Med sit seneste blogindlæg søsatte Niels på planB-bloggen et projekt med dårlige scenarier, Projekt Luffegås, der skal udforske sete og usete begrænsninger i vores måde at skrive scenarier på – og på i forlængelse deraf udforske på hvilken måde scenarier er hæmmende for rollespil – hvis de er det.

Kristian gjorde en indsigelse mod ikke selve projektet men imod den tendens, der er på Fastaval til at lave eksperimentelle og grænsesøgende scenarier, for hvor er god solid, klassisk underholdning? Han argumenterer ydermere for, at man skal spærre spillerne inde.

I 90’erne udvikledes en række scenarie-former, som havde deres storhedstid dengang, og som mange rollespillere, der opdagede Fastaval i midten af 90’erne, har et kært forhold til. Det er mere end ti år siden, og der er kommet mange nye spændende former og erfaringer til, hvorfor det er interessant at genoptage formerne på ny med fornyede erfaringer. For et par år siden, 2007 faktisk, bød Kristo ind med en ide, hvor han ville genoptage intrige-genren.

Så velkommen til et eksempel på, hvordan klassiske scenarie-former kan genoptages i en version 2,0. Følgende oplæg er gengivet med Kristos tilladelse.

DIVA – Intrige is back Baby!

Grundideen er et lave et intrige scenarie med en semi-fast slutning, som spillerne kender på forhånd (ligesom Sparta og Kongemord). Basalt set drejer intrigen sig om en magtkamp mellem to divaer, den etablerede stjerne og det unge håb. Settingen tænker jeg skulle være et teater i Paris i slutningen af 1800-tallet (ja, jeg tænker Sarah Bernard og Moulin Rouge) hvor den etablerede stjerne har fejret den ene succes efter den anden, og hvor det nye håb, efter en succesfuld biroller, lige er blevet engageret til at medvirke i en større rolle i teaterets nye store satsning. Den faste slutning består i, at der efter scenariets slutning atter kun er en ubestridt diva i Paris, og at teateret efter forestillingen og divaernes magtkamp står tilbage med en ruineret økonomi. Det er altså spillernes opgave, at afgører dels hvilken diva der vinder (for der ”can-be-only-one”) og samtidig ruinere teateret.

Efter at have kort præsenteret grundidéen vil jeg nu gå lidt mere i dybt med scenariets foreløbige særtræk. Først vil jeg præsentere mine ideer for en nye/opdateret form for intrige scenarier, som jeg kalder intrige 2.0. Ideen om at støve en god gammel congenre af har jeg tyv stjålet fra Frederik Berg Olsen, der med Mødregruppen gav sit bud på nu-horror. Gennemgangen af Intrige 2.0 bliver nok på et eller andet tidspunkt til et indlæg på Absurth.dk.

Intrige 2.0

Et af mine mål for Diva er at genoplive og til dels genopfinde Intrige genren (så beskeden du er Kristo). I slut halvfemserne og start nullerne husker jeg intrigescenarierne, som fast inventar på Viking Con såvel som Fastaval. De var ofte ret populære og gav anledning til en del hyggesnak efterfølgende, hvor de klassiske spørgsmål gik på: ”hvem vandt hos jer, og hvordan gjorde de det?”. På et eller andet tidspunkt begyndte det bare ikke at være så interessant længere, måske fordi hver anden investegation og aktion scenarie vidste sig at indeholde skjulte forrædere, som i virkeligheden var aliens, russiske spioner eller hvad ved jeg.

De ”gode” gamle intrige scenarier indeholdte eller måske rettere fremelskede imidlertid spændende elementer som jeg til stadighed er glad for: Spillerkreativitet i form af sindrige planer og smarte udmanøvreringer, fede slutninger og scenarier med en klar vinder. ”Så troede vi den amerikanske professor vandt, men da var det, at Martin som spillede den døde russiske atomforskers datter, pludselig detonerede en bombe udenfor og…”.

Med Diva og intrige 2.0 vil jeg forsøge fremelske de mekanismer i intrige scenariet som jeg holder af. På den anden side vil jeg smide en række konventioner og forestillinger om genren langt langt væk. Conrollespil har ændret sig og genren må følge med eller dø. Intrige 2.0 bygger på følgende grundprincipper:

• Der er ingen hemmeligheder for spillerne, men masser af hemmeligheder for rollerne
• En rollerne skal vinde, men alle spillerne skal vinde ved at skabe en fed fælles historie (Hippie Kristo!)
• Ikke alle roller behøver nødvendigvis at kunne vinde hovedintrigen, men alle roller skal have en brik at spille i hovedintrigen/hovedhistorien
• Evt. regler skal alle understøtte hovedintrigen/hovedhistorien
• Intrige 2.0 scenarier skal kunne genspilles af de samme spillere
• Forfatteren skal give spilleren og evt. spilleder en masse værktøjer og rammer for spil, men må ikke diktere fortællingens forløb.
• Intrige 2.0 kan forgå i alle tider og i alle settinger, men der skal være en hvis grad af genkendelighed for spillerne. Devisen er at via stereotyper flyder intrigen bedst.

