Enden er nær! Zombier, rumvæsner, Cthulhu, robotterne kommer!

The End of the World er en serie af rollespil udgivet af Fantasy Flight Games, der også står bag rollespil til Warhammer 40k universet og Star Wars-rollespillene (Edge of Empire, Age of Rebellion og Force and Destiny), men med The End of The World har FFG præsteret noget unikt og anderledes, og det er værd at kigge på. I skrivende stund består serien af tre bøger, og en fjerde og sidste er nært forestående. The End of the World-rollespillet handler om verdens undergang, og karakterernes kamp for overlevelse – og karaktererne er spillerne selv!

Jeg tager mit udgangspunkt i bogen Wrath of the Gods, som er anden bog, og som handler om verdens undergang ved gudernes indgriben. Alle bøgerne bruger samme regelsystem, og forskellen mellem dem ligger i temaet (zombie-apokalypse, invasion fra det ydre rum, gudernes genkomst og maskinernes oprør), og min interesse er først og fremmest regelsystemet. Det er altid praktisk at kigge på andre rollespil. Dels for inspirationen i scenarier og verden, men også fra reglerne, hvor der ofte kan være mekanikker, som er værd at stjæle over i ens egen rollespilskampagne (Dagens regel er en god ting). The End of the World har en række interessante ideer at byde på.

Først og fremmest handler om The End of the World om verdens undergang, og spillerne spiller sig selv, og de bygger karakterer op over sig selv, og det er meningen, at man som spiller må bruge al den viden, som man ligger inde med, og man har det udstyr til rådighed, som er umiddelbart omkring en. Det er også antagelsen at de fleste karakterer vil omkomme i løbet af spillet. Det er et horror-rollespil, man spiller, og en del af genren er hovedpersonernes død eller fortabelse.

Regelsystemet

The End of the World er et task resolution system, der anvender terningpuljer bestående af d6’ere i to farver. Det er åndeligt beslægtet med det terningpulje-system, som FFG’s Star Wars rollespil og Warhammer Fantasy 3rd Edition anvender (og derved kuriøst nok beslægtet også med X-Wing og Armada), men det er simplere og designet til et hurtigere gameplay, hvor terningkastene begynder at glide i retning af et conflict resolution system.

Overordnet set foregår en test ved, at man opbygger en pulje af positive d6’ere (i en farve) og af negative d6’ere (i en anden farve). Spillerne fokuserer på at føje de positive terninger til puljen ved at finde positive træk (særlige færdigheder og evner, udstyr, assistance og situationelle fordele), mens spilleder fokuserer på at føje negative terninger til (opgavens generelle sværhed, særlige ulemper, traumer og situationelle hindringer). Derefter rulles den samlede mængde af terninger, og derefter matcher man terningerne op imod hinanden. Alle positive terninger, som modsvares af en negativ terning, fjernes. De tilbageværende positive terninger, hvis værdi er lig med eller lavere end karakterens evnetal er antallet af succeser, mens de tilbageværende negative terninger er antal stress point optjent.

Eksempel: En karakter skal flygte fra en horde af Deep Ones. Spilleder fastsætter sværheden til 1 og føjer en terning til for traumet ‘forstuvet fod’ og en terning for den særlige ulempe ‘dårlig form’, mens spilleren argumenterer for sit særlige træk ‘viljestærk’, fremhæver sin karakters lokalkendskab (situationel fordel) og de smalle gange, som gør det svært for monstrene at indhente ham (situationel fordel). Spilleren har nu en pulje af tre negative terninger og af tre positive terninger. De rulles på en gang, og det resulterer i 2, 3 og 5 positivt, og i 3, 3 og 6 negativt. Tilbage er derfor 2’eren og 5’eren som positive terninger, men karakteren har kun 3 i udholdenhed, så kun 2’eren er succesfuld, og karakteren ender med 1 succes. Tilbage er også to negative terninger, den ene 3’er og 6’eren, hvilket giver to stress. Spilleder beskriver, hvordan karakteren undslipper de fæle Deep Ones i de smalle gange, men skaden fra den forstuvede fod er forværret og karakteren halter tydeligt nu (de to stress point).

Kamp foregår langt hen af vejen på samme måde. Forskellen er primært at våben har en skadesbonus, man ligger til antallet af succeser, hvis man er heldig at ramme, og det gør et antal point skade.

