Dungeon Crawl Classics: The People of the Pit

Lyder den titel bekendt? Så er det for, fordi det er ikke så længe siden, jeg kørte første del af DCC-modulet The People of the Pit med D&D 5th edition-reglerne, men denne gang er det med DCC-reglerne. Vi begyndte sidste gang med 16 håbefulde landsbybeboere, som udforskede Porten under stjernerne, hvor kun fem slap ud med en håndfuld sølvstatuetter, og denne gang fulgte vi de fem overlevendes næste eventyr, og deres otte nye følgesvende.

Dungeon Crawl Classics er en spøjs størrelse. Det er D&D med en masse kaos-faktorer, som bruges til at skabe fiktion med, og det virker ret fint på visse områder, men vil det vare ved? Mere om det nedenfor, men først lidt om aftenens forløb. Derefter noget om tabeller, crits, fumbles og skuffede guder.

Aftenens forløb

Vi havde fem overlevende karakterer fordelt på to spillere, og to spillere uden karakterer. De to sidstnævnte har fremtryllet otte level 0-karakterer, fire til hver, og imens blev de fem overlevende ført op til level 1, hvor menneske-karaktererne skal vælge klasse. Vi har nu en halfling (med kun 2 hit points!), en warrior, en cleric, en thief og en wizard med 6 i intelligens! Med kun en regelbog imellem os (vi har normalt to), tager det noget tid at opgradere karaktererne til level 1, da vi ikke har prøvet systemet før, og der skal noteres en række mindre detaljer.

Vi morer os en del over digte eventyrernes umiddelbare karriere efter deres første eventyr, og der er ingen tvivl om, at de med deres 80 guldstykker er egnens rigeste folk, og med deres fantastiske eventyr, har de tiltrukket en flok håbefulde bønder, hyrder og lignende samt en adelsmand, som alle så en chance for at vinde hæder og rigdom – og måske også gøre noget godt. Selskabet har hørt forlydende om landsbyerne mod syd har problemer, og der er måske chancen for at vinde sig rigdom.

Mod syd er den store slugt, og ikke langt fra den er den store grav, hvor det kæmpestore tentakelbæst har hjem. Grube-monstret plejede at forlade sin grav fra tid til anden for at hærge området og med sine slimede tentakler fortære alt undervejs. En kriger-præst satte en stopper for det, da han organiserede landsbyerne til at ofre talrige jomfruer hvert årti. Imidlertid var det ingen pris, som et fornuftigt menneske kunne udstå og betale, og vanæret blev krigerpræsten fordrevet, og ofringerne blev indstillet. Nu et årti senere rumler jorden atter, og ansigtsløse skikkelse er set drive tentaklen frem og landsbyerne lever i frygt for at de vil blive overfaldet af grube-monsteret.

Nu befinder selskabet sig på randen til det dybe hul. En trappe løber ned i den fugtige, tågede og ildelugtende landskab. Her løber en smal hylde langs siden af skakten, fugtige af den svovlholdige tåge, og kun med begrænset udsyn og dårlige muligheder, er stormløb og andre hastige bevægelser farlige.

Hernede render selskabet pludselig ind i fem kultister, som hidkalder en tentakel op fra dybet. Tentaklen samler hyrden op og taber ham ned i afgrunden. Det kommer til en lang kamp, som også bliver lidt langstrakt. Karaktererne kan ikke bytte plads, og der er kun en, som kan kæmpe fra forreste række. Det er en kamp, der koster to af vores level 0-karakterer livet, da de ender i afgrunden, og vi får set en række tabeller i brug. Udfordringen ved scenen er, at kampen udspiller sig på en smal stenkant på randen af et bundløst hul. Kun den forreste kan egentlig kæmpe mod modstanderne, og det er således to rækker af fjender, der skal meje sig gennem hinanden. Dog er der lige tentaklen fra afgrunden, som er noget nær umulig at hugge ned, og som forsøger at gribe folk og kaste dem i afgrunden. Oplægget er på papiret spændende, men hvis det ikke kan forløses relativt hurtigt (som det skete med min 5E kørsel af scenariet), så bliver det træls for de inaktive spillere at følge slagets gang.

