Det skulle ikke helt gå som planlagt denne gang. Vores tre helte er ankommet til kong Thranduils haller, men hvordan banker man på den vældige stenport, der er udformet, som om vinranker af sten snor sig ind og ud af porten, og som er sat i siden af den vældige græshøj inde i Dysterskov?

Her åbnede vi for aftenens spil.

Porten til elverkongens rige

Det er ikke nok at sige Mellon for at få porten åbnet. Kendskabet til Ringenes Herre lurer, og mellem spillerne er spøgefulde referencer til værket. Imidlertid bliver det Hobbitten, som anviser vejen ind.

Længe forsøger vore helte sig med at undersøge stedet, lede efter tegn på, hvorledes man får åbnet porten, og de banker på nogle gange, men først da skumringen har tag om landet, går porten pludselig op, og en prægtig rytterskare kommer galoperende ud iklædt sølv og guld. Vore helte er ved at blive trampet ned, men den bistre Grimfast kaster sig til side og hiver dværgen Threrin med sig (Grimfast rullede en Great Succes, dvs. rullede mindst 14, som var sværhedsgraden (eller target number, som det hedder i The One Ring), hvilket giver en succes, og da en af t6’erne var en 6’er, bliver det en Great Succes, og det gør det muligt for Grimfast at redde en anden karakter med sig). Tilbage er det kun Bodo Stoltenfod, som har uheldet med sig, og han mister en række endurance-point, da han puffes og stødes omkring af skaren, som rider forbi ham.

Som porten er ved at lukkes, stikker vore helte gennem den, og de er nu inde i riget under højen. Her følger de en lang, fakkeloplyst korridor til en sal, hvor de ser en række elverhoffolk more sig med sang og musik.

Elverkongens sal

I salen får vore helte desuden øje på Geirmund og Sigfast, som vore helte har et horn i siden på, siden de to stak af med Søbys ponyer, heriblandt dem, der var stillet til side til vore helte.

De tre vandringsmænd præsenterer sig for elverne, men Bodo Stoltenfod, der ellers er gruppens ferme taler, fejler solidt sine forsøg på at præsentere sig pænt for elverne.

I stedet bliver vore helte anklaget for at være vintyve, der vil rende med ikke bare elvernes vin, men den vin, som er tilsigtet deres konge. Her lurer vore helte, at Sigfast og Geirmund har lagt et ord ind for vore helte hos elverne, og dette ord er ganske uønsket.

Kort efter må vore helte set sig eskorteret til gemakker, som var kongen under bjerget værdig (mellem elverne og dværgen er en del beske kommentarer, som bygger videre på striden mellem elverne og dværgene fra Hobbitten, så et generelt kendskab til bogen, giver os ekstra at spille på).

Et langt ophold i cellen

Vore helte sidder i lang tid uden mad og vand i en celle dybt under højen, og de keder sig, og de kan ikke finde en vej ud. Undervejs bliver de gæstet af Geirmund og Sigfast, som er her for at håne vore helte, og erklære, at de er på jagt efter mere af den vin, som kastede Søby ud i uroligheder.

Vore helte har stadig flere punkter på listen over, hvorfor de ikke kan fordrage Geirmund og Sigfast.

Åkildebro

Igen i denne spilgang spiller Åkildebro en rolle, og der kommer stadigt flere detaljer på begivenheden. Den bliver sammenlignet med fængselsopholdet, og til trods for “at det taler vi ikke om”, så vokser hændelsen fortsat frem i detaljer. Alt i alt er det et sjovt lille virkemiddel, som til stadighed opbygger detaljer omkring vores helte.

Elverkongens hof, igen, nu med elverkonge

Sultne, tørstige og udmattede føres vore helte for elverkongen. Overalt i salen dufter der lifligt af al den dejlige mad, som serveres for hoffolkene, og som kommer fra den helstegte vildt, der steges på spid.

Heller ikke denne gang går forhandlingerne godt, og vore helte får stødt elverkongen, der stadig har en forståelse af, at de er efter hans vin, mens vore helte er her for … og her var de så ikke helt enige, for de var enten efter oplysninger om Dol Galion eller efter ponyer til deres ekspedition til Dol Galion. Beske kommentarer fra dværgen krydrer forhandlingerne yderligere, og de tre rejsefæller sendes tilbage til deres celle.