Det overordnede system i The End of the World er både hurtigt og enkelt, det er generelt reduceret til et enkelt terningkast, og det opfordrer spillerne til at være opmærksomme på fiktionen, da det ofte er deres kilde til terninger. Fiktionen omkring karakteren kommer derved til at spille en aktiv rolle i spillet, og det er en god ting. En anden meget interessant ting ved systemet er, at hvor særligt kampreglerne i mange rollespil, fylder hoveddelen af alle spillets regler, så gælder det ikke for The End of the World, hvor kampreglerne er lagt i forlængelse af reglerne for tests, og det, som virkelig fylder meget i The End of the World, er skadessystemet! The End of the World er målrettet design, hvor reglerne er designet til at understøtte spillets tema og form – og det er en god ting! – og derfor skal blikket nu vendes mod skadessystemet.

Skade, stress og traume

Karaktererne er bygget op af seks evnetal (se afsnit længere ned), som er fordelt på tre kategorier (fysisk, social, mental), og man kan tage skade inden for de tre kategorier, og man kan lide en fysisk, en mental og en social død i spillet.

Inden for hver af de tre kategorier kan man tage ni point skade, førend man er død (medmindre man er protagonist og kan klynge sig til livet – se nedenfor), og de ni skade er fordelt på tre trin (1-3 stress, 4-6 stress, 7-9 stress). Hvert trin gør karakteren mere hærdet, hvilket er en god ting, men når man vil hele stress, gøres det ved at omregne den til traumer, og graden af traume er afgjort af hvilket trin, man sletter sin stress fra (sletter man 8 stress, dvs. fra trin 3, før man et trauma af alvorlighedsgrad 3). I eksemplet ovenfor blev det demonstreret, hvor let det er at tage skade, da vores hovedperson to tog point fysisk stress ud af ni i alt.

Grader af traume: Systemer skelner mellem tre grader af traume inden for hver af de tre kategorier. Gradsforskellen udspringer af hvilket trin, man fjerner stress fra, og det betyder noget for, hvor lang tid det tager at helbrede (dag, uge, måned), om end behandling kan fremskynde processen. Uanset graden af traume, så kan traumer aktiveres af GM til at give hver en negativ terning.

Hærdet: For hvert trin man har gennemgået, må man ignorere et point skade, så på trin 2 kan man ignorere 1 point, og på trin 3 kan man ignorere 2 point. Småskrammer, småfrustrationer, småskærmysler plager ikke en længere, i alle fald ikke så længe man er skadet, så des voldsommere såret man er, des langsommere begynder det at gå med skaden (eller des større farer og mere dramatiske forløb kan man forsøge at slippe levende fra).

Helbredelse: Hver af de tre traume trin tager sin tid at hele. En dag, en uge, en måned, men man kan som spiller holde skaden kunstigt nede ved løbende at konvertere stress til traume, og derved stræbe efter at have traumer af type 1, som kan heles efter en dags tid. Imidlertid skal man også vogte sig for mængden af traumer, for har man tre traumer i samme kategori, har man det maksimale antal traumer inden for det område, og man er nu i betydelig risiko for at dø. Det er her at karakterernes heltestatus rigtig kommer i spil.

Horror-genren og heltestatus kommer i spil

Hver gang en karakter tager mere stress i skade, end de kan tåle, er karakteren ude af scenen, men karakteren er endnu ikke død. Fordi de er fortællingens hovedpersoner, får de en chance mere. Når scenen er overstået, vender de tilbage, man fjerner al stress på nær tre point, og man giver karakteren en type 3 traume. Hvis karakteren allerede har tre traumer, er karakteren død (enten en fysisk, en mental eller en social død). Man kan altså under rette forhold, klynge sig til livet tre gangen inden for en kategori, inden døden indhenter ens karakter. Det er en regel og et system, som rigtig fint afspejler spillets genre og karakterernes position i den genre.

