Vi forlader i dag bloggens primære fokus på rollespil og tager en tur ud i grænselandet mellem litteratur og ikke-fiktion. Ekspeditionen varer nogle blogindlæg, og kommer ud omkring emner, der har været besøgt en smule tidligere (her og her).

Udgangspunktet for ekskursen er det seneste værk om hemmelig historie og konspirationer, jeg har læst, nemlig Odins labyrint – et glasbarns fortællinger, men inden jeg kigger på selve værket, tager ekspeditionen en tur rundt om genren.

Hemmelig historie

Jeg har en passion for hemmelig historie og konspirationsteorier. Jeg synes, de er forunderlige at lege med i rollespil (Nephilim, Suppressed Transmission, Unknown Armies, Delta Green, Covenant m.fl.), og jeg finder dem underholdende, når de anvendes godt i tegneserier og bøger (Foucaults pendul, Dumas klubben, Illuminatus!, The City & the City, The Invisibles), men mange af dem er middelmådige eller dårlige (Femte sol brænder, Da Vinci-mysteriet, Engle og dæmoner, Det forsvundne tegn, Cirklens ende, Pagtens vogtere, Belladonna dokumentet, The Ninth Gate, Det flamske maleri, Mordet på ordet), og tilsvarende finder jeg det frustrende og underholdende at læse de konspirationsværker, som de er baseret på (Tempelherrenes indsigt, Helligt blod hellig gral, Bornholms mysterium, Trelleborgenes ukendte fortid, Troldenes krig, De filistre & fønikiere, Anklaget for tavshed, Tut-Ankh Amon er vågnet) og foretrækker derfor typisk at læse de fagværker, som studerer denne genre nærmere (Black Sun, Invented Knowledge, Aryan Idols, The Murdered Magicians, Worlds of Arthur, The Druids (Hutton)).

Med hemmelig historie mener jeg typisk de værker, som sætter sig for at afsløre, at vores fortid er en anden, end vi regner med, og at der er en skjult kamp, som strækker sig gennem verdenshistorien, og som vores hovedperson(er) afdækker i løbet af værket. Nogle er ren fiktion, og de opstiller en tese, som er åbenlys fiktiv. Andre er fiktion, men de formidler en tese, som forfatteren faktisk tror på, og atter andre er ikke-fiktion, men så spekulative, at de er fiktion. De fleste værker afdækker noget med Kristendommen, Jesus, temperidderne, Den hellige gral og katharerne, men en lille gruppe vrister sig fri af dette og præsenterer helt andre vilde, hemmelige historier. Mange hemmelige historier har et element af magisk indsigt eller erkendelse, hvor hovedpersonen (forfatteren) gennemgår en art gralsfærd, der giver indsigt i den såkaldte sande sammenhæng, og læseren følger nu med forfatteren og/eller hovedpersonen på denne færd og tilegner sig selv denne færd.

Hemmelig historie er fascinerende, fordi den har en påstand om historie og om sandhed, og hvorledes man kan afdække historie på en mere sand måde, men denne proces kan kun ske ved at bevæge sig på kanten mellem fiktion og virkelighed. Hemmelig historie er også fascinerende, fordi der i mange af fiktionsværkerne er forfatterens bagvedliggende spekulation, og hvad der har været præsenteret som en vild tese og frejdig spekulation viser sig nu at have rod i skinbarlige forestillinger om, hvorledes ting er.

Hemmelig historie har en række særkender, som dels spænder over nogle metodiske problemer rent historiemæssigt og nogle fortælle-problemer rent fiktionsmæssigt, som jeg vil dykke ned i her i de nedenstående afsnit.

Grænselandet mellem fiktion og faglitteratur

Der er et besynderligt grænseland mellem hemmelig historie som fiktion og som ikke-fiktion. Da Vinci-mysteriet har en art tese (og den tese forandrer sig gennem bogen), som den formidler gradvist til læseren som et mysterium, der trinvist afdækkes. Tesen ligger inde i fiktionen og formidles af fiktive karakterer, og dennes karakterer er typisk gerne forfatterens egne talerør.

