Prøvelsernes dage i Meminorum trækker mange rejsende fra fjerne egne til handelspladsen. Der er kræmmerne, svindlerne, de nysgerrige, gamblerne, spåfolkene – og så er der dem, som tager Heltenes prøve og vover sig ned i dødens labyrint for at vinde hæder, ære, penge eller frihed. Nogle eventyrere er erfarne huleudforskere. som efter at have tjent kommandør Lucinius ved Den ensomme fæstning, søger nye udfordringer, mens andre er helt grønne og søger at vinde sig et navn, er gladiatorer, som har vundet sig frihed, eller celebre dødsdømte, hvis politiske ærkerivaler er kommet til Meminorum for at se dem vandre i døden.
Meminorum har tidligere været omtalt her: Meminorums hån, designtanker om Meminorum.
Nye karakterer ved Meminorum: Ophav ved Meminorums dyb
Ved karakterskabelse kan man vælge at skabe en karakter, der ikke har et almindeligt ophav jf reglerne eller ophav ved Kejserstaden, men i stedet optræder i vores historie første gang ved Meminorums markedsplads.
Vælg en af følgende baggrunde
- Eventyrer fra provinserne
- Eventyrer fra Kejserstaden
- Frigiven gladiator
- Celeber dødsdømt
- Pensioneret krigsveteran
- Udvalgt landsby-repræsentant
Hver baggrund har et særligt baggrundstræk, og alt efter hvilken baggrund karakteren har, anvendes en specifik tabel for specialudstyrsevnen, som angivet nedenfor.
Baggrundstræk er scenesætterevner, hvor man som spiller får mulighed for at sætte eller få sat en scene. Indholdet af scenen skal spilles, og det kan gå flere veje, men typisk vil en scene resultere i noget brugbart uanset, hvor godt eller skidt det ellers gik.
Baggrundstræk kan ikke kombineres med andre baggrundsevner. Anvendes en anden baggrund sammen med ophavets baggrundstræk, skal man vælge hvilken baggrundsevne, karakteren da har.
Eventyrer fra provinserne – brug de almindelige karakterskabelsesregler – din karakter er som de fleste af imperiets indbyggere opvokset i en af de mange landsbyer, småbyer, havnebyer eller købstæder, som findes rundt om i Kejserriget. Du har forladt din barndoms hjem for at søge lykken.
- Baggrundstræk: Vandrelyst. Du har mødt mange folk på din færd og set mange skikke og hørt mange dialekter. Selvom det ofte er korte møder, giver det venner og kontakter i selv de fjerneste kroge af imperiet.
Ved hver mission eller scenarie kan du aktivere evnen og sætte en scene, hvor du møder en ven, en ven af en ven eller en ven af en ven af en ven, som enten er en hjælper, en svindler eller en rival (vælg selv). En hjælper kan tilbyde husly eller et brugbart rygte, en svindler kan lokke dig i problemer, og en rival kan udfordre dig eller sætte en præmie på højkant.
Eventyrer fra Kejserstaden – brug ophav i Kejserstaden – din karakter er draget ud fra Kejserstaden for at gå på opdagelse i den store verden udenfor, og historierne om hæder og guld i Meminorum har draget dig hertil.
- Baggrundstræk: Langt hjemmefra. Uden for Kejserstaden er alt anderledes. Folk taler sært, har sære skikke og er de lidt tilbagestående, og det gør det nogle gange svært at komme godt ind på folk.
Ved hver mission eller scenarie kan du vælge at aktivere evnen. Vælg mellem enten at komme til at fornærme lokale med dine manglende lokalforståelse eller at dupere lokale med dine storbymanerer. Uanset hvilken vil det resultere i at du 1) render ind i et nyt medlem af gruppen (såfremt der er et nyt medlem), og 2) du samler en brugbar ledetråd op (ledetråden kan være konkret eller abstrakt; en abstrakt ledetråd kan aktivere senere i spillet for at få et hint til at løse et problem).
Frigiven gladiator – Se nedenfor – du har kæmpet til døden flere gange i et af imperiets mange arenaer. Alle større byer har blodigt sand, hvor ufri kæmper imod hinanden. Nogle vinder deres frihed, men ofte har de ikke noget at bruge den til. Nogle vælger derfor at kæmpe for at vinde mere ved Heltenes prøvelser i Meminorum.
- Baggrundstræk: Berygtet. Dit omdømme løber dig altid i forvejen, og der er altid nogen, som genkender dig. Nogle gange fans, nogle gange hævngerrige folk, hvis slægtninge du har dræbt på det blodige sand.
