Mit bedste værktøj er at sige ja.
I tilfælde af tvivl, spørger jeg ind til intentionen, og derefter siger jeg ja.
Det sker, at jeg sammenstykker spilgrupper, som rummer folk, jeg ikke har spillet med længe eller meget eller slet ikke. Sædvanligvis er jeg spilleder, og jeg er i en position, hvor de er vant til, at spilleder gør sådan og sådan, og de tager naturligvis disse erfaringer med sig (Jeg sidder der naturligvis med mine egne erfaringer).
Når jeg ikke spilleder på den måde, som de er vant til, opstår der et øjebliks dissonans, når vi skal finde samspillet. Så er det, at jeg siger ja.
Hvor er det så, jeg siger ja?
Det er, når de spørger ind til fiktionen, og særligt når de spørger ind til “Gotchas”. Når de spørger ind til potentielle “fælder”, hvor man som spilleder kan erklære, at deres karakterer overså monstret i midten af rummet, at deres karakterer omkommer af sult, fordi de glemte at spise (men tilsyneladende føler de ikke sult), når deres karakterer udvikler blærebetændelse, fordi de glemte at gå på toilettet (og igen ikke sansede nogle tegn fra deres krop).
At køre et sådan spil, hvor man prøver at lokke spillerne i fælder med trivialiteter er uinteressant, det skaber mistillid mellem spiller og spilleder, og det er en kilde til antagonistisk spil.
Det er også, når de spørger ind til trivialiteter, som potentielt kunne være dramatisk relevant – har vi penge nok til at købe morgenmad på kroen, har vi forsyninger til en uges rejse, kan der ses nogen personer spionere os i anden vinduesrække i baggården? I tredje række? I fjerde? I femte? Hvad med vinduerne i den anden væg?
Mangel på penge, mangel på madvarer eller skjulte udkigsposter er allesammen situationer, som kan være dramatisk relevante, men de skal være mere end bogføringssekvenser, som pludseligt rammer spillerne. At føre regnskab for hver eneste lille mønt er kedeligt, at føre regnskab for hver eneste portion mad er også (men derimod om rejsen kan gennemføres, inden forsyningerne render ud etc. – altså den generelle problemstilling, ikke kalorieregnskabet), eller en detaljeret gennemgang af samtlige vinduer i en baggård, når situationen kan opløftes til det generelle: Er der en spion, og kan vi få øje på vedkommende, og kan vi gøre det uden at spionen fatter mistanke?
Det meste af tiden gælder det bare om at sige ja. Derefter kan man spole frem til der, hvor konflikten er. I mellemtiden er der nogle reflekser, der skal aflæres, og at sige ja er min hurtigste vej til at tilpasse spillernes spilstil til min.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv