en blog om rollespil og historie

Vi er fortsat godt i gang med at spille DL3 Dragons of Hope, og vi er nu endelig nået frem til dungeonen. Sidste gang begyndte udforskningen, og denne gang fortsætter det. Sidst fandt vore helte spor to steder efter drager, og denne gang kom begge i spil.

Udforskningen af Fistandantilus’ grav fortsætter, og det blev en noget spøjs spilgang. Til dels var den kort, da vi manglede et par spillere, og dels var der hyggesnak ved siden af, og så fik vi oplevet lidt mere af glæderne og sorgerne ved dungeon exploration.

Sidste gang var gruppen lav på ressourcer, og de lagde sig derfor til at sove. De havde glemt at tage højde for omstrejfende monstre, og pludselig så de sig omringet af levende skygger. Denne gang begyndte vi med konfrontationen, som hurtigt blev meget kort, da Nis’ klerk formåede at bortmane næsten samtlige skygger (han fik ram på 12 styk). Derefter kunne krigerne let eliminere resten, og gruppen lagde en vagtplan og lagde sig til at sove igen.

Med en forventning om at det var det, begyndte spillerne at memorisere spells og notere hit points, da jeg måtte bryde ind og afsløre, at natten langtfra var ovre. Under Åvinds vagt var der sneget sig nogle violette svampe ind (dem mødte gruppen også i dværgenes damptunneller, hvor de gik i en stor bue uden om dem). Antagende at han let kan hugge dem ned, giver Åvind sig til at slå dem i stykke med sit sværd, da de pludselig slår ud efter ham med tentakler, og en af dem træffer hans arm, og han fejler sig saving throw mod poison, og armen begynder at svie voldsomt og misfarves på det uhyggeligste, og hans elskede kone, Guldmåne, kaster cure light wounds på såret, men det gør ingen forskel, og Åvind rådner op i løbet af få øjeblikke – hvorefter vi retconner en smule, da scenariet tildeler centrale karakterer en ‘obskur’ død, så skrigende af smerte flygter Åvind ud i mørket for ikke at blive set igen (før han nødvendigvis skal lave en dramatisk entre, og i samme kulisse står Tika og venter). Således røg en karakter på et tilfældigt omstrejfende væsen.

Den følgende dag sætter gruppen sig for at udforske den mystiske sfære igen, og de prøver at flytte stenene, som den hviler på, og midt under dette, kommer Nis’ karakter til at røre boblen med sin mejsel, og den brister! Ikke-magisk jern eller stål vil få boblen til at briste som var det en sæbebobbel.

Pludselig er dragen fri, og den sluger goblinen, som den har jagtet i århundreder, men begge har de været frosset i tid. Blaize, som dragen hedder, ser sig omkring, og vil til at fortsætte invasionen af Fistandantilus’ fæstning, da vore helte får forklaret for ham, at der er gået 300-350 år siden slaget fandt sted.

[Hvorfor Blaize blev fanget i en stasisbobbel, da katastrofen ramte Fistandantilus’ fæstning, nu grav, er ingensteds forklaret. Heller ikke er det forklaret, hvorfor der er drager involveret i slaget, som fandt sted for 300-350 år siden, når DL-settingen har gjort en dyd ud af at forklare, at drager først nu er vendt tilbage efter 1000 års fravær.]

Med Blaize som makker beslutter gruppen sig for at udforske kammeret med søen, øen og vandfaldet, hvor der er en stor skat samt noget, der får Wyrmslayer til at dirre ildevarslende. Gruppen sætter Buttonbutton – gruppens kendartyv (spillet af Christina, men hun er fraværende …) til at klatre langs væggen rundt til et punkt, hvor hun kan nå ud til øen uden at ryge i vandet). Imens begynder mystiske dis og illusoriske væsner at røre på sig, mørket fortætter sig og gruppen rammes af trolddom fra en uset kilde. I første omgang slås illusionerne tilbage, men flere dukker op, og nogle af dem forvolde reel skade på deres modstandere, om de gennemskuer dem som værende illusioner eller ej, og det er en noget famlende kamp, som finder sted, da fjenden ikke vil vise sig, men pludselig viser sig en kulsort, en natsort, en mørkere end mørk drage sig på den lille ø ude i søen, og den spyr i et livsdrænende, fortættet mørke ud over heltene. De som modstår skyggedragens angreb mister kun 50% af deres levels, mens de, som fejler mister 75% og er blændede. Kraftigt svækkede vælger heltene retræten og sammen med Blaize skifter de strategi: De venter til næste dag. Imens hører de dragens hånlatter, mens den beærer dem med at være noget af det mest ynkelige den har oplevet, siden Fistandantilus bandt den til at vogte over stedet.

Igen overfaldes heltene af skarer af skygger, som forsøger at dræne dem for livskraft, men de bortmaner dem, og der bliver atter roligt. Heldigvis genvinder vore helte deres tabte kræfter efter en relativ kort stund, og den følgende dag er de klar til atter at angribe den mystiske skyggedrage. De lægger planer,. vælger anderledes spells og bekymres over, at de ikke fik Buttonbutton med sig. Hvor er deres kendartyv?

Med haste, waterwalk og prayer aktiveret stormes hulen igen. Ude på øen skovles skatte ind, og da Skyggedragen dukker op, kaster vore helte sig over den, og Blaize går i direkte nærkamp med den. Det koster mange hit points, og Blaize falder, kun undsat at de to klerkers helende trolddom, og Kristoffers krigertroldmand må kaste sig ind i kampen. Med sin trylledrik, røgform, kan han svæve i nærkamp med væsnet, og derefter svinge den dødbringende klinge Wyrmslayer, som deler enorme mængder af skade ud. Efterfølgende skraber heltene den enorme skat ind, finder en fortryllet ringbrynje, et par magiske støvler (levitation) og to trylledrikke (clairaudience).

Her sluttede aftenens spil. Næste gang fortsætter udforskningen, og nu er der kun at søge dybere ned i Fistandantilus’ grav. Men hvor er Buttonbutton? Vil vore helte slå lejr igen, og hvis de gør, hvad vil så komme vandrende?

(i praksis er der 10% chance hver time for at noget kommer vandrende eller dukker op)

Her kom noget særligt i dungeon exploration-oplevelsen ind. Behovet for at overnatte, og at det kan være farligt. Der strejfer regelmæssigt ting om, og de ting kan være farlige eller ekstremt farlige, hvilket gør ressourceindhentningen til en vanskeligere og farligere handling. Et andet element var kampen mod Skyggedragen som tog to omgange, og med den rette sammensætning af spells og magiske ting, kunne gruppen overvinde en ellers yderst farlig modstander. Jeg kan godt lide den slags puzzle-encounters, da de giver nogle sjove udfordringer, også hvis der er plads til at forsøge sig af flere omgange (uden at der skal overnattes hver gang).