[min D&D-kampagne] De glantriske islege

Velkommen til vores første episode i meget lang tid. Vi har ikke haft mulighed for at spille af alskens årsager, men nu var gruppen samlet, og vi stod over for to centrale udfordringer, som der længe havde været bygget op til. Imidlertid på grund af den lange opbygning og det lange fravær af spil ville jeg gerne ændre drastisk på situationen.

Vi har mange små tråde, der ligger og flyder, og des længere der går mellem spilgangene, des sværere bliver det at samle op på dem. Jeg satte mig derfor for, at vi skulle forløse de to centrale udfordringer, og derefter skulle situationen vendes drastisk på hovedet, så vi kunne samle spillet op fra en anden vinkel de næste par spilgange og løse de mange små bidder.

Jeg besluttede mig derfor at forsøge at sende spilpersonerne langt bort men uden at strande dem (igen) på de ydre planer, og de ville så kunne samle op på nogle problemer i deres nye position, og de ville samle den anden halvdel op igen, når de kom hjem. Jeg besluttede mig derfor for at sende dem til Øriget Ierendi i Det solbeskinnede hav, et paradisisk kongerige for eventyrere modelleret over Havai, hvor man kan gå falske vildmarksekspeditioner, som var man i Disneyland eller noget tilsvarende.

I kongeriget Ierendi ville visse problemstillinger kunne håndteres, såsom gravide partneres nedkomst, profetiske varsler og des lige, og så ville andre problemstillinger, som vampyren Vrils plagsomme eksistens, vente hjemme i Glantri (jeg fik introduceret de fleste nye problemstillinger på nær en enkelt, som Andrewuthram endnu har til gode).

Velkommen i selskabet

Aevilja har længe bestræbt sig på at blive indviet i et hemmeligt selskab, og det har ikke skortet på benspænd, men nu var den ved at være der.

Aevilja har endelig løst den første gåde, og hun er kommet uden om sabotagen af hendes indvielse. Hun står foran De aalbanesiske dragebrødres logekammer, og nysgerrigt følges hendes vej ind i kammeret af de andre. Et vægtæpper forvandler sig til en lang løber, som hun træder ned af, og Christinas Nadyas nysgerrighed er for kraftfuld en faktor, og Nadya lister sig efter Aevilja ned af løberen, indtil de begge forsvinder i horisonten som små prikker på det røde vægtæppe.

Dragebrødrenes kammer

Kammeret er dekoreret med røde vægtæpper, hvorpå dragebrødrenes våbenskjold hænger, og mellem vægtæpperne er hvide marmorsokler, hvor hvide marmorstatuetter af drager i forskellige positurer poserer oplyst af fakler hængende på stenvæggen bag dem. Aevilja kigger nysgerrigt rundt på statuetterne, mens hun irriteres en del, da hun opdager, at Nadya er strandet i rummet med hende. Blandt de mange statuetter, vælger Aevilja en, hvor dragen knejser stolt, da hun synes, at det træk passer hende bedst. En port åbner sig bag soklen og med en kraftig sandrig blæst fejes de to piger gennem portalen til en anden verden.

Den hvide sol

Ørkenklitter strækker sig i det uendelige. En kraftig hvid sol brænder ned fra en krystalblå, skyfri himmel. Uanset hvor pigerne kigger op, så er det altid op imod solen, som hverken er knyttet til nord, syd , øst eller vest, men der på himlen, hvor man kigger.

Op af klitterne stikker underlige krystallinske rødder eller netværk, som pigerne senere teoretiserer stammer fra de lynkiler, som blå drager spyr. Imellem klitterne er ruinerne af hvide paladser og templer fra en forlængst glemt verden, som er præget af en voldsom ælde. Aevilja genkender verdenen fra sine studier af fremmede planer – det er en gammel verden, Pashtor, som alle dage har været gammel og uddød. De ældste skildringer fra plan-rejsende til verdenen er 1500 år gamle, og selv de beskriver verdenen som død, og templer og paladser stammende fra en tidsalder så fjern, at ingen kan afkode de mange relieffer af monstre og mennesker.

På et tidspunkt kommer de op over en bakkekam, og ser en del, hvis bund er en stor glasskål, der spænder adskillelige kilometer, som om at en voldsom varme har smeltet hele dalbunden.

Paladset

Aevilja fører an til det største palads, de kan få øje på i området. En kæmpestor bygning, hvis nederste etager er begravet i sand, men som stadig rager højt op over sandet. Inde i ly for solen hører de en rytmisk støj, og fra balkonen i en vældig sal, ser de to piger en ældgammel blå drage sove på en kæmpe guldskat. Jeg spørger Marie-Luise, hvordan hun vil komme i kontakt med dragen, om hun vil klatre ned langs væggen, anråbe dragen fra balkonen eller finde en anden vej ind i salen, så hun kan stå øje til øje med dragen. Marie-Luise beslutter sig for det sidste.

Aevilja beordrer Nadya til at blive, hvor hun er, nemlig i forkammeret til balkonen, og derefter søger hun ned gennem paladset, indtil hun krydser til tilsandede korridorer og finder en vej ind i salen. Her går hun modigt op til den ældgamle drage, som nærmest i søvne verfer hende en og hun slynges gennem rummet. Rent praktisk ruller jeg et angrebsrul (rammer AC30, hvilket de færreste troldmænd kan stå imod), og derefter 20 point i skade. Normalt har Aevilja kun 19 hit points, men Christina havde inden insisteret på, at Nadya skulle hærde Aevilja med en False Life spell, hvilket viste sig at gøre en væsentlig forskel, da Aevilja nu ikke gik ned.

Den gamle drage

Dragen fortsætter ikke sit angreb, men hilser i stedet med sin dybe stemme på Aevilja. Da hun ser den i øjnene, er der noget, hun genkender, men hvad det er, er ikke til at sige. Aevilja bemærker, at den store guldskat, som dragen ligger på, ikke er så stor som før. Den er på mystisk vis svundet ind.

Aevilja præsenterer sin sag, og dragen synes interesseret i hende – “Din slags findes ikke mere, ikke siden at magien døde”, og derefter klipper vi til Nadya.

Fra salen et skrig

Et rædselsskrig ekkoer gennem det tomme palads. Et skrig fyldt med rædsel, som Nadya aldrig har hørt det før, og som hun knapt kan begribe stammer fra et menneske. Nysgerrigt og bekymret kigger hun ind i salen, hvor hun ser Aevilja ligge jorden skrigende til hendes lunger ikke kan mere. Dragen kigger op og den får øjenkontakt med Nadya, som straks trækker sig tilbage.

Et svind i hukommelsen

Dragen henvender sig til Aevilja, og spørger om det ikke var bedre. Derefter rækker den Aeviljas pung tilbage til hende, og Aevilja kigger let forundret. Hun har ingen erindring om, hvad der er sket, og dragen fortæller hende, at hun kan vende tilbage, når hun er blevet stærkere.

Hjemfærden

Vejen hjem sker uden de store vanskeligheder, og snart er pigerne tilbage i dragebrødrenes loge, hvor spøgelsesvogteren (et dragespøgelse, som Cornelis for flere år tilbage rendte ind i – præblog) og tre dragebrødre venter dem. To er maskerede, men den sidste er Ambur Horst, som skal være Aeviljas mentor. Pigerne er nervøse for Nadya, da hun slet ikke har lov at være til stede derinde, men Ambur oplyser, at hvis dragen har ladet Nadya leve, så vil ordnen ikke ændre på det.

Marie-Luise får udstukket reglerne for dragelogens special-evner, og hun kan nu en masse ekstra tricks, som normale troldmænd ikke kan, ligesom Nadya har sine heksetricks, og Cornelis har sine ild-elementartricks. Tilbage er Andrewuthram, som angler efter et logemedlemsskab af luft-elementarikernes loge, og han har de nødvendige dokumenter til at afpresse Lord Urbaal til at sponsorere hans medlemsskab.

Vil du huske?

Der er et spørgsmål, som skal afklares. Vil Aevilja erindre det tabte? Cornelis råder over trolddom, som gør det muligt at få hukommelsen igen. Cornelis dræbte en medstuderende til sin indvielse, og det er en erindring, han gerne var fri for, og Nadya har ingen erindringer om sin, men hun ved, at noget skete, som kostede mindst en anden livet, og hun er ikke meget for at få de minder igen. Aevilja beslutter sig for ikke at huske, hvad der skete ved mødet med dragen. Det må vente til en senere gang.