Nogle bøger tager skridtet videre (Femte sol brænder, Odins labyrint), og de indeholder et essay bagerst, som er forfatterens egen tese, og den som afdækkes for læseren af hovedpersonerne i fiktionen. Med andre ord forfatteren har en skæv ide, og han bruger fiktionen til at formidle ideen, og derefter kommer der så et ikke-peer reviewed essay, der redegør for tesen.

Andre bøger gør det omvendt. De handler om tesen, og undervejs tager forfatteren brug af fiktion til at formidle sin tese (Trelleborgenes hemmelighed, Tut-Ankh-Amon er vågnet). Bøgerne rummer ofte en art selvbiografisk islet, hvor vi følger forfatterens færd gennem det mysterium, som forfatteren afdækker (som når vi følger Preben Hanssons færd til Grækenland for at lede efter rumvæsner i Trelleborgenes hemmelighed eller følger Frede Melhedegaards frustrationer i mødet med Nationalmuseets forskere i Tut-Ankh-Amon er vågnet).

Det er som om, der kommer et punkt, hvor tesen bliver så spekulativ, at forfatteren ikke kan formidle den i et “fagsprog”, men er nødt til at gøre det gennem fiktionens sprog, og man får en mistanke om, at de spekulationer og indsigter, som hovedpersonerne gør sig, er forfatterens egne, og det er ved at indrette dem som en “fortælling”, at forfatteren kan formidle dem. I forlængelsen heraf dukker der en slags dagbogs- eller selvbiografisk element i nogle af de spekulative værker.

Fiktionssløret

Netop brugen af fiktionen til at formidle skaber et særegent slør over for læseren. Dels kan forfatteren altid dække sig bagved en påstand om, at det ‘bare’ er fiktion (også selvom Dan Brown skriver at det er sandhed, men at skrive at det er sandhed og også ‘bare’ fiktion), og dels er der en dobbelthed i, at læseren skal suspendere sin kritiske sans for at læse historien (som vi jo gør med film, tegneserier, bøger etc., vi accepterer dens præmis), men samtidig med præsenteres en tese for læseren, som denne skal have en kritisk sans for. Det er min mistanke, at denne dobbelthed gør det lettere for forfatteren at fremstille en ellers tvivlsom tese for læseren, da læseren på forhånd accepterer bogens præmis, og nu sker der en sammensmeltning af fiktion med fakta og ting, der kunne være fakta. Dette suppleres gerne med obskure fakta, da en del af bøgerne dykker ned i emner, som ikke nødvendigvis er paratviden for læseren. Et modargument vil lyde, at læseren naturligvis er kritisk, og at læseren ikke nødvendigvis godtager forfatterens vilde spekulationer, men alene lader sig underholde af historier med action, spænding og vilde spekulationer i en god, solid blanding. Problemstillingen er imidlertid, at læseren – hvis denne ikke er bekendt med emnet på forhånd – ikke ved, hvor denne skal være skeptisk henne, og en bog som Da Vinci Mysteriet får præsenteret et billede om Biblens tilblivelse, som ikke er spekulativt eller faktuelt, men forkert, men Biblens tilblivelseshistorie er af gode grunde ikke skolelærdom (men derudover et spændende emne i sig selv).

Foruden muligheden for at sløre forholdet mellem fiktion og fakta og spekulationer, bruges sløret også til andre ting, således ynder flere forfattere bag deres fiktionsslør at gøre forskere til skurke, så når Nationalmuseets arkæologer ikke gider lytte til en forfatters ideer, så bliver de usympatiske karakterer i hans historier, eller den danske historikerstand anklages for at stå i ledtog med hinanden (som i Haagensens besynderlige anklageskrift).

