Casual AD&D – eller Advanced Lite Dungeon & Dragons

Stor var overraskelsen for nogle, at vi valgte at spille Dark Sun med Advanced Dungeons & Dragons 2nd edition reglerne (episode 1) for var det ikke unødigt knudret, omstændeligt, besværligt?

Har AD&D 2nd edition ikke sit besværlige THAC0 system, regler for dual class og multi-class, for alignements og andre besværlige elementer?

Der er ingen tvivl om, at regelsystemet til AD&D på ingen måde er strømlignet. Det er et regelsystem, der har sine rødder i 70’erne, hvor der ikke var andre rollespil eller D&D selv, og de eneste steder, man kunne hente inspiration fra var fra krigsspil af forskellig art. Det blev først skrinlagt i 2000, da D&D 3rd edition udkom, og det system rummede en masse tiltrængte strømligninger, men det var ikke en forsimpling, der udkom, og det kan ses fortsat af systemer som Pathfinder.

Imidlertid er der et trick til at spille AD&D. Man kan spille det ret afslappet.

THAC0 er ikke intuitivt, men for nogle er det simpel hovedregning (undertegnede inklusiv), og for andre er det at kigge på en meget simpel tabel (som rummer tog kolonner). Det svære ved THAC0 er, at det ikke er intuitivt.

Terningkast er ikke helt strømlignede. Angreb og saving throws skal være høje, skill checks skal være lave. Men begge dele rulles mod en given sværhedsgrad, og der er sjældent særligt mange eller slet ingen modifiers (hvilket faktisk er mindre hovedregning end i D&D 3rd edition) – attack rolls undtaget, men det gælder alle versioner af D&D. Det mest besværlige i AD&D er faktisk at holde styr på krigernes multiple attacks, som kan være knudret.

Initiativ er lidt knudret. Det er 1d10+speed+dex modifier, og det gælder om at have lavest værdi. Der er meget få typer actions, men til gengæld er der heller ikke et sindrigt system af standard actions, move actions og Attack of Opportunities. Omvendt har D&D 3rd edition med sin 1d20+dex modifier (+ sjælden anden type bonus) strømlignet initiativsystemet.

Alignments, level caps, encumbrance, grapple er regler, der er besværlige i alle versioner af D&D, og som vi pænt har ignoreret i alle versioner af D&D. AD&D er ikke værre end de andre på dette område. AD&D lider mere under manglende strømligning, så der er seks forskellige tabeller for ability scores i stedet for en, og at der er en XP tabel for hver klasse i stedet for en. Men den slags er ikke svært at håndtere, det er bare noget som kræver et ekstra opslag, når man laver karakterer.

Multi-classing og Dual-classing er en af AD&D-systemets særheder. Som menneske må man dual classe, hvilket betyder at man lægge sin gamle klasse bag sig, og først bruger den klasses evner igen, når man i sin nye klasse er nået et level, der er højere end den gamle klasse. F.eks. ved skift fra level 3 kriger til troldmand, trækker man først på evnerne som kriger, når man er level 4 troldmand. Som ikke-menneske må man multi-classe, hvilket betyder at man har flere klasser samtidigt, og at man fordeler sine XP mellem sine klasser (der stiger levels på forskellige tidspunkter, da de har hver deres XP tabeller). D&D 3rd editions multiclassing system, hvor man “stablede” de forskellige klassers levels (en level 7 karakter, der f.eks. har 3 levels som kriger og derefter 4 levels som troldmand) løste på det på en mere elegant maner, men også åbnede op for grumme øvelser i power gaming, og som aldrig rigtig fik genskabt den arketypiske elven fighter-mage til trods for de mange besøg ud i prestige classes, da systemet havde svært ved at håndtere karakterer med sideordnede klasse-evner.

Hvad så med alle ekstra reglerne fra Complete Handbook-serien? De mange ekstraregler komplicerer systemet, ligesom de gør det i D&D 3rd edition, og som de gør det i Pathfinder, der nu har langt flere supplementer end AD&D havde det (i Pathfinder er der nu udgivet bogen Pathfinder Strategy, som alene er en guide til, hvordan man bedst leveller op med valg af feats, skills, traits, class levels). AD&D er slem på dette område, men det er alle rollespilssystemer med mange udvidelser. Til gengæld har D&D 3rd edition feats, hvilket er sejt, men som også svulmede op i mængder, og i forskellige bøger, de var trykt i, og som åbnede for nogle grumme power gaming combos.

Så selvom AD&D-systemet ikke er elegant, så er det ikke så vanskeligt at spille med, så længe man ikke tænker for meget over klassernes evner og relative evner. D&D 3rd edition eller Pathfinder Dark Sun vil ikke nødvendigvis være administrativt lettere at spille med, end AD&D, kun mere strømlignet. D&D 4th edition har fokus et andet sted, ned hvor jeg er interesseret, og D&D 5th edition er på nuværende tidspunkt så beskedent understøttet, at der er for meget arbejde i at konvertere Dark Sun til 5th edition, selvom det ville være mit foretrukne regelsystem.

Indtil da spiller vi AD&D 2nd edition på afslappet maner. Og så får jeg lov til at prøve at spille en karakter med psionic evner. Den fornøjelse har jeg ikke haft før.