[Dark Sun] Road to Urik – På vejen

Vores hær er kommet ud og marchere, og vi er blevet sat i spidsen for vore egne enheder.

Vi spiller scenariet DS2 Road to Urik (1992), og det er tredje spilgang. Scenariet er skrevet til Advanced Dungeons & Dragons 2nd edition (1989-2000), som er det regelsystem, vi har valgt at spille med. Inden vi gik i gang var der dog fortælletime, hvor Nis fortalte børnene om monstrene Zarathan, Gargoyle og Ki-Rin, inden børnene blev lagt i seng, og vi kunne gå i gang med at spille.

Aftenens spil

Den despotiske gudekonge af Tyr er blevet dræbt i et attentat, og vi overlevede optøjerne, der fulgte i hælene. I rollen som glorificeret tæskehold har vore karakterer tjent byens nye konge og senatsråd, og som tak har vi fået kommandoen over vore egne troppe og er blevet sendt i felten. Vi er blevet sendt af sted, fordi en fjendtlig hær fra bystaten Urik er på vej mod os.

Den første dag blev brugt til at mønstre tropper. Den af vores karakterer, som havde en warrior class (det har tre af fire karakterer), og hvis sum af charisma og level er højest, fik rollen som øverste befalingsmand for tropperne. Det blev Eriks halving fighter/illusionist.
Hans første opgave var at udvælge hvilke af de tropper, som han fik tilbudt, som han ville have under sin kommando. Hvor mange han ville få tilbudt og hvilke blev kun afsløret en af gangen, og han fik ikke lov at vælge om. Det var at vurdere og beslutte sig, og så leve med beslutningen. Af de første sæt enheder han fik tilbudt, afviste han kun templarerne (da vi ikke er på god fod med dem, og da vi ikke rigtig stoler på byens bureaukratiske stand; senere hørte vi rygter fra andre, at de var besværlige at have med at gøre, så fravalget var en god ting). I stedet tog vi imod bondetropper og eks-gladiatorer. Dernæst fik vi tilbudt forskellige tropper (adelshus’ soldater, købmandssoldater, organiserede eks-gladiatorer, tiggere), som blev tilbudt på baggrund af vores handlinger fra de to første spilgange (dvs. alt hvordan vi løste vores opgaver her og her, fik vi tilbudt forskellige typer og mængder af enheder). Erik tilvalgte dem alle.

Den følgende dag var der krigsråd, og så drog vi af sted. Ved krigsrådet skulle vi præsentere, hvordan vi ville organisere vores tropper i forhold til hærtoget, da vi fungerede som hærtogets avantgarde og spejdere. De første par beslutninger var ikke helt gode, og de blev kritiseret ved krigsrådet, men til sidst fik vi rådets accept, og så kunne hæren marchere af sted.

Et par dage ude på færden kommer vores opsynsmand, der har opsynet med bondesoldaterne, til os med en håndfuld desertører. De havde mistet modet, da det først for alvor gik op for dem, hvor lagt hjemmefra de skulle, og hvor farligt det blev. Opsynsmanden ville efterlade dem bundet og bastet i solen som skræk og advarsel for andre. Vores overordnede kunne ikke acceptere en så barsk behandling af bønderne, og vi bemærkede også, at de var mere afmagrede end andre (vi havde dårlige forsyninger af mad og vand, men ikke så dårlige).

Desertørerne blev slæbt med, men de fik frataget deres rationer for en dag, og imens satte vi os for at under opsynsmanden noget nærmere. Det kom snart frem, at han og hans fæller tog sig lidt for godt af de sparsomme forsyninger, og det gjorde han på bekostning af bønderne.

Følgen blev at opsynsmanden og hans kumpaner blev udstillet og straffet med stærkt begrænsede rationer de næste dage, og så marcherede vi videre. Den følgende morgen viste det sig, at 15 bønder/tiggere (de to grupper var samlet til en enhed) havde valgt at desertere, da straffen ikke syntes videre hård. Senere på dagen kom vore spejdere tilage og fortalte, at de havde fundet friske spor af en patrulje. Vi drog derfor ud med 20 trænede soldater for at undersøge det nærmere.

Sporene førte ind i en slugt, hvor vi faldt i et baghold. En bande lokale giths var på jagt, og mennesker er god spise for dem. De indledte kampen med en surprise runde, men derefter slog vi til. Indledningsvis måtte vi se os omringet og i undertal, hvilket var bekymrende, særligt fordi vi samtidig med var fanget i en slugt.

