[9. dec.] Den gyldne halskæde – en historie fra 900-tallet

Det er mandag, og mandag er i december middelaldermandag, og middelalderen kommer derfor på banen.

Uanset hvorledes middelalderen søges defineret med hensyn til kristendom og hedenskab, feudalisme og barbari, forfald og nye rigers opståen, er den underliggende definition altid, at det er tiden efter antikken (eller senantikken) og før renaissancen.

Men det skal ikke handle om periodeinddeling. I stedet kommer det til at handle om rænker og en halskæde, som altid har forundret mig, når jeg læste historien, for hvorfor er den snedige mand så naiv, og hvad er det med guldkæden og smeden? Smede spiller en særlig rolle i visse germanske og nordiske sammenhænge (f.eks. den mytiske Vølund smed), og det er fristende, at lade guldsmeden og dennes halskæde være et ekko af den type historier, som har sneget sig ind i krøniken.

En del småberetninger i middelalderen kan man spore tilbage til oldtiden eller lignende, hvor de har deres ophav og så siden er blevet gengivet i vekslende versioner. F.eks. historierne om hundehoveder og amazoner, men Widukinds beretning har jeg ikke stødt på paralleller til (men vil rigtig gerne høre, om der er nogen):

I.22

Og til denne Opgave havde han, fortælles der, en særdeles duelig Hjælper i Hatho, Biskop i Mainz, en Mand af ringe Byrd; han var meget klog, men det var vanskeligt at afgøre, om hans Raad var gode eller daarlige, hvilket et enkelt Eksempel vil vise […]

Med saadanne Rænker gav han sig nu i Lag med den os af den miskundige Gud givne Mand. Han [biskop Hatho] lod gøre til ham [hertug Henrik] en gylde Kæde og bød ham til Gæst hos sig for at ære ham med rige Gaver. Imidlertid gik Bispen hen til Guldsmeden for at se paa Arbejdet, og da han saa Kæden, skal han have sukket dybt. Guldsmeden spurgte, hvorfor ha sukkede, og han svarede, at det var fordi denne Kæde skulde vædes med en ypperlig Mands, han Vens, Henriks Blod. Guldsmeden sagde intet dertil, men da Kæden var færdig og afleveret, udbad han sig og fik Orlov, drog Hertugen imøde, da denne just drog til Forhandling og røbede for ham, hvad han havde hørt. Hertugen hidkaldte harmfuld Bispens Udsending, der alt for længere Tid siden var kommet til ham for at indbyde ham og sagde: “Gaa og sig til Hatho, at Henriks Hals ikke er haardere end Adalberts, og at vi hellere vil blive hjemme og forhandle om, hvorledes vi kan tjene ham, end falde ham til Byrde med vort store Følge.” Hvorpaa han besatte alle Hathos Ejendomme i hele Sachsen og Thüringen. Ogsaa Burchard og Bardo, af hvilke den ene var Kongens Svoger, trængte han saa haardt og førte saa mange Fejder mod, at de maatte rømme Landet, hvorpaa han delte alle deres Ejendomme blandt sine Vassaller. Hathos Rænker var saaledes komme tilkort, og det var lige saa meget af Kummer som af Sygdom, at han faa Dage efter døde. Nogle sagde ogsaa, at han var blevet ramt af Lynet og lammet og derefter død efter 3 Dages Forløb.

Widukind har tidligere været citeret her på bloggen. Dels i forbindelse med straffe og hunde, og dels i forbindelse med krig i middelalderen.

Husk, at Stemmen fra ådalen har en facebook-side, som du kan følge for at blive orienteret om nye indlæg fra bloggen.