Hemmelige selskabers impotens

Hemmelig historie involverer gerne hemmelige selskaber, og ideen om et globalt, hemmeligt selskab, som former historiens gang og er menneskehedens hemmelige herre er spændende. Samme historie har ikke plads til at en ensom helt kan afdække sammensværgelsen og dens hemmelige historie og standse dem. Hvis de har agenter overalt, hvis de råder over snigmordere, vidtstrakt spionage og skjulte baser, hvordan kan helten så slippe fra dem igen og igen. Hvordan kan helten overhovedet finde sporene – og hvorfor er der overhovedet nogen spor at finde? (den seneste tids afsløringer af NSAs spionage viser både, hvor vidtstrakt og magtfuld den er, hvorledes de ikke har gemt spor at følge, og at de afsløres gennem whistleblowers).

De hemmelige selskaber ender som besynderligt impotente organisationer. I forlængelse deraf er deres mål tilsvarende vage eller uspecificerede.

Praktisk taget ingen af de middelmådige bøger med hemmelige historier formår at løse problemet.

Den mere ægte historie

Vores fortid er ikke en, vi kigger på objektivt. Den ses gennem de bevarede levn, skrifter og erindringer, som sammenstykkes til historie. Tilkomsten af nye levn eller af nye måder at læse de eksisterende på eller af nye måder at forstå mennesker, kulturer og samfund på får os til at ændre historien løbende. Nogle gange forsøges den aggressivt ændret til at passe særlige ideologiske behov, som legitimerer ens opførsel (udryddelse af folk, minoritetsgrupper, erobring af land etc.), da historie er forbundet til vores identitet, og fordi ting, der har “historie”, har legitimitet. Historie er derfor ikke “sand”, men der er visse ting, som er solidt forankret (f.eks. hvornår Christian IV levede), mens andre er mere tvivlsomme (præcis hvorledes fandt kristningen af Danmark sted?), og historie er lige så detaljerig, som vores hverdag eller mere så, da vores hverdag kun består af nuet, mens historie er summen af alt før nuet.

Der er derfor rig mulighed for at rette kritik mod meget af det, vi siger om fortiden. Hvorledes den nordiske mytologi var, hvorledes kristendommen blev til, eller hvorledes det religiøse liv i bronzealderens Norden var. Noget har vi nogle kilder til, andet har vi så godt som ingen kilder til.

At udvirke historie eller kritisere den bestående er ikke forbeholdt historikere (eller arkæologer etc.), men kan foretages af menigmand. Fagfolkene er typisk bare meget mere vidende om emnet, om forskningshistorien og de teorier, man gør sig om kilderne, og de skal typisk fremføre deres tolkninger over for fagfællernes kritiske blikke. En uheldig konsekvens er, at fagfolk ofte blankt affejer menigmands virke – og der er en løbende diskussion, om man skal bruge tid på deres arbejder – men omvendt er en god del af menigmands arbejder af en ikke særligt god kvalitet og rummer intet nyt, at arbejdet sjældent er tiden værd. Omvendt har det også vist sig, at en del menigmænd ikke ønsker at få kritik af fagfolk, da kritikken ofte er ødelæggende for mange af deres værker (f.eks. vil Erling Haagensen tydeligvis gerne spille bold med historikere og jamme ideer, men faglig kritik er derimod ikke ønsket). Problemet er, at selvom man gerne vil have lov at fremstille en finurlig ide og modtage noget feedback på den, så er vores forståelse af historien og den kritiske proces, som den skabes igennem ikke til at gradbøje ud fra den enkelte bidragyders baggrund. Der er altså ikke rum til at læse et spekulativt værk eller en amatørhistorikers bidrag mindre kritisk end et faghistorisk – og at læse det mindre kritisk ville være at gøre forfatteren en bjørnetjeneste. Har de hold i noget, er deres tese værd at få frem i lyset, og den ville gennem den kritiske proces komme klarere og bedre frem.