Nattergalen

Andrewuthram har brugt den sidste lange tid på at koncentrere sig om at erhverve en nattergal-familiar. Den ankommer, men i løbet af processen har Andrewwuthram opdaget, at han bliver spioneret på. Blege ansigter hyldet i sorte klæder observerer ham inde fra skyggerne. En af dem kontakter ham, og præsenterer sig som Nattens fyrste von Slagovich, De levendes frygt, nattens ensomme vandrer, der i årti efter årti har vandret skjult for de levende etc. etc. etc.

Von Slagovich er tilsyneladende anføreren af en lille flok melodramatiske vampyrer, der er eller har været studerende, og de vil gerne have Andrewuthram til at være en af deres, og de ser frem til, at han skifter fra at være halvt vampyr og halvt levende til endeligt at blive en af dem. Kenneth græmmer sig, og resten af gruppen har vanskeligt ved at holde deres latter tilbage for den tossede gruppe af vampyrer (nu mangler jeg bare at præsentere en udfordring mere for Kenneths karakter, men det bliver først næste gang, vi er i Glantri …).

Forberedelserne til brylluppet – og mønten

Vi springer frem til bryllupsdagen, og derefter indføres forskellige mindre aktiviteter op til brylluppet, som at Aevilja og Nadya går ud for at købe klæder til brylluppet. Undervejs finder Aevilja sin pung frem og bemærker, at den er bundet med en fremmed knude, og Marie-Luise kommer i tanke om, at det Aevilja kom til sig selv foran dragen, gav den hende hendes pung tilbage. Nysgerrigt kigger hun i pungen, og her finder hun en af de glantriske pragtmønter – fortryllede platinmønter, som bærer en magisk aura, der gør deres værdi er 50 dukater frem for 5 dukater – og fjerner man auraen, er den kun de 5 dukater værd. Hun kigger nysgerigt på mønter, og den er meget gammel og slidt.

Aftenen før det store bryllup

Da Andrewuthram kommer hjem til sin højgravide forlovede, præsenterer hun ham for sin veninde, den unge pige Vril, og Kenneth sukker dybt, da han konstaterer, at vampyren, der afpresser Andrewuthram og synes at være i ledtog med kejserlige alphatere, også er hans forlovedes veninde, uden at hun aner uråd.

Vril tager en privat samtale med Andrewuthram, hvor hun beordrer ham til at bruge den gift, som han har fået udleveret, på Cornelis ved brylluppet, da det vil demoralisere glantrierne at se Cornelis dø. Hvis ikke Andrewuthram følger ordren, vil det koste ham hans familie og forældre dyrt.

Det store bryllup

De glantriske islege er fyldt med skøjtekonkurrencer og lav fortryllede snemænd-konkurrencer og så videre. Der er et mylder af mennesker på de frosne kanaler den dag, og vejrtroldmændene lader blid sne falde over byen.

Cornelis og Suzette fører an i parader, og de er det store udstyrsstykke. Om eftermiddagen er der en reception på en snedækket plads, hvor Andrewuthram går til bekendelse over for Cornelis, afslører mordplanerne, og sammen med Aevilja og Nadya udtænker de en plan, hvor det ser ud som om, at Cornelis får et ildebefindende, men når at indtage en modgift, hvorved han modstår attentatet. Vore elever satser på, at eventuelle spioner antager, at Andrewuthram har forsøgt at forgive Cornelis, men at denne indtog en modgift instinktivt i rette tid.

Opera og bryllup

Om aftenen er der det store bryllup, og det finder sted, som en del af genopførslen af Operaen om drengen, der levede on ice, hvor Cornelis og Suzette in persona gennemfører den sidste del af operaen, hvorved at de giftes ikke kun som et led i stykket, men også i virkeligheden. Det hele eksploderer i voldsomme eksplosioner.

Meteorsværme bombarderer hele den frosne plads, og kor og optrædende forsvinder i en blanding af isflager, eksplosioner, flammer og sort vand. Højt oppe i luften hænger en fjende, og beskyder området. De frosne kanaler krakelerer, og publikummer falder gennem isen. Alt er kaos, skrig og rædsel. En flok troldmænd letter fra pladsen for at flyve op mod angriberen, mens andre forsøger at redde folk, der er faldet gennem isen.

Andrewuthram bruger sin trolddom på at redde folk, der blev angrebet, og der flyder omkring i det sorte kanalvand. Nadya og Aevilja leder efter Cornelis og Suzette, som forsvandt i eksplosionerne. Deres lig ligger i overfladen af vandet som døde fisk, og herfra fiskes de op af en flok flaemske troldmænd anført af Pieter, som den lille flok flyver bort fra katestrofe-området. Pigerne følger efter, og ser at troldmændene flyver ind i en lille bygning, Pigerne spionerer på stedet, og de opdager, at Cornelis og Suzette er døde dobbeltgængere, hvis lig disintegreres, og derefter springes stedet i småstykker med trolddom. Inden da har pigerne hørt, at planen er lykkedes, og at der venter parret et par velfortjente hvedebrødsdage i Ierendi.

Bronzeørnen

Højt oppe over Glantris tinder skjult i skyerne, venter det magiske luftskib Bronzeørnen. Om bord er Cornelis og Suzette, da Pieter teleporterer sig ombord. Han er godt tilfreds, planerne er gennemført, og lige nu vil glantrierne sørge over tabet af Cornelis og Suzette, og om en måned vil Cornelis lave sin storslåede tilbagevenden, og det vil styrke den patriotiske ånd. Cornelis er på ingen måde glad, men han er en i situation, hvor han ikke kan gøre meget. Pieter forklarer, at Suzette og Cornelis nu vil blive fløjet til kongeriget Ierendi, hvor de har en måneds ferie. Cornelis får forhandlet sig frem til, at Nadya, Aevilja, Dof måske, Andrewuthram og Annabell skal med på ferien, og det indvilliger Pieter modvilligt i. Vennerne bringes ombord på Bronzeørnen, hvorefter Pieter teleporterer bort, og kaptajn Flora fører luftskibet mod syd hen over de stejle tinder, der holder handelsrepublikken Darokin adskilt fra de glantriske fyrstedømmer. Herefter bevæger luftskibet sig over handelsrepublikken, der er blevet overrendt af de barbariske rytterhorder fra vest, indtil havet nås og herfra er det alene til ø-riget Ierendi.

Flugten fra ferien

Undervejs spørger vore rejsende kaptajn Flora, om de kan blive fløjet tilbage til Glantri, men hun er under strenge ordrer om ikke at gøre dette. Der spørges også til, om der er andre luftskibe, men kaptajn Flora kan afsløre, at de fleste luftskibe tilhører Det alphatiske kejserrige og det thyatiske kejserrige, men at begge deres flåder er gået tabt tidligt i krigen (tabet af den thyatiske flåde er, hvad der sparkede reservekampagnen i gang, som fulgte tabet af den alphatiske flåde). Der er næsten ingen flyvende skibe tilbage (bortset fra den heldanniske luftflåde, men det er en anden historie).

Kaptajn Flora skal efterfølgende vestpå syd om de atruaghinske stammers lande til Sindhi, og derefter yderligere vestpå til Thanegioth og de huleanske bystater. Om en måned vil hun være tilbage og flyve dem hjem til Glantri igen.

At rejse over land vil være langsommeligt. Det vil samlet tage uger først med skib fra Ierendi til fastlandet, og derefter gennem Darokin (overrendt af barbarer), og derefter gennem De ødelagte lande, som er i orker og gobliners hænder (og det er en rejse, som Andrewuthram kender, da han tog den på sin første ferie, og det var ingen rar oplevelse – præblog).

I stedet bliver planen at finde den portal, som Glantris fiskerestaurant bruger for at hente friskfangede fisk i Det solbeskinnede hav omkring Ierendi, og via den portal nå tilbage til Glantri på et øjeblik.

Næste gang: Ferie i kongeriget Ierendi

• Vil det lykkedes vore helte at flygte fra deres ferie?
• Vil både Cornelis og Andrewuthram blive fædre?
• Vil vi få et dobbeltbryllup på Ierendis hvide strande?