Opsat i skemaform, og med Diva indsat som eksempel, ser forskellene og lighederne mellem det klassiske intrige scenarie og intrige 2.0 sådan ud:

	Klassisk Intrige	Intrige 2.0	Diva
Hemmeligheder og hemmelige identiteter	Kun kendt af den enkelte spiller og spilleder	Kendt af alle	Kendt af alle
Regler	Ofte kommercielt system og stats	Systemløst eller spilmekaniske regler. Ingen stats	Fortællingsregler og tokens.
PvsP konfliktløsning	Løses via spil men ofte også via terninger	Opstår mere sjældent, kan løses via mekanik	Opstår mere sjældent, spillerne stemmer om vinder
Endemål	En spiller vinder	En rolle vinder, spillerne skaber den bedste fælles historie	En rolle vinder, spillerne skaber en fed historie og kampen om Paris´ divatrone
Rollerne	Fire-seks hovedroller der fylder lige meget	Et miks af hoved og bipersoner (typisk færre hovedpersoner)	To hovedpersoner, 12 store bipersonsroller
Værktøjer	Kommercielt system og terninger	Bipersons og multipersonsrollespil, skæbnetræk, metaregler og lignende nye værktøjer	Multipersonsrollespil, skæbnetræk og fortællingsregler
Det ”fede”	”Min karakter var i virkeligheden…”, ”Jeg vandt da det lykkedes mig at…”	”Det lykkedes os at skabe en cool historie med mange fede moves”	”Den unge Diva vandt da hun… og teateret blev totalt ruineret da…”
Genspilningsmulighed?	Nej	Ja	Ja

Tekst-opsætning fra et format til et andet kan være drilsk i wordpress, så yderste højre spalte gengives en gang mere:

Diva

Kendt af alle

Fortællingsregler og tokens.

Opstår mere sjældent, spillerne stemmer om vinder

En rolle vinder, spillerne skaber en fed historie og kampen om Paris´ divatrone

To hovedpersoner, 12 store bipersonsroller

Multipersonsrollespil, skæbnetræk og fortællingsregler

”Den unge Diva vandt da hun… og teateret blev totalt ruineret da…”

Ja

Fortællingsregler og opstart i DIVA

Inspireret kraftigt af Tvivl tænker jeg at benytte mig af hvad jeg i mangel på et bedre ord vil kalde fortællingsregler. Altså et sæt regler, som sætter rammerne for hvordan fortællingen skal fortælles. Jeg mener basal set at friheden i rollespil kun fungerer, hvis den er bundet af faste regler (Kongemord og Tvivl er de bedste eksempler). Jeg tænker at sætte et par regler i skæbnekategorien fra starten selv: Scenariet ender med at en diva står tilbage og at teateret er ruineret.

Dertil kunne det være fedt, at spillerne vælger eller justere nogle flere regler under vejledning fra spillederen (”hvis i vælger denne regl til, så kommer vi nok til at spille lidt længere” osv…). Det kunne f.eks. være hvor mange gange divaerne må forføre bipersoner, om/hvor mange gange der må begås mord i scenariet, hvor mange gange en biperson må skifte side osv.. I samme dur tænker jeg på at indlægge nogen mulige skæbner i alle bipersoner. Der kan evt. udvælges tre-fem styks af disse, som så skal udspilles som ekstra skæbnetræk i fortællingen. Ved et sådant tilvalg kan det f.eks. på forhånd været givet at: Der vil være en diva til sidst, teateret bliver ruineret, suffløsen finder kærligheden, den jødiske pengemand bliver uskyldigt fængslet og den engelske kronprins som er forklædt som fransk greve får syfilis.

Måske skal spillerne og spilleder kunne vælge afviklingens spillestil (det gør de jo alligevel indirekte igennem deres spil undervejs) ved f.eks. at definere scenariet mere eller mindre alvorligt-humoristisk, socialrealiste-karrikeret osv.. Problemet eller rettere begrænsningen i at lade spillestilen være op til spillerne er, at jeg ikke kan skrive lige så medrivende og stemningsmættede roller, da jeg jo ikke kender.. ja stemningen.

