[Brætspil] Kunsten at demoralisere modstanderen

Det handler ikke altid om held – om at rulle det rette på terningerne eller trække det rette kort – og det handler ikke altid om taktisk eller strategisk overlegenhed, og det handler ikke altid om at mestre spillets systemer, som f.eks. i Skak eller Agricola. Nogle gange kommer vejen til sejr gennem udholdenhed og morale.

I Avalon Hills Advanced Civilization eller Fantasy Flights Twilight Imperium eller Titan, hvor spillenes varighed let er 6-12 timer, bliver udholdenhed et kriterium for at vinde spillet. Hvem kan holde sig siddende i sædet til spillets slutning, og hvem kan jonglere bonusser fra Advances optimalt uden lommeregner eller oversigtsarket i AH’s Advanced Civilization efter ni timers spil?

En anden faktor er forestillingen om at vinde og tabe og lignende stemningspåvirkende elementer. Er en spiller overbevist om at denne vil tabe, er der så meget større chance for at det sker, og gennem spillet selv eller måden man bruger spillets mekanikker på, kan man styrke denne effekt, og derved øge chancerne for at vinde.

Nogle af disse bringer man til bordet selv, og andre bliver leveret af spillene. Tag f.eks. De vulgari eloquentia, som er et middelalderbrætspil, hvor man rejser rundt i højmiddelalderens Italien for at købe sjældne manuskripter og/eller forfølge en karriere i kirken, hvor man enten f.eks. studerer som munk i Bologna, indtil man ender som en velærværdig benediktinermunk, eller forsøger sig som kardinal, der forsøger at erobre sig titlen som pave efter pavens bortgang. Et af de store øjeblikke i spillet er i starten af hver runde, hvor de spillere, som er købmænd, skal give almisser til de kirkelige spillere. Den rigeste købmand overdrager midler til de fattige kirkefolk, og det er så det – bortset fra at kirkespillerne gerne stikker deres hænder frem, gnider fingrene forventningsfuldt om penge, mens de med skælmske blikke og ynkelige stemmer beder om en beskeden almisse. Der står ikke reglerne, at man skal bede om pengene på denne måde, men den psykologiske effekt af frustrationerne ved at skulle give de tiggende spillere ens dyrt optjente midler er forunderlig. En smule rollespil inden for spillets rammer kan påvirke spiloplevelsen og demoralisere en spiller, og en demoraliseret spiller har lettere ved at tabe.

Demoraliseringer kan også opstå via et spils pointmekanik. Her er The Castles of Burgundy er eksempel. I dette middelalderspil skal spillerne hver især opbygge et len i middelalderens Bourgogne. Det gøres ved at skaffe ressource fra det fælles bræt og placere dem på ens egen spilleplade. Det er et enkelt spil med en fin kompleksitet, hvor man hver runde tvinges af terninger til at afgrænse sine valg. I The Castles of Burgundy udløses en del point af forskellige små opgaver undervejs i spillet, og det sker løbende. Alt efter taktisk snilde kan der blive udbetalt en del bonuspoint ved pointtildelingen, og da mange af de måder, som spillerne får point på, er de samme, er det i det lange løb ofte de bonuspoint, man får sammen med dem, som er det afgørende for at vinde. Imidlertid sker pointudbetalingen forskudt i spillet, hvilket kan betyde at nogle spillere er pointmæssigt en halv bane foran de andre, hvilket (næsten) alene betyder, at de har fået udbetalt en del af deres point tidligt i spillet, mens andre får dem udbetalt sent. At have det i hu, mens man spiller og kigger på brikkernes fysiske placeringer på spillebrættet og ser, at nogle brikker er en halv bane foran, er svært. Det bliver i stedet demoraliserende, især for uerfarne spillere, der ikke er bekendt med dette, når man spillet, og således kæmper man ikke kun imod de andre spillere, men spillets demoraliserende mekanikker.