At spille sig selv

Det mest specielle ved The End of the World er, at man spiller sig selv, og The End of the World er umiddelbart det rollespil, jeg kan komme i tanke om, som rummer denne gimmick. Det er ikke en gimmick om, at ens fantasy-karakterer passerer gennem en port, og kommer ind i den verden, som spillerne sidder. Den er set flere gange, både i danske rollespilsmagasiner fra 90’erne (husker jeg ret, blandt andet i et scenarie fra Chop Con), og i filmen The Gamers. Men denne vinkel, at spillerne straks spiller sig selv, er sjældnere (husker jeg ret, havde foreningsmagasinet Monokeros et Call of Cthulhu-scenarie, der begynder med, at det Mythos monster, som har inficeret GM, slår ham ihjel, og derfra begynder man spillet, men man rollespiller andre rollespillere, ikke en selv), og den er både interessant og en anelse problematisk – for hvor ‘close to home’ vil man gerne spille? Regelbogen anbefaler et par steder, at man afstår fra at bringe detaljer i spil om sig selv, som man ikke er tryg ved kommer frem ved bordet. Til gengæld løser tilgangen et problem omkring horror og protagonisternes viden – hvor almindelig viden er det, at man kan dræbe en vampyr ved at spidde den med en træpæl, at varulve ikke tåler sølv, og at man skal skyde hjernen ud på en zombie? Igen og igen er det detaljer, som protagonisterne i film og bøger skal (gen)opdage, men i rollespil skal spillerne afstå fra at bruge den viden, selvom spillerne har den, men ikke deres karakterer, indtil karaktererne opdager, hvad spillerne allerede ved. The End of the World matcher karakterens viden med spillerens viden 100%, og man må som spiller derfor gøre fuld brug af sin viden om emnet – det garanterer bare ikke at man overlever. Det handler ikke om at blive overrasket over det (nye) monsters opdukker, men om hvad man vil gøre for overlevelse, og om man kan overleve.

Karakterskabelsen

Hver spillers karakter består af seks evnetal fordelt på tre kategorier (fysisk, mental, social), og man har et point i hver evne, og derefter fordeler man 10 point imellem dem (maks 5 i en evne). Når det er gjort, præsenterer man sine tal for resten af gruppen. Resten af gruppen stemmer nu hemmeligt (via terninger ned i en pose), om man har overvurderet, undervurderet eller vurderet lige tilpas evnerne i de tre kategorier (man stemmer tre gange, en gang for hver kategori, så man vurderer ikke den specifikke sociale evne, men begge de to sociale evner under et etc.). Hvis flertallet mener, at man har overvurderet evnerne, skal man reducere en af de to evner med et point (men man får til gengæld en ekstra positiv feature til denne kategori), og hvis flertallet mener, at man har undervurderet evnerne, må man hæve en af de to evner med et point (men man får også en ekstra negativ feature i denne kategori).

Efter afstemningen går man til at vælge features. Man vælger en positiv feature og en negativ feature for hver af de tre kategorier – og dvs. man skal altså vælge i alt seks træk ved en selv, som man ønsker at bringe i spil, og her afgør man, hvor meget af sig selv, man ønsker at have med i spillet. Man føjer desuden evt. ekstra positive og negative features til, hvis det var resultatet af afstemningen.

Det tredje trin er at notere ens udstyr. Genren er survival horror, og det betyder derfor en hel del, hvad man har af udstyr med sig. Der er ikke nogen udstyrslister, som man shopper fra, som i andre rollespil. I stedet kigger man sig omkring, og tjekker sine lommer efter. Det du har på dig eller umiddelbart ved dig, det er det udstyr, som du har lige nu (og husk at notere, hvor meget strøm, der er tilbage på din mobil).

Det fjerde og sidste trin er at notere evt. traumer, man måtte begynde spillet med. Har du forstuvet foden på arbejdet, brændt fingrene under madlavningen eller sidder du med en voldsom forkølelse, så noteres de, som de traumer, man begynder spillet med (igen handler det om, hvor tæt på sig selv, man ønsker at spille, og spillet anbefaler igen, at man kun tager de dele med, som man er tryg ved).

Så begynder spillet. Verden går under.

Spilleders skæbne

Men hvor er spilleder henne i alt dette? Spillet antager, at man begynder nu, altså lige så snart jeres karakterer ligger klar foran jer, begynder I i den situation, som I som spilgruppe sidder i. Det er horror, og det vejen mod enden, hvor de fleste, hvis ikke alle, vil omkomme, og The End of the World anbefaler, at man begynder med at spilleder omkommer som en af de første for undergangen, og derved får slået tonen an.