Fortælleren

Jeg elsker spilledere, og derfor tiltænker jeg at SL har en central rolle i dette scenarie. Inspireret af utallige musicals (Molin Rouge, Evita, Cabare for at nævne et par stykker) er Divas overordnede fortæller (spillederen) – en rolle i scenariet med alvidende egenskaber (en central person på teateret. Hvem er ikke afgjort endnu, men det kan være alt fra en af skuespillerne, til dørmanden). Efter spillerne har valgt regler til og fra starter spillederen historien ved at gå over i sin rolle som fortæller.

SL starter ud med at berette om historiens slutning teaterets nedtur og spoler derefter tilbage, og påbegynder den første scene, som starter fortællingen om kampen om Paris divatrone (altså det klassiske filmtriks). Spillederen medvirker fra tid til anden som sin birolle i spillet, men kan altid undervejs fortælle om hændelser og sætte scener som fortælleren. Herved foregår samtlige handlinger under spillet således i fiktionen, samtidig med at scenariet får en feel af, at det er en historie vi nu genfortæller via spil. Til gengæld forstiller jeg mig ikke at SL har andre bi-roller i spillet.

To i centrum og et væld af bipersoner

Scenariet har to altoverskyggende kvinderoller i centrum, den etablerede stjerne og den talentfulde unge skuespillerinde. De har hver deres force i intrigen. Den etablerede har kontakterne, navnet og erfaringen, men måske er hendes ynder og stemme ved at falme? Det unge håb har udseende, talentet og nyhedsværdi, men er hun villig til at ofre det der skal til for at komme til tops? To spillere (helst piger) spiller hver deres skuespillerinder og de øvrige tre spillere (eller to spillere alt afhængig af hvad der logistisk viser sig bedst) spiller de øvrige karakterer i fortællingen. Her tænker jeg at gå helt amok i interessante bipersoner, med større eller mindre vigtighed, som alle kan bruges som brikker i de to spil (Teaterdirektøren, den mandlige stjerne, instruktøren, kapelmesteren, violinisten, sminkøren, tjenestepigen, den etablerede stjernes rige tilbeder, den etablerede stjernes plakatmaleren (Mucha!), den ivrige teatergænger greven, det unge talents kæreste, det unge talents stalker, det unge talents fattige mor osv…).

Hvordan findes vinderen?

Jeg tænker at divaen skal findes via. lidt simpel mekanik. Det er meget vigtigt for mig at denne spilmekanik ikke bliver for flow-afbrydende, allerhelst vil jeg have den integreret i fiktionen, men jeg ved ikke helt, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Foreløbigt er mekanikken derfor ekstern for spillet, men til gengæld tror jeg, den kan virke! Ideen er at lave fire diva kategorier: Politisk magt (støtte folk uden for teateret), pressen, kunstnerisk magt (støtte fra folk på teateret) og popularitet hos folket. Ideen er så at alle bipersoner har nogen positive tokens i forskellige kategorier (f.eks. har den engelske kronprins en politisk magt token og en presse token) men også nogen negative tokens (f.eks. har den unge skuespillerindes en negativ token til popularitet hos folket). Når bipersonerne optræder i en scene, stemmer de tre bipersoner efterfølgende om en af divaerne har opnået bipersonen/bipersonernes støtte eller det modsatte, og herefter overgives en token (som evt. jævnfør de spillertilvalgte regler kan tages tilbage). Når spillet er ved at være ved sin ende tælles der tokens og en vinder konstateres. Slutningen udspilles nu med inspiration i token bunkerne, og skal således afspejle divaens styrkeområder.

Afrunding

Afslutningsvis vil jeg lige skrive, at jeg forestiller mig at lave en række faste lokationer hvor scenariet foregår, lige som jeg vil lave en lang række sceneforslag til spillederen (ala Sparta og Guernica), som kan bruges eller lade være. Endelig er det stadig et åbent spørgsmål hvilken rolle det stykke som teateret er ved at opfører (og som kamphønerne deltager i) skal spille i scenariet, f.eks. kunne det være alagorisk på skuespillernes kamp, eller indgå som scener hvor udviklingen i skuespillernes magtrelation kunne illustreres (læs skjulte svinere..). I samme kategori ligger brugen af akter, spændingskurve og sceneplade. Måske kunne det være en idé at bruge disse elementer for at få sikret fortællingens flow.

Det var det… fyr løs med kommentarer ideer og kritik.

Kristo

————————————————–

Det var så Kristos indlæg. Den gang han skrev det – sommeren 2007 – syntes jeg, at det var en fed ide, og det synes jeg stadig. Kom med ideer, tanker og forslag og lad os få Kristo til at skrive scenariet.