Ugen, der gik med Pokémon Go

Folkesporten Pokémon Go har afstedkommet talrige anekdoter om, hvordan spillet påvirker folks hverdag. Gennem Martinus Juuls bog deles en række af de bedste historier. Denne uge har det været følgende:

Nationalmuseet var det første museum til at introducere ‘PokeGo Museum’-oplevelsen, som introduceres i to versioner, en som opfordrede til gode skud på selve Nationalmuseet, hvor man skulle tage et billede af en Pokémon, der optrådte blandt de udstillede genstande, og en, som opfordrede til lange gåture på Frilandsmuseet, hvilket kombinerede en museumsoplevelse, som var flere kilometer lang, med et spil, der opfordrer til at gå flere kilometer.

Frilandsmuseet udnyttede sine enorme arealer til at lade folk vandre rundt og fange Pokémons i de mange bondegårde, mens spillerne havde lejligheden til at udklække æg via deres gåture (gangbesværede spillere kunne glædes over, at køreturene med hestevogn på museumsområdet var tilpas langsomt, så det matchede gangtempo).

Sagnlandet Lejre forsøgte at overgå dette ved også at få indrettet Pokéstops på strategiske punkter i landskabet (Pokégym i offermosen er et populært besøgssted, og der er vandrehistorier om ‘druknede/ofrede’ spillere fra konkurrerende hold; turguiderne mistænkes for at stå for udbredningen af historierne). Et af deres store tiltag var at indrette et kort med de forskellige Pokémons revirer, så man kunne vandre efter forskellige Pokémon typer på museets områder, mens man udklækkede æg og fik set udstillingen. Et omstridt emne var dog stenalderboernes brug af Pokémon Go og deres referencer til det, for selvom det fik engageret publikum på en helt ny måde (hvordan fangede man Pokémon i Pokémon Go i gamle dage), så gav det også et misvisende billede af fortiden – denne tilgang havde sit udgangspunkt i Falsters Middelaldercenter, hvor man forsøgte at kombinere ridderturneringer, ringridning og Pokémon jagter for at trække flere folk til.
——
QR-koder fik en renaissance, da de ændrede på hele måden, Pokémon Go fungerede på, og i en periode var der ved at gå så meget inflation i spillets Pokémon varianter, at det fik mange til at skrinlægge deres spil. I 2024 åbnede Niantic og Nintendo for sponsor-Pokémons, hvor firmaer kunne designe deres egne Pokémons, og disse Pokémons kunne kun fanges på udvalgte områder tilhørende firmaerne. Det foregik ved, at spilleren gik ind på området, scannede en QR kode, som aktiverede lokale Pokémons, som så kun kunne fanges inde i butikken eller tilsvarende. I begyndelsen var det populært, men de talrige, nye Logomons – som de så kækt blev døbt – manglede charmen, og det blev oplevet af mange fans som en fuldstændig skrinlæggelse af spillets rødder, og mange mistede interessen. Det forstærkedes af at der kom rygter i omløb, hvor det hed sig, at Niantic helt ville fjerne de almindelige Pokémons og kun anvende Logomons. Efter få måneder blev hele projektet med Logomons skrinlagt, og de fleste Logomons er i dag fuldstændigt glemt.

En undtagelse er dog den orange fætter, OrangeMon, som blev udviklet til Roskilde Festival, og som findes endnu, da det charmerende væsen blev ret så populært, og mange festivalgængere er villige til at ‘gå den ekstra kilometer’ for musik, oplevelser og Orangemon.
——
Kunstneren ‘Fodtussen’ forsøgte at genskabe praksissen med at udruge æg i Pokémon Go ved at indrette en varmekasse med varmelampe, som han gik rundt med på ryggen. Inde i varmekassen havde han adskillige æg, for det mest hønseæg, som han forsøgte at udruge. Imidlertid havde han – går historien i alle fald på – også købt et lille udvalg af ‘ukendte æg’, som han håbede ville udruges til forskellige andre dyr end høns. Han nåede dog ikke at forlade Rådhuspladsen i KBH, inden han blev stoppet af politiet, da dyreværnsaktivister havde anklaget ham for at have med ulovligt indsmuglede dyr at gøre. I de følgende dage florerede historier om, at man havde fundet krokodille-æg og et enkelt strudseæg blandt hønseæggene, men det er aldrig blevet bekræftet.

Kunstnerforeningen ‘Den rådne banan’ udtrykte deres mishag ved afbefolkningen af landdistrikterne ved at opføre fysiske eksemplarer af PokeStops, som de lod forfalde for at afspejle yderområdernes ‘forfald’. Man kan stadig se nogle af deres PokeStops omgivet af ukrudt og bevokset med vedbend, rustrøde og skæve af vejr og vind. Det er både et smukt og et gyseligt syn på en gang. Der er en løbende diskussion om, hvordan deres værker skal bevares for eftertiden, da en del af designet er, at de skal forfalde, men omvendt er der også et ønske om at bevare værkerne, så andre kan opleve de forfaldende PokeStops.
——
UrbanExplorers.dk og Pokémon Go Danmark begravede stridsøkserne i 2027 efter flere års fejde. De vandre-ivrige Pokémon Go-spillere havde i flere år gået i hælene på urban explorers, hvilket havde skabt kontroverser mellem de to grupper. Til at begynde med havde de mange flere vandrende folk i bybilledet med deres mange afstikkere for at besøge Pokéstops, erobre PokéGyms og indfange Pokémons bragt dem stadig mere rundt til mindre besøgte dele af byen, som de urbane udforskere ofte betragtede som deres revirer.

