[anmeldelse] Rise of the Dungeon Master – Gary Gygax and the Creation of D&D

Rise of the Dungeon Master – Gary Gygax and the Creation of D&D er en tegneserie forfattet af David Kushner og tegnet af Koren Schadmi, udgivet af Nation Books, maj 2017.

Rise of the Dungeon Master er en biografisk tegneserie, der fortæller historien om Gary Gygax, og hvordan han skabte Dungeons & Dragons. Den er baseret blandt andet på interviews, som David Kushner foretog med Gary Gygax, inden denne gik bort i 2008.

I løbet af værket hører vi, hvordan Gary allerede fra barnsben kunne lide at gå på eventyr, og hvordan han som ung mand begyndte at interesserer sig for krigsspil. Ikke blot for at spille dem, men også for at udvikle dem, og i samspil med Dave Arneson udvikler han Dungeons & Dragons, hvor de udbygger regelsystemet Chainmail og anvender den braunsteinske spilstil, hvor spillerne er aktører i et krigsspil, og hvor en neutral dommer afgør spillernes tiltag (som minder om, hvad der på danske conner har været praktiseret som ‘Live Diplomacy’ og des lige).

Der skal imidlertid mere end en god ide til, så vi følger også genvordighederne med at rejse midler, og siden være i stand til at trykke nok eksemplarer til at efterkomme efterspørgslen på D&D, hvorefter bolden pludselig ruller hurtigt. Gygax står med et hastigt voksende firma, som han lader andre håndtere, mens han selv er i Hollywood for at tale filmlicenser, og det er en periode, hvor der dukker alskens sært D&D merchandise op, fordi D&D licensen blev solgt i alle retninger. Fra kristne kommer i mellemtiden en modreaktion, som lå i tiden med de kristnes fjendskab mod computerspil, videoer, rock musik og andet, og hvor man i ramme alvor forestillede sig, at der var satankulte i tusindvis, som ofrede spædbørn til deres infernalske guddom – og hysteriet resulterede i pædagoger mistede deres arbejde og i grelle tilfælde blev idømt fængselsstraffe for fiktive forbrydelser (læs mere om dengang rollespil blev farligt).

Gygax og D&D mærker en del af reaktionen, men det tager ikke pusten fra ham. Det gør spillet om hans virksomhed derimod, og ligesom Gygax fik manøvreret Dave Arneson ud af sin virksomhed, blev Gygax ligeledes selv manøvreret ud af TSR, og han mistede kontrollen med D&D, men ikke lysten til at spille rollespil og udvikle nye rollespil (som f.eks. Dangerous Journeys). Det er omtrent den historie, som tegneserien Rise of the Dungeon Master – Gary Gygax and the Creation of D&D fortæller.

Imidlertid kan det være en frustrerende fortælling at læse. Ikke mindst grundet tegneseriens form, hvor der er flere stemmer i bogen, der er med til at fortælle historien.

Der er således flere stemmer i tegneserien, idet der er fortælleren, der er citater, som tilsyneladende er fra David Kushners interviews med Gary Gygax og Dave Arneson fra før de gik bort, og der er karaktererne i tegneserien, som blandt andet er Gary Gygax som barn, som voksen og som gammel mand. Formatet gør det vanskeligt at vurdere, hvornår en karakter får lagt et citat i munden, og hvor det citat er taget fra, og hvornår karakteren blot er en karakter, som siger noget, som er fiktion. Det svækker tilliden til karakterernes og citaternes udsagn, og det forstærkes af, at citaterne er taget ud af kontekst og uden angivelse af deres ophav.

Selve historien om D&D, Gygax og Arneson indeholder ikke noget nyt eller noget, som rækker ud over, hvad der generelt har været kendt for folk, der har ville læse op på historien. Vi får mest af alt en kortfattet version, som tager en række højdepunkter, men sjældent når under huden på dem, f.eks. kommer vi rundt om historien om Egbert, der var en ung mand, hvis handlinger blev misbrugt til at skabe billedet af D&D som værende farligt, og i den forbindelse præsenteres vi meget kort for Pat Pulling og BADD (Bothered about Dungeons & Dragons) uden at vi kommer ind på, hvorfor hun var en arg modstander af rollespil. Det er en reference, man nærmest skal kende på forhånd for rigtig at få noget ud af, og det samme gælder den korte omtale af Jack Chicks pamflet, Dark Dungeons, som er et stykke kristent propaganda, der fortæller en historie om, hvordan rollespillere er kultister, der faktisk lærer magi, og begår selvmord, når deres karakterer dør. Det er blot en pamflet i en meget lang række af pamfletter, som fordømmer alt fra muslimer til jøder til katolikker til homoseksuelle til evolution og andre emner, som ikke passer ind i Jack Chicks ekstremistiske verdensbillede.

Der er egentlig mange ting, man kan dykke ned i, når det gælder historien om Gygax og tilblivelsen af rollespil – vi kommer f.eks. ikke ind på Braunstein-spillet som proto-rollespil – og bogen bliver nærmest for kort, og den bliver grebet af sine egne ideer, således får vi mere om, hvordan bogen forestiller sig, at Gygax hinsides døden går på nye eventyr, end vi får om Gygax’ forfatterskab eller aktiviteter op gennem 90’erne. Historien om D&D fortsætter op gennem 90’erne og ind i 00’erne til D&D 4th edition (udgivet 2008), men meget af historien om Gygax er egentlig slut, da han forlader TSR i midt-80’erne.

Tegnestilen er grå, stregtegnet og ikke særligt dynamisk. Amerikanske tegneserier synes at have to primære udtryksformer: Superhelte-stilen og ‘graphic novel’-stilen. Den førstnævnte er en spraglet stil med dynamiske billeder, farverige eksplosioner og et samspil med farver og skygger. Graphic novels – som er en slags litterære tegneserier, og kaldes ‘graphic novel’ for at udtrykke deres gravitas (hvilket på engelsk er nødvendigt, når mediet ellers betegnes med den misvisende term ‘comic’, mens på dansk er ordet tegneserie både sigende og neutralt i forhold til ‘comic’) – har derimod en anden stil, som typisk holdes i grå, sorte og hvide toner, bruger stregtegninger og ofte ikke har nogen dynamik. Således gør det sig også gældende for Rise of the Dungeon Master, som er tegnet af Koren Shadmi, og det er kedeligt at kigge på. Persontegningerne virker for det meste af tiden kun, når karaktererne har neutrale ansigtsudtryk, og dets mere man forsøger at udtrykke følelser i dem, des mere synes det at blive ramt af uncanny valley-fænomenet.

Rent teknisk forstår Koren Shadni at komponere sine billeder inde i billedrammerne og lege med den fortællevinkel, som David Kushner har valgt for tegneserien, nemlig at vi som læsere inviteres ind i historien og påtager os rollen som en karakter, der skal træffe nogle valg (dog uden at man skal træffe nogle valg), men lige så vel, som Koren Shadni kan lege med formen inde i en billedramme, lige så vel binder han størstedele af siderne op over en simpel sekspanels opdeling. Han formår på intet tidspunkt at sprænge rammerne, lave spændende ting med rammerne eller at lade sine tegninger gå ud over dem. Lige der synes Koren Shadni kun at udvise en teknisk ekspertise men ikke en kunstnerisk ekspertise.

Rise of the Dungeon Master – Gary Gygax and the creation of D&D bliver således en letlæst, generel introduktion til historien om D&Ds tilblivelse, men det er også et overfladisk værk, som knap nok når at berøre mange af de emner, den kommer på banen med.