Scenarier og kampagner

Anden halvdel af bogen er afsat til fem kampagne-oplæg (eller scenarier som bogen kalder dem), og de vælger hver deres tilgang til, hvordan verden går under inden for bogens tema (om det er en invasion fra det ydre rum eller gudernes tilbagekomst), og spilleder vælger et, læser baggrunden og konceptet, og følger derefter et af oplæggene, og de scene-forslag, som følger med oplægget. Sammen med oplægget er et sæt monstre og personer – alle betegnet som NPC’ere – så spilleder har noget at arbejde med, og så er det ellers at gå i gang med spille.

Til hver af de fem oplæg – som er det apokalyptiske oplæg – følger også et post-apokalyptisk oplæg, som lader en flytte handlingen frem til nogle måneder senere, hvor man nu er blandt de overlevende, som har formået at holde sig i live gennem længere tid, men nu begynder en ny hård kamp for de svindende ressourcer og den fortsatte ødelæggelse eller erobring af verden, som man fortsat skal kæmpe for at overleve.
Jeg vil ikke komme yderligere ind på oplæggene her, da min interesse ligger i regelsystemet, men det skal dog nævnes, at der umiddelbart synes at være en del at arbejde med, om man gennemspiller Gaias hævn eller Ragnarok.

At spille The End of the World

En af de sjove detaljer ved bogen er, at den virker meget som om den har nybegyndere eller ikke særligt erfarne rollespillere in mente. En måde, som den beskriver de roller, man skal spille, og hvorfor regelsystemet er, som det er, er ved at forklare folk, at man ikke spiller episke fantasy-helte, som kan uddele og tage slag på slag. Man er ikke overmenneskeligt seje eller utroligt holdbare, men man spiller i stedet helt almindelige mennesker, som er meget skrøbelige i mødet med det overnaturlige. The End of the World opstiller det som en særegen kontrast, men en kontrast, som det egentlig kun er muligt at opstille, hvis læseren ikke kender til rollespil som Call of Cthulhu, hvor karakterernes skrøbelighed er legendarisk. Udgangspunktet for bogen er, at folk kender rollespil som værende fantasy-rollespil, og at de gør det, fordi alle på et eller andet plan kender til fantasy-rollespil enten via egne erfaringer eller andenhåndsviden som computerspil eller tilfældige referencer, som f.esk. AD&D-episoderne i tv-serien Community.

Umiddelbart forekommer The End of The World at være et rollespil, som det er let at gå til og sætte, og det egner sig fint til one-shots eller kortere kampagner. Der er regler for at forbedre karaktererne som følgen af længere tids spil, men i lighed med horror-rollespil som Call of Cthulhu, er der ikke tale om et rollespil, hvor det er meningen at hovedpersonerne bliver ved og ved. Enden er nær, rædslerne kommer, og karakterernes dage er talte.

Scenarierne er meget løse i deres oplæg. De rummer korte oplæg til at opstille situationer, som man kan spille videre over, og selvom det virker tyndbenet, kan man nok egentlig antage at det virker, fordi vi kender genren og ved, hvad der skal sættes ind for at skabe historien, og vi har investeret i karaktererne, deres relationer og interesser, fordi de er os, og det gør det også lettere for både spilleder og spillere at forholde sig til situationer i spillet og bygge oven på dem.

Det kunne være sjovt at prøve, selvom jeg ikke helt ved hvilken bog, jeg selv ville kaste mig over at spille. Zombier er gammelkendte, men også en genre, som det er ved at være lidt kedeligt med, og hverken rumvæsner fra det ydre rum eller gudernes tilbagekomst har den helt store appel for mig. I stedet ser jeg to andre muligheder. Den ene er den kommende Revolt of the Machines bog, som gør det muligt at spille Terminator-filmene, og den anden mulighed er at highjacke spillets regelsystem og bruge det til anden survival horror. Jeg kunne godt finde på at lave spille en Alien-variant, hvor spillerne stadig spiller sig selv, men sig selv fremskrevet til Alien-universet (hvilket egentlig er meget simpelt, for det er et lavteknologisk science fiction-univers med rum-truckere og rum-munke). I alle fald er det et rollespil, hvor der er et interessant system for skade og for at bringe skade ind i spillet som en faktor, og det er et rollespil, hvor reglerne er knyttet til spillets form og tema.