Det hele begyndte med Lars og Lichkongen fra Ascalon, et eventyr med rødder tilbage i rollespil fra de gode gamle dage (dvs. 80’erne). Mens Lars manifesterede dette nostalgidrive mod de gode gamle dage i scenariet Dungeon, manifesterede Johs dette i Slavehandleren fra Ascalon,(og flere Ascalon-scenarier kom til, f.eks. Dynastiet). Slavehandleren skabte eventyroplevelsen fra 80’erne, mens Dungeon skabte rollespilsoplevelsen fra 80’erne. Det er således tydeligt, at noget bliver ved med trække Ascalon tilbage til 1980’erne, som er old school D&D’s sølvalder, og hvorfor så det? Hvorfor er der denne sammenhæng mellem nostalgi, OldSkole og Ascalon?

Det skyldes legenden om Ascalon:

På søen Amsoraks bredder levede en gang en klerik ved navn Ascalon. Han var en god og hellig mand, og da pesten skyllede ind over landet og lagde alt øde, drog han ud for at standse ondskaben. Han var sejrrig, men kom ikke levende derfra. Han faldt i kampen, men hans afsjælede legeme kom drivende tilbage på en tømmerflåde. Ved et mirakel var hans helbredende stav blevet til frisk, levende træ, og velstand vendte tilbage til landet.

Således er legenden om Ascalon (uden spoilers), som overleveringen har det i D&D-modulet IM2 Wrath of The Olympus (1987), der udspiller sig i handeslrepublikken Darokin. I scenariet skal de udødelige bruge fire legendariske helte(s grave), og vi præsenteres derfor for fire styk. En af dem vender tilbage i Wrath of the Immortals (1992), Balthac, mens de tre andre mig bekendt ikke er vendt tilbage, ikke førend Lars Andresen kaldte navnet Ascalon til live med scenariet om Lichkongen.

Det kan i alle fald konkluderes, at de to store 80’er scenarier, Dungeon og Slavehandleren fra Ascalon, har en kuriøs forbindelse til et scenarie fra 80’erne.