[24. dec.] Sammensværgelsen mod rollespil

Kapitel 2 (…)

”I morgen er det for sent”, betonede han alvorsfuldt for sine tropper. Krigsmand efter krigsmand stod opmarcheret foran ham, rad efter rad. Mange hang med næbet. De endeløse kampe havde drænet dem for kampiver. Selv deres våben og rustninger hang.

”I morgen vil de have indtaget fæstningen, og sker det, vil de grave sig ned der og sidde vinteren over. Skal vi beskytte folket, må vi standse dem en gang for alle. Det bliver alle slagenes moder! Det bliver krigen over alle krige! Det er ære eller døden!”

Han hævede sin stemme og fyldte den med entusiasme og patos for hvert slagord han brølede for sine tropper. Forsøget på at opildne tropperne syntes ikke at slå igennem.

General von Faltenmeyer betragtede sine tropper. Foran ham var opmarcheret ungdomsskolens rollespilshold. De fleste var 13-14 år gamle, iklædt hjemmesyede kapper og posede bukser, som dækkede over deres sneakers. De fleste stod og skuttede sig i vinterkulden. Iført thinsulate-vanter stod de med slidte og deforme latex-sværd i hænderne, mange producerede i løbet af efteråret i ungdomsskolen. Nye våben ville først ankomme i aften, når juletræerne blev plyndret for forældrenes gaver.

De så alle trætte og udmattede ud. Ungdomsskole-tropperne have været trængt hele dagen af orkerne. De fleste orker var gymnasieelever, tungere og stærkere end von Faltenmeyers tropper, og kamp efter kamp havde været en løbende retræte. Mange snublede under kampene, og næsten alle havde hudafskrabninger efter sammenstød med den frosne jord.

Dagen var ved at gå på hæld og snart ville det være for mørkt til at spille videre. Skulle hans planer virke, måtte der en definitiv sejr til, som ville holde orkhorderne ude af klubhuset. Han lod uset sin mobil glide fra sit skjul i ærmet ned i sin hånd, og mens han lod som om han marcherede frem og tilbage foran sin tropper, tjekkede han uret. 12 minutter i tre. Den var der næsten.

Han dykkede ned i sin rolle igen og kanaliserede Theodens tale igennem general Faltenmeyer: ”Arise! Arise, Riders of Theoden! Spears shall be shaken, shields shall be splintered! A sword day … a red day … ere the sun rises!”, brølede han af sine lungers fulde kraft (han kunne tale udenad efter at have set filmen mere end tolv gange). Hans løjtnanter hamrede taktfast deres våben mod skjoldene, og han kunne se modet og entusiasmen vende tilbage i elevernes øjne. Talen virkede hver gang.

Han kiggede tilbage på sine løjtnanter. Han sendte dem et kort nik, og Michael listede bagud og forsvandt ind mellem buskadset. Hvis han kunne få ungdomsskoleholdet til at holde klubhuset længe nok, ville Michael kunne nå ind bag fjendens rækker og stjæle plotbogen fra dommerne. Det var en dristig plan, og dens succes ville afgøre dansk rollespils fremtid.

I det fjerne kunne de alle høre knasen og bragen. Gymnasieeleverne med deres grove kroppe maste sig gennem underskoven. Frosne grene splintredes under deres vinterstøvler, og deres store orkmasker gjorde det svært for dem at se tydeligt, og de kunne ikke andet end at mase sig gennem underskoven. Deres brutale skrig og sange fyldt med perverse slagsord skabte uro i rækkerne. Von Faltenmeyer kunne se krigsmodet forsvinde fra sine tropper. Orkerne kom nærmere.

Så mærkede han sin mobil brumme. Han lod telefonen atter glide ud fra sit skjul i ærmet og ned i hånden. Det var Emma. I sin sms havde hun skrevet ”Køkkenet er rede”. Han smilede grumt for sig selv. Dette skulle nok få eleverne til at holde klubhuset indtil dommerne afblæste spillet på grund af mørke.

Igen trådte han frem for ungdomsskoleholdet. De kiggede på ham. Der var ikke meget iver tilbage hos dem. To gange havde han opildnet dem med sine taler, og to gange var entusiasmen drænet ud af dem, og i takt med orkerne nærmede sig, mistede de viljen stadigt hurtigere. Blå mærker og hudafskrabninger mindede dem om deres tidligere kampe med orkerne. Det var tidligere på dagen rygtedes, at orkerne havde et hemmeligt lager af juleøl, som de havde drukket sig fulde og vilde i. Dommerne erklærede, at de intet havde set, men general von Faltenmeyer troede dem ikke. Han syntes, han havde lugtet øl på dommerens ånde, da han forsøgte at klage.

”Æbleskiver!”, brølede han med sin mest kommanderende stemme. ”Æbleskiver til alle! For hver ork I fælder, er der tre æbleskiver bagefter! Emma har varme æbleskiver til jer bagefter”. Tropperne stirrede forbløffede på ham. Der gik nogle øjeblikke før det rigtigt gik op for dem, hvad han havde lovet dem. Hans løjtnanter fangede hurtigt hans plan. De brølede med på hans kampord, mens de taktfast hamrede på deres skjolde. Så vågnede sulten i elevernes slunkne maver. De havde løbet og kæmpet siden i formiddags, og nu opdagede de sulten. ”Kæmp, kæmp for jeres æbleskiver! Kæmp en gang mere!”, brølede han, og nu voksede kampiveren blandt dem. Varmen kom tilbage i deres kinder. Tanken om Emmas hjemmebag fyldte dem med kampiver, og da de første orker vred sig fri af krattet, blev de rendt over ende af en flok vilde ungdomsskole-elever. Første bølge faldt inden den opdagede, hvad der skete.

Generalen smilede for sig selv. Plotbogen skulle nok blive hans. Uanset hvor mange tropper han skulle ofre i slaget ved klubhuset. Deres karakterer blev ofret i en større sags tjeneste. Han havde været på sporet af en sammensværgelse mod rollespil, siden de første efterretninger var kommet ind fra Fastaval i foråret.

Fortsættes …