Mange karakterer, mange tabeller – Impro-teater i dungeonen

En morsom og interessant ting ved DCC er dens karakterskabelse og karaktertragt ide. Hver spiller ruller sig frem til fire level 0-karakterer, og ruller er her valgt, fordi man har praktisk taget ingen valg under karakterskabelsen ud over navn, alignment og udstyr (som man næsten ikke har råd til). På sin vis udleverer spillet en karakter til spilleren, og hvis karakteren overlever til level 1, må man vælge klasse og nu følge karakterens karriere. Hver spiller har 4 karakterer, og de får overraskende meget personlighed sammenstykket ud fra deres mærkelige stats (fordi de er rullet og ikke købt med point, de er ikke anbragt i fri rækkefølge, og man har ikke rullet f.eks. 4t6 og valgt de tre bedste), profession og udstyr. Der er lige akkurat håndtag nok til at spillerne kan udvikle sig nogle markante personer, og fordi hver spiller sidder med fire af dem, bliver det ofte nødvendigt at fremhæve deres træk for at holde dem adskilt fra hinanden. Tilstedeværelsen af flere karakterer fremelsker i større grad personlighed.

Kampe i fantasy-rollespil er ofte ret rutineprægede udvekslinger af hug og slag, indtil en part løber tør for liv. Hvad, der ofte gør situationen spændende, er, når der opstår en dramatisk situation. Critical Hits og Fumbles kan være med til at skabe dem. Det oplevede vi, da vi spillede Warhammer Fantasy RPG, hvor de ekstra detaljer skabte uforudsigelighed og kulør i spillet, og det samme oplevede vi med DCCs tabeller. En fumble på tabellen betyder, at karakteren snubler og falder, men i den konkrete situation, hvor det er på randen til afgrunden, betyder det, at et styrt er med døden til følge, og det skaber en dramatisk situation, hvor det er spændende at se, om karakteren klarer sit balance-tjek eller styrter ned (det klaredes dog, men der var et øjebliks nervøsitet). En critical hit udløste en afvæbning af en modstander, men da hugget samtidig med var dræbende, var den logiske konklusion, at modstanderen hånd med krumkniven blev hugget af og fløj gennem luften, men modstanderen sank sammen med stråler af blod springende fra armen.

Magikeren fejlede desværre sine to angrebsformularer men uden nogen yderligere effekt, så der må vente til næste gang med at se magi-tabellerne i brug, men kleriken var heldig. En Command Word formular sendte en modstander på flugt, mens kleriken derefter rullede elendigt og fejlede en serie spellcasting rolls, som resulterede i, at præstens gud blev utilfreds og forlangte en bod: Præsten skal lyde venner som fjender i en dag, som bod på sit hovmod med at anråbe guden om dennes hellige kraft. Det er en sjov fumble, fordi den opfordrer til rollespil, og fordi den skaber kulør omkring vores spil, hvor ‘Gud er skuffet’ blev et tilbagevendende refræn.

Samspillet mellem tilfældighederne i form af terninger og tabeller sammenkoblet med hvor og hvem, der rullede terningen, er en af de måder, som jeg synes er sjove til at skabe fiktion i rollespil. Effektivt set er tabellerne under disse forhold kreative benspænd i impro-teatret, og med dem former vi historier og handlinger, som vi selv ikke havde fundet på, men i stedet bliver nødt til at forholde os til.

Udfordringen er her, at tingene kan blive rutine-prægede – hvis de samme resultater igen og igen dukker op på fumble og critical hit-tabellerne (særligt et problem vi havde med WFRPG), så bliver det trivielt og absurd. Det er ikke en god ting, og det kræver en del tabeller eller tabeller af en vis størrelsesorden at komme uden om. Spørgsmålet bliver da, hvor lang levetid der er i DCC, når vi først er kommet ud over fornøjelsen ved tabellerne og charmen ved skaren af level 0-karakterer, som hastigt svinder ind? Det vil vise sig de kommende spilgange, når vi fortsætter færden ned i dybet og gennemspiller The People of the Pit.