og de plages af en urolig søvn, besværet af deres ubehagelige oplevelser. Agent Trevor vågner en enkelt gang, da døren går, og han ser agent Tully forlade lejligheden. Jeg overtager spilpersonsarket for agent Tully.

Tully borte og telefonen ringer og ringer igen

Den følgende morgen konstateres det, at agent Tully stadig er borte, og han er ikke til at komme i kontakt med. Agent Trevors telefon ringer – det er Detective Green, som lettere spydigt lader Trevor forstå, at hun gerne ser et møde med agenterne, og det lige om lidt. Det beslutter agenterne sig for at ignorere. Derefter ringer hans telefon en gang mere – og det er denne gang Carlotina, der ringer for at fortælle, at hun har fundet Rob og Bob, og at de er ved suppekøkkenet, skulle han fortsat have lyst at snakke med dem. Herefter slukker Trevor for sin telefon. [Rent praktisk får spillerne denne ledetråd, fordi Kasper sidste gang spenderede point på at have en relation, og jeg syntes ikke, at han helt havde fået, hvad han var berettiget til, så jeg genoptog effekten af pointet.]

Agenterne konstaterer, at de har dagen for sig. Agent Sherlock tager ud til deres hotel for at hente deres bagage. Her opdager hun, at der har været brudt ind i hendes værelse. Alle Emmerich SInclairs papirer er spredt ud over hele værelset i et hulter til bulter, og der er hov-lignende spor på flere af dem.

En samtale med Rob og Bob

Agent Simon og agent Trevor tager til suppekøkkenet. Her snakker de med Rob og Bob, som Simon skænker whiskey fra sin lommelærke. De to gamle, tandløse mænd fortæller, at ‘Em’ var meget fascineret af de hjemløses beretninger, og han havde en ide om, at der var monstre i byen, og at han blev meget skuffet, da han måtte skrinlægge sin tese. Ting ændrede sig dog, da han opdagede, at der er udgivet en lang serie af bøger om hemmelige tunneller i USA, og hvorledes disse er blevet bygget og beboet af indianere, som søgte tilflugt her fra den hvide mands fremmarch. Em mente, at de underjordiske var indianernes efterkommere. Rob og Bob kalder dem begravelsesmændene, da de tager sig af de hjemløse, der dør. De samler ligene ind, og de bliver ikke set igen. Ems nedtur ændrer sig fra, at han er i kulkælderen til han er ekstatisk. Han får den ide, at tunnellerne bliver beboet af hollandske protestanter udvandret eller fordrevet fra Europa. Han vil i kontakt med dem, og de har ikke set ham siden. Det er vel tre ugers tid siden.

Emmerichs arbejdsnoter

Imens beslutter Sherlock sig for at kigge en gang mere på Emmerichs papirer. De er et syndigt kaos, men iblandt dem finder hun en annoteret, løseligt oversat fotokopi af Cultes des Ghoules fra 1703. Med hjælp fra agent Simon tydes teksten. Det er en afhandling af Francois-Honores om en kult af fæle afgudsdykere, der dyrker Mordiggian, der indespærret i fængelsesbyen Zul-Bha-Sair, og som de graver gange til kirkegårde, som de bebor, da de på grusom kannibalistisk vis lever af de døde. Der synes at være et underligt ritual, hvor man kan tilbede kultens medlemmer fra en kirkegård, og Emmerich noterer, at det underjordiske område er en kirkegård, da byens oprindelige kirkegårde forlængst er blevet opslugt af byen og er forsvundet. Tilbage er kun kirkerne til at angive, hvor kirkegårdene en gang var.

Dagens avis: Præsten og sarkofagen

Agenterne samler desuden dagens avis op. De bemærker her en historie om en lokal præst, der blev overfaldet i kirken af hjemløse, som slæbte ham ned i katakomberne og spærrede ham inde i en sarkofag*, hvor han blev kvalt. Ganske vist har agent Sharp været meget tavs med sine oplevelser, men mystiske episoder med hjemløse kan ikke undgå at vække agenternes opmærksomhed.

*) hehe, sarkofag betyder ‘kødspiser’.

Det er agenternes gæt, at Emmerich har sluppet noget fri eller ændret på et relationerne mellem ghoulsne og de hjemløse, da han drog ud og kontaktede dem med sin trolddom.