En gæst

Mens de fordriver tiden i deres lille celle, dukker pludselig en elver op. Han lytter til vore venners historie, fortæller, at han ikke har hørt navnet Dol Galion i over 500 år, og at han en gang kendte en dværg kaldet Thror, og som han havde stor respekt for.

Elveren Edrahil vil høre, om Threrins fader, Thror, er den samme dværg, som Edrahil en gang for længe siden kaldte ven.

Jeg beder spilleren fortælle om dennes karakters far, og det er ikke materiale, som er etableret andet end det allermest sparsomste, så der skal digtes og opbygges en historie om, hvem Thror var.

Edrahil stiller sig tilfreds med Threrirs forklaring, og han indvilliger i at hjælpe vore helte, da han skylder Thror dette. Han fortæller, at han vil tale vore heltes sag og overtale kong Thranduil til at give dem en chance mere. Ydermere fortæller han, at kongen er i elendigt humør, da hans jagt blev ødelagt af en stor, fæl ulvebæst, som dræbte kongens hest midt under en jagt. (Det var kongen og hans følge, som galoperede ud af porten tidligere)

Tredje gang ved kongens hof

Atter forsøger vore helte sig ved kongens hof, og denne gang fører Bodo igen ordet for vore helte. Han er veltalenheden selv, men igen rulles der en critical fumble (dvs. der rulles et Sauron-øje på t12’eren, og summen af terningerne er ikke nok til at nå Target Number, faktisk rulles der 1’ere på de 3t6).

Bodo drevet til midlertidigt vanvid i sin celle taber kontrollen med sin egen tunge og han fornærmer kongen og alt, hvad denne har kært. Kongen bliver så rasende, at han beordrer vore helte henrettet, men deres blod må ikke besudle hans rige, så han beordrer sine mænd til at føre de tre ud af skovelvernes rige og henrette dem på den anden side af grænsen.

Inden de sendes af sted med en eskorte af elversoldater, ser Edrahil sit snit til at hjælpe Thrors søn en sidste gang. Han lister en flaske i hænderne på dværgen og fortæller, at den indeholder hesteblod fra kongens egen ganger, som ulvebæstet har fået smag for, og det giver vores helte en chance for at lokke monstret til sig og forhåbentlig besejre det og derved bevise deres værd.

Afsted

Eskorteret af elvere føres vore helte gennem Dunkelskov i flere dage, indtil de når grænsen til elverriget, og her finder Threrir flasken frem og gør sig rede til at bruge den. Her slutter spillet for denne gang.

• Hvordan skal det gå vores helte?
• Kommer de fri af deres fangenskab?
• Får de dræbt ulvebæstet?
• Får de bevist deres værd over for elverne?
• Får de indhentet Geirmund og Sigfast?
• Får de hævn over de to lømlers svig?
• Finder de Dol Galion?

Afsluttende bemærkninger

Jeg havde planlagt, at Geirmund og Sigfast skulle skabe vanskeligheder ved kongens hof, og jeg havde plankagt, at der skulle være et ulvebæst, som skabte problemer for elverkongen, og at en flaske med hesteblod skulle spille en rolle i jagten på ulvebæstet, men denne række af begivenheder havde jeg ikke set komme, og den blev formet af nogle enormt uheldige rul, hvor “Sauron-øjet” blev udfaldet.

Men egentlig passer de mig fint, da de gav en spejling af de problemer, som Bilbo og dværgene havde med elverkongen uden at det var de samme problemer. Det er sjovt at have Hobbitten, som en slags målestok uden at det er Hobbitten, vi i nogen form spiller.

Jeg er fortsat glad for systemet, som vi ellers kun så lidt i brug denne gang med nogle få skill checks. Næste gang forestiller jeg mig, at der kommer mere spilmekanik i brug, hvilket jeg gerne ser, da jeg gerne vil lære reglerne at kende. Foreløbigt har det været meget underholderne, og jeg kan stadig godt lide The One Ring-reglerne.