Da kritik af historie ikke er forbeholdt fagfolk, kan der bedrives ganske legitim kritik af historie også i de spekulative værker, men ofte er værkets form (f.eks. kritik pakket ind i en actionfyldt dialog) en hindring til en klar kritik, men der kan være ganske legitime indsigelser mod gængse forskningsresultater. Tilsvarende kan der være nye forskningsresultater i de spekulative værker.

Imidlertid er her en dobbelthed i værkerne for den kritik, der vendes mod det etablerede, bruges ikke mod det nye. Kritikken bruges selektivt.

Problemstillingen er i fiktionen næsten værre, da der gerne optræder vogtere af den “egentlige” historie, men værkerne formår aldrig at forklare os, hvad det er for noget kildemateriale, der er så fænomenalt (eller hvad der analysemetoder er) at det giver os den “rigtige” historie. Kun fordi vi har forfatteren til at skænke bogens ekspert legitimitet, bliver den hemmelige historie mere sand end historien. Denne dobbelthed er et konstant element i fiktionsværkerne med hemmelig historie.

Truslen mod kirken

Det er svært at forestille sig den protestantiske kirke som en skurkeorganisation (selvom den i sine magtkampe med den katolske kirke kastede Europa i ud voldsomme og blodige krige, der varede en generation), men katolikkerne med sin rituelle staffage, sin forhistorie – og måske sin fremmede natur for protestanter og de, der er vokset op i en protestantisk kultur, (se også kirkens rolle i gyserfilm) – gør katolikkerne egnede skurke. Troligt har vi mange teser om at en given hemmelighed er en bombe under kirken, og når sandheden kommer frem, så vil kirken kollapse – eller noget i den dur. De fleste bøger er tilpas vage i deres påstande, og den overordnede problemstilling er, hvorfor skulle påstanden vælte kirken og hvordan? Tanken er generelt, at hvis kristendommen kan afsløres som værende konstrueret/en løgn/usand/en myte, så vil det være en bombe under systemet.

Hvorfor folk vil tro på tesen, skulle den blive “afsløret”, er første hæmsko. En anden hæmsko er at forklare, hvorledes situationen overhovedet er opstået. En anden problemstilling er ofte, at ser man på de mange tolkninger, der har eksisteret, eller eksisterer inden for kristendommen, så er endnu en tolkning ikke videre problematisk (Mormons kirke f.eks. laver i bedste velgående, og moderne konstruerede religioner som theosofien, satanisme, wicca, scientologi med flere er fine eksempler på, at religioner til stadighed opstår. Forskellen mellem disse og kristendommen er ca. 2000 år).

I Odins labyrint – et glasbarns fortællinger, som vi skal kigge på i næste indlæg, er der en sådan kryptisk og problematisk tese. Ideen i bogen er, at nogle religioner er ældre end kristendommen, og at kristendommen udspringer af disse. Overordnet er der egentlig ikke noget problematisk i dette, da kristendommen (og jødedommen) er udsprunget i en kontekst med en masse andre religioner, og man kan finde åbenlyse paralleller og lån mellem alle disse religiøse forestillinger. Tanken er i bogen mere at der har været en specifik gudekonge-religion med proto-Odin i spidsen i store dele af mellemøsten, som er indvandret til Norden, og kristendommen er en art derivat deraf, og derfor ikke “ægte”. Tanken er endvidere at dette kunne have truet kirken i middelalderen – og her er bogen aldeles uklar på, hvorledes det skulle være sket, da det lader til at kræve en del historisk og arkæologisk forskning og kendskab til små folkeslag meget fjernt borte etc. for at kunne opstille beviset for kristendommens konstruerede ophav; og så er der endda set bort fra at bogen heller ikke forklare, hvorledes kristendommen udsprang af denne forestilling. Der er en antagelse om, at kirken har kendt situationen og holdt den hemmelig og undertrykt den uden at efterlade egentlige spor.