Ned under jorden igen

Over middag beslutter agenterne sig for at gå under jorden igen. De pakker skydevåben og sprængstof, og de beslutter sig for at bruge indgangen gennem kloaken, da de har en mistanke om, at perronen ikke vil være fornuftig at anvende igen. På vej ud af boksen falder agent Simons blik en gang mere på den enorme snigskytteriffel på væggen.

Langsomt og sikkert bevæger agenterne sig ned under jorden. Da de nærmer sig tunnellen gennem skakterne, kan de høre en sælsom fløjtelyd. Læbeløs fløjten spreder en sælsom klang gennem tunnellerne, og noget monstrøst fløjter temaet til Animal Planet. Da agenterne ikke kan undgå at støje, standser fløjtelyden igen.

Agenterne når frem til det første kuglerunde kammer. Her splitter de sig op. Agent Simon og Sherlock fortsætter ind under jorden af den ene tunnel for at nå frem til de hollandske kamre igen. Agent Trevor og Sharp bliver tilbage og vogter de tre andre korridorer. Efter at have beskrevet Sherlock og Simons færd gennem tunnellen klipper jeg handlingen over til Sharp og Trevor – og undtagelsesvis krydsklipper jeg ikke mellem de to hold agenter, men holder opmærksomheden fanget på Sharp og Trevor. De kan høre fløjtelyde nede af den ene tunnel.

Monstre, monstre, monstre

Da Sharp og Trevor prøver at undersøge lyden forsigtigt, kommer de til at blotte sig for den ene sidetunnel. Da Trevor vender opmærksomheden tilbage mod sidetunnellen springer en af de underjordiske imod ham. Imodsætning til dem, de mødte sidste gang, er den ikke udmagret med huden trukket stramt over skelettet. I stedet har den skåret munden bredere, så den med en knagende lyd kan åbne kæberne til at gabe over Trevors ansigt. Tænderne er filede skarpe og den forsøge at bide ansigtet af Trevor, mens den jager de sylespidse fingre i skuldrene på ham.

Kampen bølger frem og tilbage. Trevor er ved at blive trukket ind i den lille skakt, og han forsøger at skyde løs. Kasper har ikke heldet med sig, og han er nødt til at bruge flipflops for overhovedet at ramme ghoulen. Dens vanvittige blik borer sig ind i ham, øjnene stirrer uden at blinke på ham, for den har skåret øjenlågende bort og øjenæblerne er tydeligt synlige. Trevor kæmper desperat, han er hårdt såret, og Kasper kan konstarer, at Trevor kun har ganske få helbredspoint tilbage. Et angreb mere, og han kan være en meget død agent.

Imens kommer to andre ghouls stormende ud af den tredje tunnel. Deres munde er ligeledes skåret op til voldsomme gab, og de stirrer hvileløst på agent Sharp med vanvittigt sultne blik. Deres øjenlåg er også skåret af, og ligesom den første er de klædt som hjemløse – også her adskiller de sig fra gårsdagens underjordiske. Sharp åbner ild mod de to fremstormende ghouls – men hans erfaringer fra dagen forinden gør, at han ved, at de er uhyggeligt sejlivede. Kuglerne flyver dem om ørerne, og selv sårede trænger de frem.

Forfaldet

Situationen er rigtig sort for agenterne. Trevor er stadig i intens nærmkamp med den første, og selv med en angrebsbonus for at være så tæt på sin modstander, har han ikke haft heldet med sig. Imens stormer to forbi ham imod Sharp. Da Thomas’ terninger ikke ruller nær så godt som mine, foreslås det, at han spenderer to forfaldspoint for at han overlever scenen. Problemet er, at han mangler et, som han kan købe for tre menneskelighedspoint (og at en relation går tabt), men han har kun to point. Jeg tilbyder derfor, at vi indskyder en flashback-relationsscene, og at denne kan handle om relationsbrudet. Thomas vælger en scene fra Operation Ørkenstorm, hvor han er udstationeret sammen med sin gamle ven (som vi så to relationsscener siden, hvor James var meget afvisende over for vennens hensyn), og de taler om fremtiden, om familier og om børn. Herefter får Thomas et tredje menneskelighedspoint, og der kan nu købes et forfaldspoint (og vi enes om, at den brudte relation bliver spillet næste gang), og derefter spenderes de to forfaldspoint.

