Hinterlandet – Meminorum – designtanker

I foregående indlæg præsenterede jeg markedspladsen Meminorum, og den prøvelse, der venter eventyrere. Hinterlandet er bygget op over en række basis-lokationer for eventyr, såsom Den ensomme fæstning og dens teltlejr, som udgør grundstammen, Færgelejet, landsbyen Kolonia, ophav i Kejserstaden og nu også Handelspladsen Meminorum.

Fra Den ensomme fæstning går man ud i ødemarken, konfronterer væsner og udforsker ruiner med tilhørende dungeons, ved Færgelejet rejser man langs floderne ud i ødemarken til dungeons, hvoraf nogle har vand-tematik, mens Kolonia er tænkt til at have landsby-spillet som optakt (work in progress), og Kejserstaden kan både være et sted, ens karakter har som ophav, som det kan være rammen for en helt anden type spil. Tilsvarende er Meminorum rammen for en særlig type spil, og det er i denne sammenhæng ‘dungeonen som prøvelse’ eller ‘dungeonen ved din hoveddør’.

Dungeons er i Hinterlandet almindeligvis adskilt fra ‘hjemmet’ (Kolonia, Færgelejet, Den ensomme fæstning) ved ødemarken, som man rejser igennem for at komme frem til den afsidesliggende og isolerede dungeon. En anden genre af dungeons er dem, som ligger ved hjemmet og til en vis grad er tæmmede. Det er f.eks. den dungeon, som optræder i Dødens labyrint og Heltenes prøve fra Sværd & trolddom-serien, hvor der er en dungeon, som opbygget som en konkurrence med dødeligt udfald, eller det er f.eks. Undermountain, som er under byen Waterdeep, hvor man fra den lokale kro kan blive sænket ned i dungeonen, mens publikum vædder om, hvor godt det vil gå en (udgivet under titlen Dungeon of the Mad Mage til D&D 5th edition).

Dungeons er absurde. Men de er også en god ramme for eventyr, og en af udfordringerne ved dungeons (til Hinterlandet) er at holde dem nogenlunde naturalistiske. Der skal være en vis logik i, at indbyggerne er, hvor de er, og at de kan komme ind og ud efter forsyninger, at de forholde sig til andre indbyggere osv. Mange dungeon-designere ender ofte med at befolke dem med udøde, trolddomsbundne dæmoner og golems, da ingen af disse har brug for forsyninger, men kan bo i dungeonen i århundreder på en måde, hvor hulerne er statiske, indtil der kommer nogle helte og kigger på dem.

En dungeon med meget forskellige indbyggere, sære dødsfælder og mystiske prøvelser er ofte svær at skabe naturalistisk. Men en dungeon, som er bevidst konstrueret til at underholde publikum og udfordre dem, som forsøger at passere gennem dem, det overholder sin egen ramme. I Undermountain bliver dungeonen konstant vedligeholdt af en vanvittig ærketroldmand, der konstant befolker dungeonen ved at fremmane væsner, mens hulerne under bjerget Fang kun åbnes en gang om året for at teste helte, og resten af året konstrueres fælder, indfanges monstre og opstilles prøvelser (Dødens labyrint, Heltenes prøve).

Meminorums dyb er Hinterlandets version. Det er en kunstig dungeon opbygget i labyrintin ruin, hvor man slavebinder, tryllebinder, bestikker eller hyrer væsner til at bebo stedet og udfordre helte, og hvor man konstruerer vanvittige fælder, bizarre prøvelser og mærkelige gåder alene med det formål at teste folk. Det er også en kilde til at kunne designe en dungeon ud al for megen logik, og hvor der kan leges med, at huleudforskerne godt ved, at det er en ‘kunstig’ dungeon, hvor man dog stadig kæmper til døden.

Meminorums dyb er tænkt som en kollaborativ dungeon, hvor alle kan bidrage med at skrive et eller flere rum, som hver især kommer til at fungere som en prøvelse for heltene, når de vover sig gennem dungeonen. Du kan også være med til at skrive til dungeonen.

I de næste par indlæg kigger vi mere på rammen for dungeonen og livet omkring den.