I første omgang holdt de to grupper sig dog fra hinanden, da Pokémon-spillerne af spillet blev frarådet af jagte Pokémons på ‘forbudte områder’ som f.eks. baneanlæg, hvor spillet intet gemte, men det ændrede sig, da Anonymous Egghunters i 2024 hackede Niantics servere og ‘frigav’ de ‘forbudte’ eller ‘hemmelige’ dele af spillet, som indeholdt stops, gyms og Pokémons i områder, som ellers var off-limit for spillerne. Blandt disse data var punkter, som lå i industriområder, forladte bygninger og lignende, men mere interessant også punkter i højden, så man skulle op til en hvis højde for at fange det givne element.

Talsfolk fra Niantic påpegede, at der var tale om tilbageholdte eksperimenter og spilområder, som var farlige for spillerne at jage i, og derfor skulle forblive utilgængelige – men katten var ude af sækken, og Niantic kunne ikke ‘collecte’ dem alle igen. Sådan opstod det, der nu kaldes Darkside Pokémon Go eller Pokémon Gos skyggeside, hvor man kan jage og samle Pokémons i forbudte områder.

Det medførte at Pokémon Go-spillere dukkede op alle de steder, som urbane udforskere yndede at komme, og det medførte skænderier og mindre slagsmål, som fandt sted i skyggerne, hvor man var trængt ind ulovligt. Politiet måtte i en periode rykke ud jævnligt til forskellige byggepladser og jernbaneanlæg. Efter flere år med skærmydsler lykkedes det talsfolk fra de to grupper at koordinere deres aktiviteter, så de ikke forstyrrer hinanden, og det er en almindelig praksis, at Urban Explorers har førsteret til at udforske områder, og at de derefter stiller deres fotos og optegnelser til rådighed for Pokémon Go-spillerne, så de mere sikkert kan jagte deres små kræ.
——
Heine Jakobsen var bagmanden og idemanden bag pigebandet PokeGirl Go, der med sin efterfølgende afstandtagen fra bandet skabte en voldsom furore, som samtidig med også blev et tegn på et af de problemer, der desværre var kendetegnene for Danmark på det tidspunkt.

PokeGirl Go havde som bekendt en kæmpe succes med deres skingre genindspillinger af klassiske pigeband hits fra 00’erne og 10’erne, hvor ordet Pokémon syntes indsat i sangteksterne mere eller mindre vilkårligt. Bandet fik sine forventelige kritiske bemærkninger fra anmelderne, men der var et stort segment af den yngre befolkning, særligt blandt Pokémon Go-spillerne som elskede dem.

Furoren opstod, da to af pigerne under deres første turné sprang ud som Pokémon Furries, og det forværredes af Heine Jakobsens højlydte og meget markante afstandstagen. Derefter fulgte offentlige afbrændinger af merchandise, CD’ere og koncertbilletter, man havde set i årtier, foretaget af ‘bekymrede forældre’. Danmark endnu ikke rede dem.
——
Under sloganet ‘Tre slags Pokémon Go-spillere’ forsøgte Københavns kommune at skabe et borgerinddragelsesprojekt, hvor man f.eks. forsøgte at få folk til ‘at fange al affaldet’ ved at samle skrald og tomme flasker op fra gaderne og des lige.
Sloganet blev shanghaiet af spillerne, som gav dem tre nye betydninger, som er dem, de fleste anvender nu om stunder.

De tre typer er naturligvis ‘dem, der kender betydningen af at fange dem alle’, ‘dem, der bare er med på legen’ og ‘dem, som kun er ude på at levelle op hurtigst muligt og fange de stærkeste Pokémon’. Formuleringen er båret af en tydelig tendens, og det antages af mange, at førstnævnte gruppe udformede sætningerne, idet de generelt var de mest aktive omkring Pokémon Go-kulturen. Ethvert forsøg på at matche de tre typer op imod spillets tre grupperinger – gul, blå, rød – har dog vist sig frugtesløst.
——
To tidlige konkurrenter til Pokémon Go var Harry Potter Go og Ghostbusters Go, og de havde hver deres særegne indflydelse på ‘Go’-spilmiljøet. Harry Potter Go var med til at fremme ideen om Pokémon Go som en e-sport via spillets Quidditch -turneringer og ‘Cosplay Go’ blev langt mere udbredt, så man kunne genkende spillerne og deres tilhørsforhold via deres udklædning, når de var ude og jage. For Pokémon Go-spillere blev det populært at farve håret i overensstemmelse med ens holds farve, og blå blev således en langt mere almindelig hårfarve end tidligere oplevet. Den anden indflydelse kom fra Ghostbusters Go, hvor det blev langt mere almindeligt at udstyre sig med ‘gadgets’ i forbindelse med spillet. Bærbare batterier blev dekoreret med dingenoter, LED lys og farvede ledninger for at give indtryk af, at de var mere end et batteri, og nogle spillere koblede også dingenoter til deres telefoner eller tablets for at give dem et mere stemningsrigt indtryk – særligt ‘Steampunk Pokémon Go’ var populært i 2020’erne. Det havde imidlertid også en negativ og ikke-intenderet konsekvens, som jeg vender tilbage til i et senere afsnit.

Alle historierne er hentet fra “Fang dem alle. Historier fra 50 år med Pokémon Go: Et erindringsværk fra en samler”. Martinus Juul, KBH 2066. De to forrige opsamlinger: Første uge, anden uge.