Herefter er det mig, der styrer slagets gang. Pludselig eksploderer den ene ghouls hoved med et enormt brag, så den andens, og imens lykkes det Trevor at eliminere sin modstander. De to agenter er reddet – og de ser nu et løb komme frem af en tunnel. Det er løbet fra en kæmpe snigskytteriffel, og det er agent Tully, der kommer kravlende.

(Peter introducerede riflen tidligere, og det var da tydeligt, at han havde intentioner om, at den skulle reintroduceres senere. Jeg besluttede mig for at hægte mig til denne smule fiktion – og sålænge jeg sikrer mig, at riflen hænger tilbage på sin plads inden scenens afslutning, så kan jeg anvende den. Med andre ord kan jeg ikke tillade mig at lade riflen blive ødelagt, da det vil være at misbruge det oplæg, Peter har lavet. I stedet har jeg anvendt riflen og demonstreret dens effektivitet).

Sprængstoffer, granater og kollapsende tunneller

Da de to agenter er i sikkerhed, klipper jeg scenen tilbage til Simon og Sherlock. De bevæger sig fortsat gennem den snævre tunnel, og de kommer til kammeret med de hvide kakler med blå figurer. Imens Sherlock ser sig forsigtigt omkring, lister Simon sig hen til korridoren, der fører til kammeret, hvor han sidst så konventet af uderjordiske. Han slynger sin store ladning af sprængstoffer ind i kammeret, og derefter flygter de to agenter tilbage gennem tunnellen. Undervejs slynger Simon en granat bagud. Eksplosioner ekkoer gennem tunnellerne. Jord og klippe begynder at falde sammen. Tunnellen bag Simon og Sherlock er ved at kollapse. Samtidig med opdager Sharp, Tully og Trevor, at korridorerne forbundet på sælsom vis, da trykbølgen fra ekplosionen også kommer rullende fra en af de andre tunneller.

Da Simon og Sherlock er fanget i den lille tunnel, og da jeg begynder at bede om terningerul, beslutter Peter sig for at brænde to forfaldspoint for at overleve scenen. Jeg tillader, at denne overlevelse inkluderer agent Sherlock. Jeg overtager kontrollen med scenen, og mens de tre andre agenter er på vej ud, ser de to Simon og Sherlock komme stormende, rædsel og flugtinstinkt er de to eneste udtryk, der kan læses af deres ansigter, og deres dyriske overlevelsesinstinker har overtaget. De har ingen rigtig erindring om den vilde flugt gennem tunnellerne, men ud når de, og hele holdet beslutter sig for at forlade stedet via metrobanerne, da det er hurtigere, end at kravle op gennem jorden ad de lodrette skakter.

Agenterne går langs sporet indtil de når sidedør til en arbejdsstation. Herfra vender de tilbage til Den grønne boks og gør klar til at forsvinde.

Post-mission

Peter og Thomas råder nu begge over 0 forfaldspoint. Når de rammer nul, gør jeg opmærksom på, at jeg nu kan sætte scener, som jeg lyster til at forsøge at eliminere deres spilpersoner, indtil de får et nyt forfaldspoint. Måske bliver en af dem ramt i et fodgængerfelt af tilfældig bilist? I den forbindelse stikker Peter mig en seddel, hvor han beder mig holde igen – og da jeg ved, at Peter har tænkt sig at følge op på sin agents skæbne, gør jeg det – og desuden gør jeg det, fordi vi er sidst på aftenen, og det er ikke rigtig tidspunktet for disse forfaldsscener, selvom de ville tillade os at slutte missionen på et downbeat. Da missionen officielt slut, går vi over til post-missionsspil, hvor vi typisk gør et par bemærkninger til, hvem der indleverer missionsrapporten, hvad de gør ved dokumenter og bevismateriale etc. (dokumenterne ender hos agent Sherlock, som studerer dem mellem missionerne).