I første runde valgte jeg at anvende psionic-evnen teleport, og jeg greb derfor vores dværge gladiator og teleportede op til en vilkårlig gruppe fjender. Til vores lettelse viste det sig, at vore fjender havde opsat stråmænd til at give et falsk indtryk af deres antal, og nu var vi lige pludselig i overtal! Christinas dværgegladiator angreb den nærmeste gith, og to andre giths sprang den til undsætning. Andetsteds udnyttede vores halvkæmpe, at slugtens side ingen hindring var, og halvingen sprang i nærkamp med en gith, som befandt sig nede i slugten. Vores nu kun 17 mand (tre dræbt under indledende runde) kastede sig også ud i kamp.

Anden runde kastede min karakter en hold person spell succesfuldt på de to fremstormende giths, mens dværgen huggede sin modstander ned, og de andre karakterer havde også fældet fjender. Mindst en tredje del af githsne inklusive deres leder var i anden runde elimineret, og resten valgte derfor at flygte.

Den spontane sejr gav vores enheder et morale-boost, og for at styrke det yderligere valgt vi at splitte (det beskedne) plyndringsgods fra githsne med vores overlevende mænd, så alle fik en del – og Nis fik gjort brug af Treasure Type tabellerne i Dungeon Master’s Guide. Herefter stoppede vi aftenens spil.

Bemærkninger

Der var en del hyggesnak og morsomme bemærkninger, der stjal lidt af tiden fra aftenen spil, så vi nåede måske ikke så meget, men vi havde det gengæld morsomt – og spekulationerne omkring thri-kreens som kvartermestre var interessant (da de ikke har brug for grej, og da de kun spiser en gang om ugen, vil de ikke have samme tendens til at sætte sig på det bedste udstyr eller spise al maden selv).

Det var sjovt at se, hvordan de mange små ‘quests’ de forrige gange resulterer i ekstra tropper, og der er en direkte konsekvens af vore handlinger, selvom det er først nu, at vi kan se konsekvensen. Sidste gang endte forhandlingerne med handelsfolkene rigtig galt (vi mistede en karakter), men det betyder også, at vi mistede deres militære støtte, og derved ikke har nogen soldater, som har erfaring med livet i vildmarken. Alle vore folk er urbane folk.

En anden ret interessant ting var problemstillingen med desertørerne og med opsynsmanden. Hvilken beslutning skal man træffe? Der er ingen rigtig beslutning, men noget skal foretages. At beslutningen omkring afstraffelsen af desertørerne ikke var hård og konsekvent betød, at vi mistede 15 mand, som deserterede, samtidig med at moralen hos opsynsmanden og hans folk er lav, fordi de følte sig berettiget til et bedre liv end bondesoldaterne. Alt i alt en fin udfordring, hvor det er op til os som spillere at træffe en beslutning om, hvad der skal gøres, og også en beslutning, hvor mange af vores ressourcer (f.eks. halvkæmpens enorme styrke eller min thri-kreens evne til at rejse i tid) ikke kan bidrage til en løsning.

Den anden udfordring var også interessant. Mest af alt fordi det var et spørgsmål om, hvem og hvor mange tager vi med os på en udforskningsopgave? Det kostede nogle livet desværre, men det gav uventet et moraleboost til nogle af vore tropper – og så var det igen en af de situationer, hvor der skulle træffes beslutninger.

Overordnet set er det et rigtig godt eventyr, fordi det stiller vores karakterer i nogle interessante situationer uden entydige svar, og det aftvinger nogle valg og beslutninger, som ikke er åbenlyse (“Går I til højre eller til venstre?”) eller kedelige (“Vælger I at forsvare de stakkels, fattige landsbyfolk mod den onde greve eller gør I ikke?”). Særligt taget i betragtning af, hvor håbløs samme periodes PlaneScape moduler var.

Det bliver spændende at se, hvad der venter forude. Næste gang skal vi have gang i BattleSystem (1985/1989) reglerne, som er et særligt sæt Mass Combat regler til Advanced Dungeons & Dragons, og dem har jeg ikke rørt ved i årevis, så det skal nok blive interessant at se, hvordan de fungerer (jeg har boxed set fra 1985, oprindeligt til AD&D 1st edition; blev i 1989 opdateret med en bog til 2nd edition reglerne).