Ved hver mission eller scenarie kan du vælge at din karakter bliver opsøgt af folk, der har genkendt karakteren. Du kan vælge, at det er slægtninge til folk, din karakter har dræbt, eller at det er fans. Uanset hvem der mødes, vil det resultere i et brugbart rygte.
Celeber dødsdømt – Se nedenfor – du er blevet dømt til døden for ugerninger begået mod Kejserriget, men hvor slaver ville blive brutalt slået ned, og borgere henrettet til offentlig skue på torvet eller på det blodige sand, er du som adelig blevet givet en chance for at overleve. Din straf er at blive sendt i Meminorums hån. Det er straffen for fornærmelse af Kejseren, medvirken i forbudte kulte, udvisning af kujonagtig adfærd i den Kejserlige garde eller groft skattesvig – eller du er offer for dine rivalers rænkespil. I det mindste er du blevet givet en chance.
- Baggrundstræk: Celeber. Dit omdømme har bredt sig vidt omkring, og fornemme folk er nysgerrige efter se den celebre dødsdømte.
I forbindelse med hver mission eller scenarie kan du aktivere denne evne, og din karakter vil blive inviteret af lokale fornemme folk eller magthavere til en middag eller anden social sammenkomst, da de er nysgerrige efter at se den dødsdømte.
Pensioneret krigsveteran – Se nedenfor – Efter mange års tro tjeneste i de kejserlige hære på den østlige front mod Kejserrigets rival eller mod de mange endnu ikke erobrede småriger, stammeforbund og uafhængige slettefolk, er du blevet lønnet med en lille gård, som du kan kalde din egen, og et langt efterliv som landmand. Der er en del af dig, som mindes og længes efter farerne, og en tidlig morgen forlod du din lille gård for at genoplive en side af dig, som du længe har ignoreret.
- Baggrundstræk: Krigsveteran. Du har bekendte i alle kroge af imperiet, som tidligere har tjent i den kejserlige hær.
I forbindelse med hver mission eller scenarie kan du vælge, at din karakter har en lokal kontakt, som kan give dig husly, sikre dig et pålideligt rygte eller måske låne en mønt til et stykke udstyr.
Udvalgt landsby-repræsentant – Se nedenfor – Du er landsbyens håb. Hvis du slipper levende gennem hulerne vil du kunne hjembringe en så stor præmie, at det kan få landsbyen økonomi på fode igen. Dine forældre, jeres naboer, landsbyens oldere – og egentlig hele resten af landsbyen også – har store forventninger til din succes. Du er særligt udvalgt for dine evner (måske var du den bedste, måske den bedst undværlige?), og der hviler et stort ansvar på dine skuldre.
- Baggrundstræk: Landsby-repræsentant. Du er udvalgt af din landsby, og det er anerkendt og respekteret af andre landsbyer.
Ved hver mission eller scenarie kan du sætte en scene, hvor din karakter enten får foretræde for de lokale oldere eller opsøges af fattiglemmer, der har brug for hjælp. Uanset hvem det er, resulterer det i en brugbar oplysning eller et stykke brugbart udstyr.
Specialudstyrsevnen
Fire af de ovenstående baggrund bruger en alternativ tabel for deres specialudstyr uanset klasse og race. Se nedenstående tabel.
Udstyrsevne | Frigiven gladiator | Celeber dødsdømt | Pensioneret krigsveteran | Udvalgt landsbyrepræsentant |
3 | Et sandt, brugbart rygte | Et sandt, brugbart råd | Et slidt kort | En flaske vin |
4-5 | Et slidt kort | Modgiftsdrik | Styrkedrik | Terninger af elfenben, to flasker vin |
6-7 | Spillemønt | Månemønt | Lusket mønt | Væmmelsesdrik, tre flasker vin |
8-13 | Helbredende drik, | Helbredende drik | Helbredende drik | Helbredende drik, et velholdt kort |
14-15 | Styrkedrik, lykkemønt, smedemønt | Tordenblodsdrik, modgift, månemønt | Lykkemønt, usynlighedsdrik, velholdt kort, terninger af elfenben | Usynlighedsdrik, kattebliksdrik, |
16-17 | Tyvesøm, flammepulver | Drømmelys, helbredende pulver, svæveolie | Smedesøm, svæveolie, vækkelys | Venskabets mønt, helbredende drik, Voksevækstdrik |
18 | Smedemønt, dværgedaggert | Edderkoppeolie, sølvnøglen, elverkappe | Vinterolie, Jægersøm, helbredende drik | Dværgedirk, Helbredende pulver, modgiftspulver, Elvervin |