Denne gang er det lidt anderledes. Peter tager ordet, og han beskriver, hvorledes agent Simon ligger ude i skoven, camoufleret, og som en specialenhed har han ligget der i flere dage uden at røre på sig, uden at efterlade spor, og med den gigantiske snigskytteriffel pegende imod Hannahs diner. Efter flere dage gør han sig klar til at tage skuddet. Ladegreb gøres, og netop da dukker en skikkelse op. Hun står bag ham, hvisker ind i hans øre, og spørger ham blidt, hvorfor? Det er agent Sherlock. De fører en dæmpet samtale, som kun to væsner, der begge finder mennesker fremmede, kan gøre det. Agent Simon forklarer, at agent Trevor ikke er moden nok, han har ikke haft tab i sit liv. Han er nødt til at miste sine kære for at kunne hengive sig til missionen.

Agent Simon gør klar til at skyde igen. Agent Sherlock affyrer sit skydevåben, og går derfra. Et par uger senere blev liget fundet.

Scenen blev udspillet kort, og den kører ved, at Peter har skrevet en kort instruks til Anne – så vi andre ikke kender scenen, før vi ser den udspillet – og oplægget beskrives af Peter, indtil Anne skrider ind med sin dialog, og efter en kort men sigende samtale, beskrives det, at Simon bliver skudt.

Efterspillet

Herefter snakker vi om efterspillet. Vi kommer frem til, at Dg konstaterer agent Simon savnet, da de ikke kan få fat i ham – og han er sin celles kontaktperson. Desuden bliver liget fundet, og det falder faktisk inden for agent Trevors jurisdiktion, så næste gang får vi en scene, hvor Gregory får sagen med den myrdede efterretningsagent, som er fundet tæt på hans hjem. Morderen ukendt.

Peter præsenterer desuden en ide for sin næste karakter. En FBI-profiler. Peter får lov at overføre de opsparede agentpoint fra agent Simon, og alle spillerne får 8 XP (mere end normalt, men det tog også tre spilgange at nå gennem denne episode). Profileren skal introduceres for gruppen næste gang, og der skal udpeges en ny kontaktperson for Celle S, og Celle T mangler også en agent. Der kommer en serie udfordringer til næste spilgangs interne dynamik.

Jeg spørger desuden Anne, om agent Sherlock nærlæser Emmerich SInclairs dokumenter advarende, at de er farlige tekster at læse. Ikke desto mindre driver nysgerrigheden agent Sherlock frem. Hun læser dem. Agent Sherlock besidder nu 6 point i Cthulhu Mythos, og der er nu to agenter med point i denne score. Færdigheden kan bruges til at forsøge at genkende mythosmonstre og -fænomener.

Til sidst spørger jeg, om nogen ønsker at spendere point på at sætte en mission. Både Anne og Kasper ønsker ved lejlighed at sætte en mission hver. Den ene omhandlende Elizabeths familie, den anden omhandlende Gregorys prolog-mission. Dog skal det ikke være nu. Thomas byder ind. Han kunne godt tænke sig en mission til Sydamerika (han har tidligere foresvævet sin agents interesse for Sydamerika med både at denne nogle gange taler spansk i søvne, og ved at agenten havde en affære med en sydamerikansk kvinde).

Vi aftaler, at Thomas mailer mig nogle detaljer om missionen, og at jeg bygger næste episode op over dette. Så næste episode er en mission til Sydamerika.

Næste gang: Episode fem: Sydamerika

Emmerich Sinclairs sidste notesbog

En masse gulnede løsark håndskrevet med en sirlig skrift og iblandet lange fotokopierede uddrag af Francois-Honores Balfour, comte d’Erlettes bog, Cultes de Ghoules fra 1703, der er oversat i marginen af Emmerich Sinclair. Teksten handler om en afgudsdyrkende kult af kannibalistiske ligædere, der ærer deres afgud Mordiggian, som er fanget i en underjordisk by kaldet Zul-Bha-Sair, og dertil omhandler Emmerichs forskning, at en hollandsk del af afgudskulten flygtede til Amerika, hvor de slog sig ned i Ny Amsterdam, men blev fordrevet under jorden af de hollandske protestanter, der var lige så lidt tolerante, som de europæiske hollændere. En anden tradition handler om, at de lokale indianere blev fordrevet, og at disse skjulte sig i tunneller dybt under jorden.

Teksten rummer en trylleformel: “Kald Mordiggians gravtjenere”, hvor man kan kalde på dem fra en kirkegård under månens skær.

Teksten giver +6% Cthulhu Mythos, koster 1d10 sanity, og den læses mellem to missioner. Sproget er moderne engelsk samt den fotokopierede 1700-tals tekst på fransk.